Idag er det dag 1.580 af Vladimir Putins tre dages særlige militæroperation mod Ukraine. Jeg skriver det, fordi det er den slags tal, der bør skrives ned og gentages, hver gang nogen i Moskva klager over røg fra brændende olieterminaler.
Indholdsfortegnelse
Og det gør de. Det gør de virkelig.
På sociale medier har russerne i denne uge kommenteret Ukraines angreb på russisk territorium. Det Ukraine selv kalder “langdistancesanktioner”. Reaktionerne er et studie i selvindsigt som fravær: “Hvorfor skal jeg lide under dette?” skriver én. “Hvorfor skal mine ferieplaner ødelægges?” spørger en anden. En tredje beskriver de ukrainske angreb som “et forsøg på at trække Moskva ind i krigen mellem Rusland og Ukraine.”
Krigen mellem Rusland og Ukraine. Beskrevet af en russer. Mens Rusland bomber Ukraine.
Det er svært at lade være med at grine.
Krigen var altid et anliggende for andre
I mere end fire år har den russiske middelklasse (især den urbane elite i Moskva og Sankt Petersborg) kunnet betragte Putins fuldskalainvasion som noget der foregik et andet sted. Noget fjernt. Noget der skete med andre mennesker, i andre byer, i et andet land. Det var en krig, der kom ind ad tv-skærmen og gik ud igen. Ubelejlig, ja. Generende, måske. Men aldrig en der krævede noget af dem personligt.
Det er ved at ændre sig.
Læs også: Ukraines droner har gjort Krim ubeboelig for Putin, men ingen vil sige det højt
Ukraine har i de seneste uger intensiveret sine angreb på russisk territorium, angreb rettet mod militære og logistiske mål: olieterminaler, luftforsvar, transportruter. Og nu opdager moskovitterne, at krigens røg faktisk lugter af noget.
Her er det værd at holde fast i en distinktion, der aldrig bør gå tabt i rapporteringen. For mens ukrainerne angriber legitime militære mål, sender Putin bevidst missiler og droner mod beboelsesbygninger og kirker. For en uge siden bombede russiske styrker Kievo-Petjersk Lavra, et 1.000 år gammelt klosteranlæg midt i Kyiv, indskrevet på UNESCOs verdensarvsliste. Ukraine gør ikke det. Ikke fordi Ukraine er svagt, men fordi Ukraine, til forskel fra Rusland, forsøger at overholde krigens love.
Moskovitterne kan klage over røgen. Ukrainerne graver børn ud af ruinerne.
Krim: Årets destination er pludselig lukket
Krim er et særligt kapitel i denne historie, og et kapitel Putin foretrækker ikke at læse højt.
Halvøen har siden Soviettiden været russernes foretrukne feriemål. Efter den ulovlige annektering i 2014 har Kremlin aktivt markedsført Krim som bevis på russisk storhed, en “uadskillelig” del af moderlandet, blomstrende og åben. I år er 2026 officielt markedsført som “Krimsommerens gæstfrihedsår.”
Det er ikke gået helt som planlagt.
Ukraine kontrollerer sejlruterne til halvøen og har nu luftoverlegenhed med sine mellemdistancedroner. De rammer olieterminaler og logistikruter systematisk. Ukraines militær melder desuden, at de har neutraliseret luftforsvaret ved Kerchbroen. Den bro der forbinder Krim direkte med det russiske fastland. Uden den bro er Krim reelt isoleret.
Rusland har svaret ved at indføre forbud mod salg af brændstof til private på Krim. Pro-russiske bloggere advarer åbent folk mod at tage derned på ferie. Gæstfrihedsåret er ved at blive til årets aflysning.
Læs også: Putin vil vinde ved at vente, og vi lader ham
Løsningen er ikke kompliceret
Jeg forstår godt, at det er ubehageligt for russere at opdage, at krigen har konsekvenser. Det er ubehageligt at have planlagt to uger i Krim og så finde ud af, at flyafgangen er aflyst fordi lufthavnen er lukket af forsigtighedsgrunde. Det er irriterende at stå med en hotelreservation man ikke kan bruge.
Men der er en løsning, og den er påfaldende enkel: krigen slutter, så snart den russiske besættelse ophører og russiske bomber holder op med at falde over Ukraine.
Det er alt. Det er det hele.
Russerne der klager over røg fra Moskvas olieterminaler bør rette deres frustration det rigtige sted hen, ikke mod Ukraine, der forsvarer sig med de midler det har til rådighed, men mod den mand i Kreml, der besluttede at starte en krig han troede ville vare tre dage, og som nu nærmer sig sit fjerde år.
Dag 1.580. Det er i dag. I morgen er det 1.581.
