Sverige byggede sin seneste atomreaktor for 50 år siden. Torsdag underskrev den svenske regering en statsstøtteaftale for tre nye reaktorer ved Ringhals syd for Göteborg. Aftalen er bekræftet af SVT og AFP. Beslutningen er taget.
Og nu skal vi tale om det, vi ikke taler om.
Danmark er officielt atomkraftfrit. Vi har ingen reaktorer på dansk jord og har ikke haft planer om at ændre det. Men vi er via det nordiske elnet forbundet med Sverige og Finland, og i perioder med lav vindproduktion og høj efterspørgsel importerer vi elektricitet produceret af kernekraft.
Energinet offentliggør løbende data over Danmarks import og eksport af elektricitet. Tallene er ikke kontroversielle. De er bare ikke dem, vi foretrækker at tale om, når vi fortæller historien om det grønne Danmark.
Sverige har i årtier produceret halvdelen eller mere af sin elektricitet via kernekraft. Finland tog Olkiluoto 3 i kommerciel drift i 2023. Begge lande eksporterer til det nordiske net. Ringhals-reaktorerne syd for Göteborg er en central del af den kapacitet. Nu kommer der tre nye.
Det er et valgt paradoks, vi lever i. Og det bliver sværere at opretholde.
Et halvt århundrede og en politisk kursændring
Ringhals, syd for Göteborg, drives af Vattenfall, det statsejede svenske energiselskab. De første enheder kom i drift i begyndelsen af 1970’erne. Siden kom Tjernobyl i 1986.
Folkestemningen i Skandinavien vendte, og Sverige holdt i 1980 en bindende folkeafstemning med beslutning om gradvis udfasning. Reaktorerne kørte videre, men intet nyt blev bygget. Barsebäck-reaktorerne i Skåne, så tæt på dansk territorium at de var synlige fra Sjællands kyst på klare dage, blev lukket i 1999 og 2005 under massivt politisk pres, delvist fra den danske side af Øresund.
Den stemning var reel og forståelig. Og den holdt i årtier.
Tidø-aftalen fra 2022 ændrede det fundamentalt. Den borgerlige svenske regering under Ulf Kristersson satte energiomstillingen øverst, og energiminister Ebba Busch har siden gjort den svenske atomsag til sin personlige og politiske kerneopgave.
Busch er formand for Kristdemokraterna og har argumenteret konsekvent og offentligt: klimamål og leveringssikkerhed kræver begge en ny generation af reaktorer. Ikke som alternativ til vindkraft og sol, men som komplement. Baseload-kapacitet, der leverer strøm uanset vejret, uanset årstid, uanset om det blusser op i Kattegat eller ej.
Torsdag kom underskriften. Statsstøtte til tre reaktorer ved Ringhals.
Den slags beslutninger fortryder sig ikke.
De tre nye reaktorer er SMR’er (Small Modular Reactors), kompakte modulreaktorer designet til hurtigere opførelse end traditionelle store anlæg. Vattenfall har kortlistet to teknologier: GE Vernova Hitachis BWRX-300 og Rolls-Royce SMR. Selskabet bag er Videberg Kraft, som den svenske stat ejer 60 procent af, Vattenfall 20 procent og industrikonsortieet Industrikraft i Sverige AB de resterende 20 procent.
Finlands lektion: dyrt, langsomt, men det kører
Vil man forstå, hvad Sverige nu har besluttet sig til, er Finland det bedste sted at kigge. Olkiluoto 3 begyndte sin byggeproces i 2005. Den skulle have været færdig i 2009. Den kom i kommerciel drift i april 2023. 14 år forsinket. Budgettet eksploderede fra de planlagte 3 milliarder euro til tæt på 11 milliarder.
Men reaktoren kører.
Og Fingrid, det finske transmissionsnet, har dokumenteret, at Finland i de perioder reaktoren producerer for fuld kapacitet, har haft markant lavere spotpriser på elektricitet end i tilsvarende perioder med lav vandkraft og lav vind.
Det er den pointe, der er svær at ignorere: prisen for Olkiluoto 3 var enorm, ventetiden var pinefuld, og projektet var et administrativt og teknisk mareridt i mange år. Men systemet leverer nu det, det blev lovet. CO2-frit baseload.
Sverige har valgt at lære af det, ikke at skræmmes af det.
Den Internationale Energiagentur fastslog i sin World Energy Outlook 2023, at en fordobling af global atomkapacitet inden 2050 er nødvendig i de scenarier, der overholder Paris-aftalens temperaturmål. IEA er ikke atomlobbyen.
Det er OECD-landenes rådgivende energiorgan, og deres analyser er anerkendt på tværs af politiske fløje. EU-Kommissionen klassificerede i januar 2022 atomkraft som grøn investering i sin taksonomi. Det skete ikke uden modstand, men det skete.
Sverige handler i overensstemmelse med den retning. Danmark observerer.
Det Klimarådet siger, og det det ikke svarer på
Klimarådet, det uafhængige organ der rådgiver den danske regering om klimapolitik, har ikke anbefalet kernekraft som del af den danske løsning.
I Klimarådets analyser af den grønne omstilling vurderes Danmark som et land med særlig stærke vindressourcer og et veludviklet elnet, der er bedre tjent med at maksimere vedvarende energi end at investere i atomkraft.
