Den nye Firkløverregering har skrevet halvanden linje om klimamål i sit regeringsgrundlag. Den halvanden linje kan komme til at koste danske skatteydere fem milliarder kroner om året frem til 2035. Finansieringen? Den finder man ud af senere.
Læs også: Firkløvers gavebod: Hvem betaler gildet?
Det nye mål lyder enkelt nok: Drivhusgasudledningerne skal reduceres med mindst 85 procent i 2035 sammenlignet med 1990-niveauet.
Men bag den ene sætning gemmer sig et regnestykke, som regeringen ikke har villet tale højt om.
Den forrige SVM-regering fastsatte en pris på godt 2.000 kroner pr. reduceret ton CO₂. Den nye klimaambition kræver en ekstra reduktion på 2,4 millioner ton i forhold til det gamle mål. Ganger man de to tal med hinanden, lander man på knap fem milliarder kroner, hvert eneste år.
Det er CEPOS, der har regnet det ud. Men metodikken er ikke tænketankens opfindelse. Det er den samme beregningsmodel, som den afgående klimaminister Lars Aagaard overleverede til sin efterfølger Samira Nawa, da ministeriet skiftede hænder.
Hvad koster klimamålet reelt, og hvem ender med regningen?
Flere steder i regeringsgrundlaget redegøres der for, hvordan varslede udgifter skal finansieres. Ikke her.
Klimaminister Samira Nawa bekræfter over for Berlingske, at pengene ikke er fundet: »Nu skal vi arbejde på virkemidler og finansiering til at nå det.«
Oversat til almindeligt dansk: Regningen er udskrevet. Hvem der betaler, vender vi tilbage til.
Det er en usædvanlig fremgangsmåde. Under SVM-regeringen var det et eksplicit krav, at partier, der ønskede skrappere klimamål end de aftalte, selv anviste finansiering. Den øvelse har den nye regering valgt at springe over.
Fem milliarder kroner om året svarer til det beløb, regeringen har afsat til et løft på børneområdet, en af de største enkeltstående udgiftsposter i hele regeringsgrundlaget.
Betaler vi for andres udledninger?
Pengespørgsmålet er ét problem. Det klimapolitiske rationale er et andet.
Danmark er en del af EUs kvotesystem. Det betyder, at når Danmark udleder mindre CO₂, frigøres der kvoter, som andre EU-lande kan bruge til at udlede mere. Den samlede europæiske udledning forbliver den samme, eller meget tæt på.
»Hvis man rent faktisk er interesseret i en samlet reduktion i CO₂-udledning, så giver det her ikke mening,« siger forskningschef i CEPOS, Otto Brøns Petersen.
Hans konklusion er kontant: For fem milliarder kroner om året opnår Danmark en national reduktion, mens EU som helhed ikke reducerer sin samlede udledning. Danmarks grønne ambition subsidierer i praksis andre landes udledningsrum.
Vil man virkelig flytte noget, skulle man ifølge CEPOS bruge kvotesystemet aktivt, eksempelvis ved at opkøbe og annullere kvoter, så de ikke kan bruges af andre.
Det valg har regeringen ikke truffet.
Tyskland svigter klimaet, og Danmark betaler regningen
Hvorfor er hverken landbruget eller CCS en billig vej til Danmarks klimamål?
Hvor skal de nødvendige reduktioner så komme fra?
CEPOS peger på to mulige kilder, ingen af dem er gratis.
En halvering af den danske svineproduktion kan ifølge tænketanken hente cirka 0,7 millioner ton CO₂. Men en så drastisk indgriben i en hel erhvervssektors produktionsgrundlag vil sandsynligvis udløse erstatningskrav og ekspropriationslignende situationer. Det koster.
Den anden mulighed er Carbon Capture and Storage (CCS) hvor CO₂ fanges og bindes, frem for at blive udledt. Aalborg Portland har netop vundet et nationalt udbud inden for dette felt, og priserne er kendte.
»Også det er dyrt,« konstaterer Otto Brøns Petersen.
Han tilføjer, at CCS i dag ikke er en del af EUs kvoteordning, men at det er planen, at det på sigt skal indgå. Når det sker, er vi tilbage ved udgangspunktet: Danske reduktioner giver plads til andres udledninger.
Hvad siger klimaministeren om finansieringen, og holder svaret under pres?
Berlingske spurgte klimaminister Samira Nawa direkte: Hvor kommer de fem milliarder fra, og hvorfor give sig selv et nationalt mål, når reduktionerne i praksis blot frigør udledningsrum for andre EU-lande?
Svaret kom pr. e-mail:
»Danmarks grønneste regering har hævet barren. Klimaforandringerne er virkelige, og vi skal handle. Fossile brændsler binder os til svingende priser og uro i verden, og med et ambitiøst dansk mål lægger vi et sundt pres på os selv for at levere.«
Spørgsmålet om finansiering var ikke besvaret i substansen. Det konkrete EU-kvote-argument var heller ikke.
Regeringen har hævet barren. Hvem der løfter regningen, og om den grønne ambition overhovedet rykker noget for klimaet. Det vender man tilbage til.
