Politiet overså gerningsmanden tre gange, og kaldte det en succes.

Det er en bekvem fortælling. En 13-årig pige kidnappet en lørdag morgen i april. Gerningsmanden fanget. Pigen fundet i live. Sagen løst. Manden siden dømt, også for drabet på Emilie Meng syv år tidligere. Danmark åndede lettet op, og politiet fik den del af æren, der var til at tage på.

Det er bare ikke hele historien.

Jeg har fulgt den efterhånden lange række af sager, hvor dansk politi har været under lup for mangelfuld efterforskning af netop de sager, der ikke tåler forsinkelser. Og det, der sker i dag, bekræfter at nogen endelig er holdt op med at benægte det.

I dag bad den nye justitsminister om svar

Som én af sine første embedsgerninger bad justitsminister Nicolai Wammen (S) i dag politiet om en formel redegørelse for håndteringen af Kirkerup-sagen. Det er påfaldende (ikke fordi en minister beder om en redegørelse, det gør de hele tiden) men fordi han gør det nu, inden embedsstolen er varm under ham, og fordi sagen i det store hele er blevet fortalt som en succes.

Wammen siger selv, at det er “naturligvis vigtigt, at offentligheden kan have fuld tillid til politiets arbejde, ikke mindst i efterforskningen af alvorlig personfarlig kriminalitet.” Og han forventer, at politiet “overvejer, om sager som denne giver anledning til ændringer i deres koncept for drabsefterforskning.”

Det er diplomatisk formuleret. Men oversat til dansk betyder det: vi er ikke tilfredse, og vi ved godt at tingene ikke gik, som de skulle.

Rigspolitiet har samme dag annonceret 150 nye særligt uddannede efterforskere, forlænget grunduddannelse og en ny central analyseenhed. Det lyder som en plan. Det er en reaktion. Og reaktioner er kun værd noget, hvis man er ærlig om, hvad de reagerer på.

Hvad der faktisk skete

Lad mig opridse det præcist, for den beroligende fortælling om en hurtig og effektiv efterforskning holder ikke.

Pigens stedfar fandt det afgørende hus før politiet. Han fandt det på eget initiativ: et hus 656 meter fra gerningsstedet, med to tydelige overvågningskameraer på facaden, beliggende præcist på pigens avisrute. Politiet var ikke kommet til det endnu, selvom de havde en mobil station 200 meter derfra. Da optagelserne endelig (efter 9 til 12 timer med tekniske problemer) blev gennemgået, overså politiet gerningsmanden tre gange på videoen, selvom han kørte forbi i de afgørende minutter.

Fra gerningsmanden blev identificeret som mulig mistænkt, gik der 5 timer og 18 minutter, før han blev anholdt.

Politiet afviser det meste af kritikken. Og jeg forstår godt, at man ikke har lyst til at stå på en pressebriefing og sige: vi overså manden på videoen tre gange. Men det er ikke fordi kritikken er urimelig. Det er fordi erkendelsen er ubehagelig.

Læs også: Politiets klagesystem: Hvem efterforsker politiet – og hvad sker der med sagerne?

Manualen der ikke virker, eller ikke følges

Det, der gør sagen særligt interessant, er ikke fejlene i sig selv. Det er konteksten de opstod i.

Den kritiserede Meng-efterforskning (gennemført af den samme politikreds i Midt- og Vestsjællands Politi) resulterede i, at Rigspolitiet indførte et nationalt drabskoncept: en manual for, hvordan store, komplekse sager med mistanke om alvorlig personfarlig kriminalitet skal håndteres. En drejebog, designet specifikt for at undgå de fejl, man lavede i Meng-sagen.

Den manual var i kraft under Kirkerup-efterforskningen.

Det fremgår eksplicit af drabskonceptet, at der skal »udpeges en tovholder« for videoindhentning, at der »køres ud i området« for at finde og gennemse overvågning, og at man ved aktiv afhøring af folk i området skal lede efter spor. Det er ikke avanceret. Det er A til B.

Det skete ikke. Ikke på Kirkerupvej 70, 656 meter fra gerningsstedet, i en by på under 400 mennesker.

Jeg er ikke sikker på, hvad der er værst: at politiet ikke har en manual, eller at de har én og alligevel ikke følger den.

Kompetenceproblemet ingen vil eje

Eksperter har i årevis påpeget det samme grundlæggende problem, og det er på tide at sige det direkte: de fleste danske politikredse mangler den faglige dybde, der er nødvendig for at opklare kompleks, personfarlig kriminalitet, særligt de sager, der ikke ligner de foregående.

