Dit beredskab afhænger af postnummer, ikke lov

Hvis strømmen går på Sejerø, ved beboerne, hvor de skal gå hen. Der står nogen med en walkie-talkie ved den lokale brugs.

Læs også: Klager du over kommunen, sender chatbotten dig til valgkontoret

Det ved jeg, fordi det skete i maj, og fordi Kalundborg Kommune har brugt penge og kræfter på at bygge 31 informationspunkter, som ingen lov krævede dem til. Flyt tyve kilometer væk til en anden kommune, og det billede forsvinder. Der er ingen brugs med walkie-talkie. Der er bare et telefonnummer, der ikke virker, når det er det, du har mest brug for.

Det er ikke et Kalundborg-problem. Det er et dansk problem, som 98 kommuner har fået lov til at løse på 98 forskellige måder, eller slet ikke løse. Og det dyreste ved det er ikke, at ingen har fundet løsningen. Det er, at regeringens eget ekspertpanel allerede har afleveret den, uden at nogen har brugt den.

Sejerø havde en plan. De fleste har ikke

Da strømmen forsvandt på Sejerø i mere end et halvt døgn, var der allerede et system klar: et fysisk mødested, bemandet, med direkte adgang til myndighederne via radio.

Det virkede, fordi nogen i Kalundborg Kommune havde besluttet at bruge ressourcer på det, længe før krisen ramte.

Det er præcis den slags forberedelse, resten af landet ikke kan regne med. Der findes intet krav om, at en kommune skal etablere et informationspunkt. Intet krav om, hvor mange der skal være, hvor tæt de skal ligge, eller om de skal være bemandede. Der findes, med andre ord, intet at holde nogen kommune op på, hverken dem, der gør noget, eller dem, der ikke gør.

Det er ikke en kritik af Kalundborg. Det er en kritik af, at Kalundborgs indsats er undtagelsen og ikke reglen.

KL og politiet efterlyser det samme facit

Det er sjældent, at Kommunernes Landsforening og en politikreds efterlyser den samme ting med den samme bekymring. Men det er, hvad der sker her.

Lone Loklindt, formand for KL’s Kultur-, Erhvervs- og Samfundssikkerhedsudvalg, siger det ligeud: der findes ingen klare retningslinjer fra staten om, hvad kommunerne forventes at gøre. Ikke hvor mange informationspunkter der skal være. Ikke hvor tæt de skal ligge. Ikke om de skal informere eller også kunne give akut hjælp.

Politiinspektør Paw Kaltoft fra Midt- og Vestsjællands Politi peger på den samme kløft fra en anden vinkel. Politiet kan sende beredskabsmeddelelser ud til borgerne, men hvis telefonnettet er nede, kan borgerne ikke melde tilbage.

Løsningen, udpegede og bemandede alarmeringspunkter, er lavet lokalt, i samarbejde med redningsberedskab og kommune. Men han siger det selv: det kalder på national ensartethed, så et alarmeringspunkt ser ens ud, uanset hvilken politikreds man befinder sig i.

To myndigheder, to forskellige indgange, samme konklusion: nogen skal sætte en standard. Ingen har gjort det endnu.

Eksperterne har allerede leveret svaret

Det mest opsigtsvækkende er ikke, at KL og politiet efterlyser retningslinjer. Det er, at regeringen allerede har fået dem fra sit eget ekspertpanel.

Kristian Cedervall Lauta, juraprofessor og prorektor for uddannelse ved Københavns Universitet, var formand for regeringens Ekspertpanel for beredskabsområdet.

I februar 2026 afleverede panelet rapporten “Taktskifte for Danmarks Redningsberedskab” til daværende minister Torsten Schack Pedersen, med ti anbefalinger til, hvordan Danmarks samlede redningsberedskab skal robustgøres.

Lauta har formuleret problemet præcist: det er svært at dimensionere et nationalt beredskab, så længe de kommunale beredskaber er så uens.

Løsningen er nationale minimumskrav, færre men stærkere beredskaber og et nyt regionalt niveau mellem stat og kommune.

Det er ikke kun en overordnet pointe. Panelet anbefaler konkret, at der udarbejdes et fælles nationalt planlægningsgrundlag, som præciserer, hvilke hændelser beredskabet skal kunne håndtere lokalt, regionalt og nationalt, inklusive fælles beredskabsniveauer, der gør det muligt at skalere en indsats efter, hvor stor en hændelse er.

