Krigstromlerne slår igen i Europa. Mens Ukraine stadig bløder på slagmarken, bygger Rusland sin militære styrke op i et tempo, der får NATO-generaler til at tale om 2026–2027 som kritiske år.
Det er ikke længere abstrakte scenarier diskuteret i Bruxelles-kontorlokaler – det er en konkret trussel, der tvinger Danmark til at allokere mere end tre procent af BNP til forsvar i 2025 og 2026.
Tallene bag advarslerne
NATO’s generalsekretær Mark Rutte har gentaget det samme budskab gennem hele vinteren 2025-2026: Rusland producerer nu tre gange så meget ammunition på tre måneder, som hele NATO producerer på et helt år. Ruslands årlige produktion af artillerigranater anslås til 4-5 millioner stk., suppleret med omkring 900 ballistiske missiler, 1.200 krydsermissiler og hele 60.000 langtrukne angrebsdroner årligt.
Tyskland og Storbritanniens forsvarschefer, general Carsten Breuer og admiral Sir Richard Knighton, udsendte i februar 2026 en særdeles direkte fælles advarsel: Europæiske lande “må nu konfrontere ubehagelige sandheder” om deres sikkerhed og træffe “hårde valg” om forsvarsudgifter. Det er sjældent, at to af Europas mest centrale militære ledere udsender en så direkte fælles appel til offentligheden.
Hullet mellem trussel og beredskab
Det reelle problem er ikke kun viljen til at bruge penge – det er produktionskapaciteten. NATO har på Haag-topmødet i 2025 forpligtet sig til 5 procent af BNP til forsvar inden 2035, men tyske militære planlæggere peger konkret på 2028-2029 som det tidspunkt, hvor Rusland kan være klar til en konfrontation med NATO. Gabet mellem den vurderede trussel og den faktiske leveringsevne er 5-7 år.
Et konkret eksempel: NATO har lovet en femdobling af luftværnskapaciteten, men produktionen af Patriot PAC-3 MSE-missiler ligger i dag på omkring 550 styk årligt – mod et amerikansk hærmål på 13.773. At lukke det hul kræver fabriksinvesteringer med tre til fem års leveringstid.
Hvad betyder de tre procent af BNP i praksis for Danmark?
Danmarks forsvarsbudget for 2026 ligger ifølge Forsvarsministeriets egne tal omkring 3,2 procent af BNP, hvilket placerer Danmark blandt de højest prioriterende NATO-lande i Europa. Men selv med stigende milliardbeløb støder Danmark på den samme flaskehals som resten af NATO: Man kan købe militærmateriel for penge, man ikke har, lige så lidt som man kan købe materiel, der ikke produceres. Forsvarsministeriet har offentligt erkendt, at flere af de nyligt bestilte våbensystemer – herunder luftværn og artilleri – har leveringstider på tre til fem år, uanset hvor hurtigt pengene frigives.
Det skaber et politisk paradoks: Folketinget kan vedtage rekordstore forsvarsforlig, men den reelle danske kampkraft øges først, når europæiske og amerikanske våbenfabrikker fysisk har bygget kapaciteten til at levere det bestilte materiel. Indtil da er Danmark – som resten af NATO – afhængig af eksisterende lagre, der i flere tilfælde allerede er reduceret betragteligt af donationer til Ukraine.
Droneproduktionen, der overhaler Vesten med hastighed
Den mest foruroligende enkeltdetalje i de seneste NATO-vurderinger er ikke artilleriproduktionen, men droner. Ruslands årlige produktion af langtrukne angrebsdroner, anslået til omkring 60.000 stk., overstiger med stor margin, hvad samtlige NATO-lande tilsammen kan producere. Det er en udvikling, der direkte påvirker Danmarks egen sikkerhedsvurdering, efter at uidentificerede droner i flere omgange er observeret over danske lufthavne og militære installationer i 2025 og 2026 – episoder, som Forsvarets Efterretningstjeneste endnu ikke offentligt har tilskrevet en specifik kønde, men som flere militære analytikere peger på som en del af et bredere russisk mønster af hybride testbal loner mod NATO-lande.
Den tysk-britiske advarsel i detaljer
General Carsten Breuer og admiral Sir Richard Knighton, der ledte deres fælles udtalelse i februar 2026, pegede særligt på et tidsvindue mellem 2027 og 2029, hvor Rusland – selv efter tab af op mod en million soldater i Ukraine – vurderes at kunne genopbygge en konventionel styrke stor nok til at true et NATO-territorium, hvis krigen i Ukraine sluttede eller frys ned i mellemtiden. Det er netop det scenarie, der har fået både tyske og britiske militære ledere til at tale om et lukkende handlingsvindue, hvor Vesten enten investerer nu eller risikerer at stå bagud, når vinduet lukker.
Dansk forsvarsbudget i konteksten
Danmark indgår i den brede europæiske oprustning, hvor de europæiske NATO-lande og Canada samlet hævede forsvarsudgifterne med 20 procent fra 2024 til 2025. Norge har for første gang i NATO’s historie overhalet USA i forsvarsudgifter pr. indbygger.
Men selv med stigende budgetter peger eksperter på, at den reelle flaskehals ikke er politisk vilje, men industriel kapacitet. Rheinmetall, Lockheed Martin og BAE Systems kører allerede på fuld kapacitet, og at åbne nye produktionslinjer for komplekse våbensystemer tager flere år. Det betyder, at selv hvis Danmark og resten af NATO finder pengene i 2026, er det langt fra sikkert, at materiellet er klar, før vinduet – som flere efterretningstjenester nu taler om – lukker sig igen.
Hvad historien lærer os om fejlkalkulationer i oprør
NATO’s egen historie rummer flere eksempler på, at alliancen undervurderede, hvor hurtigt en modstander kunne genopbygge militær kapacitet efter et tilbageslag. Det er en del af baggrunden for, at både tyske og britiske militære ledere nu insisterer på at tale højt om risikoen, frem for at vente på et endegyldigt efterretningsbevis. Pointen i både EFIS’ og de tysk-britiske vurderinger er den samme: Det er billigere at investere i afskrækkelse nu end at reagere på en krise, der allerede er opstået.
For Danmark betyder det en politisk balancegang, der ikke bliver lettere af, at våbenleverandørernes produktionskapacitet er den reelle flaskehals, ikke den politiske vilje til at betale. Så længe det er tilfældet, vil det danske forsvarsbudget kunne være nok så stort på papiret, uden at det nødvendigvis oversaettes til reel kampkraft inden for det tidsvindue, militære eksperter advarer om.
ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.
