Tre partiledere. Tre benægtelser. Nul ansvar. Det er den politiske situation i Danmark i marts 2026, mens valgkampen er skudt i gang og store bededag pludselig er blevet det hotteste emne på den politiske scene. Det er et skuespil, der ville få selv de mest hardkogte politiske iagttagere til at ryste på hovedet.
Læs også: Lobbyisten du aldrig ser: loven skrives, inden du stemmer
Benægtelsernes ballet
Lad os rekapitulere fakta. I december 2022 fremlagde SVM-regeringen sit politiske grundlag, hvori afskaffelsen af store bededag var en konkret målsætning. Den 27. februar 2023 stemte Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre lovforslaget igennem med 95 stemmer for og 68 imod. Fra den 1. januar 2024 er store bededag ikke længere en helligdag i Danmark.
Det er historien. Den er dokumenteret, vedtaget og trådt i kraft. Men nu, mens valgkampen raser i marts 2026, er alle tre regeringspartier pludselig blevet historieløse. Den 26. februar 2026, dagen valgudskrivelsen kom, sagde Lars Løkke Rasmussen til DR, at forslaget allerede lå på bordet, da han kom med til forhandlingerne. Den 16. marts 2026 erklærede Troels Lund Poulsen på et pressemøde: »Det var ikke Venstre, der bragte store bededag på banen«. Og den 17. marts 2026 meldte Mette Frederiksen sig på banen på Go’ Morgen P3 med den tilsvarende formulering: »Vi har ikke haft noget som helst ønske om at afskaffe en helligdag fra Socialdemokratiet.«
Her står vi over for et klassisk politisk paradoks: Tre partier, der alle stemte for og gennemtrumfede et kontroversielt lovforslag, benægter nu at have ønsket det.
Rasmus Jarlov sprænger myten
Det afgørende spørgsmål er, hvad der faktisk skete på Marienborg i november 2022 under regeringsforhandlingerne. Det konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov, der selv deltog, er utvetydig: Det var Socialdemokratiet og Mette Frederiksen personligt, der bragte ideen på bordet. Hans vidneudsagn er ikke et politisk angreb på afstand – det er beretningen fra en mand, der sad i forhandlingsrummet.Politiken
Man må konstatere, at Jarlovs påstand hverken er blevet tilbagevist med konkrete modargumenter eller dokumentation fra nogen af de tre partier. I stedet har vi fået tre varianter af den samme negation. Ingen siger, hvem der faktisk foreslog det. Ingen viser papirer. Ingen løfter forhandlingsfortrolighedens tæppe.
Det er præcis den form for politisk uigennemsigtighed, der undergraver tilliden til demokratiet. Befolkningen havde ret til at vide, hvad der blev besluttet i deres navn – og de har ret til at vide, hvem der besluttede det.
Prisen for en helligdag
Det der bekymrer mig, er ikke blot hvem der lancerede ideen – det er, hvad forløbet afslører om dansk politisk kultur. Afskaffelsen blev gennemtrumfet uden forudgående forhandling med fagbevægelsen, hvilket Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) kaldte et »historisk uhørt indgreb« i den danske aftalemodel. Den danske model – en af landets mest anerkendte institutioner – blev sat ud af spillet med et pennestrøg.FHO
Læs også: Vanopslagh indrømmer kokain: Tillid eller spil for galleriet?
Argumentet var, at en ekstra arbejdsdag ville øge arbejdsudbuddet og dermed finansiere forsvarets oprustning. Men som Altinget allerede i april 2024 dokumenterede, viste virkeligheden sig anderledes: Folk arbejdede ikke nødvendigvis mere, fordi en helligdag forsvandt. Mekanismen holdt ikke, og den folkelige utilfredshed var enorm og permanent. SVM-regeringen dykkede i meningsmålingerne og kom aldrig rigtig op igen.
Paradokset er, at forsvarsbudgettet nu alligevel finansieres ad andre veje, mens alle tre partier i valgkampen pludselig er åbne for at diskutere en genindførelse af bededagen, hvis der kan anvises finansiering. Man tog en helligdag fra danskerne, mistede folkets tillid – og vil nu måske give den tilbage.www.sn.dk
Ansvarsforflygtigelse som strategi
Fra mit ståsted er den mest alvorlige del af denne sag ikke spørgsmålet om, hvem der fik ideen. Det er, at tre politiske ledere aktivt vælger at benægte medansvar for en beslutning, de alle tre offentligt kæmpede for, stemte for og stod på mål for i over et år.
Konsekvensen er cynisme. Når politikere kan gennemtvinge upopulære beslutninger og derefter kollektivt nægte ejerskab, sender det et signal til vælgerne om, at ansvar er noget, der tilhører den politiske fortid – præcis indtil valgkampen begynder. Det er ikke demokratisk lederskab. Det er ansvarsforskyldelse som taktik.
Den menneskelige dimension er konkret: Alle danske lønmodtagere mistede en fridag. Mange virksomheder måtte omstrukturere vagtplaner og aftaler. Fagbevægelsen og arbejdsmarkedets parter blev kørt uden om. Og ingen vil stå ved det.
Historien husker
Mette Frederiksen siger, at hun »står på mål for de beslutninger, vi har truffet« – men nægter i samme åndedræt at indrømme, hvem der traf dem. Det er et logisk modsætningsforhold, som enhver med respekt for sproget bør bemærke.
Uanset hvad der blev sagt på Marienborg i november 2022, er den historiske kendsgerning simpel: SVM-regeringen afskaffede store bededag. De tre partier stemte alle for. De forsvarede alle beslutningen efterfølgende. At stå frem nu og benægte ophavet er ikke politisk mod – det er det modsatte.
Spørg dig selv: Hvad er et demokrati værd, når dets ledere ikke kan vedkende sig det, de har gjort? Og hvad er din stemme til dette valg værd, hvis du ikke holder dem ansvarlige? Undersøgende journalistik som denne kræver tid og ressourcer – støt ExtraFokus med en donation, så vi kan fortsætte med at grave, analysere og kalde magten til ansvar.
