Mindre end 2% af PFAS kan fjernes fra naturen

Helt ærligt… Jeg havde regnet med, at tallet ville være lavt. Men ikke så lavt, at forskerne selv troede, der var sket en beregningsfejl.

Under 2 procent af den årlige PFAS-udledning i Europa kan fjernes fra naturen, selv hvis kontinentet udrullede al kendt oprensningsteknologi i massiv skala. Det er ikke en skuffende detalje i et ellers optimistisk regnestykke. Det er hele regnestykket, og det betyder, at hver eneste politiker, der har lovet borgerne “vi renser op efter det”, har lovet noget, der teknisk ikke kan holdes.

Et tal så lavt, at forskerne tjekkede det to gange

Da miljøkemikerne Ali Ling fra University of St. Thomas i Minnesota og Hans Peter Arp fra det norske teknisk-naturvidenskabelige universitet NTNU første gang så resultatet, gik de tallene igennem igen. De var overbeviste om, at der måtte være en fejl et sted. Der var ikke.

Studiet er offentliggjort den 6. juli 2026 i det videnskabelige tidsskrift Environmental Science: Processes & Impacts, og det er ikke et almindeligt universitetsstudie, men et samarbejde mellem forskerne og tre journalister fra Forever Pollution Project, en international undersøgelse koordineret af Le Monde, som siden 2023 har kortlagt PFAS-forurening i hele Europa.

Det er værd at bide fast i, hvem der står bag konklusionen. Det er ikke en interesseorganisation med en dagsorden om at fremstille kemikalieindustrien i et bestemt lys. Det er forskere, der specialiserer sig i at gøre PFAS-forurening målbar, og som er landet på et resultat, der modsiger den fortælling, både industri og myndigheder implicit har solgt i årevis: at problemet nok kan håndteres, hvis vi bare investerer nok i teknologi.

Regnestykket bygger videre på Forever Lobbying Project fra begyndelsen af 2025, hvor de samme journalister og forskere anslog, at det ville koste omkring 100 milliarder euro årligt at rense op efter PFAS-forurening i Europa, hvis udledningerne fortsætter uændret.

Et år senere bekræftede EU-Kommissionens egen forskning, at oprensning samlet kan løbe op i op mod 1.700 milliarder euro, et beløb der næsten trodser fantasien og som svarer til flere gange Danmarks årlige BNP. Så er det, man begynder at spørge sig selv: Hvem har egentlig regnet på, om det beløb giver noget som helst tilbage?

Hvorfor virker oprensning ikke, uanset hvor mange penge man kaster efter det

Svaret ligger ikke i teknologiens kvalitet. Det ligger i selve stoffernes natur. PFAS er ikke bare svære at nedbryde, de er ekstremt mobile. Når de først er udledt, spreder de sig diffust overalt i miljøet, i skove, søer, græsmarker og landbrugsjord, forklarer Hans Peter Arp.

Man kan kun gøre noget effektivt ved bestemte strategiske punkter som spildevandsanlæg, vandrensningsfaciliteter, lossepladser eller ved at vaske jord på konkrete hotspots. Alt andet er, praktisk set, ude af rækkevidde.

“Problemet er ikke, at teknologierne er utilstrækkelige,” siger miljøingeniør Ali Ling. “Problemet er, at der ikke er nok PFAS koncentreret på steder, vi kan rense. Langt størstedelen er spredt ud alle andre steder”. Det er en sætning, jeg synes fortjener at stå alene et øjeblik, fordi den vender hele diskussionen på hovedet.

Vi har talt om oprensning som et teknologiproblem i årevis. Det er det ikke. Det er et geografisk problem, og geografi kan man ikke løse med flere penge.

Trifluoreddikesyre, TFA, det mindste PFAS-molekyle og klassificeret som muligt reproduktionsskadeligt, er særligt bekymrende i den sammenhæng.

Stoffet stammer fra fluorholdige pesticider, kølemidler og nedbrydning af andre PFAS-forbindelser, og det er så udbredt i miljøet, at forskerne ser koncentrationer, de sjældent har mødt før. Selv den mest radikale teknologi ville kun kunne behandle en minimal del af det, fordi det simpelthen findes for spredt og for meget.

En forurening, der ikke kan tages tilbage

Fordi ophobningen er irreversibel, bliver kloden, som Hans Peter Arp formulerer det, “i stigende grad forurenet med diffus PFAS-forurening, som for altid vil ændre klodens kemi og aldrig kan udbedres”. Det er ikke et udsagn, man skal læse hen over, men en forsker, der siger, at vi har passeret et punkt, hvor “vi renser op senere” ikke længere er en gyldig strategi, fordi der ikke findes noget “senere”, der virker.

