En aftale med Trump er ikke en aftale

Der er en forskel på at være uforudsigelig og at være upålidelig. Det lyder som en akademisk distinktion – den slags, man diskuterer ved konferencer med dårlig kaffe og for mange PowerPoints. Men i 2026 er den forskel ved at omforme den internationale orden på en måde, som ingen for alvor havde forudset, da Trump vandt sin anden periode i november 2024.

Jeg har fulgt dette tæt nok til at vide, at det ikke er en fejl i systemet. Det er systemet.

Strategisk galskab eller bare galskab?

Madman-teorien er ikke ny. Nixon brugte den bevidst – bad sin stabschef H.R. Haldeman om at fortælle nordvietnameserne, at præsidenten var ustabil nok til at trykke på knappen. I 1969 sendte han atomare bombefly på patruljer langs Sovjetunionens luftrum i en operation kodenavnet Giant Lance. Målet var at signalere volatilitet. Effekten var marginal. Operationen blev afblæst efter få dage, da ingen reagerede.

Trump har genanvendt teorien, men med en afgørende forskel: Nixon spillede gal. Trumps mønster er nu så velkendt, at ingen er i tvivl om, hvad der kommer næste. Eskalering, aggressive trusler, og derefter – når den økonomiske eller politiske smerte bliver for stor – en tilbagetrækning, pakket ind som sejr. Joshua Schwartz fra Carnegie Mellon University, der har forsket indgående i Trump og madman-teorien, siger det direkte: “Trumps modus operandi er efterhånden relativt forudsigeligt.”

Det er næsten komisk. En mand, der har bygget hele sin udenrigspolitiske identitet på uforudsigelighed, er nu så forudsigelig, at hans egne allierede har indstillet sig på det. Det er ikke en taktik der er gået galt. Det er en taktik der er løbet tør.

Aftalen der ikke er en aftale

Tag EU-handelsaftalen som eksempel. I juli – på Trumps eget golfresort i Skotland, som om scenografien ikke sagde nok i sig selv – blev der indgået en aftale om 15 procents told på de fleste europæiske eksportvarer. En ubekvem kompromis, men dog en aftale. Underskrevet. Annonceret. Fejret.

Inden efteråret diskuterede Trump-administrationen internt toldsatser på helt op til 50 procent, hvis Europa ikke bøjede sig yderligere. Da den tyske kansler Friedrich Merz tillod sig at kritisere Trump offentligt, kom truslen om 25 procents told på europæiske biler. EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen svarede: “En aftale er en aftale.”

Det er den sætning, der siger alt. Hun sagde den ikke til en journalist. Hun sagde den til den amerikanske præsident som en påmindelse om, hvad ord normalt betyder. Det er niveauet vi er på nu – og ingen spurgte rigtig, hvad det gør ved de virksomheder, der har indrettet sig efter aftalen.

Eksportøren der venter på vejret

I Vejle sidder direktøren for en mellemstor industrivirksomhed – jeg kender ham ikke, men jeg kender typen – og prøver at beregne, om det kan betale sig at indgå en femårig leveranceaftale med en amerikansk partner. Han har lavet regnestykket fire gange i år. Tallene passer. Markedet er der. Men han venter, fordi han ikke kan prissætte den politiske risiko.

Det er ikke et problem, der viser sig i kvartalstallene endnu. Men dansk eksport til USA beløber sig til over 100 milliarder kroner årligt, og pharmaindustrien – med Novo Nordisk og Genmab som de mest eksponerede – er direkte afhængig af stabile amerikanske handelsvilkår. Bag de store navne er der et lag af underleverandører, logistikvirksomheder og specialproducenter, der har bygget forretningsmodeller på en verden med nogenlunde forudsigelige spilleregler.

Den verden eksisterer stadig på papiret. Men ingen tør skrive tiårskontrakter på den.

Danmark er ikke en ø

Det er fristende at betragte Trump-kaosset som et show derude. Et drama med Washington, Teheran og Beijing i hovedrollerne, mens vi sidder trygt i Norden. Men Danmarks sikkerhedspolitiske fundament hviler på NATO – en alliance, hvis troværdighed afhænger af, at den dominerende partner holder sine forpligtelser.