Lars Holmberg, professor i politividenskab ved Roskilde Universitet og en af de mest citerede danske forskere på området, har i sin forskning dokumenteret, at dansk politiefterforskning er struktureret til at håndtere hverdagskriminalitet med kendte mønstre, ikke til de sjældne, tidskritiske sager, der kræver kapacitet og specialkompetencer, som man ikke kan improvisere sig til. Rutine er ikke noget man beslutter sig for at have. Det er noget man opbygger over hundredvis af sager.

Midt- og Vestsjællands Politi håndterer ikke drab og børnekidnapninger regelmæssigt. Det gør ingen af de danske politikredse. Det er der en god grund til. Danmark er ikke et land med mange drab. Men konsekvensen er, at de kredse, der rammes af dem, møder sagerne uden den kliniske rutine, der er forskellen på at gennemse en video én gang og én gang for meget.

En børnekidnapning er en af de farligste kriminalitetsformer, fordi gerningsmanden med meget stor sandsynlighed vil have et seksuelt motiv og vil forsøge at eliminere vidnet. Hvert minut tæller på en konkret og irreversibel måde. Det er ikke et argument for at råbe op om politisvigt. Det er en nødvendig del af forklaringen på, hvorfor vi har bygget et system, der ikke er dimensioneret til de sager, det ikke må fejle.

En reaktion er ikke det samme som en løsning

Rigspolitiets tiltag er fornuftige. 150 nye efterforskere på en ny grunduddannelse. Forlænget basisuddannelse. En central enhed til videns- og analysebaseret udvikling. En landsdækkende efterforskningsanalyse der skal finde »best practices« på tværs af kredsene.

Men de rejser det spørgsmål, som ingen endnu har stillet offentligt: Hvad troede vi egentlig, vi havde, inden pigen fra Kirkerup overlevede?

Britta Kyvsgaard, tidligere forskningschef i Justitsministeriet og en af landets mest erfarne kriminologer, har i gentagne sammenhænge viset det, der burde være en selvfølge i enhver evalueringskultur: en organisations evne til at lære af fejl måles ikke på antallet af rapporter, men på om læringen sker inden den næste katastrofe, ikke efter. Meng-sagen gav os drabskonceptet. Kirkerup viste, at drabskonceptet ikke var nok. Hvad viser den næste sag?

Læs også: Systemet straffer aldrig sig selv

Det kontrafaktiske spørgsmål

Pigen fra Kirkerup levede. Det er ikke bevis på, at systemet virkede, det er en gave.

Statistikken for børnekidnapninger med seksuelt motiv er entydig internationalt: de fleste ender ikke lykkeligt, og de ender typisk hurtigt. Havde gerningsmanden haft lidt mere tid, lidt mere held, lidt mere afstand (og politiet stadig overså ham tre gange på videoen) ville vi ikke sidde her i dag og høre en ny justitsminister bede om en redegørelse. Vi ville have en drabssag mere, en kommission der om seks år producerede en rapport, og en politikreds der beklagede dybt.

Det er det kontrafaktiske scenarie, der afslører, hvad vi reelt har. Et system der er dimensioneret til, at heldige udfald dækker over strukturelle svagheder. Det er ikke en anklage. Det er en beskrivelse.

Hvad Wammen skal spørge om, men sandsynligvis ikke gør

En redegørelse for Kirkerup-sagen vil kortlægge, hvad der gik galt i april 2023. Det er nødvendigt. Men det er ikke tilstrækkeligt.

Det spørgsmål, der faktisk afgør om disse tiltag rykker noget, er et andet: Er 150 nye efterforskere nok? Er uddannelsen bygget til de sager, der ikke ligner dem, efterforskerne har set før? Og har vi over en årrække opbygget et politisystem, der er fundamentalt underdimensioneret til den type kriminalitet, der ikke tåler at blive håndteret af folk, der møder den for første gang?

Drabskonceptet var svaret på Meng. Det viste sig ikke at være svaret på Kirkerup. De 150 efterforskere er svaret på Kirkerup. Jeg vil gerne se den sag, der viser, om de var svaret på det rigtige spørgsmål.

Næste gang er der muligvis ikke en stedfar, der finder huset først.

Læs også: Ombudsmanden som symbol: Hvornår ændrede en klage faktisk noget?

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.