Der er et ord, som er dukket op i de internationale analyser med stigende hyppighed de seneste år: straffrihed. Ikke som en juridisk term, men som en beskrivelse af noget langt mere fundamentalt. Den globale normalisering af magt uden ansvar.
Og mens vi herhjemme diskuterer kontanthjælpslofter og ventelister på sygehusene, er det præcis den samme mekanisme, der også langsomt æder sig ind i det danske samfund. Vi har bare givet den pænere navne.
Hvad er det, der begynder systemets sammenbrud?
Lad mig starte med at slå noget fast, som de fleste kommentatorer konsekvent undlader at sige: Straffrihed er ikke kun noget, der sker i Afghanistan eller Syrien.
Det er heller ikke kun Vladimir Putin eller en kinesisk overvågningsstat. Det er en logik. En praksis. Der trives overalt, hvor de, der har magten, har overbevist sig selv om, at reglerne er for de andre.
Det er den logik, der lader en dansk kommune systematisk omgå regler for sagsbehandlingstider i årevis, og når det kommer frem, resulterer det i en forvaltningsretlig bemærkning og en handlingsplan.
Det er den logik, der tillader, at med hvidvasklovgivning i årtier, og at den ansvarlige direktion fratrækker bonusser det år, de forlader skibet. Det er den logik, der gør det muligt for et politisk system at operere med et “ansvar” der aldrig faktisk rammer nogen konkret.
Eurasia Group og Chicago Council on Global Affairs udgav i 2023 det, de kalder “The Atlas of Impunity”. Den første kvantitative kortlægning af straffrihed i verden. 197 lande vurderes på fem parametre: vold og konflikt, krænkelser af menneskerettigheder, uansvarlig styring, økonomisk udnyttelse og miljøforringelse. Danmark scorer pænt. Men “pænt” er ikke det samme som “rent”. Og det er netop her, analysen bliver ubehagelig.
Danmark er ikke Finland
Atlasset placerer Finland, Danmark og Sverige øverst på listen over lande med mindst straffrihed. Det lyder betryggende. Det er det ikke, ikke på den måde, vi gerne vil tro.
For “mindst straffrihed” i en global sammenhæng betyder ikke, at vi er fri for problemet. Det betyder, at vi er bedre end Yemen. Det er en lav overligger.
Ser man nærmere på de parametre, Danmark og de øvrige nordiske lande faktisk halter på, træder et mønster frem: miljøforringelse, erhvervslivets regulatoriske immunitet og. Hvad atlasset kategoriserer som “uansvarlig styring”. En statsapparat, der med god samvittighed kan ignorere sine egne løfter, fordi der ikke er nogen, der reelt kan holde den ansvarlig.
Danmarks Score på “environmental degradation” er ikke rosenrød. Vi er, ligesom Canada. Atlassets paradoksale eksempel på et veldrevent land med en massiv miljøskyld. Et land, der lover grøn omstilling og leverer grønne tal i rapporter, mens det reelle biologiske fodaftryk fortsætter med at stige.
Det er straffrihed. Det er bare pakket ind i en strategi og et pareringssvar fra et ministerium.
Magten der ikke behøver at forklare sig
Her er det spørgsmål, ingen stiller: Hvornår er en dansk embedsmand eller politiker sidst blevet personligt holdt ansvarlig for en systematisk fejl?
Ikke fyret. Ikke kritiseret i en pressemeddelelse. Personligt ansvarliggjort. Med konsekvenser der faktisk smagte af noget.
Jeg kan ikke komme i tanke om mange eksempler. Og det er ikke, fordi der ikke har været fejl.
Udbetaling Danmarks systematiske fejlbehandling af sager. Fejlene i SKAT, der kostede staten milliarder. Det fejlslagne EFI-system til inddrivelse af gæld. Den katastrofale håndtering af DSB’s rejsekort i opstartsfasen.
Sagerne hober sig op, rapporterne skrives, Rigsrevisionen knalder en skarp bemærkning ned, og så. Ingenting. En direktør går. En ny kommer. Hjulene drejer videre.
Det er ikke korruption i klassisk forstand. Det er noget andet, og på mange måder værre: Det er et institutionelt immunsystem, der er udviklet til at absorbere kritik uden at ændre adfærd. En form for systemisk straffrihed, der ikke kræver onde hensigter. Den kræver bare, at ingen stiller spørgsmålet eftertrykkeligt nok.
Læs også: Kina sælger organer fra levende fanger. Danmark kigger væk
Hvem betaler, når ingen er ansvarlig?
Manden der sidder i afventer-stolen hos Udbetaling Danmark og har ventet i fire måneder på en afgørelse, han er berettiget til. Kvinden der er sat i aktivering på et meningsløst kursus, fordi systemet kræver det for at opfylde en KPI, ikke fordi det hjælper hende i arbejde. Det barn der er registreret i en familiepleje, der ikke lever op til kravene, mens kommunen venter på næste tilsynsrunde.
