Panama Papers fylder 10 år – og systemet har stadig ikke lært sin lektie

Der er noget besynderligt befriende ved at se en mand i en retssal i Köln lytte til sin egen dom ti år efter, at verden fandt ud af, hvad han havde lavet. Christoph Zollinger – tidligere partner i advokatfirmaet Mossack Fonseca, dobbelt schweizisk-panamansk statsborger, og manden der ifølge tyske anklagere hjalp klienter verden over med at gemme penge i offshore-selskaber – sidder nu og forklarer sig. Hans advokater læser hans svar op. Han accepterer »konsekvenserne.«

Det tog bare ti år.

Jeg ved ikke, om det skal kaldes retfærdighed. Jeg ved, at den sosu-assistent, der betaler topskat af sin nattevagtsløn, ikke har ti år at vente.

Panama Papers-afsløringen i april 2016 var ikke bare en nyhedshistorie. Det var et bevis på noget, mange allerede vidste – men som ingen rigtig ville sige højt: Det globale finanssystem er designet til at fungere for dem, der har råd til at betale for, at det gør det. 11,5 millioner dokumenter fra ét enkelt advokatfirma afslørede en industri af skatteunddragelse, hvidvaskning og skjulte formuer, der involverede statsledere, fodboldstjerner, milliardærer og diktatorer. Det var ikke et hul i systemet. Det var systemet.

Ti år senere er det værd at tage temperaturen på, hvad der faktisk har ændret sig – og hvad der ikke har.

Hvad er retssagen der tog et årti at nå til?

Zollinger-sagen i Köln er blevet fejret som bevis på, at »retfærdigheden har lang arm.« Og det er den, på sin vis. Tyske myndigheder udstedte en international arrestordre mod ham i 2020 – fire år efter afsløringerne. Han mødte frivilligt op i 2024. Retssagen begyndte i 2025. Et skønnet skattetab på 13 millioner euro fordelt på 50 offshore-selskaber. Han indrømmer medvirken til skatteunddragelse, men nægter at have stiftet en kriminel organisation.

Lad det synke ind: En mand hvis navn og handlinger var dokumenteret i verdens mest omtalte journalistiske afsløring nogensinde sidder ti år senere i en retssal og lytter til sin advokat læse hans svar op.

Jeg er ikke interesseret i at sparke til Zollinger personligt. Det er systemet, der er interessant her. En af de journalister der modtog det originale læk, Frederik Obermaier fra Paper Trail Media, var til stede på første retsmøde og sagde noget klogt: Det her bør minde dem, der arbejder i lignende advokatfirmaer, om at denne skæbne kan vente på dem. Det er en advarsel. Men det er en advarsel med ti års forsinkelse.

Det er naturligvis komplekst at efterforske internationale skattesager. Jurisdiktioner kolliderer, dokumentation skal verificeres, politisk vilje varierer fra land til land. Det ved jeg godt. Men når det tog fire år bare at udstede en arrestordre mod en mand, hvis navn stod i millioner af offentliggjorte dokumenter – så er spørgsmålet ikke om systemet er langsomt. Spørgsmålet er om det er meningen, at det skal være det.

1,3 milliarder dollars – og hvad der mangler

ICIJ estimerer, at myndigheder globalt direkte kan tilskrive Panama Papers-afsløringen en tilbagebetaling på mindst 1,3 milliarder dollars i skatter og bøder. Det lyder af meget. Det er det også.

Og alligevel: Oxfam offentliggjorde i 2025 en analyse, der viser, at den rigeste 0,1 procent af verdens befolkning sidder på offshore-formuer, der overstiger den samlede formue hos den fattigste halvdel af menneskeheden. Samme 0,1 procent ejer cirka 80 procent af al ubeskattet offshore-formue.

1,3 milliarder ud af hvad? Det er et spørgsmål, ingen rigtigt har lyst til at svare på.

I Indien – verdens mest befolkede demokrati og et land med massive offentlige budgetudfordringer – har skattemyndighederne identificeret sager for hvad der svarer til 1,4 milliarder dollars knyttet til Panama Papers. Men de er endnu ikke indkrævet. Retssystemet er langsomt. Sagerne er komplekse. Og som Ritu Sarin fra The Indian Express sagde det: »Ting tager lang tid i indiske domstole.«

Sverige, Belgien, New Zealand, Spanien – alle lande der har genindkrævet formuer i millionklassen. Men den fælles fortælling er den samme overalt: Det tager år. Det kræver ressourcer. Og for hvert succesfuldt tilfælde er der ti sager, der aldrig nåede frem til en retssal.

Danmark nævnes sjældent i disse opgørelser – ikke fordi danske skatteborgere var immune over for Panama Papers-afsløringerne, men fordi SKAT i de år var midt i en anden skandale, nemlig den historiske refusionssvindel der kostede staten over 12 milliarder kroner. Man kan kun have så mange brande ad gangen. Det afslører noget fundamentalt om, hvad der sker, når en skattemyndighed er sat under massivt institutionelt pres indefra: De internationale sager ryger ned ad prioriteringslisten.

Lovgivningen kom – men holdt ikke

Det ville være unfair at sige, at Panama Papers ikke ændrede noget. Det gjorde det. En lang række lande indførte nye lovkrav om åbenhed om reelle ejere af selskaber, skattedeling på tværs af grænser, og kriminalisering af advokater der bevidst hjælper klienter med at skjule penge.

