EU-dommere ejer aktier i selskaber de skal dømme

Du kan ikke bestikke en EU-dommer. Men du kan tilsyneladende eje aktier i den medicinalgigant, hvis sag han sidder og afgør, og ingen i Luxembourg løfter et øjenbryn.

Det er ikke en konspirationsteori. Det er dokumenteret i hundredvis af sider transparensdokumenter, som en gruppe journalister fra Investigate Europe har gravet sig igennem i seks måneder.

Domstolen, ingen har hørt om, med magt over det hele

EU-Domstolen (på engelsk Court of Justice of the European Union, forkortet CJEU) er et navn, de fleste danskere aldrig har hørt, og et sted, hvor beslutninger med direkte konsekvens for deres hverdag bliver truffet.

Omkring 90 dommere og generaladvokater i Luxembourg kan tvinge regeringer til at omskrive lovgivning, pålægge virksomheder milliardbøder og har det sidste ord om reglerne for verdens største indre marked.

Domstolens egen adfærdskodeks for medlemmer, vedtaget i fællesskab af Domstolen og Retten og gengivet i EU-Tidende, kræver, at jurister undgår enhver situation, som kan give anledning til en interessekonflikt, eller som kan opfattes som en sådan. Det lyder som en selvfølge. Problemet er, hvad der sker, når man tjekker, om reglen faktisk holder.

Mere end 40 procent af de nuværende dommere og generaladvokater har erklæret private finansielle interesser i selskaber eller sektorer, som kan komme for domstolen. Ikke i teorien. I praksis, i konkrete sager, med konkrete navne.

Læs også: Domstolenes stille magt: Hvem udnævner de dommere, der afgør din sag?

Fem aktier, firs procents gennemslagskraft

Tysklands Juliane Kokott er en af de mest indflydelsesrige generaladvokater ved domstolen og en autoritet inden for konkurrenceret. Hun har også en bred aktieportefølje: en tysk jernbaneinfrastrukturvirksomhed, en guldfond, og tre store medicinalselskaber, AstraZeneca, BioNTech og Merck.

I 2019 fik hun tildelt en sag mellem den franske medicinalproducent Servier og EU-Kommissionen om en behandling mod forhøjet blodtryk. To år senere købte hun aktier i de tre medicinalfirmaer, hvilket hun forklarer med et ønske om at bidrage “i meget begrænset omfang” til udviklingen af covid-19-vacciner. I 2022 afgav hun sin juridiske udtalelse i sagen.

Det lyder pænt, indtil man kigger på tallene. Generaladvokaternes udtalelser bliver fulgt af dommerne i cirka 80 procent af sagerne.

Siden 2016 har Kokott afgivet udtalelse i mindst fire sager om medicinalsektoren. Konklusionen i Servier-sagen var faktisk ikke til fordel for selskabet. Det påpeger hun selv. Men det ændrer ikke ved, at hun sad med aktier i konkurrerende medicinalselskaber, mens hun vurderede en sag i samme branche.

Adspurgt om det kunne rejse spørgsmål om interessekonflikt, svarede Kokott, at hun ikke deler den opfattelse. Hun ejer fem aktier i AstraZeneca, fem i Merck og syv i BioNTech, beskedne summer i kroner og øre. Men som en juridisk kilde med indsigt i domstolens arbejde formulerer det: problemet er ikke aktiernes værdi, det er opfattelsen af, at en dommer generelt er velvilligt indstillet over for en hel branche.

Banken, han ikke var aktionær i

Belgiske Geert de Baere sidder som dommer ved EU-Domstolens Ret. I 2023 var han en af fem dommere i en sag mod BNP Paribas, selv om han offentligt har erklæret en interesse i BNP Paribas Fortis, bankens belgiske datterselskab.

Rettens præsident, Marc van der Woude, forklarer, at De Baere ikke ejede aktier i banken. Han havde en løn- og opsparingskonto samt en forvaltet portefølje af “aktier og værdipapirer tilhørende tredjeparter.” Sagen var del af en gruppe på over 40 banksager, og De Baeres deltagelse var nødvendig for at bevare dommenes konsistens, som van der Woude formulerer det.

Van der Woude indrømmer, at han ikke undersøgte interessen, da De Baere blev sat på sagen, men han ville stadig have godkendt det. Det er den sætning, jeg hænger fast i. Ikke fordi De Baere gjorde noget ulovligt. Men fordi den øverste ansvarlige for tildelingen af sager først forholder sig til problemet, efter journalister har gravet det frem.

Systemet, der bedømmer sig selv

Her er kernen i historien: der findes ingen ekstern kontrol. Et medlem identificerer selv en mulig interessekonflikt og underretter domstolens præsident, som tager erklæringen “behørigt i betragtning” ved fordeling af sager. Ingen ekstern verifikation. Ingen offentliggjort begrundelse.

