Realistisk risiko for større krige i Europa?

Europa lever i 2026 i en langt mere skrøbelig sikkerhedsarkitektur, end de fleste politikere tør indrømme offentligt. Spørgsmålet er ikke længere, om krig i Europa er utænkelig, men hvor stor risikoen egentlig er, og hvad vi gør ved den.

Man må konstatere, at Europa i 2026 lever i en langt mere skrøbelig sikkerhedsarkitektur, end de fleste politikere tør indrømme offentligt.

Spørgsmålet er ikke længere, om krig i Europa er utænkelig – men hvor stor risikoen egentlig er, og hvad vi gør ved den.

Hvad er Ukraines rolle som generalprøve for Europa?

Ruslands invasion af Ukraine i 2022 blev i Vesten længe behandlet som et “regionalt” problem, som om det var en slags opdateret version af Balkan-krigene i 90’erne. I praksis fungerer Ukraine mere som en generalprøve på, hvad Rusland kan – og vil – gøre, når det handler om Europa som helhed.

Krigen har allerede kostet hundredtusinder af dræbte og sårede, ødelagt byer som Mariupol, Bakhmut og Avdiivka og bundet enorme mængder af europæiske ressourcer til våbenhjælp, sanktioner og flygtningemodtagelse.

Det er ikke en periferi-krig; det er Europas sikkerhedsarkitektur, der bløder på åben scene.

At Rusland efter tre års krig stadig er i stand til at mobilisere hundrede tusinder af soldater, omlægge økonomien til krigsproduktion og skrue markant op for produktionen af kampvogne, missiler og artilleri er, hvis man skal være ærlig, et vink med en vognstang.

Det er ikke et land, der er ved at løbe tør for vilje – det er en stormagt, der accepterer enorme menneskelige tab for at flytte grænserne.

Man må konstatere, at Ukraine i Moskvas logik er første brik, ikke sidste, og at Baltikum og Polen i Kremls mere kyniske scenarier ligger i den næste række.

Jeg observerer med bekymring, at alt for mange europæiske beslutningstagere stadig taler om Ukraine, som om det bare handler om “solidaritet” eller “værdi-fællesskab”. I realiteten er det hård realpolitik: Hvis Rusland vinder, demonstrerer man, at grænser i Europa igen kan ændres med militær magt.

Hvis Ukraine taber, øges risikoen for, at Rusland i løbet af de næste 5–10 år tester NATO direkte, markant. Det er ikke en akademisk risiko, det er en praktisk trusselsvurdering.

NATO under pres – alliancens styrke og sprækker

NATO fremstår på papiret stærkere end nogensinde: Flere medlemslande rammer eller nærmer sig 2 procent af BNP på forsvar, Sverige og Finland er kommet ind i alliancen, og der er stationeret flere tropper og tungt materiel ved østflanken, end der har været siden Den Kolde Krig.

Østersøen er reelt ved at blive en NATO-indsø, hvor russisk flådeaktivitet er under konstant overvågning. Strategisk set har det været et dybt slag mod Ruslands frihedsgrader, at Finland nu er med i klubben.

Alligevel er alliancen langt fra tryg. USA er stadig det militære tyngdepunkt, uanset hvor mange europæiske procenter, der bliver slynget rundt i nationale forsvarsforlig.

Når den amerikanske præsident åbent taler om at gøre Grønland til amerikansk territorium og samtidig lægger pres på allierede for at opruste langt mere, sender det et klart signal: USA vil have Europa til at betale, og vil i sidste ende forbeholde sig retten til at prioritere egne interesser først. Det er “America First” i praksis, uanset om man kan lide overskriften eller ej.

Det skaber en farlig dynamik. På den ene side øger europæerne deres forsvarsbudgetter og taler om strategisk autonomi; på den anden side ved alle, at uden USA’s luftmagt, efterretninger og atomparaply er NATO’s afskrækkelse mod Rusland dramatisk svækket.

Worst case-scenariet er ikke, at USA melder sig formelt ud af NATO – det er, at Washington de facto vælger at være selektiv i, hvor langt man vil gå for at forsvare små frontlinjestater. Den tvivl alene kan friste en aggressor til at teste grænserne.

Fra mit ståsted er alliancens svage punkt ikke det militære hardware, men den politiske troværdighed.

