Firkløvers gavebod: Hvem betaler gildet?

Det er Grundlovsdag. Den 5. juni 2026. Og ét sted på Christiansborg sidder fire partiledere og er meget tilfredse med sig selv.

De har netop fremlagt 73 sider med det, de kalder et regeringsgrundlag. DR’s TV Avis opsummerede det samme aften som “en ren gavebod”. Det er et præcist billede, og det er ikke ment som en kompliment.

Problemet med gaveboder er ikke, at gaverne ikke er rigtige. Det er, at nogen skal betale dem.

Hvad lover Firkløverregeringens regeringsgrundlag borgerne?

Lad os gå den igennem. Gratis tandlæge: Regeringen vil indfase “udvidet gratis tandpleje for flere grupper” fra 2027 (førtidspensionister og udsatte først) og på sigt skal “ikke-kosmetiske behandlinger være gratis for alle danskere”. Det er ikke et marginalt tiltag. Danske husholdningers udgifter til tandpleje løb i 2023 op i et tocifret milliardbeløb ifølge Danmarks Statistik. At staten overtager det felt er en af de største velfærdsudvidelser i dansk finanshistorie, hvis det nogensinde ender med at ske.

Halv moms på mad: Regeringen vil fjerne momsen på frugt og grønt og sænke den “generelle fødevaremoms”, i dag 25 procent. En halvering ville koste statskassen et beløb i den størrelsesorden, der i et normalt år ville kræve en finanslovsforhandling i tre runder og tre ugers aviskommentarer om ansvarlig politik. Her er det listet op på side 23 i grundlaget med tre sætninger.

Store Bededag: Frederiksen-regeringen afskaffede Store Bededag som fridag i 2023. Begrundelsen var arbejdsudbud: danskerne skulle arbejde en dag mere om året for at finansiere forsvarsudgifterne. Firkløver-regeringen bringer den tilbage. Det er finanspolitik i stik modsat retning af 2023-argumentet. Ingen forklarer, hvorfor logikken var rigtig dengang og forkert nu.

Gratis fertilitetsbehandling uden loft: Loftet på seks offentligt finansierede IVF-forsøg afskaffes. Det er en beslutning med stor menneskelig betydning for mange familier. Men det er også en beslutning, der åbner en blank check i sundhedsbudgettet, og ingen i grundlaget har opgjort, hvad den koster.

Forhøjet befordringsfradrag. Skattelettelser. Sænket selskabsskat. Listen er lang. Og det eneste, der mangler, er svaret på det åbenlyse spørgsmål.

Hvordan finansierer Firkløverregeringen sine politiske løfter?

Regeringen finansierer sine skattelettelser “dels ved at lempe finanspolitikken i 2026, dels ved en ny hovedaktionærmodel”. Det er to meget forskellige ting.

At “lempe finanspolitikken” er finans-jargon for at låne sig til nutidens gavebod og betale det tilbage i fremtiden. Det kan være rationelt i en bestemt makroøkonomisk situation: lav rente, stærk vækst, stabilt globalt klima. Den situation eksisterer ikke i 2026.

Den “ny hovedaktionærmodel” er en teknisk ændring i beskatningen af store virksomhedsejere, der udbetaler løn til sig selv anderledes. Det er et provenutiltag, der er omstridt i erhvervsøkonomiske kredse, og hvis reelle afkast til statskassen først kan opgøres med sikkerhed efter flere års implementering. Det er med andre ord: usikker finansiering af sikre løfter.

Befordringsfradraget finansieres med “uforbrugte midler”. Det er en formulering, der burde udløse et journalistisk rødt flag hos enhver budgetkyndig. “Uforbrugte midler” i statsbudgettermer er penge, der var bevilget til noget andet, og som af en eller anden grund ikke er brugt, typisk fordi projekter er forsinket eller aldrig igangsat. Det er en éngangsgevinst. Den bruges her til at finansiere en permanent ydelse.

Det er som at tage overskuddet fra et år, der gik godt, og bruge det på at sætte huslejen ned for altid. Matematikken holder ikke, og det ved alle, der har haft med statsbudgetter at gøre. Spørgsmålet er, hvilke konti de “uforbrugte midler” konkret hentes fra, og det fremgår intetsteds i de 73 sider.

Jeg er ked af at konstatere det: Ingen af de store aviser stillede det spørgsmål 5. juni. Det er ikke en systemfejl. Det er en prioritering.

Hvad er selskabsskatten – og det politiske håndtryk vi ikke ser?

Selskabsskatten sænkes fra 22 til 19 procent over tre år. Dansk Erhverv er tilfreds. Enhedslisten er imod, og vil ikke stemme for det, hvilket betyder, at regeringen er tvunget til at søge stemmer i blå blok til netop dette punkt.

Det er parlamentarisk patchwork af en karakter, vi sjældent ser beskrevet ærligt. Regeringen henter stemmer fra EL til klimatiltagene og fra blå blok til erhvervspolitikken. Det kræver, at man giver begge sider noget. Hvad giver man blå blok for stemmerne til selskabsskattelettelsen? Det fremgår ikke. Det finder vi ud af i stykkevis, når afstemningerne kommer, og som regel alt for sent til, at den store offentlighed registrerer sammenhængen.