Professor Alberto Alemanno fra HEC Paris og College of Europe, som har forsket i domstolsåbenhed i over et årti, konstaterer, at systemet næsten udelukkende bygger på selvvurdering. Domstolen begrunder hemmeligholdelsen med et ønske om at beskytte dommerne mod udefrakommende pression, af samme grund sidder dommere i paneler frem for enkeltvis.

Under undersøgelsen afviste domstolen gentagne gange at udlevere oplysninger om dommernes interesser og om, hvordan sager fordeles. Den nægtede også at udlevere tidligere versioner af interesseerklæringer, selv om det er offentlige dokumenter.

Først da journalisterne kontaktede domstolen kort før udgivelse, blev over 35 forældede erklæringer pludselig genudgivet i nye versioner. Mindst tre havde stadig ingen dato. Én dommer havde slet ingen erklæring liggende.

Den Europæiske Ombudsmand, Teresa Anjinho, har efter en klage fra Investigate Europe meldt ud, at hun åbner en undersøgelse af domstolens beslutning om ikke at offentliggøre historiske erklæringer.

Læs også: Panama Papers fylder 10 år – og systemet har stadig ikke lært sin lektie

Fra olie til fodboldsko

Kokott og De Baere er ikke enkeltstående tilfælde. Investigate Europe fandt, at 36 dommere og generaladvokater samlet har erklæret interesser i 124 selskaber ifølge deres seneste offentliggjorte erklæringer.

Listen læser som et udsnit af det europæiske erhvervsliv: olieselskaberne Eni, Total og Repsol, luftfartsgiganterne Boeing og Airbus, techkoncernen Amazon, og finanssektoren, som er den klart mest udbredte kategori, fra Erste Bank og Swedbank til den amerikanske investeringsgigant Berkshire Hathaway.

Fem jurister tegner sig alene for halvdelen af samtlige erklærede interesser: Maltas Ramona Frendo, Estlands Lauri Madise, Finlands Tuula Pynnä, Østrigs Andreas Kumin, og Kokott.

Detaljer om beholdningernes størrelse mangler stort set altid i de offentliggjorte erklæringer, og næsten en tredjedel af dem var mere end tre år gamle, hvilket strider mod domstolens egen gennemsigtighedspolitik. Først da Investigate Europe kontaktede domstolen kort før udgivelse, blev over 35 forældede erklæringer hastigt genudgivet.

Silje Hermansen, adjunkt ved Københavns Universitet med speciale i domstolspolitik, mener slet ikke, dommere burde have lov til at eje aktier af nogen art.

Hun peger på, at en dom til fordel for et børsnoteret selskab ofte har øjeblikkelig effekt på aktiekursen, og foreslår, at domstolen bør indføre en regel om, at dommere sælger deres aktier, inden de tiltræder. Ingen andre i EU-systemet er lønnet højere end netop disse dommere, tilføjer hun, hvilket gør argumentet for, at aktiebesiddelse skulle være nødvendigt af hensyn til privatøkonomien, svært at få til at holde.

Pligten til at blive genudnævnt

Dommerne udpeges for seksårige, fornyelige perioder, og det rejser et spørgsmål, der ligger et andet sted end aktieporteføljerne, men som handler om præcis den samme sårbarhed: hvem er dommeren egentlig loyal over for?

Carles Aulés-Blancher, forsker ved Yale University, der har studeret opfattet bias ved domstolen, beskriver det som en pligt til loyalitet over for den stat, der har udnævnt dommeren, og som samtidig har magten til at forny hans eller hendes mandat. Han kalder de seksårige, fornyelige perioder et damoklessværd, der hænger over dommernes hoveder, og som burde afskaffes til fordel for længere mandatperioder.

Det er ikke bare en teoretisk indvending. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ændrede selv sine udnævnelsesregler i 2010 af netop denne grund og indførte ni-årige, ikke-fornyelige mandater for sine dommere.

En juridisk kilde med indsigt i CJEU siger, at man ikke finder et eneste forfatnings- eller øverste domstol andetsteds i Europa, hvor dommerne har fornyelige mandater, og beskriver, hvordan der opstår en mærkbar nervøsitet blandt dommerne i året op til udløbet af deres mandat, samt en øget rejseaktivitet til ministre og andre med indflydelse på genudnævnelsen.

Hjemmebanedommeren i Amazon-sagen

Loyalitetsspørgsmålet bliver ikke mindre af, at flere dommere tidligere har haft nationale politiske embeder. Luxembourgs François Biltgen sad som minister i 14 år og var tæt allieret med daværende premierminister Jean-Claude Juncker.