Afskrækkelse virker kun, hvis modparten er overbevist om, at du faktisk mener det, når du siger “angreb på én er angreb på alle”. Når amerikanske ledere i samme åndedrag taler om at købe dele af Danmark og nedtone forpligtelsen til Europa, sender det et foruroligende signal til Moskva: Her er et Vesten, der vakler i viljen, selv om det er overlegent på papiret.

Hybridkrig som normaltilstand

Mens de fleste stadig forbinder krig med kampvogne, missiler og frontlinjer, foregår en væsentlig del af konflikten i et gråt rum mellem krig og fred – i det, der ofte kaldes hybridkrig.

Det handler om cyberangreb, sabotage, desinformation, økonomisk kortslutning og målrettet pres på demokratiske institutioner. Danmark har allerede mærket det på kroppen, selv om granaterne ikke falder over Høje Taastrup.

I 2023 blev 22 danske energiselskaber ramt af koordinerede cyberangreb, som danske myndigheder koblede til russiske aktører, og i 2024–2025 har Forsvarets Efterretningstjeneste registreret destruktive angreb mod vandforsyning og valgrelaterede hjemmesider.

Det er ikke små drengestreger. Når en vandforsyning saboteres digitalt, så rør sprænger, og borgere står uden vand i hanen, er det i praksis en fjendtlig handling mod civilbefolkningen – bare uden kampuniform og frontlinje.

Når DDoS-angreb lægger politiske og offentlige hjemmesider ned op til valg, er det et angreb på demokratiets infrastruktur. Det er krig uden krigserklæring, og den foregår allerede nu midt i fredstid.

Jeg observerer med bekymring, hvor hurtigt vi har vænnet os til denne normaltilstand.

Hybride angreb omtales ofte i mediespalterne som “cyberhændelser” eller “IT-problemer”, selv om deres strategiske formål er at teste beredskabet, skabe usikkerhed og vænne os til tanken om, at staten ikke altid kan beskytte os.

Fra mit ståsted er det en fejl at se hybridkrig som et alternativ til konventionel krig; det er snarere en forberedende fase, der skal blødgøre modstanderen, inden man beslutter, hvor langt man vil gå militært.

Man må konstatere, at Danmark og resten af Europa allerede befinder sig i en lavintensitetskonflikt med Rusland, hvor linjen mellem “fred” og “krig” er opløst.

Den realistiske risiko for en større, konventionel krig bør derfor ikke måles ud fra antallet af kampvogne ved grænsen alene, men ud fra det samlede mønster af aggressive handlinger – og her blinker alle indikatorer rødt.

Læs også: Nuklear paraply kan ikke erstatte soldater

Danmark fra hyggehjørne til frontlinje

Danmark plejede at se sig selv som en slags fredsbevarer og international mægler – et lille land, der sendte symbolsk bidrag til FN-missioner og nød godt af NATO’s sikkerhedsgaranti, mens forsvarsbudgettet blev barberet ned år efter år. Den tid er forbi.

De seneste forsvarsforlig har skruet markant op for udgifterne, og Danmark bevæger sig mod og forbi 2 procent af BNP på forsvar med nye F-35-kampfly, øget tilstedeværelse i Baltikum og en helt anden militær profil end for bare ti år siden.

Grønland er pludselig blevet centrum for stormagtspolitik. Den amerikanske præsident taler åbent om ønsket om at “overtage” Grønland og kobler det direkte til national sikkerhed, samtidig med at USA udbygger sine militære planer i Arktis og ser øen som en strategisk nøgle mellem Nordamerika og Europa.

Samtidig styrker Rusland sine militære anlæg og atomrelaterede kapaciteter i det arktiske område, imens Kina ekspanderer forsknings- og skibstrafikaktiviteter i nord.

Det er ikke længere et spørgsmål om isbjørne og klimaforandringer – det er en arena, hvor stormagter måler hinanden og presser Danmarks suverænitet indirekte.

Det er kynisk, men Danmark er i stigende grad et land, andre magter regner på, ikke bare regner med.

Hvis man tænker koldt strategisk: Et lille, fladt land uden dybe naturlige forsvarslinjer, tæt på centrale sø- og luftkorridorer og med ansvar for Grønland – det er både en potentiel svaghed i NATO’s forsvarskæde og et afgørende territorium for amerikansk militær strategi.

