Politiet dropper sag om kommunalt embedsmisbrug på Langeland

Sandie Hansen fik sine tvillingesønner tvangsfjernet som 6-årige i 2021. Kommunen begik en række dokumenterede fejl og lovbrud undervejs.

Nu har Fyns Politi afgjort, at det ikke er noget at rejse en straffesag over. Det er ikke en konklusion. Det er en tilståelse, og den peger på et hul i dansk retssikkerhed, der er langt større end én kommune på Langeland.

Læs også: Politiet overså gerningsmanden tre gange, og kaldte det en succes

Sagen, der aldrig blev en sag

I 2021 fjernede Langeland Kommune tvillingesønnerne fra Sandie Hansen. De var seks år gamle. Sagen udviklede sig til en af de mest omtalte tvangsfjernelser i nyere dansk kommunalhistorie, fordi kommunens sagsbehandling ikke bare var mangelfuld, men fyldt med egentlige fejl og lovbrud.

Efter massiv mediedækning blev drengene hjemgivet i 2022. Kommunen blev efterfølgende pålagt at gennemgå samtlige sine børnesager fra bunden.

Det er sjældent, at en enkelt families sag får den konsekvens. At den gjorde det her, siger noget om, hvor galt det stod til. Familien bor i dag i Odense, væk fra den kommune, der ifølge myndighedernes egen efterfølgende gennemgang svigtede dem.

Man skulle tro, at “fyldt med fejl og lovbrud” var et sted, hvor en efterforskning starter. På Langeland var det stedet, hvor den sluttede.

Brevet fra Fyns Politi

Fyns Politi har nu meddelt Sandie Hansen, at efterforskningen af, om tidligere afdelings- og socialchefer i Langeland Kommune begik embedsmisbrug eller pligtforsømmelse, lukkes. Ifølge brevet, som TV 2 Fyn har haft indsigt i, er politiets vurdering, at kommunens fejl og lovbrud ikke kan føres som en straffesag.

Bemærk formuleringen. Ikke at der mangler beviser. Ikke at sagen er forældet. Politiet mener, at den type handlinger simpelthen ikke er omfattet af straffeloven.

Hvad loven faktisk siger

Her er det nødvendigt at stoppe op, for det er præcis det punkt, hvor politiets begrundelse holder eller falder. Danske embedsmænd og kommunalt ansatte er ikke undtaget fra straffeloven. Kapitel 16 handler specifikt om “forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv”, og det rummer to relevante bestemmelser.

Straffelovens § 155 rammer den, der som offentligt ansat misbruger sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret: op til fire måneders fængsel, og op til to år, hvis det sker for at skaffe nogen en uberettiget fordel.

Paragraf 156-157 rammer det modsatte: ikke den aktive krænkelse, men den passive forsømmelse, grov eller gentagen skødesløshed i udførelsen af tjenesten. Straframmen er den samme, og for ledende medarbejdere kan den skærpes til et helt års fængsel.

Det centrale ord er “referencebestemmelse”. En juridisk specialeafhandling fra Aalborg Universitet, der har gennemgået et stort antal afgørelser og domme på området, konkluderer, at der reelt ikke findes en fast, defineret bagatelgrænse mellem det disciplinære og det strafferetlige ansvar for offentligt ansatte.

Grovheden afgøres ikke af en klar juridisk formel, men af en konkret vurdering af sagens omstændigheder, hvilket i praksis betyder, at myndighederne har betydeligt skøn til selv at afgøre, hvornår noget er “graverende nok”.

Sten Bønsing, professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, peger netop på denne mekanisme, når han vurderer Fyns Politis brev.

Når jeg læser det, får jeg det indtryk, at politiet mener, at den type handlinger, der er foretaget, ikke er omfattet af straffeloven. Og det er forkert, siger han til TV 2 Fyn.

Ifølge ham er bestemmelserne om embedsmisbrug netop referencebestemmelser, hvor strafansvaret kan omfatte alle typer af alvorlige overtrædelser af de pligter, offentligt ansatte har efter forvaltningsloven, herunder graverende sagsbehandlingsfejl.

