Vores svar til Kreml er en plakat i metroen

I januar 2025 begyndte et opslag at cirkulere på sociale medier: Danmark ville bede Rusland om hjælp til at forhindre, at Grønland blev en del af USA.

Det var opdigtet, rettet mod en navngiven folketingspolitiker, Karsten Hønge, og det blev sporet af Forsvarets Efterretningstjeneste og den franske anti-desinformationsmyndighed Viginum til et netværk, der tidligere har spredt Kremls linje om Ukraine.

Formålet var ikke at overbevise nogen om Grønland. Det var at forgifte forholdet mellem Danmark og USA, mens de to lande i forvejen havde nok familiedrama.

Det pudsige er ikke, at Rusland forsøgte sig. Det pudsige er, hvem der fangede det: franskmændene.

Læs også: Kremls skjulte flåde passerer Danmark hver dag — Russiske lejesoldater sejler i skjul gennem Danmark

Danmark har haft en taskforce siden 2017

Det er ikke fordi, Danmark intet har gjort. I september 2017 nedsatte regeringen under udenrigsminister Anders Samuelsen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen en tværministeriel “Taskforce påvirkning” med ledelser fra Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, PET og FE.

Ambassader verden over fik til opgave at overvåge sociale og lokale medier for falske historier om Danmark og reagere uden at spørge København først. Samuelsen sagde dengang, at “vestlige demokratiske processer og medier er blevet mere skrøbelige over for fake news og påvirkningskampagner.” Det var ikke en useriøs ambition.

Det var heller ikke ukontroversielt. Dansk Folkepartis Marie Krarup afviste dengang at bruge forsvarskroner på det, hun kaldte en forældet modpropaganda-tanke. Den uenighed (er det overhovedet statens opgave at “svare igen” på løgne?) har aldrig rigtig fået en afklaring. Den er bare stille forsvundet ind i en styregruppe.

For “Taskforce påvirkning” findes stadig. Det bekræfter Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) selv på deres hjemmeside i dag, otte et halvt år senere. Samme konstruktion, samme syv myndigheder rundt om samme bord.

Spørgsmålet, ingen har svaret ordentligt på i de otte år, er: hvad har den fundet ud af, som Danmark ikke selv kunne have fundet ud af uden den?

Facit i 2026: en plakat i S-toget

Her er, hvad otte år med en koordinerende taskforce reelt har resulteret i, konkret og lige nu. I februar 2026 lancerede SAMSIK kampagnen “Hvem former dine holdninger?”: bannerannoncer på digitale skærme i tog og metrostationer, opslag på Facebook og Instagram, og hjemmesiden værkritisk.dk.

Budskabet: stop op, tænk dig om, tjek kilden, før du deler noget. “Jo sværere du er at manipulere, jo stærkere står vi,” lyder sloganet.

Det er ikke en dårlig besked. Det er bare ikke en institution. Der er ingen oplysning om et selvstændigt analysebudget, ingen navngivet enhed med egne medarbejdere til at spore påvirkningskampagner, og ingen skoleforløb med fast timetal, sådan som Estland og Litauen har haft i årevis.

Der er en plakatkampagne og en hjemmeside, der minder danskerne om at tænke sig om – finansieret og drevet af den samme koordineringsgruppe, der blev nedsat i 2017, dengang det hele stadig var nyt.

Mens vi koordinerede, byggede Baltikum en mur

Estland, Letland og Litauen havde ikke den luksus at vente og se. Med store russisktalende mindretal og en grænse mod Rusland oprettede NATO i 2014 sit Strategic Communications Centre of Excellence i Riga (samme år, Krim blev annekteret) til systematisk at analysere russisk propagandateknik.

Estland fulgte op med ETV+, en statslig tv-kanal på russisk sprog, efter urolighederne i Tallinn i 2007. I Litauen har frivillige netværk kaldet “elverne” siden 2014 kortlagt trolde-kampagner gennem organisationen Debunk.org, hvis talsmand Ričardas Savukynas beskriver arbejdet som civilsamfundets svar på en trussel, ingen myndighed kan nå alene.

