Loven hedder kontrolforanstaltninger. Det er et pænt ord for noget, der minder om en dom uden en forbrydelse.
Fra i år kan Politiets Efterretningstjeneste indstille borgere, der aldrig er sigtet og aldrig er anklaget, til gps-fodlænke, kontaktforbud og påbudt psykiatrisk behandling, alene fordi PET selv vurderer, at de er farlige.
Jeg har fulgt sagen siden lovforslaget første gang blev sendt i høring i januar, og jeg er efterhånden holdt op med at blive overrasket over, hvor lidt modstand den slags forslag møder uden for de juridiske fagmiljøer.
Loven, der ikke kræver en forbrydelse
Justitsminister Nicolai Wammen har bekræftet over for Politiken, at regeringen vil fremsætte lovforslaget om kontrolforanstaltninger for terrordømte og radikaliserede.
Det var oprindeligt daværende justitsminister Peter Hummelgaard, der sendte forslaget i høring i januar, men det bortfaldt formelt ved folketingsvalget i marts, og er nu skrevet ind i det nye regeringsgrundlag som en direkte opfølgning på PET’s egne anbefalinger.
Hovedmålgruppen er personer, der fremover dømmes for terror, og her er logikken til at følge: en dom, en domstol, en klar retlig konsekvens. Det kontroversielle punkt står i sætningen lige efter.
I helt ekstraordinære tilfælde skal ordningen også kunne omfatte personer, der aldrig er dømt for noget som helst, hvis PET vurderer dem særligt farligt radikaliserede.
Ifølge Politiken vurderer PET selv, at 10 til 15 personer årligt vil falde inden for den ekstraordinære kategori. Det er ikke mange mennesker, men til gengæld en helt ny type magt.
En vigtig nuance, jeg skylder at få med
Det er ikke PET, der alene beslutter, hvem der rammes. Ordningen skal ifølge Justitsministeriet fastsættes af domstolene. Det betyder, at en dommer formelt skal godkende foranstaltningen, også i de ekstraordinære sager om ustraffede personer.
Men det ændrer ikke ved kritikken, det flytter bare, hvor den rammer. Domstolen skal her ikke tage stilling til, om en forbrydelse er begået og bevist. Den skal tage stilling til en trusselsvurdering fra en efterretningstjeneste, hvis grundlag som udgangspunkt er hemmeligt.
Det er en fundamentalt anden opgave end den, domstolene normalt løser, og det er præcis den forskel, juristerne hænger sig i.
Værktøjskassen
Foranstaltningerne, som kan pålægges, er ikke symbolske. Opholdsforbud. Kontaktforbud. Våbenforbud og forbud mod at deltage i skytteforeninger. Elektronisk overvågning med gps-fodlænke. Kontrol med internet- og kommunikationsadgang. Begrænsning i brug af mobiltelefoner. Meldepligt. Og et påbud om psykologisk eller psykiatrisk behandling.
Det sidste punkt fortjener at stå alene et øjeblik.
En borger, der aldrig er dømt for noget, kan blive pålagt psykiatrisk behandling, fordi en efterretningstjeneste har vurderet vedkommende farlig, og en domstol har stadfæstet vurderingen uden at prøve den mod et konkret strafbart forhold. Ikke fordi en læge har stillet en diagnose efter en klinisk vurdering, men fordi PET har peget.
Kritikerne, der ikke plejer at være enige om ret meget
Det er sjældent, at Dommerforeningen, Advokatrådet og en uafhængig tænketank som Justitia lander samme sted, men her gør de.
Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, peger på, at nyskabelsen ikke stemmer overens med grundlæggende strafferetlige principper om at pålægge strafferetlige foranstaltninger, som forudsætter en vis klarhed i lovhjemlen.
Mikael Skjødt, medlem af Advokatrådet og formand for rådets strafferetsudvalg, har kaldt manglen på en klar definition af “radikalisering” for “særdeles kontroversielt”. Og Dommerforeningens formand, Mette Lyster Knudsen, har sammen med de øvrige udtrykt betænkelighed ved selve konstruktionen: at domstolskontrol bygges op omkring en efterretningsvurdering i stedet for en sigtelse.