Når paragraffen rent faktisk bruges

Det er ikke, fordi §§ 155-157 er dødt bogstav. Danmark har de seneste år set flere sager, hvor netop disse bestemmelser er blevet brugt mod offentligt ansatte, hvilket gør det endnu sværere at forstå, hvorfor Langeland-sagen angiveligt falder helt uden for lovens rækkevidde.

En anklager blev i 2020’erne tiltalt efter § 155 for tjenestemisbrug, efter Den Uafhængige Politiklagemyndighed havde efterforsket sagen.

Daværende konstitueret rigsadvokat Jan Reckendorff kaldte det en helt usædvanlig og meget alvorlig sag, og understregede, at ingen må kunne stille spørgsmål ved anklagemyndighedens objektivitet.

Sagen med Britta Nielsen i Socialstyrelsen og Hans Christian Mathiesens stillingsmisbrug i Forsvaret er andre eksempler, som den juridiske litteratur på området selv peger på som sager, der rejste bred samfunds- og mediemæssig interesse.

Fælles for de sager er, at systemet fandt et strafferetligt spor, da sagerne fik tilstrækkelig opmærksomhed.

I Langeland-sagen, hvor konsekvensen for borgeren var, at en familie mistede sine børn i et år på grund af dokumenterede kommunale lovbrud, konkluderer politiet det modsatte: at handlingerne slet ikke er dækket af loven. Det er svært at se den juridiske konsistens, medmindre man antager, at tærsklen reelt afhænger af, hvor meget en sag støjer, snarere end af selve handlingens grovhed.

Et mønster, der går igen andre steder i systemet

Det er ikke kun i Langeland-sagen, at grænsen mellem “beklagelig fejl” og “strafbart embedsmisbrug” viser sig at være gummi.

Et gennemsyn af Rigspolitiets egne årlige rapporter om disciplinærsager i politiet (som ExtraFokus tidligere har gennemgået sag for sag) tegner det samme billede i en helt anden del af systemet.

I 2021 blev der afgjort 77 disciplinærsager i politiet. Af dem handlede 19, svarende til knap en fjerdedel, om registermisbrug: altså politifolk, der har slået private personer op i interne registre uden tjenstligt formål. Næsten alle disse sager endte med en advarsel.

Statsadvokaten vurderede gang på gang, at der ikke var “rimelig formodning” om noget strafbart, og sagerne forblev derfor rent disciplinære uden nogensinde at komme i nærheden af en straffesag.

Det er den samme grundmekanisme, som gør sig gældende i Langeland: en myndighed vurderer selv eller får vurderet af en anden myndighed, om en kollegas eller samarbejdspartners handlinger er “grove nok” til at udløse strafansvar, og konklusionen lander overraskende konsekvent på den side, der ikke koster nogen deres frihed.

Det er ikke bevis for aftalt spil. Det er bevis for, at skønnet i den juridiske gråzone mellem disciplinær og strafferetlig sanktion, som AAU-specialet dokumenterer, i praksis udnyttes til systematisk at lande på den mildeste fortolkning, når det er systemets egne folk, der skal vurderes.

Ingen samlet oversigt findes

Det er værd at bemærke, hvad der ikke findes. Danmarks Statistik fører detaljeret kriminalstatistik tilbage til 1980, men opgørelserne over straffelovsdomme bryder ikke selvstændigt ud, hvor mange sager efter kapitel 16 (forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv) der rent faktisk rejses, henlægges eller fører til dom hvert år.

Der findes ingen offentligt tilgængelig, samlet oversigt over, hvor mange danske embedsmisbrugsanmeldelser mod kommunalt ansatte der overhovedet undersøges til bunds, og hvor mange der som i Langeland afvises med henvisning til, at handlingen “ikke er omfattet af straffeloven”.

Det betyder, at der ikke findes noget nationalt overblik over, om Langeland er en enlig svale eller en del af et mønster. Det er i sig selv en historie: et retsområde, der handler om borgeres beskyttelse mod magtmisbrug fra det offentlige, er så dårligt belyst statistisk, at ingen (hverken journalister, politikere eller borgere selv) kan svare på, hvor ofte loven reelt bruges.

