Udenrigsministerens søn kan tjene millioner på faderens beslutning

Der er et øjeblik i denne sag, der siger alt.

Ekstra Bladet spørger Bergur Løkke Rasmussen, om han kan bekræfte, at der – ligesom det var tilfældet under F-35-processen – kan ligge store tocifrede millionbeløb i succesfee, hvis Babcock vinder fregatordren. Svaret er: “Ingen kommentarer.”

Det er ikke et nej. Det er aldrig et nej.

Hvad er den 50-milliarders fregatorordre, og hvad har Bergur Løkke Rasmussen med den at gøre?

I januar 2025 besluttede Folketinget at købe tre til fire nye fregatter til Søværnet. Den samlede pris er anslået til 25-50 milliarder kroner. Det er en af de største forsvarsordrer i danmarkshistorien – og fem af verdens største forsvarskoncerner kæmper om at vinde den: britiske Babcock, franske Naval Group, spanske Navantia, tyske ThyssenKrupp Marine Systems og sydkoreanske Hyundai Heavy Industries.

Det er storpolitik. Regeringer lobbyer for deres nationale industrier. Diplomatiske relationer væves ind i leverandørvalget. Det er sådan, det fungerer.

Det er i dette felt, Bergur Løkke Rasmussen nu opererer – som hyret lobbyist for Babcock Maritime i Danmark. Det bekræftede han selv over for Ekstra Bladet den 18. juni 2026. Han driver enkeltmandsfirmaet Spånberg Løkke sammen med sin samlever Simone Spånberg, og Babcock er nu deres tungeste klient.

Hans far, Lars Løkke Rasmussen, er Danmarks udenrigsminister og partiformand for Moderaterne. Ifølge flere kilder tæt på processen sidder han centralt i den regeringstop, der skal enes om en løsning, inden sagen sendes til Folketingets forsvarsforligskreds – forventeligt til efteråret.

Det er ikke ulovligt. Det burde ikke behøve at være det.

Hvad succes fee reelt kan betyde

Ekstra Bladet talte med flere erfarne topkilder fra den danske lobbybranche – alle anonyme, alle uafhængige af hinanden. Deres vurdering er samstemmende.

“Bergur har sygt mange penge på spil. Der er så mange penge at hente,” lyder det fra en af kilderne.

En anden sætter tal på mekanismen: Som lobbyist i en våbenhandel vil man typisk modtage et fast månedligt honorar – en kilde nævner 100.000 kroner som et normalt niveau – kombineret med en procentdel af kontraktsummen som succes fee, hvis handlen lykkes. På en ordre til 40 milliarder kroner er selv en lille procentsats et meget stort tal.

“Prøv at forestille dig, hvis Bergur tjener et tocifret millionbeløb. Det gør han næppe normalt med den lille butik, han har. Men hvis Babcock får solgt fregatter til Danmark for 40 milliarder kroner, er det jo et helt ligegyldigt beløb – også i forhold til, hvad de bagefter skal bruge på advokater og rådgivere,” siger en af kilderne til Ekstra Bladet.

Det er ikke en beskylding, men en beskrivelse af, hvordan branchen fungerer, og af de incitamenter, der er i spil.

Bergur Løkke Rasmussen afviser at kommentere sine potentielle indtægter. Han er under NDA – en juridisk fortrolighedsaftale – og kan alene bekræfte, at han er “rådgiver for Babcock Maritime i Danmark.”

Hvad far ved – og hvad søn ikke siger

Bergur Løkke Rasmussen sidder i Moderaternes hovedbestyrelse. Han sidder i Helsingør Byråd. Han har tidligere siddet i Europa-Parlamentet og regionsrådet – begge gange for Venstre, inden han skiftede til faderens parti.

Han er ikke en tilfældig lobbyist. Han er en politisk figur med direkte forbindelser til det parti, hvis formand og øverste repræsentant i regeringen er den mand, der hedder Lars Løkke Rasmussen.

