Europa trodser Trump: Hormuz er ikke vores krig

Strædet er smalt. Ikke metaforisk, bogstaveligt. Hormuz er på sit smalleste 33 kilometer bredt. Og gennem den passage strømmer en femtedel af verdens olie, en femtedel af verdens flydende naturgas og en tredjedel af den mest udbredte kunstgødning. Iran lukkede det ned den 28. februar. Nu sidder Europa og regner på tabet, og forsøger samtidigt at overbevise Trump om, at det ikke er deres krig.

Det er en vanskelig position at forsvare, når ens energiregning er steget med 50 procent siden konfliktens begyndelse.

Branden i huset ved siden af

Den 28. februar ramte amerikanske og israelske fly Teheran. Den iranske øverste leder blev dræbt. Iran svarede med at lukke Hormuz og angribe skibe og olieanlæg i Golfen. Prisen på en tønde Brent-olie passerede 100 dollar den 8. marts, for første gang i fire år, og toppede på 126 dollar. Europæiske gaspriser steg 20 procent på én enkelt morgen.

EU’s udenrigsministre samledes mandag i Bruxelles for at diskutere Trumps krav om europæisk militær bistand til at sikre strædet. Svaret var entydigt. “Europa har ingen interesse i en åben krig,” sagde EU’s udenrigspolitiske chef Kaja Kallas. “Dette er ikke Europas krig.” Og alligevel tilføjede hun i samme åndedrag: “Men Europas interesser er direkte på spil”.

Der er en modsætning i det. En fundamental en. Kallas sagde i samme sætning, at det ikke er Europas krig, og at det rammer Europas interesser direkte. Man kan ikke have begge dele som en sammenhængende geopolitisk position. Det er enten-eller, og Europa har valgt at lade pengepungen afgøre, mens diplomaterne siger det modsatte.

Maersk og de 33 kilometer

Danmarks eksponering mod Hormuz-krisen er ikke abstrakt. Den er konkret og umiddelbar.

Den 2. marts suspenderede Maersk al skibstrafik gennem Hormuz af sikkerhedsmæssige årsager. Det er den samme Maersk, der i 2024 sendte sine skibe i en stor bue uden om det Røde Hav for at undgå Houthi-angreb, og som nu igen ser sine ruter afskåret. Maersk indførte øjeblikkelig effekt en nødfragt-forhøjelse på alle forsendelser til og fra UAE, Qatar, Saudi-Arabien, Bahrain, Kuwait og Irak. Det er ikke en symbolsk stigning. Det er en direkte ekstraomkostning, som lander hos de virksomheder og til sidst de forbrugere, der aftager varerne.

Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte midt i marts, at Danmark evaluerer, om og hvordan landet kan bidrage til at sikre strædet. “Danmark er en søfartsnation, og vi har i enhver henseende en interesse i at sikre fri sejlads,” sagde han. Det er korrekt. Og det er netop det, der gør den europæiske position så skrøbelig: Alle ved, at interesserne er der. Alligevel er ordene forsigtige til det punkt, hvor de næsten ingenting siger.

Trumps regning og Europas regnskab

Trump er ikke urimelig, når han peger på, at europæiske lande importerer en betydelig mængde energi fra Golfen, og at de derfor burde have en direkte interesse i at holde strædet åbent. Det er faktuelt rigtigt. Og da han over weekenden truede med, at det ville være “meget skadeligt for NATO’s fremtid,” hvis europæerne ikke reagerede, var det ikke bare politisk støj, det var en invitation til at diskutere, hvad alliancen egentlig forpligter.

Men Trump er heller ikke konsistent. Han hævdede i samme åndedrag, at USA “ikke har brug for nogen” og er “verdens stærkeste nation”, og spurgte så alligevel syv lande om hjælp. Det er ikke styrke. Det er en mand, der ønsker diplomatisk dækning til et militært eventyr, han og Israel satte i gang den 28. februar, og som nu overrasket opdager, at verden ikke automatisk samler op efter ham.

Luxembourgs vicestatsminister Xavier Bettel sagde det direkte: “Giv ikke efter for afpresning fra Washington.” Det er ikke et anti-amerikansk udfald. Det er den eneste ærlige formulering af det, der foregår.

Gaspriser og tomme lagre

Europas energisårbarhed er ikke opstået i februar 2026. Den har bygget sig op i årevis.

Da krisen brød ud, startede Europa 2026 med gaslagre på kun 46 milliarder kubikmeter, mod 60 milliarder kubikmeter i 2025 og 77 milliarder i 2024. Det er ikke en tilfældig statistik. Det betyder, at Europa er langt mere sårbart over for prischok i år end de foregående år. Og det er præcis det tidspunkt, Hormuz-krisen vælger at ramme.