Panama indførte obligatorisk identifikation af reelle ejere. De Britiske Jomfruøer – der husede flest offshore-selskaber i Panama Papers – vedtog en lov om registrering af reelle ejere i 2017. New Zealand strammede sin trustlovgivning så markant, at antallet af udenlandske trusts registreret i landet faldt med 75 procent. Det britiske parlament kriminaliserede advokater der undlader at rapportere klienters skatteunddragelse.

I USA vedtog Kongressen i 2021 Corporate Transparency Act – den største revision af amerikanske hvidvaskningsregler i en generation – der kræver, at ejere af amerikanske selskaber oplyser deres identitet til finansministeriet. Det var et historisk skridt. Og så kom Trump-administrationen. Implementeringen af den centrale del af loven, et register over reelle ejere, er sat i stå. Uden et register er loven et stykke papir.

Det er det billede, der gentager sig overalt: Lovgivningen kommer. Implementeringen halter. Den politiske vilje pulserer i takt med nyhedscyklusser og valgkampe, ikke med de strukturelle behov der faktisk kræver vedholdenhed.

I EU vedtog man anti-hvidvaskningsdirektiver og åbne ejerregistre. Og så fastslog EU-Domstolen, at et offentligt register i Luxembourg krænkede erhvervsdrivendes privatliv. Så lukkede registret. Transparens er åbenbart en menneskeret, men kun for dem, der har noget at gemme.

Læs også: Hvidvask for begyndere: Staten satte spillereglerne

Industrien ingen taler om

Mossack Fonseca lukkede sine døre inden for måneder efter afsløringerne. Men industrien de repræsenterede, det er ikke lukket. Den er bare rykket videre.

Offshore-verdenen er ikke et Panama-fænomen. Det er et globalt netværk af jurisdiktioner, advokater, revisorer, banker og finansielle rådgivere der lever af at skabe afstand mellem penge og deres ejere. Panama Papers viste os ét advokatfirma. Pandora Papers i 2021 viste, at industrien var vokset, ikke skrumpet. FinCEN Files afslørede, at de store internationale banker aktivt processerede mistænkelige transaktioner.

Tove Maria Ryding fra European Network on Debt and Development sagde det præcist: Panama Papers gjorde ting politisk mulige, som tidligere var umulige. Men politisk muligt er ikke det samme som politisk vedvarende. Det er muligt i den periode, hvor journalisterne stadig skriver, demonstranterne stadig er på gaden, og meningsmålingerne stadig viser, at befolkningen er vred.

Og så vender den normale orden tilbage.

Hvad Danmark skylder sig selv at spørge om

Jeg kender den reaktion, der kommer, når man nævner offshore-selskaber for en gennemsnitlig dansker: »Det er da ikke noget, der handler om os.« Det er forkert.

Dansk erhvervsliv er repræsenteret i de store lækager. Danske banker – mest berømt Danske Bank med Estland-sagen – har haft direkte kontakt med de pengestrømme, der driver offshore-industrien. Og den danske stat, der skærer i velfærd med henvisning til snævre budgetter, mister hvert år milliarder i skatteindtægter, ikke kun fordi direktørerne i Hillerød gemmer penge i Cayman Islands, men fordi hele det globale system er struktureret til at sikre, at kapital bevæger sig til der, hvor den beskattes mindst.

Det er ikke en konspirationsteori. Det er beskrevet i økonomipensum på alle handelshøjskoler.

Når vi taler om nedskæringer i hjemmeplejen, ventelister i psykiatrien eller politistationer der lukker i udkantsdanmark, taler vi indirekte om det samme system. Det er ikke den eneste forklaring. Men det er en del af forklaringen, som sjældent nævnes, fordi den kræver, at man sætter spørgsmålstegn ved strukturer, der gavner de mest ressourcestærke dele af samfundet, herunder dem der finansierer politiske kampagner og sidder i bestyrelserne.

Ingen spurgte om det i 2016. De fleste medier fejrede afsløringerne som en isoleret skandale – og gik videre, da næste nyhedscyklus begyndte.

Læs også: Systemet straffer aldrig sig selv

Ti år efter: Stilstanden som system

Der er en dobbelthed i jubilæet, som er svær at ignorere. ICIJ og de hundrede medier, der deltog i Panama Papers, fortjener al den anerkendelse de får. Det var et historisk journalistisk projekt, der beviste, at internationale samarbejder kan holde kildeidentitet hemmelig, flytte politisk dagsorden og faktisk koste politikere magten. Islands statsminister måtte trække sig. Pakistans langvarende premierminister blev fjernet fra embedet af landets Højesteret.

Men det er nu ti år siden. Christoph Zollinger sidder i en retssal i Köln og lytter til sin advokat. Indien har identificeret sager for 1,4 milliarder dollars og venter stadig på at indkræve dem. USA’s register over reelle ejere er sat i stå. Og Oxfam dokumenterer, at andelen af ubeskattet offshore-formue er faldet – men at den absolutte mængde skjult velstand fortsat vokser.

Det er ikke en sejrsmelding. Det er en skildring af et system, der er godt til at tilpasse sig pres, dårligt til at ændre sig fundamentalt.

Den journalist der for ti år siden åbnede de første dokumenter fra en anonym kilde, der blot kaldte sig John Doe, satte gang i noget, der stadig ruller. Retssager i Tyskland. Frontpager i Indien. Reformlovgivning i en lang række lande. Det er ikke ingenting.

Men den rigeste 0,1 procent sover godt i nat. Og den sosu-assistent, der betaler topskat af sin nattevagt, kender stadig ikke hendes navn.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.