Lars Løkke Rasmussen satte en dreng til at bygge et hus. Drengen byggede noget andet. Nu skal mesteren beslutte, om han vil rive det ned – eller flytte ind alligevel.
Planen, der ikke overlevede virkeligheden
Løkke pegede på Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger med en klar forventning: En regering over midten, hvor Moderaterne sidder med ved bordet. Det var ikke en åben fortolkning. Det var en aftale. Troels Lund har i stedet foreslået en VLAK-konstruktion uden ministerposterne til Løkke og hans folk. Klokken 16.30 fredag skal Løkke give sit svar – og den stemning, der beskrives fra Moderaternes side, minder ikke meget om varme håndtryk.
Politisk kommentator Anders Langballe siger det ligefremt: Troels Lund bliver næppe statsminister i denne omgang. Måske endnu mere afslørende er det, at Langballe forventer en hurtig afvikling af mødet. Man sætter sig ikke ned for en god snak, man stiller en diagnose og går videre. Det er ikke politik som diplomati. Det er politik som obduktion.
Hvad Løkke egentlig vil have
Her er det afgørende at forstå, hvad dette faktisk handler om. Det er ikke primært om selskabsskatter eller personskatter, selv om Langballe korrekt påpeger, at Troels Lund har tilbudt lettelser, som Løkke aldrig vil få hos de røde partier.
Det handler om, at Løkke i årevis har positioneret sig som manden, der kan samle midten. En mand med Moderaterne i ryggen, der byggede bro. En VLAK-regering uden ham er ikke en midte-løsning. Det er V med påhæng.
Løkke sagde det selv: Det handler om noget frem for nogen. Politikken frem for personerne. Langballe ser nu ironien: Løkke er ved at vælge nogen over noget. Han vælger ministerposter og indflydelse over en blå regering, han ideologisk set burde foretrække. Det er et rationelt valg. Det er bare et andet valg end det, han har reklameret for.
Mette venter ved telefonen
Scenariet, der tegner sig, er forudsigeligt for alle undtagen dem, der helst ikke ville se det komme. Frederiksen bliver sandsynligvis kongelig undersøger igen, og der dannes en rød-lilla regering med de ministerposterne til Moderaterne, som Troels Lund ikke ville give. Forhandlingerne vil tage mindst fjorten dage mere, siger Langballe. Måske længere.
Manden i venteværelset – ham, der venter på en boligstøtteafgørelse, en lægekonsultation, en kommunal sagsbehandler – han bemærker ikke den forskel. For ham er der allerede gået for lang tid. Magtspillet er reelt, men det udspiller sig et stykke fra de problemer, som en regering normalt begrunder sin egen eksistens med.
Tilgivelse tager tid
Langballe bruger et ord, der er sjældent i dansk politik: tilgivelse. Løkke er skuffet over lærlingen. Det er ikke et politisk vurderingsskema. Det er et personligt opgør med en forventning, der ikke holdt. Troels Lund fik et mandat, fortolkede det anderledes, og mesteren bryder sig ikke om det.
Det er værd at standse op ved. Dansk politik er fyldt med pragmatisme, kompromis og vendte kapper. Men der er åbenbart en grænse. Den grænse hedder ikke principper eller vælgere. Den hedder loyalitet. Og loyalitet i dette spil er ikke gensidig – den flyder kun én vej, fra lærling til mester, og er aldrig til forhandling.
Hvad der faktisk er på spil
Hvis Langballe har ret – og han plejer at have det – ender vi med en situation, hvor Troels Lund Poulsen forsøgte at bryde fri, fejlede, og sendes tilbage til oppositionen med en diplomatisk klapfon.
Løkke får sin minister-post i en rød regering. Og dansk borgerlig politik bruger de næste par år på at finde ud af, om der stadig er et centre, eller om centrum var et projekt, der hvilede for tungt på en enkelt mands skuldre.
Det store spørgsmål er ikke, om Troels Lund er færdig som kongelig undersøger fredag. Det er, om den model for dansk midterpolitik, som Løkke byggede, overhovedet kan stå uden ham – og om nogen har lyst til at finde ud af det.
Støt uafhængig politisk journalistik uden annoncer og betalingsmure – ExtraFokus.com