Analytikere fra Bruegel-instituttet advarer om, at Europas mest akutte sårbarhed er LNG, flydende naturgas, fordi en stor del af det globale LNG-flow passerer gennem Hormuz. Hvis de leverancer skæres, tvinges Europa til at konkurrere med Kina, Japan og Sydkorea om fleksible spot-ladninger på verdensmarkedet. Det skete sidst under energikrisen i 2021-2023, og europæerne husker stadig prisen. Citi-analytikere estimerer, at europæiske gaspriser potentielt kan tredobles, hvis strædet forbliver blokeret i tre måneder.

Efter at have fulgt dette tæt er der noget dybt paradoksalt i, at EU-landene koordineret frigav oliereserver for at dæmpe priserne, og gør det igen nu, men afviser at bidrage til den militære operation, der er den eneste reelle vej til at genåbne strædet. Man bekæmper symptomerne med den ene hånd og afviser kuren med den anden.

Operation Aspides og det mandatspørgsmål

EU’s søværnsoperation Aspides blev etableret i februar 2024 for at beskytte skibsfart i Det Røde Hav mod Houthi-angreb. Den er defensiv, eskortebaseret og er netop det slags ramme, der burde kunne udvides til Hormuz.

Men mødets konklusion mandag var klar: Der var “ingen appetit” på at ændre mandatet til at dække Hormuz. Frankrig er det eneste land, der reelt bevæger sig, præsident Macron annoncerede den 9. marts, at Frankrig sender yderligere skibe til regionen inden for Aspides-rammen. Resten af EU holder igen. Det er ikke forkert at holde igen. Men det er æreskrænkende at holde igen og samtidig forvente, at USA holder strædet åbent, mens man siger, at det ikke er ens krig.

Det tyske forsvarsministerium illustrerer dilemmaet perfekt. Forsvarsminister Boris Pistorius sagde: “Amerikanerne valgte denne vej, sammen med israelerne.” Og kansler Friedrich Merz gentog, at NATO er en defensiv alliance, ikke en interventionistisk. Begge dele er korrekte. Ingen af delene ændrer på, at de næste tre måneder potentielt koster den tyske industri, og den danske, langt mere i energiomkostninger end et eskortemandat i Golfen nogensinde ville.

Den komfortable position og dens pris

Spørgsmålet, som de fleste medier undlader at stille, er dette: Hvad er den reelle europæiske strategi her?

Det er ikke at stoppe krigen, det skete den 28. februar, da bomberne faldt. Det er ikke at isolere sig, energimarkederne sørger for, at det er umuligt. Det er heller ikke at tage ansvar for, at europæiske lande gennem årtier importerede iransk olie, opbyggede afhængigheder af Golfenergi og undlod at diversificere seriøst nok, selvom advarslerne har ligget der siden 2014.

Russland er den store vinder af Hormuz-krisen, uden at have fyret ét skud. Mens Iran blokerer strædet og oliepriserne stiger, strømmer russiske petrodollar ind. Det er den slags ironier, geopolitik producerer, når man reagerer på begivenheder i stedet for at forme dem.

En dansk SMV-ejer, der importerer komponenter fra UAE eller eksporterer via containerskibe igennem Golfen, sidder nu med en faktura, der ikke var planlagt i budgettet. Fragtraterne er steget. Leveringstiderne er forlænget. Forsikringspræmierne er skudt i vejret. Han har ikke valgt denne krig. Men han betaler den.

Hvad kunne have været gjort anderledes

Det er altid let at analysere fejl bagfra. Men det er nødvendigt, hvis det ikke skal gentage sig.

Europa kunne have brugt de tre år siden den russiske energikrise til at bygge langt mere robuste LNG-terminaler og kontrakter, der ikke var afhængige af én transportkorridor. Det skete ikke i tilstrækkelig grad. Europa kunne have stillet klare betingelser for USA-Israel-operationen, ikke et veto, men et krav om konsultation og en eksitplan, inden bomberne faldt. Det skete ikke.

Og Europa kunne i dag have meldt ind med et snævert, klart defineret eskortemandat i Hormuz, ikke krig, men beskyttelse af civil skibstrafik, og dermed kombineret sin reelle interesse med en troværdig geopolitisk position. I stedet sidder Kallas med en formulation om, at interesserne er på spil, men at det ikke er ens krig. Det er en position, der holder i en pressekonference. Den holder ikke i seks måneder, hvis olien bliver på 126 dollar tønden.

Torsdag samles EU-lederne til topmøde. Udkastet til fælles konklusioner taler om “deeskalering og maksimal tilbageholdenhed”. Det er den slags formuleringer, der skrives, når ingen vil tage et valg. Det er ikke en strategi. Det er en udsættelse.

Strædet er stadig smalt. Og europæerne betaler stadig regningen for en krig, de siger ingen del har i.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.