Det stiller os på en frontlinje, som store dele af den danske offentlighed stadig ikke helt har opdaget.

Ærlig mening: Naiv pacifisme er en luksus, vi ikke længere har råd til. Men der er en lige så farlig modpol: hysterisk alarmisme, hvor man taler krigen frem med dommedagsretorik og overser, at klog afskrækkelse og robust beredskab netop har til formål at undgå det store sammenbrud.

Danmark skal væk fra begge grøfter og ind i en nøgtern, hård, men realistisk sikkerhedspolitik.

Menneskelig pris: PTSD, mistillid og et slidtet demokrati

Når man taler om “større krig i Europa”, drukner ofte den menneskelige dimension i grafer, procenter og forsvarsbudgetter.

Men krig handler i sidste ende om kroppe, psyker og relationer, der går i stykker. Erfaringerne fra Ukraine dokumenterer massive stigninger i PTSD, depression og misbrug blandt både soldater og civile, især børn, der vokser op med konstante sirener, mistede skoleår og fraværende forældre.

Det er ikke bare en midlertidig belastning; det er en livslang ar på en hel generation.

Europa er ikke vaccineret mod den type traumer. En større krig – selv “bare” i form af et kortvarigt, intensivt sammenstød mellem Rusland og NATO i Baltikum eller Polen – ville sende millioner af mennesker på flugt, lægge pres på allerede belastede velfærdssystemer og skabe intern politisk splittelse i EU i forhold til byrdefordeling.

Dertil kommer en anden form for psykisk belastning: Den konstante følelse af usikkerhed, som allerede nu nager i befolkningen, når man hører om cyberangreb på vandforsyning eller russiske provokationer tæt på NATO-luftterritorium.

Fra mit ståsted undervurderer vi alvorligt, hvad denne permanente undtagelsestilstand gør ved demokratiet.

Mistillid til myndigheder, medier og internationale institutioner vokser, når folk oplever, at trusler bliver nedtonet den ene dag og skamfuldt indrømmet den næste.

Det skaber grobund for konspirationsteorier, radikalisering og en “hver mand for sig”-mentalitet, der er gift for et i forvejen presset liberalt demokrati.

Man må konstatere, at prisen for at være uforberedt ikke blot kan måles i tabt territorium eller BNP – den kan måles i menneskelige sammenbrud, tabt tillid og demokratier, der knækker indefra, længe før de bliver militært besejret.

Økonomisk chok og langsigtet slid

Et større militært sammenstød i Europa – også selv om det ikke udvikler sig til fuld skala – vil have brutale økonomiske konsekvenser.

Krigen i Ukraine alene har destabiliseret energimarkeder, drevet inflationen op og tvunget EU til dyre omstillinger væk fra russisk gas, med massive støttepakker som plaster på såret. En direkte konflikt mellem Rusland og NATO vil kunne ramme centrale forsyningslinjer, energiinfrastruktur, transportkorridorer og finansielle systemer på et niveau, der gør coronakrisen til en mild generalprøve.

Det er ikke kun den fysiske ødelæggelse, der koster. Hybridangreb på banker, elnet, vandforsyning og logistikkæder kan på få dage fremkalde panik, hamstring og kollaps i tilliden til systemet.

Det sås allerede i mindre skala, da danske energiselskaber og en vandforsyning blev ramt, og myndighederne efterfølgende måtte indrømme, at konsekvenserne var alvorligere, end man først sagde højt. I en større konflikt vil det ikke være enkelthændelser, men et samlet, vedvarende angreb på samfundets nerver.

Jeg observerer med bekymring, hvordan politiske beslutningstagere ofte præsenterer oprustning og sikkerhedspolitik som en form for teknisk udgiftspost, der kan håndteres med et par procentpoint mere her og der.

I virkeligheden bør man se det som en forsikring mod et økonomisk sammenbrud, der vil koste langt, langt mere end nogen fredstidspost på et statsbudget.

Det er kynisk, men der findes et regnestykke, hvor investeringer i forsvar og robusthed nu reducerer risikoen for en katastrofal fremtidig “krigs-skat”.

Fra et moralsk perspektiv er det desuden relevant at spørge, hvem der ender med regningen.

