Der er en bestemt slags brev, som danskere skriver, når de er løbet tør for muligheder. De har klaget til kommunen. Fået afslag. Klaget til Ankestyrelsen. Fået endnu et afslag. Søgt advokatbistand, men ikke haft råd til at fortsætte. Og så skriver de til Ombudsmanden. Med håb om, at nu sker der noget. Nu er der nogen, der hører efter.
Ombudsmanden er en af de institutioner, danskere flest kender til, men færrest forstår. Navnet signalerer magt og neutralitet på én gang. Men spørgsmålet er, om institutionen faktisk gør det, folk tror den gør – eller om den primært fungerer som et demokratisk trykventil, der giver borgerne en følelse af, at systemet lytter, uden at systemet behøver at ændre sig.
Hvad Ombudsmanden må og ikke må
Folketingets Ombudsmand – det fulde navn er værd at gentage, for det er afslørende – er oprettet ved lov og valgt af Folketing. Ombudsmanden kan undersøge offentlige myndigheders behandling af borgere og vurdere, om myndigheder har handlet i overensstemmelse med god forvaltningsskik og gældende ret. Det er en bred opgave. Kompetencen til at håndhæve den er til gengæld snæver.
Ombudsmanden kan kritisere. Ombudsmanden kan hænstille. Ombudsmanden kan anbefale. Men Ombudsmanden kan ikke omgøre en afgørelse. Kan ikke tvinge en myndighed til at handle anderledes. Kan ikke sætte en embedsmand fra bestillingen. Det er – og det skal siges klart – en institution uden håndhævelseskraft. Det er ikke en hemmelighed. Det står i lovteksten. Men det er sjældent det første, folk tænker på, når de skriver det brev.
I 2023 modtog Ombudsmanden godt 5.300 klager. Institutionen tog – af de klager den selv vælger at prioritere – sager op til egentlig undersøgelse i et mindretal af tilfældene. Resten afvises, viderehenvises eller afsluttes uden realitetsbehandling.
Det er ikke kritisabelt i sig selv – ingen institution kan behandle alt. Men det er relevant for forståelsen af, hvad Ombudsmanden faktisk er.
Hvornår er Ombudsmandens kritik faktisk nok til at ændre noget, og hvornår er det ikke?
Når Ombudsmanden rent faktisk finder fejl og kritiserer en myndighed, er det typisk i form af en beretning. Det er et officielt dokument, der offentliggøres og kan læses af alle. Det skaber åbenhed. Det skaber pres. Og i en række tilfælde ændrer myndigheder faktisk praksis som følge af Ombudsmandens kritik – det skal siges ærligt.
Men i en række andre tilfælde sker der ingenting. Myndigheder kvitterer høfligt for Ombudsmandens bemærkninger, skriver at de vil tage dem til efterretning, og fortsætter derefter som før.
Der er ingen forpligtende mekanisme, der sikrer follow-up. Der er ingen sanktion ved manglende efterlevelse. Ombudsmandens våben er offentlighedens opmærksomhed – og den er notorisk ustabil.
Et eksempel: Ombudsmanden har i årevis kritiseret kommunernes sagsbehandlingstider i sager om førtidspension og førtidsydelse.
Kritikken er veldokumenteret. Sagsbehandlingstiderne er fortsat for lange i en række kommuner. Kritikken er gentaget. Ingenting ændredes strukturelt. Det er ikke Ombudsmandens fejl. Det er designet.
Hvilken politisk funktion tjener Ombudsmanden i det danske demokrati, og hvem den egentlig er til for?
Her er den analyse, der sjældent laves eksplicit: Ombudsmandsinstitutionen tjener også en politisk funktion, der ikke har meget med borgerbeskyttelse at gøre.
Den giver politikere mulighed for at svare på kritik med: “Det kan borgerne jo klage til Ombudsmanden over.” Det er et svar, der lukker debatten uden at løse problemet.
Det signalerer, at systemet har sikkerhedsventiler – uden at sikre, at sikkerhedsventilerne faktisk virker under tryk.
Det er ikke en konspiratorisk analyse. Det er en strukturel observation.
Institutioner, der må kritisere men ikke håndhæve, er nødvendigvis mere nyttige for systemet end for borgerne. De legitimerer systemet. De giver det et ansigt af selvkritik. Og det er værdifuldt – men det er ikke det samme som at beskytte borgerne mod systemet.
Sverige har en Justitieombudsman med videre kompetencer og tradition for mere aggressive undersøgelser.
Det britiske Parliamentary and Health Service Ombudsman har i en række sager opnået egentlige økonomiske erstatninger til borgere. Den danske model er mere tilbageholden – og det er et valg, ikke en naturlov.
Hvem er overrepræsenteret i klagerne?
En dimension, der sjældent analyseres, er spørgsmålet om, hvem der rent faktisk bruger Ombudsmanden.
En gennemgang af Ombudsmandens årsberetninger viser, at klagerne i vid udstrækning vedrører sociale ydelser, beskæftigelsesindsatsen og udlændingeområdet.
Det er ikke overraskende – det er områder med høj sagsvolumen og store konsekvenser for enkeltpersoner. Men det fortæller også noget om, hvem der er mest afhængige af Ombudsmanden som sidste udvej: de borgere, der har mindst institutionel magt i forvejen.
Den kvinde på kontanthjælp, der er blevet fejlbehandlet i kommunen, har ikke en advokat. Hun har ikke en erhvervsorganisation i ryggen. Hun har Ombudsmanden – og håbet om, at en kritisk bemærkning i en beretning, som ingen læser, ændrer hendes virkelighed. Nogle gange sker det. Oftest gør det ikke.
Hvad der burde være anderledes
Det er muligt at styrke Ombudsmandens reelle handlingskraft uden at true forvaltningens grundlæggende uafhængighed. En bindende høringsprocedure, der forpligter myndigheder til at redegøre eksplicit for, hvilke ændringer de har foretaget på baggrund af Ombudsmandens kritik.
Et systematisk follow-up-register, der er offentligt tilgængeligt. Måske endda en økonomisk sanktionsmekanisme for gentagne overtrædelser af samme art.
Ingen af disse tiltag er umulige. De er heller ikke kontroversielle i international forvaltningsret. Det, der mangler, er politisk vilje til at give institutionen tænder – og den vilje er svær at opbygge, når det er de samme politikere, der indimellem er genstand for Ombudsmandens kritik, der skal stemme for at give den mere magt.
Det brev, borgeren skriver når alle andre muligheder er opbrugt, fortjener et system, der faktisk kan handle. Ikke bare et system, der læser brevet, nikker følsomt og sender en kritik, som ingen er forpligtet til at lægge vægt på. Kontakt dit folketingsmedlem og spørg: hvornår ændrede en klage til Ombudsmanden sidst faktisk noget?
ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.
