Domstolenes stille magt: Hvem udnævner de dommere, der afgør din sag?

I en retsal sidder staten med sine ressourcer, sine jurister og sin institutionelle tyngde. På den anden side sidder borgeren. Og i midten sidder en dommer, der skal være neutral. Den balance (og hvad der sker når den forskydes) er emnet for denne artikel.

Men hvem bestemmer, hvem der sidder i midten? Det spørgsmål stiller de færreste – og det er præcis, hvorfor det bør stilles.

Domstolene er demokratiets sidste værn, siger man. Det er ikke forkert. Men det er heller ikke hele sandheden. Bag forestillingen om den uafhængige domstol gemmer sig et udnævnelsessystem, netværk og en kultur, som de færreste danskere kender til – og som ingen politiker har interesse i at gøre til valgkamptema.

Dommere, der udpeger dommere, der udpeger dommere

I Danmark udnævnes dommere formelt af statsoberhaevdet – i praksis af justitsministeren – efter indstilling fra Dommerудnævnelsesrådet.

Rådet blev oprettet i 1999 netop for at afpolitisere processen. Før da var det i langt højere grad en direkte politisk beslutning. Reformen var et skridt fremad. Men et skridt er ikke målet.

Dommerudnævnelsesrådet består af syv medlemmer: to udpeget af Højesteret, to af de lavere domstole, to af henholdsvis advokatsamfundet og juridiske organisationer, og ét lægmedlem udpeget af justitsministeren.

Det er en konstruktion, der løber en fin linje: den er ikke åbent politisk styret, men den er heller ikke immun over for den juridiske establishments egne præferencer. Dommere, der udpeger dommere, der udpeger dommere. Der er en intern logik i det system, som ingen udefra rigtig kan se.

Det er ikke det samme som at påstå, at der foregår noget kriminelt. Det er noget værre: det er et system, der er designet til at reproducere sig selv, og som den demokratiske kontrol har svært ved at nå ind til.

Hvad ved vi om profilen på de dommere der udnævnes i Danmark?

En analyse fra Justitia fra 2021 viste, at danske dommere rekrutteres fra et påfaldende snævert segment.

Den typiske nyudnævnte dommer er uddannet fra Københavns Universitet, har arbejdet i retsvæsenet eller anklagemyndigheden og er mand. Kvinder er underrepræsenteret, særligt i de øverste domstole. Geografisk diversitet er minimal – Højesterets dommere kommer overvejende fra Østdanmark.

Det er ikke i sig selv bevis for, at retfærdighed er skæv. Men det rejser spørgsmålet: hvad sker der med den tiltalte fra Vestjylland med en ikke-akademisk baggrund, når sagen afgøres af en dommer, hvis livserfaring er fundamentalt anderledes? Jeg kan ikke bevise, at det giver anderledes domme. Men jeg kan konstatere, at ingen systematisk undersøger det.

Frankrig, Sverige og Holland har alle eksperimenter med mere formaliseret mangfoldighedsvurdering i dommerudnævnelser. Danmark har ikke.

Vi har en tradition for at stole på, at institutionerne er neutrale, fordi de siger, de er neutrale. Det er tillid. Det er ikke kontrol.

Anklageren i går. Dommeren i dag.

En betragtelig andel af Danmarks dommere kommer fra anklagemyndigheden – det vil sige fra statens anklageapparat. De har tilbragt årevis med at argumentere for domfældelse. Derefter sætter de sig på den anden side af bordet og skal vurdere anklagemyndighedens argumenter neutralt.

I princippet er det uproblematisk. Professionelle jurister er uddannet til at lægge tidligere roller bag sig. I praksis er det sværere end som så. Bekræftelsesbias, institutionel loyalitet og kulturel forventning er ikke noget, man ryster af sig med en ny embedskappe. Det er menneskelige træk, som et system enten kompenserer for eller ignorerer. Det danske system har i vid udstrækning valgt at ignorere det.

En konkret konsekvens ses i varetægtsfængslingspraksis – men det er en historie for sig. Det, man kan sige her, er at andelen af frifindelser i danske straffesager er lav sammenlignet med mange andre europæiske lande. Det kan betyde, at dansk politi er meget præcist. Det kan også betyde noget andet.

Systemet er i teorien hans. I praksis er det ikke.

Når en dom afsiges i byretten, kan den ankes til landsretten og videre til Højesteret. I teorien er det et robust sikkerhedsnet. I praksis er det et system, som de færreste borgere har ressourcer til at bruge fuldt ud.

Fri proces – statens ordning for juridisk bistand til dem uden midler – er underfinansieret og bureaukratisk.

Advokaternes timesatser er steget stødt, mens den offentlige sagsbehandlingstid i retssystemet har gjort det dyrere og mere tidskrævende at føre en sag. Det betyder i praksis, at et apparat der formelt er åbent for alle, reelt er mest tilgængeligt for dem med penge eller en stærk fagforening i ryggen.

Den lavtlønnede lagermedarbejder fra Horsens, der er anklaget for noget han ikke har gjort, og som ikke kan tillade sig at miste sin indkomst under en langtrukken retssag – han når sjældent til Højesteret. Systemet er i teorien hans. I praksis er det designet til dem, der kan bære omkostningerne ved at bruge det.

Hvorfor tier politikerne om dommerudnævnelser og retternes uafhængighed?

Justitsministeriet har det formelle tilsyn med domstolene via Domstolsstyrelsen. Men den myndighed, der fører sager ved domstolene, overvåger også de institutioner, der afgør sagerne.

Domstolsstyrelsen er formelt uafhængig, men den er oprettet ved lov og finansieres over finansloven som alle andre styrelser. Det er en konstruktion, der giver anledning til eftertanke.

Politikere er generelt varsomme med at udtale sig om konkrete domstolsafgørelser. Det er helt rigtigt – domstolsuafhængighed er fundamental. Men der er en forskel på ikke at kommentere konkrete domme og aldrig at diskutere systemets struktur, ressourcer og rekruttering.

Den diskussion er fraværende i dansk politik – ikke fordi den er forbudt, men fordi den er ubehagelig og giver ingen åbenlyse valggevinster.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ved adskillige lejligheder underkendt Danmark i sager om varetægtsfængsling og retfærdig rettergang. Det er ikke hverdagshistorier. Det er symptomer.

Hvad demokratisk kontrol ville kræve

Det er ikke umuligt at forestille sig et bedre system. Et Dommerudnævnelsesråd med bredere sammensætning – eksplicit mangfoldighedskrav, lægrepræsentation der ikke er ministerpåpeget, måske endda parlamentarisk godkendelse af de øverste dommere som i en række andre demokratier.

En systematisk evaluering af domstolenes afgørelser op imod internationale standarder. En fri proces-ordning, der faktisk er fri.

Ingen af disse forslag er radikale. De er alle implementeret i andre lande, der heller ikke betragter sig som fjendtlige over for domstolsuafhængighed. Det, der adskiller dem fra Danmark, er ikke principiel uenighed. Det er institutionel inertia og politisk uopmærksomhed.

Dommeren i den retsal, vi startede med, er sandsynligvis et hæderligt menneske med gode intentioner. Det er ikke det, det handler om. Et demokrati kan ikke nøjes med at håbe, at magthaverne er hæderlige. Det handler om, at vi bygger systemer, der sikrer det uanset. Det har vi ikke gjort her.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.