Historien viser, at det sjældent er de politiske eller økonomiske eliter, der betaler den højeste pris; det er almindelige borgere, der mister job, opsparing, hjem og tryghed, mens krigstidens kriseprofitører går fri. Det er endnu en grund til at tage risikoen alvorligt nu, før krisen eksploderer.

EU’s digitale front: AI, informationskrig og regulerings-jungle

Krig i det 21. århundrede udspiller sig også på skærme og algoritmer. Europa forsøger at regulere den digitale krigsplads med en række nye lovkomplekser: Digital Services Act (DSA) og AI Act står som de mest markante.

DSA fungerer som EU’s regelbog for online sikkerhed og pålægger de største platforme krav om at bekæmpe desinformation, sikre gennemsigtighed i algoritmer og håndtere “systemiske risici” – herunder politisk manipulation og udenlandsk påvirkning.

AI Act fokuserer på selve AI-teknologien og indfører et risikobaseret system med forbud mod visse praksisser, skærpede krav til højrisko-systemer og et særregime for kraftige generelle AI-modeller.

På papiret lyder det betryggende: EU vil bremse både tech-giganters magt og fremmede staters informationskrig. Men i praksis opstår der et komplekst og delvist kaotisk overlap.

Eksperter peger på, at AI Act og DSA opererer med forskellige risikobegreber – den ene ser på, hvad AI-modellen intrinsisk kan, den anden på, hvordan den bruges på en platform. Det gør det svært for både myndigheder og virksomheder at gennemskue, hvem der har ansvaret, når en AI-drevet kampagne spreder pro-russisk propaganda eller fejlinformation om NATO og Ukraine.

Fra mit ståsted er faren dobbelt. På den ene side risikerer EU at skabe så tung og uigennemsigtig regulering, at det hæmmer udviklingen af egne digitale værktøjer og overlader slagmarken til amerikanske og kinesiske aktører.

På den anden side kan man ende med en illusion af kontrol, hvor man tror, at lovgivning i sig selv neutraliserer informationskrigen, mens dygtige aktører finder smuthuller, opererer uden for EU’s jurisdiktion eller simpelthen ignorerer reglerne, fordi håndhævelsen er svag.

Man må konstatere, at AI Act og DSA er nødvendige forsøg på at sætte rammer om en vildtvoksende digital front, men de er langt fra nogen garanti mod hybridkrig.

Worst case-scenariet er, at EU drukner i egen regulering, mens Rusland, Kina og private aktører udnytter netop den kompleksitet til at angribe demokratierne med avancerede AI-værktøjer, deepfakes og målrettet propaganda i stor skala.

Arktis – iskold geopolitik, varm konflikt-risiko

Arktis er ved at smelte – både bogstaveligt og geopolitisk. Når isen trækker sig tilbage, åbner der sig nye sejlruter, nye muligheder for ressourcer og nye militære korridorer.

Rusland har i årevis opbygget militær infrastruktur langs den nordlige søvej, inklusive nye baser, luftforsvar og atomrelaterede kapaciteter. Kina positionerer sig som “næsten-arktisk stat” med forskningsmissioner og skibe i regionen, der også har militærrelevant betydning. Danmark står midt i dette spil via Grønland, uanset om den danske offentlighed er klar til det eller ej.

Når den amerikanske præsident nu igen taler om at gøre Grønland til et amerikansk territorium og kobler det til behovet for at modgå russiske og kinesiske trusler, er det ikke en løs idé; det er en del af en større arktisk strategi, hvor USA ser øen som essentiel for missilforsvar, overvågning og kontrol med passager mellem Nordatlanten og det nordlige Stillehav.

Rusland reagerer skarpt og kalder planerne “ekstraordinære”, mens det samtidig fortsætter med at styrke sin tilstedeværelse i regionen.

Fra mit ståsted er Arktis et af de steder, hvor risikoen for utilsigtet eskalation er størst. Et kollision mellem skibe, et misforstået signal, et nedbrud i kommunikationen mellem stormagterne kan hurtigt udvikle sig til en krise, som trækker NATO ind – og dermed Danmark.

Det er ikke nødvendigvis her, den store krig starter, men det kan meget vel være her, gnisten til en større konfrontation tændes.