Det er ikke en beskyldning om korruption, men en beskrivelse af, hvordan parlamentarisk flertalsbyggeri virker, når man sidder i spidsen for en mindretalsregering. Men det er et problem, at selve byttehandlerne er usynlige i grundlaget, og at mediedækningen behandlede fremlæggelsen som en festdag frem for et politisk dokument, der kræver en regnemaskine.

En sænkning af selskabsskatten fra 22 til 19 procent vil ifølge Finansministeriets standardberegningsmodeller koste statskassen tocifrede milliarder i mistet provenu over en fireårig budgethorisont. Præcis det tal optræder ikke i grundlaget.

IVF uden loft: Stort hjerte, ukendt pris

Afskaffelsen af loftet på gratis IVF-forsøg er den beslutning, der fortjener mest omtale, og som fik mindst.

For de familier, der har brugt alle seks forsøg og stod uden muligheder, er det en afgørende forskel. Det er menneskelig politik i ordets bedste forstand: anerkendelse af, at en vilkårlig bureaukratisk grænse kan føles som et slag mod en grundlæggende drøm.

Men i et sundhedsbudget, der allerede er under strukturelt pres fra en aldrende befolkning, er en ubegrænset ydelse en helt anderledes øvelse end en ydelse med et loft. Det er ikke principielt forkert at afskaffe loftet. Det er principielt uansvarligt at gøre det uden at fortælle befolkningen, hvad det koster.

Sundhedsstyrelsen udgiver løbende statistik over fertilitetsbehandlinger i Danmark. I 2022 var der registreret over 12.000 IVF-behandlinger med offentlig finansiering. Hvad sker der med det tal, når loftet er væk? Ingen ved det. Og ingen i grundlaget har gjort sig den ulejlighed at prøve at beregne det.

“Så man kan få hjælp til så mange børn, man vil” er et politisk signal. Men i sundhedsbudgettet er det en blank check, og blanke checks i offentlig velfærdspolitik koster som regel dem, der ikke var til stede, da de blev underskrevet.

Læs også: Store Bededag vender tilbage, på Løkkes betingelser

Store Bededag og den logik, ingen længere forsvarer

I foråret 2023 stod Mette Frederiksen og forklarede, at Store Bededag måtte gå for at finansiere forøgede forsvarsudgifter. Det var arbejdsudbud-argumentet: En fridag mere i arbejdsstyrken koster vækst. Det er det argument, en generation af Socialdemokrater tilsyneladende var nødt til at bruge for at nå frem til en beslutning, de tydeligt ikke holdt af.

Nu er fridagen tilbage.

Det er ikke nødvendigvis forkert. Men det kræver en forklaring. Enten var 2023-argumentet forkert, og det burde Frederiksen-regeringen beklage. Eller også er 2026-beslutningen forkert, og det burde Firkløver-regeringen sige tydeligt. Det, der ikke er acceptabelt, er at behandle de to beslutninger som urelaterede, som om logikken i den ene ikke berører den anden.

Det er netop det, grundlaget gør. Store Bededag nævnes som en gevinst. Konteksten fra 2023 er ikke med.

Læs også: Regeringen hæver din skat og kalder det reform

Hvornår og hvordan betaler danskerne for Firkløver-aftalerne?

Der er en rytme i dansk velfærdspolitik, som vi har set nok gange til at kende den. Gaverne gives i valgperioden. Regningen kommer i den næste.

Grundlaget er skrevet i en makroøkonomisk situation, der ikke er stabil. Handelskrigen mellem USA og Europa er ikke løst. Energipriserne er under pres fra spændingerne i Mellemøsten. Den globale vækstprognose er nedjusteret af IMF to gange i 2026. Kinas økonomi vokser langsommere end i noget år siden 1990. Det er ikke katastrofescenarier, men kendte risici, der alle peger i retning af, at de makroøkonomiske forudsætninger for “lempet finanspolitik” er ringere end i en normal valgcyklus.

Og alligevel vælger regeringen at lempe.

Det kan vise sig at have været rigtigt. Keynes-argumentet for at investere i vækst i perioder med modvind har historisk støtte. Men Keynes forudsatte, at man opbygger reserver i de gode tider. Danmark har haft gode tider. Spørgsmålet er, om de reserver faktisk er der, eller om de er brugt til løbende finansiering af permanente ydelser under dække af “uforbrugte midler”.

Firkløver-regeringen lovede en gavebod. Regningen er gemt i skuffen. Den finder vi, når vi behøver et nyt ministerium til at rydde op, og når spørgsmålet ikke længere er “hvem skal have mere”, men “hvad skal skæres”.

Erfaringen siger: Dem der besluttede, er ikke dem der betaler.

Hvad bør vi stille politikerne til ansvar for?

Der er ét konkret krav, der burde stilles, inden grundlaget endeligt vedtages: Finansministeriet bør offentliggøre en samlet finansieringsplan for alle ti hovedelementer i grundlaget med opgjorte provenueffekter, identifikation af finansieringskilder og et worst-case scenarie baseret på IMF’s aktuelle vækstprognoser.

Det er ikke et urealistisk krav. Det er standardprocedure i ansvarlig finanspolitik.

Hvis du mener, det er rimeligt, er adressen Finansudvalget på Christiansborg, og deres kontakt til Finansministeriet er offentlig tilgængelig på ft.dk.

Følg med på ExtraFokus, når regningen kommer. Vi har lommeregneren klar.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.