Byrettens afgørelse blev misbrugt som argument

Fyns Politi skriver desuden i sin begrundelse for at lukke sagen, at byretten sidste år kom frem til, at Sandie Hansen ikke kunne tildeles erstatning for kommunens lovbrud. Bønsing afviser den sammenligning.

En erstatningssag handler om, hvorvidt en handling var ansvarspådragende efter civilretlige standarder. En straffesag handler om noget andet: om handlingen rent faktisk fandt sted, og om den er strafbar efter straffelovens bestemmelser. At bruge det ene resultat til at legitimere det andet er, med hans ord, en forsimplet måde at vurdere det på.

Det er sjældent, man ser en professor i forvaltningsret kalde en dansk politikreds’ juridiske analyse direkte forkert, på to forskellige punkter i samme sag.

Ikke første gang, samme politikreds fejler denne sag

Det er heller ikke første gang, Fyns Politis håndtering af netop denne sag udløser kritik. Da Sandie Hansen og en række andre forældre i 2024 første gang anmeldte kommunen for embedsmisbrug, fældede tidligere efterforsker og lektor på Københavns Professionshøjskole, Thomas Skou Roer, en hård dom over efterforskningen.

Politiet havde ifølge ham afhørt de anmeldte medarbejdere som vidner i stedet for sigtede og havde ikke afhørt en eneste af de forurettede forældre.

To eksperter. To omgange kritik. Samme politikreds, samme sag, samme mønster: en efterforskning, der ser ud til at være designet til ikke at finde noget.

Sandie Hansen har nu klaget til Statsadvokaten over beslutningen om at lukke sagen. Det er tredje gang, hun forsøger at få systemet til at anerkende, hvad der skete med hendes familie.

Læs også: Politiets klagesystem: Hvem efterforsker politiet – og hvad sker der med sagerne?

Retssikkerhed er noget, borgere har. Ikke embedsmænd

Der er en asymmetri her, som er værd at sidde med. En borger, der begår en fejl over for det offentlige, kan i mange tilfælde straffes hårdt.

En kommune, der begår gentagne, dokumenterede fejl, der koster en familie et år med deres børn, får en pålagt sagsgennemgang og et brev om, at ingen af de involverede skal stå til ansvar, mens andre offentligt ansatte i andre sager, med mindre alvorlige konsekvenser for den enkelte borger, rent faktisk er blevet tiltalt efter de samme paragraffer.

Det er ikke et argument for at jage enkelte sagsbehandlere med retsforfølgelse for hver eneste fejl. De færreste fejl er kriminelle.

Men når fejlene er så graverende, at en hel kommune må gennemgå samtlige børnesager, når en professor i forvaltningsret peger direkte på, hvilken lovbestemmelse der burde være i spil, og når den samme juridiske gråzone gang på gang bruges til at friholde det offentliges egne folk i helt andre dele af systemet, så er “det er ikke omfattet af straffeloven” ikke en juridisk konklusion.

Det er et valg om at lukke øjnene, understøttet af, at ingen fører statistik over, hvor ofte det sker.

Statsadvokaten afgør, hvor grænsen går

Statsadvokaten skal tage stilling til Sandie Hansens klage. Det er her, sagen reelt afgøres: enten får Bønsings juridiske pointe medhold, og efterforskningen genoptages, eller også bliver Fyns Politis fortolkning stående som praksis for, hvor grænsen går mellem en beklagelig fejl og et strafbart embedsmisbrug.

Uanset udfaldet har sagen allerede afsløret noget om, hvor tyndt fundamentet er under borgeres retssikkerhed over for kommunale myndigheder. Det er ikke Sandie Hansens sag alene. Det er enhver dansker, der en dag står over for en kommune, der har taget fejl, og som opdager, at “fejl” og “ansvar” er to ord, systemet nødigt sætter sammen, og at ingen andre steder i landet kan svare på, hvor ofte det sker.