Hvem efterforsker forbrydelser, når politiet lyver?

En mor ringer til politiet. Hendes barn er blevet grebet fat af en fremmed mand tæt på skolen. Hun anmelder det. Politiet registrerer en beskrivelse af gerningspersonen. Og så henlægger de sagen. Ikke fordi der ikke var noget at gå videre med. Men fordi de ikke havde ressourcer.

Det er ikke en hypotetisk case. Det er et eksempel fra Rigsrevisionens egne sagsgennemgange, offentliggjort den 11. maj 2026.

Da moren fik besked om, at sagen var lukket, fik hun sandsynligvis at vide, at politiet havde efterforsket den. Det havde de ikke.

Det, ingen ville sige højt

Rigsrevisionen begyndte denne undersøgelse i marts 2025. Baggrunden var anonyme politibetjente, der fortalte DR, at de var blevet pålagt af deres ledelse at henlægge sager – at undlade selv den grundlæggende efterforskning. Det var whistleblowers (insidere der afslører kritisable forhold, ofte under personlig risiko) fra landets egne politikredse, der slog alarm.

Reaktionen fra toppen af systemet var forudsigelig: Rigspolitiet og Rigsadvokaten mente ikke, at man kunne konkludere noget som helst uden at gennemgå alle sager manuelt, én ad gangen. Det lyder rimeligt.

Det er det ikke. Rigspolitiet bruger selv registreringerne i POLSAS til statistik, resursestyring og besvarelse af Folketingsspørgsmål. Man kan ikke samtidig hævde, at systemet er præcist nok til at styre politiet efter – og for upræcist til at afsløre, hvad politiet faktisk har gjort.

5.900 løgne til ofrene

Rigsrevisionen har gennemgået mere end 21 millioner tekstfelter fra politiets sagsstyringssystem POLSAS. Det er ikke en mavefornemmelse. Det er data.

Og hvad viser det? At politiet i mindst 5.900 sager har fortalt den forurettede, at efterforskning var indledt – selvom der efter Rigsrevisionens vurdering ikke var foretaget et eneste efterforskningsskridt.

• Ingen afhøring.
• Ingen videoovervågning.
• Ingen teknisk undersøgelse.

Sagen var i praksis henlagt fra dag ét. Men offeret fik at vide, at politiet arbejdede på den.

Det er ikke en fejl, men et mønster, der gentager sig på tværs af kredse og år. Og det koster noget, som ingen statistik rigtig kan måle: tilliden til, at systemet er på din side. Statistrevisor Mette Abildgaard sagde det direkte på mandagens pressemøde: “Den slags er gift for vores tillid til autoriteter.”

Reglerne var der – politiet fulgte dem bare ikke

Lad os tale om voldtægt, for det er det, der gør mig mest træt af denne sag.

Siden 2015 – altså i over ti år – har reglerne sagt, at voldtægtssager kun “helt undtagelsesvist” må oprettes som såkaldte undersøgelsessager frem for skarpe sager. En undersøgelsessag er en ringere kategori. Den er ikke underlagt de samme tidsfrister. Den ryger ikke ind i statistikkerne over uopklarede sager. Og den er lettere at henlægge.

Rigsrevisionen har fundet, at ca. 2.000 voldtægtssager er oprettet som undersøgelsessager i strid med retningslinjerne. Undersøgelsessager ligger i gennemsnit 64 dage, inden de enten konverteres eller henlægges – langt over Rigspolitiets frist på 14 dage.

Hos Fyns Politi overholdes tidsfristerne i voldtægtssager ikke i 79 procent af tilfældene. En af statsrevisorerne konstaterede på pressemødet, at hun hellere ville voldtages i København end på Fyn. Det er en grotesk sætning. Den er desværre præcis.

Og hvad svarede Rigsadvokaten og Rigspolitiet, da Rigsrevisionen konfronterede dem med, at “helt undtagelsesvist” åbenlyst ikke er blevet overholdt?

De svarede, at “helt undtagelsesvist” i denne særlige sammenhæng ikke har sin sædvanlige juridiske betydning. Det kalder Rigsrevisionen en efterrationalisering. Jeg er enig. Og jeg kan ikke forstå, at nogen sagde det med et alvorligt ansigt.

En lov der aldrig fik lov at virke

I 2022 vedtog Folketinget en særlig stalkingparagraf i straffeloven. Den kom efter årelang politisk kamp fra ofre for chikane og forfølgelse – mennesker der i årevis havde bedt om et stærkere retsværn. Loven var løftet. Straffen skulle være hårdere.

Rigsrevisionen dokumenterer nu, at anmeldelser om chikane og forfølgelse i overvejende grad stadig oprettes som administrative sager om tilhold – frem for som straffesager under den nye paragraf.

Tænk på den kvinde, der tre år i træk har anmeldt sin eksmand for at møde op ved hendes arbejde, sende beskeder midt om natten, vente uden for hendes dør. Hun anmelder det igen. Politiet opretter en tilholdssag. Stalkingparagraffen er aldrig i spil. For det kræver en skarp sag – og det er mere arbejde.

Det er ikke bureaukrati, det er et svigt af præcis den gruppe, loven var skrevet for. Statsrevisorerne anbefaler, at Justitsministeriet følger op på, om politikredsenes praksis strider mod intentionerne bag loven. Det burde ikke kræve en anbefaling fra Statsrevisorerne i 2026. Det burde have været tjekket, da loven trådte i kraft.