Man må konstatere, at Grønland ikke længere kun er et spørgsmål om rigsfællesskab og lokal selvstyre; det er stormagtspolitik i sin reneste form. Hvis vi i Danmark fortsat behandler det som en fodnote, overlader vi i praksis vores sikkerhedspolitiske skæbne til andre.

Hvor stor er risikoen – og hvad gør vi?

Når man samler brikkerne – Ukraine som generalprøve, NATO’s indre tvivl, hybridkrigen mod kritisk infrastruktur, Arktis som stormagtsarena og den digitale informationskrig – står man tilbage med et ubehageligt spørgsmål: Hvor stor er den realistiske risiko for en større krig i Europa i de næste 5–10 år?

Ingen kan sætte en præcis procentsats på fremtiden, men man må være ærlig: Risikoen er betydeligt højere end ved afslutningen af Den Kolde Krig og højere end de fleste vestlige regeringer kommunikerer til deres befolkninger.

Det er vigtigt at skelne mellem “uundgåelig” og “realistisk”. Krig er ikke uundgåelig. Der findes stadig stærke afskrækkelsesmekanismer, økonomisk indbyrdes afhængighed og diplomatiske kanaler, som – hvis de bruges klogt – kan holde konflikten under det punkt, hvor kampvogne krydser NATO’s grænser.

Men det kræver noget, vi ikke har set meget af de sidste mange år: langsigtet strategisk tænkning, politisk mod til at sige sandheden om risici, og villighed til at betale prisen for beredskab, før katastrofen rammer.

Fra mit ståsted er det farligste ikke, at vi overdriver truslen, men at vi underdriver den. Hvis vi tager fejl ved at ruste for meget op, står vi tilbage med spildte milliarder – og et stærkere forsvar.

Hvis vi tager fejl ved at ruste for lidt op, kan prisen være menneskeliv, territorium og demokratiets sammenbrud. Det er et asymmetrisk regnestykke, og man må konstatere, at vi endnu ikke tager det alvorligt nok.

Læs også: Verden ruster op, og vi kalder det forsvar

Fra fatalisme til handling

Der er to fristelser i denne debat: fatalismen og fortrængningen. Fatalismen siger: “Det går alligevel galt, vi kan intet gøre.” Fortrængningen siger: “Det skal nok gå, lad os ikke skræmme vælgerne.” Begge dele er farlige illusioner. Fremtiden afhænger af handlinger – ikke af håb alene.

Helt konkret er der tre niveauer, hvor der kan gøres noget nu:

For det første det politiske niveau. Danske og europæiske politikere skal holdes fast på, at forsvar og beredskab ikke er midlertidige modeprojekter, men langsigtede forpligtelser. Skriv til dine folketingsmedlemmer, kræv ærlige trusselsvurderinger, spørg konkret til cyberberedskab, forsyningssikkerhed og Grønlands rolle i sikkerhedspolitikken. Støt de politikere, der tør sige, at der skal betales en pris nu for at undgå en langt højere pris senere.

For det andet det samfundsmæssige niveau. Virksomheder, kommuner, organisationer og medier skal tage hybridtrusler og informationskrig alvorligt – ikke som et teknisk nørdeproblem, men som et demokratisk kerneproblem.

Når elnettet, vandforsyningen eller de lokale valgportaler kan angribes, angår det alle. Det kræver investeringer i IT-sikkerhed, beredskabsplaner og kritisk, modig journalistik, der ikke nøjes med pressemeddelelsernes pæne overflader.

For det tredje det individuelle niveau. Det lyder måske småt i forhold til missiler og militær, men det betyder noget, hvordan vi som borgere forholder os til truslen.

Fatalisme lammer, overreaktion blæser ilden op. En realistisk, vågen holdning betyder at holde sig informeret, støtte medier, der går i dybden, og være villig til at acceptere, at “tryghed” i de kommende år ikke betyder fravær af risici, men et aktivt arbejde med at håndtere dem.

Denne artikel er en del af netop det arbejde: at se risikoen i øjnene uden panik, men heller ikke med lukkede øjne.

Hvis du mener, at Danmark og Europa fortjener et mere ærligt og dybdegående ordskifte om krig og fred, så del dine egne erfaringer, stil kritiske spørgsmål til magthaverne og støt de medier, der tør tage konflikten alvorligt – også før den bryder ud.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.