Cuba brænder – og Trump holder tændstikken

I marts 2026 kan beboerne i Havana se stjernerne. Ikke fordi de er romantiske. Men fordi der ikke er strøm. Den cubanske hovedstad – en by på to millioner mennesker – ligger i mørke, mens den venezuelanske olie er væk, den mexicanske er stoppet, og den eneste ting, Donald Trump sender sydpå, er trusler om sekundære toldsatser på ethvert land, der tør hjælpe Cuba med at holde lyset tændt.

Læs også: Cuba æder sig selv indefra – og ingen griber ind

Det er ikke en naturkatastrofe. Det er en bevidst strategi. Og spørgsmålet, som de fleste medier undlader at stille, er dette: Hvad sker der, når en supermagt beslutter sig for at slukke for strømmen til en nation på 11 millioner mennesker – og ingen i Vesten reagerer med andet end skuldertræk?

To måneder senere, i maj 2026, er svaret klarere end nogensinde: Krisen er ikke forbigående. Den er blevet permanent.

Sådan startede blokaden

Krisen begyndte for alvor, da amerikanske styrker i begyndelsen af januar 2026 fjernede Venezuelas præsident Nicolás Maduro fra magten og bragte ham til USA for at stå anklaget for narko-terrorisme.

Præsident Trump beordrede øjeblikkeligt et stop for al energilevering og finansiering til Cuba fra den tilbageblevne venezuelanske overgangsregering. Den sidste mexicanske olietanker, Ocean Mariner, ankom til Havana den 9. januar – og siden har stort set ingen olie nået øen.

Trump truede kort efter med told på ethvert land, der leverer brændstof til Cuba, hvilket effektivt lukkede også den mexicanske forsyningskanal. Den 29. januar underskrev Trump desuden en eksekutivordre, der erklærede en national nødsituation i USA og åbnede for yderligere told mod lande, der direkte eller indirekte leverer olie til Cuba.

Ifølge Bloomberg-analyser af satellitbilleder faldt lysstyrken om natten i flere større cubanske byer som Santiago de Cuba og Holguín med op til 50 procent sammenlignet med det historiske gennemsnit – mens Havanas centrum, hvor en femtedel af befolkningen bor, i høj grad har bevaret strømmen.

14. maj: Cuba løber helt tør

Den 14. maj 2026 bekræftede Cubas energiminister, Vicente de la O Levy, i et interview med statsligt fjernsyn, at landet er fuldstændig løbet tør for både diesel og fuelolie. Meldingen udløste spørdte protester flere steder på øen, blandt andet i Lawton-kvarteret i Havana, hvor beboere tændte bål og slog på gryder i gaderne som protest mod mørket.

Cubanske myndigheder kaldte samtidig situationen i el-nettet “særligt anspændt”, efter øens østlige del blev ramt af endnu et omfattende strømsvigt samme dag.

Krisen har siden marts ikke været en serie isolerede hændelser, men en løbende forværring: Skraldevogne i Havana kører tør for brændstof – kun omkring 44 ud af byens 106 skraldebiler har været i drift – og affald hober sig op på gadehjørnerne.

Vandforsyningen er også ramt: Brændstofmanglen har afbrudt pumperne, der normalt sender vand ud i ledningsnettet, og familier samles i stedet om tankvogne for at fylde spande og dunke.

Hverdagen mellem trækul og solceller

For almindelige cubanere har krisen skabt en helt ny, todelt hverdag. De, der har råd, installerer solcellepaneler på deres tage. De, der ikke har, laver mad over trækul eller brænde – nogle har endda ombygget gamle biler, som den 1980-årgang polskbyggede Polski-bil, mekanikeren Juan Carlos Pino i landsbyen Aguacate har konverteret til at køre på trækul i stedet for benzin.

I marts tillod den cubanske regering for første gang private virksomheder at importere brændstof, efter staten officielt opgav sit monopol på sektoren.

Uddannelsessystemet er også ramt hårdt: Siden februar 2026 har cubanske universiteter været uden fysisk undervisning. Studerende som industridesign-studerende Shalia Garcia må i stedet studere hjemmefra – ofte sammen med forældre, der hjælper med at holde studierne kørende.

Læs også: Lyset slukker i Havana – og ingen på Christiansborg siger et ord

En hel generation frygter ifølge The Atlantics rapportering at blive professionelt halvfærdige, fordi praktiske uddannelser som arkitektur og design er svære at gennemføre uden værksteder og fysisk tilstedeværelse.

Turismen – en af øens vigtigste indtægtskilder – er kollapset i flere byer. I den tidligere så populære turistby Trinidad står gaderne i maj 2026 næsten tomme, og lokale, der lever af turismen, står tilbage med alvorlige økonomiske problemer.