Martin Scheringer, professor i miljøkemi ved ETH Zürich og bidragyder til Forever Pollution Project, sætter det i et billede, jeg ikke kan slippe: mælk hældt i en kop kaffe. Man kan ikke tage det tilbage.

“At fortsætte med PFAS-udledninger og forsøge at håndtere forureningen med oprensningsteknologi er en blindgyde,” siger han.

Jeg har læst mange kemikalie-studier, der ender i forsigtige konklusioner om “behov for yderligere forskning”. Det her er ikke det. Det er tre forskere, der stort set siger, at en hel branche af oprensningsløsninger bygger på en præmis, der ikke holder.

Det er en dyster konklusion, men forskerne opgiver ikke oprensning helt. De peger derimod på, at forebyggelse skal prioriteres langt højere end det har været tilfældet hidtil, fordi det er det eneste sted, hvor pengene rent faktisk gør en forskel.

Forebyggelse er den eneste vej, der giver mening

Der er tre konkrete veje frem, ifølge studiet.

Først regulering som EU’s foreslåede universelle restriktion, der omfatter hele PFAS-familien på over 10.000 stoffer på én gang, i stedet for den nuværende praksis med at forbyde ét stof ad gangen, mens industrien skifter til det næste.

Dernæst investering i alternativer, som allerede findes til mange industrielle formål, men som ikke bliver brugt, fordi de er dyrere eller kræver omstilling.

Og til sidst skarpere kontrol af udledning ved kilden hos de industrier, der stadig fremstiller og bruger stofferne.

Studiet vurderer, at omkring 50 milliarder euro årligt i forebyggende løsninger er en fornuftig investering, især når man sammenligner med både oprensningsomkostningerne og sundhedsomkostningerne, der anslås til mellem 52 og 84 milliarder euro årligt i sygdom, behandling og tabt produktivitet.

Med andre ord: pengene findes allerede i systemet. Det er bare, at vi bruger dem på den ende af problemet, der ikke kan løses, i stedet for den ende, der kan.

Den danske regning, ingen taler højt om

Herhjemme har PFAS allerede sat sig konkrete spor. Forurenet slam, drikkevandsboringer lukket på grund af PFAS, og landbrugsjord med målte niveauer over grænseværdierne er ikke enkeltstående sager, men et mønster, der går igen i kommune efter kommune.

Når internationale forskere nu dokumenterer, at oprensning grundlæggende er en illusion i stor skala, betyder det, at de danske myndigheders fokus på afgrænsede saneringsprojekter risikerer at være symbolpolitik snarere end en reel løsning, uanset hvor godt det ser ud i en pressemeddelelse.

Det samme gælder princippet om, at forureneren betaler. I Danmark er det stadig primært domstole og forlig, der afgør, om industrien reelt kommer til at betale for oprensning, ikke en systematisk lovgivning, der gælder på forhånd.

Ali Ling peger direkte på svagheden i den model: “I øjeblikket er den eneste mekanisme til at holde producenter ansvarlige gået gennem domstolene eller udenretlige forlig. Det er ikke tilstrækkeligt”, men præcis den samme mekanisme, danske kommuner og vandforsyninger må læne sig op ad, når de forsøger at få dækket omkostninger til dyre vandanalyser og filtreringsanlæg, og det er en langsom, dyr og usikker vej.

Politisk vilje under pres, mens klokken tikker

Noémie Jégou, chef for kemikaliepolitik hos den europæiske miljøorganisation European Environmental Bureau, formulerer konsekvensen skarpt: “Byrden vil ikke kun blive båret af nutidens borgere, men af kommende generationer i århundreder.”

Hun tilføjer, at det ville udgøre “en dyb fiasko i den politiske ansvarlighed” ikke at forbyde PFAS på EU-niveau, når beviserne nu ligger på bordet.

Det er værd at bemærke, at EU’s universelle restriktionsforslag, som blev lanceret i begyndelsen af 2023, siden er blevet udvandet efter intens lobbyindsats fra særligt kemi- og plastindustrien.

Det er ikke tilfældigt. Det er den samme spilbog, vi har set før: industrien accepterer, at et enkelt stof forbydes, mens ti nye kommer til, fordi lovgivningen er skruet sammen stof for stof i stedet for gruppevis. Studiet her fjerner det sidste skjul for den strategi, fordi det viser, at der ikke findes et teknologisk sikkerhedsnet, hvis lovgivningen fortsat lækker.

Hvis videnskaben nu dokumenterer, at forebyggelse er den eneste vej, og oprensning en dyr illusion, så er der ikke længere plads til at kalde et svækket forbud “et forsigtigt kompromis”. Det er en beslutning om, hvem der skal betale prisen, os nu, eller vores børnebørn om firs år, og lige nu er det ikke industrien, der betaler.

ExtraFokus.com – dybere blik på systemerne bag nyhederne.