I 2023 var han en af fem dommere i en sag om Amazons skattesag i Luxembourg, et land, han selv havde regeret. EU-Kommissionen ville have Luxembourg til at kræve 250 millioner euro tilbage fra techgiganten, med henvisning til skatteafgørelser fra 2003, der stammede fra tiden, hvor Biltgen sad i regering.

Domstolen afviste Kommissionens anke og fastsløg i sin egen offentliggjorte afgørelse, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at skatteaftalen udgjorde ulovlig statsstøtte.

Biltgen afviser enhver antydning af interessekonflikt og fastholder, at han ikke har haft officiel kontakt til sit gamle parti, siden han blev dommer. Det er sandsynligvis sandt. Men systemet er ikke bygget til at forhindre den slags sammenfald. Det er bygget til at forklare det bagefter, hvis nogen spørger.

For at undgå national bias forsøger domstolen normalt at sikre, at dommere ikke fungerer som referent. Den dommer, der udarbejder udkastet til afgørelse, som kollegerne forholder sig til. Ifølge en analyse af databasen IUROPA, der følger domstolens sager, har dommere alligevel fungeret som referent omkring 30 gange i sager, der direkte involverede deres eget hjemland mellem 2018 og 2024.

Selve udnævnelsesprocessen bærer den samme mangel på gennemsigtighed. Kandidater godkendes af det såkaldte 255-udvalg, syv europæiske jurister, ofte tidligere medlemmer af domstolen selv, der mødes bag lukkede døre.

Politico afdækkede i 2024, at grækeren Vassilios Skouris (selv tidligere præsident for EU-Domstolen fra 2003 til 2015) samtidig sad i 255-udvalget og fungerede som formand for FIFA’s etiske udvalg, mens domstolen behandlede flere sager om det internationale fodboldforbund.

En anonym juridisk ekspert sammenlignede det med en advokat, der arbejder for en hyppig sagspart som Google, og som samtidig sidder i det udvalg, der beslutter, hvilke dommere der udnævnes eller genudnævnes til at afgøre netop den slags sager.

Den danske forbindelse, ingen taler om

Blandt de 124 selskaber, som 36 dommere og generaladvokater har erklæret interesser i, optræder Novo Nordisk. Det er ikke en tilfældighed uden betydning for danske læsere. Novo Nordisk er en af de virksomheder i Europa, hvis produkter og patenter regelmæssigt bliver genstand for sager om lægemiddelgodkendelse, prisregulering og konkurrenceret ved netop denne domstol.

Mærsk er et andet eksempel på, hvorfor det her ikke kun er en Luxembourg-historie. Selskabet har selv stået midt i EU-rettens maskinrum flere gange, fra konkurrenceretlige sager om havnedrift til statsstøttespørgsmål, der minder om Amazon-sagen.

En dommer med aktier i et konkurrerende rederi eller en konkurrerende havneoperatør ville rejse præcis den samme type spørgsmål, som Investigate Europe dokumenterer hos Kokott og De Baere.

Sammenlign det med dansk praksis. Her udpeges dommere gennem Dommerudnævnelsesrådet, et uafhængigt organ, der offentliggør sine kriterier og sine indstillinger. EU-Domstolens dommere derimod udpeges af 255-udvalget bag lukkede døre, uden ekstern indsigt i, hvad der reelt bliver lagt vægt på.

Den danske model er langt fra perfekt. Men den er i det mindste gennemsigtig om, hvem der træffer beslutningerne, og hvorfor.

Konklusionen, ingen i Luxembourg vil drage

Der er intet, der tyder på, at nogen af de omtalte dommere har opnået en direkte økonomisk fordel af deres afgørelser. Det er vigtigt at sige højt, for det er ikke en historie om korruption. Det er en historie om et system, der er designet til at undgå kontrol, snarere end at underlægge sig den.

En talsperson for domstolen afviser problemet med henvisning til, at dommere er borgere med et privatliv og selv må bestemme, hvordan de forvalter deres formue. Det er en sand sætning, der ikke besvarer det egentlige spørgsmål: hvem kontrollerer, om deres formue nogensinde kolliderer med deres embede? Svaret er, indtil videre: dem selv.

CJEU-præsident Koen Lenaerts sagde i 2020, at en dommer ikke må have den mindste personlige interesse i en sag, og at upartiskhed også er et spørgsmål om opfattelse.

Det er præcis den standard, domstolen ifølge denne undersøgelse ikke lever op til. Så længe kontrollen forbliver intern, og erklæringerne forbliver mangelfulde, vil hver eneste dom, der falder ud til fordel for et selskab med aktionær-dommere om bord, bære den samme tvivl med sig, uanset hvor korrekt afgørelsen faktisk er.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.