På spørgsmålet om, hvorvidt hans far overhovedet kan deltage i beslutningen om fregatterne uden at habilitetsspørgsmålet melder sig, svarer Bergur Løkke til TV 2: “Hvad han siger, mener og tænker om sagen, drøfter vi aldrig på nogen som helst måde.”

Jamen, fint.

Men det er ikke det, spørgsmålet handler om. Spørgsmålet handler ikke om, hvad der siges over middagsbordet. Det handler om, at en udenrigsminister – hvis søn potentielt kan score tocifrede millionbeløb ved ét bestemt udfald – sidder med ved bordet, når Danmarks regering beslutter, hvilke fregatter vi køber.

Det er ikke et spørgsmål om tillidserklæringer. Det er et spørgsmål om systemdesign.

Hvorfor valgte Danmark at se den anden vej i denne åbenlyse interessekonflikt?

Folketinget havde faktisk et lobbyregister. Det varede et halvt år.

Det frivillige register blev indført i 2012 og nedlagt samme efterår, efter at Socialdemokraterne, Venstre, De Konservative, De Radikale og Liberal Alliance i Forretningsudvalget besluttede at lukke det. Begrundelsen fra daværende formand Mogens Lykketoft var lakonisk: “Vi vil ikke have noget ansvar for at sortere i de oplysninger.” Og dermed var den sag afgjort.

I dag har EU-Parlamentet haft et obligatorisk lobbyregister siden 2011. Sverige indførte i 2022 regler, der tvinger lobbyister til at registrere kontakter med ministre og statslige embedsmænd. I april 2025 forsøgte Venstres Kim Valentin at rejse forslaget igen i Danmark – et tvungent register, hvor alle, der mødes med politikere, oplyser, hvor mange penge der bruges på at påvirke lovgivning. Det er endnu ikke blevet til noget.

Ifølge professor Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet vil Danmark næppe få et lobbyregister i overskuelig fremtid – fokus bør i stedet rettes mod at rulle ministerbetjeningsreglen tilbage, vurderede han i Altinget i april 2025. Det er en akademisk pointe. Men den politiske realitet er, at Bergur Løkke Rasmussens kontraktsum, hans succesfee-struktur og hans mødeaktivitet på den britiske ambassade er fuldstændig usynlig for den offentlighed, der betaler regningen.

Det er ikke en tilfældig lakune, det er et system, der er designet til ikke at se.

Hvilken standard satte faderen for interessekonflikter i januar 2020, og hvad er målestokken nu?

Lars Løkke Rasmussens eget spor er veldokumenteret – og det begynder ikke i 2022. Det begynder i januar 2020.

Det var da Altinget og Ritzau kunne berette, at Lars Løkke Rasmussen – mens han fortsat sad som folketingsmedlem og deltog i Det Udenrigspolitiske Nævn – tiltrådte en deltidsstilling som “Senior Special Advisor” for advokatfirmaet Gorrissen Federspiel med virkning fra april samme år. I den rolle skulle han rådgive “store danske og udenlandske virksomheder” om geopolitik og erhvervspolitiske forhold. Altså: han sad i det nævn, der behandler udenrigspolitiske sager på Christiansborg, og rådgav private klienter om præcis de samme forhold.

Han valgte ikke at indberette stillingen til Folketingets hvervsregister – selv om reglerne foreskriver det. En professor i forvaltningsret, Sten Bønsing fra Aalborg Universitet, forklarede dengang til Ritzau, at der juridisk ingen regler er, der forhindrer folketingsmedlemmer i at have lønnede hverv ved siden af Tinget. Det er teknisk korrekt og politisk katastrofalt som svar på den faktiske situation.

Ekstra Bladet fulgte op i 2022, da det kom frem, at Lars Løkke i kraft af sit bijob for Gorrissen Federspiel deltog i fortrolige middage i Grønland – hvor firmaet indgik samarbejde med et selskab, der repræsenterede udenlandsk storkapital med interesser i det arktiske område. Møderne foregik uden offentlig registrering, uden offentlig begrundelse og uden at nogen formelt stoppede det.

Det fik ingen institutionelle konsekvenser.