Det er, i al sin nøgternhed, det dokument, der ville have gjort informationspunkt-kaosset overflødigt: et fælles svar på, hvad en kommune som minimum skal stille op med, når telefonnettet går ned.

Panelet foreslår desuden en revision af beredskabsloven, så den giver de nødvendige hjemler til den nye organisering, og et samlet kompetenceløft: et “beredskabsakademi” med bedre uddannelse og klarere karriereveje for både fuldtids-, deltids- og frivilligt personale.

Det er ikke småjusteringer. Det er en systemomlægning, formuleret af folk, regeringen selv udpegede til at formulere den.

Ministeren har ret i noget, og forkert i konklusionen

Lisbeth Bech-Nielsen, minister for samfundssikkerhed og beredskab, kalder beredskab for en “skal-opgave” for kommunerne. Hendes svar på, hvad staten så bidrager med, er vejledning og gode råd.

Hun har et reelt argument for, hvorfor det ikke kan blive én skabelon for hele landet: en storby og en lille ø-kommune står ikke over for de samme hændelser. Vestkystens stormflod er ikke Kalundborgs strømsvigt. Det er sandt, og det er ikke useriøst at sige.

Men det er samme argument, ekspertpanelet allerede har taget højde for, uden at ende i konklusionen “derfor vejledning”. Panelets svar på netop den forskellighed er skalerbare, fælles beredskabsniveauer: en standard, der kan tilpasses omfanget af en hændelse, ikke en enkeltstående skabelon, der ignorerer geografi.

Forskellighed er et argument for at differentiere kravene efter en fælles model. Det er ikke et argument for at undlade at stille dem. Vejledning forpligter ingen kommune til noget som helst; et minimumskrav gør.

Læs også: Vi outsourcer vores dømmekraft, og ingen fører regnskab

Pengene følger ikke ansvaret

Det samlede statslige og kommunale redningsberedskab blev i 2024 finansieret med 3,2 mia. kr., svarende til omkring 0,1 procent af Danmarks bruttonationalprodukt.

Det er det beløb, 98 kommuner og staten tilsammen har brugt på den opgave, som Sejerøs indbyggere kunne takke deres kommune for at have taget alvorligt.

Jarl Vagn Hansen, formand i Danske Beredskaber, som repræsenterer landets kommunale redningsberedskaber, har efter præsentationen af regeringens politiske grundlag peget på, at et stærkere nationalt totalberedskab kræver et stærkere kommunalt redningsberedskab. Regeringens grundlag lægger op til, at udgifterne til forsvar og beredskab tilsammen skal udgøre mindst 5 procent af BNP i 2030, hvoraf 3,5 procentpoint er øremærket forsvar.

Hvor meget af den resterende del der reelt går til kommunale redningsberedskaber og informationspunkter som Kalundborgs, er endnu uvist.

Men mønstret er velkendt fra andre danske velfærdsområder: staten lægger ansvaret hos kommunerne og lover penge et andet sted i budgettet, mens kommunerne selv skal finde midlerne til den konkrete opgave, indtil andet er besluttet.

Hvad det betyder, hvis du ikke bor i en kommune, der selv har taget ansvar

Hvis du bor i Kalundborg Kommune, er der 31 steder, du kan gå hen. Hvis du bor et andet sted, findes der måske et sted. Måske ikke. Det afhænger af, om din kommune har prioriteret det af egen drift, ikke af, hvad staten kræver.

Det er ikke en hypotetisk risiko, der venter på at blive opdaget. Ekspertpanelet har allerede peget på løsningen med ti konkrete anbefalinger og et forslag til fælles planlægningsgrundlag.

KL og politiet har allerede efterlyst den samme klarhed fra hver sin post. Det eneste, der mangler, er en regering, der omsætter sit eget ekspertpanels anbefaling til krav i stedet for råd, og et beredskabsforlig, der lægger penge bag ordene.

Næste gang strømmen går, er spørgsmålet ikke, om der findes gode eksempler som Sejerø. Det gør der. Spørgsmålet er, om du er så heldig at bo i en af de kommuner, der selv har gidet, eller om du står med et dødt telefonnummer i hånden, mens staten stadig kalder sit svar for vejledning.