Nina Palesa Bonde, programchef for ytringsfrihed i Justitia, har i tænketankens høringssvar formuleret kritikken mest præcist.
Forslaget etablerer efter Justitias vurdering et parallelt og vidtgående kontrolregime uden for den almindelige strafferetspleje, og det bryder med centrale principper om klar lovhjemmel, proportionalitet, forudsigelighed og domstolskontrol.
Landsforeningen for Forsvarsadvokater har mindet om noget, der burde være en selvfølge i en retsstat: enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist ved dom.
Det er ikke en floskel, men selve fundamentet, hele strafferetsplejen hviler på, og det er den eneste gang, jeg tillader mig den vending i denne artikel.
Ministeren, der peger på et reelt problem
Wammen har et argument, der fortjener at blive taget alvorligt, og ikke afvist.
Han skriver, at det er afgørende for regeringen, at myndighederne har de rette værktøjer til at imødegå truslen fra radikaliserede og terrordømte, en trussel han beskriver som noget, danskerne selv oplevede blive til virkelighed ved terrorangrebet i København.
Justitsministeriets egen indsatsgruppe har peget på et konkret dilemma. De mest bekymrende indsatte, som vurderes uegnede til prøveløsladelse, ender alligevel med at blive løsladt uden nogen form for kontrol, fordi de har afsonet hele straffetiden.
Det er ikke pure opspind. Storbritannien og Frankrig har begge indført kontrolordninger for højrisikoindsatte efter løsladelse, dog med en tættere forankring i den oprindelige dom, end det danske forslag lægger op til for de ustraffede.
Ingen af kritikerne, jeg har læst mig igennem, bestrider risikoen ved løsladte radikaliserede. Det, de bestrider, er metoden: at udvide værktøjet fra dem, der er dømt, til dem, der blot er vurderet farlige.
Definitionen, der ikke findes
Kernen i sagen er ordet “radikaliseret.” Det lyder præcist. Ingen af høringssvarene har kunnet pege på en entydig, operationel definition, som PET skal bruge i praksis.
Det betyder, at PET reelt sætter rammerne for, hvem der falder inden for dem, selv når en domstol efterfølgende skal godkende foranstaltningen.
Jeg beskylder ikke PET for at ville misbruge den magt. Jeg konstaterer bare at loven ikke stiller noget krav om åbenhed, der kunne afsløre det, hvis det skete.
Når kontrolforanstaltninger kan sættes i gang på baggrund af en efterretningsmæssig farevurdering frem for konkret kriminalitet, stiger risikoen for vilkårlighed, som Justitia formulerer det. Det er ikke en teoretisk indvending, men selve konstruktionens svaghed.
Hvad det betyder for dig, der ikke er radikaliseret
Den mest almindelige indvending, jeg møder, når jeg diskuterer sagen, er: jeg er ikke radikaliseret, så det rammer ikke mig. Sandsynligvis rigtigt lige nu. Men det er ikke pointen med retssikkerhed.
Pointen er, at et system, hvor domstolskontrollen er reduceret til at stadfæste en hemmelig trusselsvurdering, ikke garanterer noget for den enkelte borger, uanset hvor langt fra målgruppen man selv føler sig.
Loven er skrevet til at ramme 10 til 15 mennesker om året. Den slags tal plejer ikke at blive mindre med tiden. Og når mekanismen først er bygget, er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt værktøjet findes. Det er et spørgsmål om, hvem der næste gang bliver defineret ind under det.
Lovforslaget skal nu igennem en formel fremsættelse i Folketinget. Det er her, den egentlige kamp står, ikke i høringssvarene, som allerede er skrevet, men i, om nogen i salen rent faktisk stiller de spørgsmål, som Jørn Vestergaard, Nina Palesa Bonde og Mikael Skjødt allerede har rejst, før loven bliver vedtaget.
ExtraFokus.com: Dybere blik på dansk politik.