Diplomati midt i mørket

Samtidig med at krisen er forværret, er der også sket noget, mange overser: Cuba og USA har åbnet en diplomatisk kanal. Den 13. marts 2026 bekræftede Cubas førstesekretær, Miguel Díaz-Canel, for første gang offentligt, at landet førte samtaler med USA om at finde en løsning på blokaden – samtaler, der delvist er blevet medieret af Vatikanet.

Som led i processen frigav Cuba i første omgang 51 politiske fanger, og den 3. april frigav landet over 2.000 fanger i alt, heriblandt Adael Leyva Díaz, der blev anholdt under regeringskritiske protester i 2021 og i marts kunne kramme sin mor foran familiens hjem i Havana.

Mexico har desuden sendt humanitær hjælp til øen: Den 12. februar ankom flådeskibet Isla Holbox til Havanas havn med forsyninger.

Hvem bebrejder cubanerne reelt?

Her ligger måske den vigtigste nuance i hele historien. Da The Atlantics journalist Gisela Salim-Peyer talte med cubanere om krisen, var deres budskab til hende klart: Vreden, de føler over for Trump, er ikke så skærp som vreden, de føler over for deres egen regering.

Det er en pointe, der sjældent kommer frem i den internationale dækning, hvor fokus oftest ligger ensidigt på den amerikanske blokade – men som cubanerne selv insisterer på at få frem: Et system, der i årtier har undladt at modernisere el-nettet og diversificere energiforsyningen, bærer også et ansvar, blokade eller ej.

Hvorfor reagerer så få i Vesten?

FN’s Generalforsamling har årligt siden 1992 stemt for at fordømme den amerikanske embargo mod Cuba og dens økonomiske konsekvenser.

Brasiliens præsident Lula da Silva har fordømt den amerikanske blokade og krævet humanitær hjælp til cubanerne, mens Canada har afsat over 13 millioner canadiske dollar til mad- og ernæringsprogrammer på øen.

FN’s Menneskerettighedskontor (OHCHR) rapporterede i juni 2026, at spædbørnsdødeligheden i Cuba er steget til 9,9 pr. 1.000 fødsler, at overlevelsesraten for børnekræftpatienter er faldet til 65 procent, at fødevareproduktionen er reduceret med 60 procent, og at medicinforsyningen kun ligger på 30 procent af det normale niveau.

Alligevel har ingen vestlige regeringer lægt reelt pres på Washington for at ændre kursen – en tavshed, der står i skærende kontrast til den massive opmærksomhed, andre humanitære kriser har fået.

Den historiske baggrund for embargoen

USA’s handelsembargo mod Cuba har eksisteret i over seksti år, indført under Kennedy-administrationen i 1962 som svar på Cubas nationalisering af amerikanske virksomheder og landets tilslutning til Sovjetunionen under Den Kolde Krig. Embargoen har overlevet både Sovjetunionens sammenbrud og adskillige forsøg på normalisering, herunder Obama-administrationens delvise ophævelse af restriktioner i 2014-2016, som efterfølgende blev rullet tilbage under første Trump-administration.

Det, der adskiller 2026-krisen fra tidligere optrapninger, er ikke embargoen selv, men det specifikke pres mod tredjelande, der historisk har forsynet Cuba uden om den direkte amerikanske blokade – primært Venezuela under Maduro-regimet og i mindre grad Mexico. Ved at fjerne Maduro og true med sekundære sanktioner mod ethvert land, der hjælper Cuba, har Trump-administrationen lukket de sidste omveje, der tidligere holdt øens energiforsyning kunstigt i live.

Hvad betyder krisen for EU og Danmark?

EU har historisk været kritisk over for den amerikanske Cuba-embargo og stemmer årligt sammen med det overvældende flertal af FN’s medlemslande for en resolution, der fordømmer blokaden. Men EU’s kritik har sjældent været fulgt op af konkrete modforanstaltninger, dels fordi forholdet til USA på andre områder – handel, NATO, Ukraine-støtte – vejer tungere i europæiske hovedstaeder end Cubas energikrise.

Danmark har ikke ydet direkte humanitær bistand til Cuba i forbindelse med den aktuelle krise, i modsætning til Canada og flere latinamerikanske lande. Det viser en bredere mangel på dansk udenrigspolitisk fokus på Cuba, der historisk har været betragtet som perifert for danske interesser – selvom den humanitære krises omfang, dokumenteret af FN’s eget menneskerettighedskontor, efterhånden nærmer sig den type kriser, Danmark normalt reagerer på andre steder i verden.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.