Onsdag aften lokal tid slog to jordskælv Venezuela ud med 39 sekunders mellemrum. Et på 7,2. Et på 7,5. 235 bekræftet døde ved seneste optælling. Over 4.300 sårede. Et 13-etagers boligblok i Playa Grande reduceret til grus.
Hospitalerne i La Guaira fuldstændig overvældet: “kritisk mangel på medicin og medicinsk udstyr,” meddeler Dr. Franklin Rodriguez, der rejste fra Caracas for at hjælpe.
Det er apokalyptisk. Og det er ikke overraskende.
Bygningerne dræbte dem, ikke jorden
Geofysiker William Barnhart fra U.S. Geological Survey sagde det direkte til BBC: “Et jordskælv på 7,2 alene ville være katastrofalt i denne region. Men at det umiddelbart efterfølges af et 7,5 (tre gange kraftigere) fører til en virkelig dyster situation.”
Magnituder er halvdelen af historien. Den anden halvdel er beton.
Mange af Venezuelas bygninger er opført uden hensyn til jordskælvsrisiko. Det er ikke en hemmelighed, og det er ikke manglende viden.
Venezuela er geologisk set et af Sydamerikas mest udsatte lande: landets nordkyst ligger langs grænsen mellem den Caribiske og den Sydamerikanske tektoniske plade, og landet har oplevet alvorlige jordskælv igennem hele det 20. århundrede. Det seneste større (i Caracas i 1967) dræbte over 200 mennesker og ændrede midlertidigt synet på bygningsnormer. Midlertidigt.
Det 7,5-jordskælv, der ramte onsdag, er det kraftigste i Venezuela siden 1900. Det siger noget om styrken. Men det siger mere om bebyggelsen, at en ti-etagers hotel kollapser, og at et 13-etagers boligkompleks ikke efterlader en hel væg stående.
Jesus Armas sad på 18. sal med sin kræftsyge far, da bygningen overfor “begyndte at bevæge sig fra den ene side til den anden.” Elevatoren virkede ikke. Strømmen var gået. Hans far kan ikke gå ned ad trapper. De ventede i mørket på, at noget ville ske.
Det er ikke et uheld. Det er konsekvensen af årtiers beslutning om at bygge billigt og bygge hurtigt, og nu betaler folk det med livet.
Det, vi ikke hører om: 1,6 millioner i Valencia
Her er noget, der fortjener mere opmærksomhed end det har fået: De to jordskælvs epicentre lå ikke under Caracas. De lå cirka 160 kilometer vest for hovedstaden, tæt på Yaracuy-staten og byen Yumare.
Det betyder, at de byer, der reelt befinder sig tættest på skadernes centrum, endnu ikke er ordentligt dækket af internationale medier. San Felipe, hovedstaden i Yaracuy-staten, ligger 20 kilometer sydvest for de to epicentre og har over 200.000 indbyggere.
Havnebyen Puerto Cabello i Carabobo-staten, hjemsted for knap 200.000, lå 60 kilometer øst for epicentrene i en eksponeret kystposition. Og sydvest herfor: Valencia. Venezuelas tredjestørste by med 1,6 millioner indbyggere.
Vi kender skaderne i Caracas. Vi kender tallene fra La Guaira. Men hvad der er sket i Valencia, i San Felipe, i Puerto Cabello. Det véd vi endnu ikke fuldt ud. Og det er bekymrende, fordi nærheden til epicentret erfaringsmæssigt er afgørende for omfanget af ødelæggelsen. Kommunikationsinfrastrukturen er ramt. Det meste af det, der er rapporteret, er det, der befinder sig tættest på medierne, og medierne befinder sig i Caracas.
Der er al mulig grund til at frygte, at de reelle tal er højere end de 235 bekræftede dødsfald, rapporten viser fredag morgen.
Otte millioner ventede allerede
Inden jordskælvet ramte, var otte millioner venezuelanere afhængige af humanitær hjælp. Otte millioner. I et land med 30 millioner indbyggere. Det er ikke en humanitær krise der starter nu, men en der forværres katastrofalt.
Venezuela har levet på randen af sammenbrud i et årti. Hyperinflationen, de internationale sanktioner, masseudvandringen på over syv millioner mennesker siden 2015.
Da jordskælvet ramte onsdag den 25. juni, var sundhedssystemet allerede presset til bristepunktet: “systemet er i fuldstændig kollaps,” siger Dr. Rodriguez fra La Guaira. Han bruger det udtryk om noget, der var ved at kollapse inden jordskælvet.
Stine Paus, regionsdirektør for Latin Amerika hos Norwegian Refugee Council, satte rammen klart op: “Det er en enorm katastrofe, og den rammer et land, der allerede i årevis har været afhængigt af humanitær bistand.” WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus har placeret teams på standby. Oxfam advarede allerede torsdag om, at ødelæggelserne risikerer at forværre en “allerede alvorlig” humanitær krise.
Det er den kontekst, alle sender solidaritetsbeskeder ind i. Det er den kontekst, der afgør, om international hjælp faktisk rækker, eller bare dækker det mest akutte uden at flytte noget strukturelt.
Et sanktionsregime der måtte lempes i en fart
Her er en detalje, der siger alt om situationen: Det amerikanske finansministerium måtte fredag hastigt udstede en særlig licens, der tillod transaktioner til jordskælvshjælp i Venezuela, transaktioner, der ellers ville have været forbudt under de sanktioner, USA har indført mod landet.