Det er et legitimt fagligt standpunkt baseret på reel analyse.
Men Klimarådets analyser behandler primært Danmarks eget energisystem. Ikke det nordiske elsystem som helhed. Og ikke den systemvirkning det har for Danmark, at vores nabolande nu fordobler eller tredobler deres atomkapacitet.
Det nordiske elnet er ikke fire adskilte nationale systemer. Det er ét sammenkoblet net, hvor kapacitet, priser og forsyningssikkerhed flyder på tværs af grænser.
Når Sverige øger sin baseload-kapacitet med tre nye reaktorer, ændrer det systemets logik. Prisdynamikkerne ændrer sig. Balancen mellem hvad Danmark eksporterer i vindrige timer og importerer i stille timer ændrer sig i komposition og pris.
Er der en dansk analyse af det? Et offentliggjort svar fra Energistyrelsen eller Klimarådet på, hvad Sveriges reaktorudvidelse konkret betyder for det nordiske net, som Danmark er en del af?
Ikke at jeg har kunnet finde.
Læs også: Regeringen lover klimamål til fem milliarder, uden at fortælle, hvem der betaler
Den politiske stilhed herhjemme
Herhjemme har debatten om atomkraft en bestemt rytme: en politiker nævner muligheden, en anden afviser den prompte, og emnet glider ud af nyhedscyklusen igen. Det er sket med Venstre. Med Dansk Folkeparti. Med ingeniørfaglige stemmer. Med dele af Moderaterne. Og hvert eneste gang falder det til ro som om emnet er for varmt at holde fast i.
Energi- og klimaminister Lars Aagaard har offentligt fastholdt, at vedvarende energi er den danske vej, og at atomkraft ikke er en del af den danske plan. Det er en konsekvent og klar politisk position. Og det er et legitimt valg for et land med Danmarks vindforhold.
Men det er et valg, der nu tages i stadig mere ensom nordisk selskab. Sverige bygger. Finland har bygget. Og det nordiske energisystem ændrer sig omkring os, uanset om vi deltager i samtalen om det eller ej.
Efter Ukraine: hvad afhængighed faktisk koster
Ruslands invasion af Ukraine ændrede Europas energidebat grundlæggende. Afhængighed af russisk gas var ikke bare et forsyningsproblem. Det var en geopolitisk sårbarhed.
Europa havde bygget et system, der begrænsede politisk handlerum, fordi afskæringen ville gøre for ondt. Sanktionerne kom, men under enorm smerte og med forsinkelser, der kostede politisk troværdighed.
Kernekraft reducerer afhængigheden af løbende brændselsimport fra geopolitisk ustabile leverandører.
Uran produceres af mange lande, kun en lille del fra Rusland, og den mængde brændsel en reaktor kræver om året er en brøkdel af det gasforbrug, et tilsvarende kraftværk sluger. Det er ikke et absolut sikkerhedsargument. Men det er et relevant argument i en tid, hvor forsyningssikkerhed er rykket øverst på sikkerhedspolitiske dagsordener i hele Europa.
Sverige og Finland, to lande med langt friskere hukommelse om russisk pres end Danmark, bygger begge atomkraft.
Det er næppe en tilfældighed.
Læs også: EU’s langvarige energichok rammer Danmark hårdere end forventet
Tre spørgsmål, der venter svar
Der er tre konkrete spørgsmål, jeg ikke kan finde offentliggjorte danske svar på.
- Første spørgsmål: hvad er Danmarks plan for de timer, vindkraft ikke slår til, og Sverige prioriterer sin atomstrøm til eget forbrug frem for eksport? Det sker allerede i perioder med høj indenlandsk efterspørgsel i Sverige. Tre nye reaktorer øger Sveriges samlede kapacitet, men de øger også landets eget forbrug. Danmarks importmuligheder i kritiske timer er ikke garanteret at stige proportionalt.
- Andet spørgsmål: hvad er Danmarks estimat for elbehovet i 2040, når elektrificering af transport og industri er langt fremme, og er den planlagte vedvarende kapacitet tilstrækkelig til at dække det i alle timer? Ikke gennemsnitligt. I de vanskeligste timer.
- Tredje spørgsmål: hvad er vores begrundelse for at importere atomstrøm fra Sverige og Finland, men afvise enhver politisk samtale om, hvorvidt det nogensinde kunne give mening at producere noget af den selv?
Det er ikke retoriske spørgsmål. Det er systemspørgsmål. De burde have svar.
Det, vi ikke kan tillade os
Danmark behøver ikke bygge atomkraft. Det er ikke konklusionen her. Et land med Danmarks vindressourcer og en stærk vedvarende energisektor har gode argumenter for sit valg.
Men vi kan ikke tillade os at behandle atomkraft som et afsluttet kapitel fra 1986. Klimakrisen accelererede. Ukraine ændrede energipolitikkens grundpræmisser. IEA fastslog, at kernekraft er nødvendig globalt. Sverige, Finland, Frankrig, England, Polen og Tjekkiet handler på det.
Og Danmark importerer officielt CO2-frit strøm fra Sverige, noget af den produceret af reaktorer der nu får tre nye naboer ved Ringhals, og kalder det en atomkraftfri energipolitik.
Det er ikke det samme som en energipolitik, der holder trit med den virkelighed, der tager form rundt om os.
ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.
