Lyset slukker i Havana – og ingen på Christiansborg siger et ord

Der falder ikke missiler over Havana. Der er ingen luftalarmer, ingen evakueringer, ingen billedbårne ødelæggelser til primetime-nyhederne. Og det er præcis, hvad der gør det så let at se væk.

Læs også: Cuba dør langsomt, og ingen stopper det

Maria ligger på en hospitalsseng på Ramón González Coro fødselsklinikken i Havana. Hun er 50 år, har terminal livmoderhalskræft og bløder så kraftigt, at hun har udviklet blodmangel. Hospitalet mangler tranexaminsyre – et basalt lægemiddel, der bruges til at stoppe blødninger. Det er ikke et sammenbrud, der kom indefra. Det er et pennestrøg fra Washington.

Toldtruslen, der slukkede lyset

Den 29. januar i år underskrev Trump en præsidentordre, der truede alle lande med told, hvis de leverede brændstof til Cuba. Mexico holdt op med at sende olie. Venezuela var allerede afskåret. Inden for uger modtog Cuba intet importeret brændstof overhovedet. For et land, der er afhængigt af olie til 80 procent af sin elproduktion, er det ikke handelspolitik. Det er kvælertag.

Resultatet er to nationale strømsvigt inden for én uge. Familier laver mad på trækulskomfurer. Skraldespande flyder over, fordi der ikke er brændstof til lastbilerne. Vandpumpesystemer svigter. Spædbarnsdødeligheden i Havana er steget til 14 per 1.000 levende fødte – fra 3,9 i 2018. På landsplan er den næsten fordoblet. Kvinder føder hjemme, fordi lægerne ikke har råd til at komme på arbejde, og fordi transport er blevet et luksusgode.

Det cubanske sundhedssystem var én gang revolutionens stolthed – et fattigt caribisk land med forventet levetid på niveau med Vesteuropa og en af verdens laveste spædbarnsdødelighedsrater. Det er ikke kollaps fra indvendige svagheder. Det er præcis, hvad der sker, når du sulter et system for energi i lang nok tid.

Hvad er det spørgsmål, ingen vil stille om Cuba?

Hvad er målet?

Trump siger, sanktionerne skal hjælpe det cubanske folk. Men hvad er mekanismen? Teorien er, at nok lidelse tvinger befolkningen til at gøre oprør. Den teori er nu 64 år gammel og har aldrig virket. Den har til gengæld givet det cubanske styre en evig undskyldning for enhver mangel og et stærkt narrativ om David og Goliat, der stadig resonerer bredt i den globale syd.

Daniel er ung cubansk filmmager. Han har sine egne kritikker af staten. Men han afviser blankt forestillingen om, at USA handler i cubanernes interesse. »Hvis de gjorde det, ville de ikke have haft en embargo i 60-plus år, og de ville bestemt ikke have en olieblokade nu, som koster menneskeliv.« Det er ikke et forsvar for Castro, blot logik.

Og Trump har selv sagt det højt: Han kunne »have æren af at tage Cuba – enten befri den eller tage den, hvad han end vil.« Det er ikke demokratifremmende retorik, men kolonial appetit pakket ind i frihedssprog.

Hvorfor sluttede embargoen mod Cuba aldrig?

Embargoen mod Cuba er over 60 år gammel og har ifølge beregninger kostet den cubanske økonomi 170 milliarder dollars siden 1960. Den seneste blokade alene koster 7,5 milliarder dollars om året. Men det, der sker i 2026, er ikke en fortsættelse af Cold War-logik. Det er acceleration.

Obama åbnede en sprække i 2015: turister kom, penge kom, en forsigtig optimisme spredte sig. Trump lukkede sprækken i sin første periode. Nu, i sin anden, har han tætnet alle andre huller. Cuba forhandler nu med USA-administrationen under ekstremt pres.

Læs også: Trump peger kanonen mod Cuba, igen

Det er ikke forhandling i nogen meningsfuld forstand. Det er en mand med en pistol mod tindingen, der tilbyder at trække aftrækkeren halvvejs tilbage mod betaling. Havana, der næsten 70 år efter revolutionen stadig kører i 1950’er-biler, er ikke i stand til at betale den pris.

Én af taxachaufførerne siger det tørt: »Vi lever i det 21. århundrede. Men det føles som det 19.«

Verdenssamfundet stemte. Danmark tav.

I oktober 2025 stemte 165 lande i FN’s Generalforsamling for en resolution, der krævede ophævelse af den amerikanske embargo mod Cuba. Kun syv lande stemte imod: USA, Israel, Argentina, Ungarn, Paraguay, Nordmakedonien og Ukraine. Det er 33. år i træk, at FN har vedtaget den resolution. Og 33. år i træk, at Washington har ignoreret den.

Danmark stemte for – som det har gjort i årevis. Men at sætte et kryds til en ikke-bindende FN-resolution er den mest uforpligtende form for stillingtagen, der eksisterer. En dansk udenrigsminister, der aktivt og offentligt fordømmer en blokade, der er årsag til, at spædbørn dør i accelererende tal 100 miles fra Florida-kysten, er ikke noget, der kan dokumenteres fra 2025 eller 2026.

Det er påfaldende. For Danmark er ellers ikke et land, der er fremmed for humanitær retorik. Vi taler om menneskelig værdighed som kerneværdi i bistandspolitikken. Vi finansierer WHO-programmer. Vi citerer internationale konventioner. Men når en NATO-allieret beslutter sig for at strangulere en ø-nation med 11 millioner civile, bliver sproget på Christiansborg påfaldende stille.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.