Tænk over det en ekstra gang. USA’s svar på Venezuelas katastrofe krævede, at USA midlertidigt undtog sig selv fra sit eget sanktionsregime for at sende hjælp. Det er ikke en kritik af hverken sanktionerne eller hjælpen isoleret set. Det er en observation om, hvad der sker, når geopolitik og humanitær logik mødes i et jordskælvs efterdønninger: systemet halter, fordi det ikke er designet til det.
Sanktionerne mod Venezuela har i årevis begrænset import af medicin, reservedele og byggeri. De hospitaler, der nu er overvældet, har i årevis haft vanskeligt ved at importere det udstyr de mangler. De bygninger, der kollapsede onsdag aften, er delvist så skrøbelige, fordi byggeindustrien har manglet materialer og kapital. Sammenhængen er ikke enkel og årsagerne er mange (Maduro-regeringens korruption og misforvaltning er central) men den er der.
Læs også: USA’s råstofalliancer er bygget på kvikssand
USAID er væk. Og det mærkes
USA lover “big, fast, effective.” Marco Rubio brugte de ord til journalister i Bahrain torsdag. USA sender krigsskibe. USS Fort Lauderdale og USS Billings. Transportfly. 150 millioner dollars plus 100 millioner til FN’s Venezuela-fond.
Men Rebecca Bill Chavez (tidligere vicestatsminister for Vestlig hemisfære under Obama) sagde det, der trængte til at blive sagt: USAID er opløst. Og USAID var præcis den institution, der vidste, hvad man gør i en situation som denne.
“Der er mange erfaringer i USAID om, hvordan man reagerer på den slags naturkatastrofer,” sagde hun til BBC. “Og det er væk nu.”
Trump-administrationen lukkede USAID tidligere i 2025 som led i en bred nedskæring af den amerikanske bistandsapparat. Det var en politisk beslutning præsenteret som effektivisering. Dens konsekvenser er nu synlige i de timer, det tager at koordinere det, der engang var rutine.
Militæret kan flyve ind med udstyr, og gør det. Men det kan ikke erstatte årtiers institutionel viden om, hvilken NGO der har lager af hvilke forsyninger i hvilken latinamerikansk by, hvilke lokale partnere der har tillid på gadeplan, og hvordan man koordinerer med FN-systemet uden at miste uger på formalia.
Rubio talte i øvrigt om “Department of War”. Den nye betegnelse for det, der indtil for nylig hed Department of Defense. Det er en sproglig detalje, men den fortæller noget om den administration, der nu leder den amerikanske katastrofeberedskab i Venezuela.
Læs også: Bistand der skaber afhængighed er ikke bistand. Det er et svigt.
Et styre der har brug for at gøre det rigtigt
Nicolas Maduro blev arresteret i januar 2026. Delcy Rodriguez fungerer nu som Venezuelas fungerende præsident, leder af et styre, der ikke er anerkendt af størstedelen af den vestlige verden, herunder hverken USA eller EU.
Det giver jordskælvet en politisk dimension, der er ubehagelig at tale om, mens folk sidder fast under betonplader, men den er der. Rebecca Bill Chavez formulerede det præcist: Hvis Rodriguez formår at “samle den internationale støtte, der er nødvendig,” kan krisen styrke hendes legitimitet. Hvis det ikke lykkes, er det “en reel katastrofe for hende.”
Chiles præsident José Antonio Kast, hvis højreorienterede regering i årevis har haft spændte relationer til Caracas, ringede personligt til Rodriguez for at udtrykke solidaritet og love hjælp.
Det er ikke symbolik, men signal om, at en naturkatastrofe midlertidigt suspenderer en del af de diplomatiske fronter. Den internationale lufthavn i La Guaira er beskadiget. Hjælpen fra Frankrig, Tyskland, Spanien og andre lande er på vej, men infrastrukturen til at modtage den er den samme infrastruktur, der er skadet af det, der gør hjælpen nødvendig.
Det er den slags cirkelslutning, man kun finder i de rigtige katastrofer.
Prisen betaler de samme som altid
Onsdag aften sad folk fast i garage-kældre fire etager under jorden, mens søjlerne begyndte at ryste. De sad på 18. sal uden elevator og uden strøm med en far, der ikke kan gå. De sov på gaden, fordi de ikke turde gå ind i de bygninger, der stadig stod.
Dayana Delgado fra La Guaira sagde til BBC: “Jeg vil bare vide, hvor min søn er.”
Det er den sætning, der egentlig tæller. Ikke de politiske erklæringer. Ikke diskussionen om Rodriguez’s legitimitet. Ikke engang sanktionernes kompleksitet.
Men det ændrer ikke ved, at svaret på den sætning (om sønnen lever, om han blev fundet, om hospitalet havde det udstyr, der skulle til) i høj grad afhænger af beslutninger truffet af mennesker langt fra La Guaira. Af bygherrer der skar hjørner. Af regeringer der indførte sanktioner. Af en administration der lukkede det bureau, der vidste hvordan man hjælper.
Jordskælvet varede 39 sekunder. Det der kollapsede, havde brugt årevis på at blive skrøbeligt.
ExtraFokus.com: Dybere blik på det væsentlige.
