Der er ingen national strategi. Der er ingen samlet plan. Der er ikke engang enighed om, hvem der egentlig bestemmer. Og alligevel skyder datacentrene op over det danske landskab som om landet er sat til salg i stilhed.
- Hvorfor handler Christiansborg ikke på borgmesternes advarsler om datacentrenes strømforbrug?
- Hvem bruger dansk grøn strøm som markedsføringsargument, på danske skatteyderes regning?
- Hvad er konsekvensen af, at Danmark stadig mangler en national datacenterstrategi?
- Hvem ejer egentlig dansk strøm?
- Hvornår får Danmark en national strategi for datacentres energiforbrug, eller gør vi ikke?
Hvorfor handler Christiansborg ikke på borgmesternes advarsler om datacentrenes strømforbrug?
Mikkel Dam fra Faxe Kommune er ikke imod datacentre. Forstå det. Han er imod, at en kommune på Sydsjælland skal sidde alene med en beslutning, der reelt handler om det danske energinets fremtid og den grønne omstillings tempo. Et enkelt datacenter ved Høsten Torp planlægges med en kapacitet på 800 megawatt. Det svarer til strømforbruget i halvanden million danske husstande. Én bygning. Ét firma. Ét byråd der skal tage stilling.
Det er ikke kommunalpolitik. Det er energipolitik i forklædning.
Sarah Andersen fra Varde Kommune ved det godt. Hos hende er der allerede et kæmpe atNorth-anlæg, og to Microsoft-datacentre er på vej. Hun bruger ordet “vished” – borgerne vil bare vide, om de er købt eller solgt. Det er et afslørende valg af ord. For det er præcis, hvad der sker: Lokalsamfund bliver opkøbt, kompenseret, pacificeret – og derefter efterladt med en kolos af beton og servere, som suger strøm fra det net, vi ellers skulle bruge til at afvikle vores afhængighed af fossile brændsler.
Læs også: Datacentre misbuger vores grundvand
Hvem bruger dansk grøn strøm som markedsføringsargument, på danske skatteyderes regning?
Danmark har investeret massivt i havvind. Vi har prioriteret, subsideret og planlagt os til en af verdens højeste andele af vedvarende energi i elnettet. Det er en politisk og samfundsmæssig bedrift, der tog årtier. Og nu er den præcist det, der gør os attraktive for Apple, Google og Microsoft.
Jeg har ingen principielle indvendinger mod, at udenlandske tech-giganter placerer datacentre i Danmark. Men jeg har en indvending mod, at de i praksis sætter sig forrest i køen til den strøm, som danskerne finansierede. Energinet har nu meddelt, at ledig kapacitet er så begrænset, at større projekter skal screenes. De seneste måneder har alle tilslutninger været sat på pause. Den grønne omstilling, som private husstande og danske industrivirksomheder venter på, står og stamper – mens serverhalerne byder ind.
Manden, der venter på at konvertere sit opvarmningssystem til varmepumpe, konkurrerer nu med en serverpark ejet af en af verdens rigeste selskaber om adgang til det samme net.
Hvad er konsekvensen af, at Danmark stadig mangler en national datacenterstrategi?
Simon Hansen fra Guldborgsund Kommune vil have Christiansborg til at holde “fingrene langt væk”. Hans argument er lokalt og forståeligt: datacentre giver arbejdspladser i byggefasen, og Lolland-Falster har brug for hvert eneste af dem. Det er et reelt argument, og det fortjener ikke at blive affejet.
Men logikken holder kun, hvis man betragter hvert enkelt datacenter som en isoleret sag. Det er præcis det, der er problemet. Ingen ser dem samlet. Ingen opgør den kumulative effekt på elnettet, på planloven, på de lokalsamfund der siger ja nu og angrer om fem år, når byggeaktiviteten er færdig og de faste arbejdspladser viser sig at tælle et par dusin teknikere.
Danmark har ikke en strategi for datacentre. Vi har kommuner, der træffer individuelle beslutninger under tidspres, med begrænset information, og med et nationalt reguleringsapparat der ikke har forholdt sig til sektorens samlede vækst. Det er ikke laissez-faire. Det er magttomrum.
Hvem ejer egentlig dansk strøm?
Der er et spørgsmål, ingen stiller direkte i denne debat, fordi det lyder for grundlæggende til at blive taget alvorligt i en Christiansborg-kontekst: Hvem ejer retten til den grønne strøm, vi producerer?
Juridisk er svaret simpelt: den der betaler. Markedsmekanismerne fordeler. Men politisk er det svaret på et spørgsmål, vi aldrig rigtig har stillet os selv, fordi vi ikke regnede med, at det ville blive relevant. Vi regnede ikke med, at vores succes med vedvarende energi ville gøre os til en præcis målgruppe for sektorens absolut mest energisulte aktører.
Nu er vi det. Og vi har ingen plan.
Hvornår får Danmark en national strategi for datacentres energiforbrug, eller gør vi ikke?
Borgmestrene har ret. Ikke fordi de er borgmestre, men fordi problemet er det forkerte sted i systemet. En beslutning om 800 megawatt kapacitet hører ikke hjemme i et byråd på Sydsjælland, uanset hvor kompetent det byråd er. Den hører hjemme i en samlet national afvejning, der stiller spørgsmålet: Hvad vil vi med den grønne strøm vi producerer, hvem skal have fortrinsret, og hvad koster det os at sige ja til alle der spørger?
Christiansborg har travlt med andet. Det har det altid, når svaret er svært.
Mener du, at Danmark har brug for en national strategi for datacentre – eller skal markedet afgøre det? Skriv det i kommentarerne. Og hvis du vil have mere analyse som denne, uden betalingsmur og uden annoncører, kan du støtte ExtraFokus direkte på siden.
ExtraFokus.com: Skarp fokus på det væsentlige.