29 procent af natvold? Det er bare uro

Næsten en tredjedel af alle voldsepisoder i nattelivet oprettes ikke som voldssager. De oprettes i stedet som administrative sager om forstyrrelse af den offentlige orden – en kategori med lavere strafferamme og færre krav til efterforskning.

Politiansatte fra næsten alle politikredse bekræfter i den anonyme spørgeskemaundersøgelse, at det er sket, fordi ledelsen ønskede det. Det er ikke en enkelt kreds med en dårlig chef, men et nationalt mønster, drevet oppefra.

Spørgeskemaundersøgelsen nåede 4.117 ansatte ud af 10.653 i politiet. Otte procent angav, at de havde medvirket til at henlægge sager med “benlyst strafbart indhold”, selvom der var mulighed for yderligere efterforskning.

Det svarer til hundredvis af sager, hvor en politibetjent sad med en anmeldelse og vidste, at der var mere at gøre – og valgte ikke at gøre det. Eller blev bedt om ikke at gøre det.

Menneskehandel: Systemets blinde plet

Sager om menneskehandel klarer sig tre gange dårligere end personfarlige sager generelt.

Tre gange så høj andel oprettet som undersøgelsessager. Tre gange så mange henlagt uden efterforskning – på trods af at politiet har angivet det modsatte. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for undersøgelsessager om menneskehandel er 108 dage, mod 64 dage for personfarlige sager generelt.

Rigsrevisionen beskriver en konkret sag: En udenlandsk kvinde kom til Danmark via et netværk, der lovede hende arbejde. Hun endte med at blive presset til at sælge seksuelle ydelser. Sagen blev anmeldt af Center mod Menneskehandel. Den blev henlagt med den begrundelse, at efterforskning var indledt, men ikke gav grundlag for at fortsætte. Uden et eneste registreret efterforskningsskridt.

Justitsministeren lovede i april 2025 en tilsynsundersøgelse af netop menneskehandelsager. Den er aldrig gennemført. Det er godt. Det burde ikke have krævet en Rigsrevisionsberetning at fortælle os det.

Hvem henlægger sagerne – og med hvilken ret?

Der er en detalje i rapporten, som ikke har fået nær nok opmærksomhed: Politiet har henlagt ca. 17.000 sager om personfarlig kriminalitet, som de slet ikke havde ret til at henlægge. Det er juridisk set udelukkende anklagemyndighedens kompetence.

Hos Københavns Vestegns Politi gælder det 54 procent af samtlige henlagte sager i kategorien. Mere end halvdelen er altså lukket af personer, der ikke måtte lukke dem. Nogle kredse forklarer det med, at de lokalt har “delegeret kompetencen”. Det er ikke i overensstemmelse med Rigsadvokatens regler. Rigsadvokaten har nu præciseret dette over for kredsene.

Det er godt. Det burde ikke have krævet en Rigsrevisionsberetning.

Systemet vidste det i tre år

Statsrevisor Lars Christian Lilleholt sagde det direkte på pressemødet: “I de tre år, jeg har været statsrevisor, er det her en af de værste sager, jeg har set.” Statsrevisorernes kritik befinder sig på næsthøjeste niveau – det der hedder “skarp kritik” og “stærkt foruroligende”.

Alligevel mangler Danmark i øjeblikket en regering, der kan beslutte, hvad der skal ske nu. Det konstaterede det socialdemokratiske statsrevisormedlem Leif Lahn Jensen tørt på pressemødet. Rigsrevisionens anbefalinger er rettet mod Justitsministeriet, og Justitsministeren skal afgive en redegørelse. Den endelige stillingtagen forventes i november 2026.

I mellemtiden er den statistik, Rigspolitiet selv bruger til at rapportere til Folketinget med, forvrænget af et stort antal sager, der aldrig burde have været kategoriseret som de er.

Undersøgelsessager indgår slet ikke i statistikken over uopklarede sager. Det Danmark, vi tror vi lever i – et retssamfund med politigaranti for vold og voldtægt – ser anderledes ud, når man tæller rigtigt.

Prisen for et system, der løj

Det er fristende at slutte med et forsvar for de betjente, der stod i krydsfeltet. Og lad mig sige det klart: Mange af dem har siddet med en bunke sager, et resursepres de ikke har bedt om, og en ledelse der signalerede, at tallene var vigtigere end sagerne.

TV 2s retskorrespondent Astrid Søndberg påpeger, at Danmark er det land i Europa med næstfærrest politimedarbejdere per 1.000 borgere. Det er en strukturel forklaring, og den er reel.

Men den forklaring burde have udløst en ærlig samtale med borgerne – ikke en praksis, der systematisk vildleder ofrene. Ikke actioncards, der skaber tvivl om, hvem der måtte hvad. Ikke en definition af “helt undtagelsesvist”, der pludselig ikke betød det, det stod.

Ansvaret ligger hos dem, der valgte at give systemet en anden betydning end den lovgiverne vedtog. Og hos dem, der accepterede en politigaranti, de ikke havde ressourcer til at indfri – og ikke sagde det højt.

Moren med det barn, der blev grebet af en fremmed mand – hun troede, der var nogen, der arbejdede på sagen. Det var der ikke. Det er ikke et teknisk problem. Det er et tillidsbrud. Og det bør følges op.

Hvis du har en sag, der er henlagt på mistænkelig vis, kan du klage til statsadvokaten i din region. Og du er mere end velkommen til at dele din oplevelse i kommentarfeltet – det er præcis de historier, vi fortsætter med at grave i.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.