Trump har offentligt luftet ønsker om at overtage Grønland. Han har stillet spørgsmål ved, om USA reelt vil forsvare NATO-partnere, der ikke bruger nok på forsvar. Og han har vist, at handelsaftaler er genforhandlingsbare fra dag til dag. Set fra Christiansborg – og fra Kastellet – er det ikke abstrakt geopolitik. Det er en konkret risikofaktor i enhver strategisk planlægning frem mod 2030.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen taler konsekvent om behovet for “forudsigelige rammer” i dansk udenrigspolitik. Det er den diplomatiske version af præcis det, arabiske embedsmænd siger direkte til amerikanske journalister: “Uforudsigelighed er én ting. Upålidelighed er noget andet.”

Iran og kunsten at bombers forhandlerne

Hvad der foregår i Mellemøsten er det tydeligste billede på, hvad upålidelighed koster i menneskelige og geopolitiske termer. Iran var ved forhandlingsbordet med USA – både i juni 2024 og tidligere i år – da bombekampagnerne begyndte. Irans udenrigsminister Abbas Araghchi formulerede det på X uden diplomatisk omsvøb: “Hver gang en diplomatisk løsning er på bordet, vælger USA et dumdristigt militæreventyr.”

Man behøver ikke at have sympati for Teheran-regimet for at se pointen. Forhandlinger kræver en basal tro på, at modparten kan holde en aftale. Når den tro mangler, fortsætter konflikten – ikke fordi ingen vil have fred, men fordi ingen tør underskrive noget, der kan trækkes tilbage med et opslag på sociale medier. Strædet ved Hormuz er stadig delvist lukket. Verdensøkonomien betaler regningen løbende.

Robert Malley, chefforhandler på den originale Iran-atomaftale fra 2015, siger det præcist: “Når uforudsigelighed glider over i upålidelighed, mister den anden side ikke frygten – den mister tilliden. Og med den motivationen for en aftale.” Hans prognose er enkel: kaos. Jeg ser ingen grund til at betvivle den.

Kinas kalkule

Denne uge besøger Trump Beijing. Forventningerne er på begge sider bevidst skruet ned til et minimum. Målet er ikke gennembrud – det er stabilitet. Det faktum fortjener et øjeblik: verdens to mægtigste lande mødes med det erklærede ambitionsniveau lad os undgå det helt gale.

Beijing har brugt år på at tilpasse sig Trumps stil. I første periode behandlede kinesiske embedsmænd hans uforudsigelighed som en forhandlingstaktik – forstyrrende, men håndterbar. Nu er bekymringen en anden kvalitet. Vil de løfter, der gives af Trump, hans ministre eller amerikanske forhandlere, overleve næste toldeskalering eller det næste spontane opslag? Den tvivl har snævret mulighedsrummet dramatisk ind.

Som en senior europæisk embedsmand formulerede det: “Han har været uforudsigelig så længe, at vi nu er tvunget til at forestille os en fremtid, der ikke er så afhængig af USA.” Det er ikke en antiamerikansk erklæring. Det er en risikovurdering – den slags pensionskasser, udenrigsministerier og virksomheder med langsigtede investeringer er tvunget til at foretage, når det bærende fundament er usikkert.

Hvad der ikke kommer tilbage

Trumps kernevælgere er tiltagende skeptiske over for de militære eventyr i udlandet. Det er historisk ironisk: manden valgt på “America First” er nu dybt involveret i en krig i Mellemøsten, der ikke har nogen klar exit-strategi, og planlægger ifølge amerikanske medier Cuba som næste kapitel.

Men det egentlige tab er ikke målbart i tabte handelsaftaler eller forsinket diplomati. Det er tillidskapital, der er brugt op. Stephen Nagy, den canadiske forsker baseret i Tokyo, beskriver det præcist: “Vi kan forudsige Trumps teatralske træk, men vi kæmper med at identificere en sammenhængende vision bag dem.” Det er præcis problemet. En alliancepartner uden en læselig strategi er ikke en partner – det er en variabel.

Efter Trumps første periode vendte mange globale ledere hurtigt tilbage til business as usual med Washington. Det sker ikke denne gang. Europa bygger parallelle strukturer. Asien diversificerer. Mellemøsten forhandler udenom. Det er ikke et brud – det er en langsom, irreversibel omstilling, der allerede er i gang.

Danmark har brug for en ærlig offentlig debat om, hvad vi gør, når det fundament vi har bygget vores sikkerhedspolitik og handelspolitik på, ikke længere er stabilt. Ikke en debat om Trump som person, men om de strukturelle konsekvenser af at have baseret sig på en partner, hvis ord ikke er hans obligation.

Ingen har en god backup-plan endnu. Det burde bekymre os mere, end det gør.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.