Og i alle tre lande er kilde- og medieforståelse en fast, tilbagevendende del af skoleundervisningen, ikke en kampagne op til et valg, men et pensum.

Det har haft en pris. Letland og Litauens periodevise forbud mod russiske tv-kanaler rammer også almindelige russisktalende borgere, og Kreml udnytter det retorisk: se, de undertrykker os.

Men systematikken er ubestridelig. StratCom CoE analyserer, Debunk.org mobiliserer civilsamfundet, skolerne bygger modstandskraft over årtier, og myndighederne regulerer medielandskabet – fire forskellige aktører, der kender hinandens rolle, fordi de har øvet sig i tredive år.

Sverige brugte et år. Vi har brugt ni.

Sverige er det mest ubehagelige sammenligningspunkt, fordi det ikke kræver, at Danmark bliver et andet land for at kopiere det.

I 2021 fik en svensk komité til opgave at undersøge, om Sverige skulle have en dedikeret myndighed mod psykologisk påvirkning. Et år senere, 1. januar 2022, åbnede Myndigheten för psykologiskt försvar med eget budget, egne ansatte og ét mandat: opdage, analysere og modvirke udenlandsk informationspåvirkning mod Sverige. Regeringen har siden hævet bevillingen igen.

Danmark har brugt længere tid på at diskutere, om vi skal have noget lignende, end Sverige brugte på at bygge det. Det er ikke min vurdering. Det er en tidslinje, alle kan tælle efter i.

Eksperterne beder stadig om det samme, år efter år

Det mest sigende er ikke, at Danmark mangler en løsning. Det mest sigende er, at den samme løsning bliver foreslået igen og igen, af forskellige folk, uden at nogen bygger den.

Tidligere stabsofficer i Forsvarskommandoen John Michael Foley skrev i 2026, at Danmark “har tjenesterne, men mangler helheden”: ingen samlet civil, strategisk kapacitet, der binder FE, PET og SAMSIK sammen til ét billede, som samfundet kan handle på.

Ph.d.-studerende Christiern Santos Okholm har argumenteret for, at det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab burde få netop den opgave, med henvisning til Frankrigs Viginum og Sveriges MPF som forbilleder.

Rasmussen Globals Kalle Lind Skipper og Phillip Kjær Luscombe har kaldt Danmark en “hybrid frontlinjestat” på grund af vores størrelse, digitale infrastruktur og placering ved Østersøen, og efterlyst en samlet strategi frem for at reagere sag for sag.

Det er tre forskellige stemmer, tre forskellige år, samme konklusion. Ingen af dem har fået et klart ja. Ingen af dem har fået et nej. De har fået en taskforce, der allerede fandtes, og en plakatkampagne.

Konsekvensen sidder i Østersøen, ikke kun på skærmen

Det her er ikke en akademisk øvelse. Den samme logik (at teste, hvor grænsen går, uden at krydse den til åben krig) ligger bag kabelbrud og sabotagesager i Østersøen, hvor en dansk fregat i januar 2025 lå tæt på et russisk fartøj, som efterretningskilder omtaler som et “spionskib”, og hvor Nordens kabeloperatører offentligt har efterlyst bedre beskyttelse.

Desinformation og fysisk sabotage er ikke to forskellige trusler i Kremls værktøjskasse. De er samme aktør, der tester begge dele samtidig, fordi det virker, når ingen har et samlet svar klar.

Karsten Hønge-sagen blev opklaret. Men den blev opklaret, fordi Frankrig havde bygget systemet til det, ikke fordi Danmark havde. Næste gang bliver måske ikke en folketingspolitiker og Grønland.

Det kan lige så godt være en dansk virksomhed, en kommune eller en valgkamp, og det er ikke rimeligt at regne med, at en anden efterretningstjeneste igen tilfældigvis fanger det først. Danmark har haft ni år til at bygge det, otte lande har vist, hvordan man gør, og indtil nogen rent faktisk bygger den, i stedet for blot at koordinere om den, er svaret på, om vi lærer af Baltikum, stadig nej.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.