De betaler regningen. Ikke embedsmanden. Ikke direktøren. Ikke politikeren, der lavede loven.
Det er præcis det, atlasset kalder “economic exploitation” og “unaccountable governance”, og det er ikke forbeholdt ulande med korrupte præsidenter. Det er en glideskala, og vi befinder os ikke i den gode ende af den, bare fordi vi befinder os over midten.
Miliband skriver i sin analyse, at “selvom straffrihed er formet af omstændigheder, er den bestemt af politiske valg.”
Det er en sætning, der burde hænge i hvert eneste folketingsmedlems kontor. For det er et valg, ikke en naturlov. At der ikke er personligt ansvar for systemfejl i Danmark. Det er et valg, at vi har konstrueret et ansvarssystem, der er designet til at fordele skyld så tyndt, at den forsvinder.
Den demokratiske recession vi ikke taler om
Atlasset dokumenterer, at andelen af verdens befolkning, der lever i fulde demokratier, er halveret til 20 procent over de seneste 15 år. Det er en alarmerende statistik, og den diskuteres flittigt i forbindelse med autoritære regimer i Ungarn, Tyrkiet og Rusland.
Men der er en anden demokratisk recession, som er langt sværere at måle og langt sværere at tale om: Den tillidsmæssige recession. Den recession der opstår, ikke fordi demokratiet formelt afvikles, men fordi borgerne holder op med at tro på, at det har nogen reel effekt på magtens udøvelse.
Valgdeltagelsen i danske kommunalvalg er faldende. Tilliden til politikere og institutioner svinger, men er aldrig rigtig kommet sig efter finanskrisens legitimitetstab. Det er ikke et tilfældigt fænomen, men en rationel reaktion på et system, der med al tydelighed har demonstreret, at dem, der sidder på magten, sjældent oplever konsekvenserne af deres fejl. Borgerne lærer hurtigt.
Og det er her, atlassets bredere pointe er vigtig: Straffrihed er ikke en ydre trussel, der kun bekæmpes i internationale domstole og med sanktioner mod Rusland. Det er et indre fænomen. Det vokser indefra. Det starter med de små ting. Den ukontrollerede undtagelse, den rapport der lægges i skuffen, det ansvar der ingen holder fast i, og normaliseres gradvist til en systemlogik.
Modmagten er ikke partiet
Miliband argumenterer for det, han kalder “countervailing power”. Modvægt. Ikke bare demokrati som statsform, men aktive strukturer der holder magt i skak: civilsamfund, uafhængige medier, virksomheder der sætter finansielle omkostninger på uansvarlighed, og borgere der organiserer sig.
Det er ikke en særlig radikal tanke. Men den er mere radikal, end den lyder, fordi den kræver, at man anerkender, at staten ikke er tilstrækkelig som eneste garant for ansvarlighed. At et valg hvert fjerde år ikke er nok til at holde bureaukratiet ansvarligt for sine daglige beslutninger.
I Danmark har vi et stærkt civilsamfund og relativt frie medier. Men presset på begge øges. Aviser lukker eller fusionerer under kommercialt pres. Organisationer afhænger i stigende grad af statslig støtte, som kan bruges som reguleringsmekanisme.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-kommissionen er de eneste institutioner med reel bideevne over for dansk statsadfærd, og det er i sig selv en interessant observation om, hvad der faktisk holder hjulene på vognen.
Jeg har fulgt sagen længe nok til at vide, hvad der kommer næste: Næste år udgiver Rigsrevisionen endnu en skarp rapport. Et ministerium udgiver endnu en handlingsplan. En direktør fratræder med fuld løn i en opsigelsesperiode. Og den borger, der sad i venteværelset, sidder der stadig.
Straffrihed er ikke et naturkatastrofespørgsmål
Pointen i atlasset, og det er en vigtig pointe. Er, at straffrihed ikke er en naturlov. Det er ikke bare en konsekvens af globale kræfter eller historiske strukturer, selvom begge dele spiller ind, men resultatet af valg. Politiske valg. Institutionelle valg. Og i en bredere forstand: kulturelle valg om, hvad vi accepterer, og hvad vi kræver svar på.
Danmark er et af verdens bedst fungerende samfund på disse parametre. Det er sandt, og det fortjener anerkendelse.
Men “bedst fungerende” er ikke et sluttilstand. Det er en vedligeholdelsesopgave. Og den vedligeholdelse kræver, at vi holder op med at lade os berolige af internationale ranglister og begynder at stille de spørgsmål, der faktisk er ubehagelige: Hvem er personligt ansvarlig her? Hvad er konsekvensen, hvis det ikke leveres? Og hvem kontrollerer dem, der kontrollerer?
Ingen af dem er vanskelige spørgsmål. De er bare ubehagelige at besvare, hvis man sidder for bordenden.
Kravet er enkelt: Kræv navne på ansvaret. Ikke enheder. Ikke “forvaltningen”. Navne. Det er begyndelsen på alt andet.
ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.