Det er dét mønster, Bergur Løkke nu gentager – og raffinerer. Faderen testede grænsen som folkevalgt. Sønnen behøver ikke engang at sidde i Tinget. Han har trukket sig fra sin Folketing-kandidatur, driver et privat firma og kan operere i fuldstændig lovlig gråzone, mens hans far sidder i regeringen og skal træffe milliardafgørelser, som direkte påvirker sønnens indkomst.

Det er ikke nepotisme i juridisk forstand. Det er noget værre: det er nepotisme, der er lovligt.

“Ren nepotisme” – men hvem stopper det?

Kritikken fra Christiansborg kom prompte og bredt.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører Alex Ahrendtsen sagde direkte til TV 2: “Det er ren nepotisme, og man kan risikere, at vi måske vælger fregattype af usaglige hensyn. Vi har det med at pege fingre ad andre nationer, der gør den slags.”

Danmarksdemokraternes Dennis Flydtkjær beskrev situationen som udtryk for “dårlig dømmekraft” og varslede, at hans parti ville rejse sagen over for regeringen. “Bare det, at man kan have den her samtale, er jo allerede et kæmpe problem,” sagde han.

Selv Enhedslistens Eva Flyvholm – der støtter den regering, Lars Løkke sidder i – var kortfattet og klar: “Det er sgu ikke i orden.”

Det er sjældent, at DF, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten er enige om noget. Når de er det, er det et tegn på, at sagen rammer noget reelt.

Alligevel: Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få et interview med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Ingen reaktion. Ingen kommentar. Ingen udmelding om, hvorvidt han vil trække sig fra fregatbeslutningen.

Fraværet af et svar er i sig selv et svar.

Hvad burde have sket, og hvem har ansvaret for at det ikke skete?

Det stærkeste modargument i sagen er det, Bergur Løkke selv fremfører: at der er “vandtætte skodder” til familiemiddagene, og at far og søn aldrig drøfter sagen privat. Det er muligt, at det er sandt. Det er faktisk sandsynligt, at der ikke foregår direkte koordinering.

Men det er det forkerte argument.

Habilitets- og integritetsproblemerne ved denne konstruktion handler ikke om, hvad der faktisk sker. De handler om, hvad der kan ske – og om den opfattelse i offentlighed, i partnernationers regeringer og i de øvrige bydende leverandørers strategiafdelinger, at den britiske kandidat har en direkte linje til en central dansk beslutningstager via et familiemedlem med et tocifret millionbeløb på spil.

Den opfattelse kan ikke afvises med en forsikring om diskrete familieaftaler.

Lars Løkke Rasmussen burde frivilligt have erklæret sig inhabil i fregatprocessen, fra det øjeblik hans søn tog det job. Bergur Løkke burde have tacet opgaven, hvis han seriøst mener, at hans politiske engagement i Moderaterne og faderens ministerstol ikke giver ham en fordel, der er urimelig over for de øvrige lobbyister i feltet.

Ingen af dem har gjort det. Og det fortæller os mere om dem begge end noget interview nogensinde ville kunne.

Hvad koster interessekonflikten udover penge, og hvad siger det om systemet?

Til efteråret træffer Folketinget beslutningen. Danmarks forsvar – og den alliancepolitik, det er indlejret i – vil stå med en fregattype, der skal sejle i 30-40 år. Det er en beslutning, der skal hvile på faglige vurderinger, strategiske hensyn og tillid til processen.

Den tillid er allerede svækket. Ikke fordi vi ved, at noget er galt. Men fordi vi ikke ved, at noget er rigtigt – og fordi de ansvarlige aktivt har undgået at give os mulighed for at vide det.

Den almindelige dansker betaler ikke bare regningen for fregatter til 50 milliarder. De betaler også prisen for en demokratisk proces, der tillader denne konstruktion at eksistere uden reaktion. Spørgsmålet til Lars Løkke Rasmussen er enkelt og bør stilles offentligt i Folketing og presse: Vil du erklære dig inhabil i fregatbeslutningen, så længe din søn er lønnet lobbyist for en af de bydende parter?

Det spørgsmål fortjener et svar – ikke tavshed.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.