Putin knækkede Rusland – men ingen tør sige det højt

Alle vidste det. Ingen sagde det. Putin var ikke et geni – han var en mand, der vandt, fordi modparten tabte.

I over et årti blev Vladimir Putin fremstillet som skakspilleren, der altid tænkte syv træk frem, mens vestlige ledere nærmest snublede over egne snørebånd. Og ja – han vandt. Georgien i 2008. Krim i 2014. Wagner i Mali. Assad holdt ved magten, mens Obama trak sin røde linje tilbage og kiggede den anden vej. Det er svært at benægte: Putin udnyttede Vestens svaghed med kynisk præcision.

Men det er én ting at vinde, når modparten taber af sig selv. Det er noget helt andet at vinde, når modparten rent faktisk kæmper tilbage.

Hvad er fejlberegningen, der kostede Putin alt?

Ukraine skulle have faldet på tre dage. Det var ikke bare propaganda – det var Kremls reelle vurdering, bygget på årtiers narrativ om Ukraine som et kunstigt land uden national identitet. Putin læste historien som han ville have den og så bort fra det, han ikke kunne lide.

Den fejltagelse kan vise sig at blive den dyreste strategiske beslutning i russisk historie siden Hitler.

Rusland har ifølge flere kilder mistet mellem 200.000 og 250.000 soldater i Ukraine siden 2022. Dertil er over én million unge russiske mænd – mange af dem veluddannede – flygtet ud af landet for at undgå mobilisering. Det er ikke et tal i en rapport. Det er en generation. Den generation, der skulle have bygget Ruslands fremtid, sidder nu i Tbilisi, Jerevan og Berlin og har ingen planer om at vende hjem.

Og hvad sidder Rusland igen med? En hær, der sluger ressourcer i et tempo, som fredstidsøkonomien aldrig var designet til at håndtere.

Hvem betaler regningen for Ruslands krig?

Russiske fossilbrændstofsindtægter – rygraden i statsfinanserne – faldt i 2025 til et niveau, der ikke er set siden pandemien. IMF har sænket vækstprognosen for Rusland tre gange inden for et år og forventer nu blot 0,6 procent vækst for 2025 og 0,8 procent for 2026. I alle russiske industrier uden militær tilknytning er der registreret tab i 2025.

Det er ikke en nedgang. Det er en økonomi, der æder sig selv indefra.

Centralbanken holder renterne kunstigt høje for at bekæmpe inflationen, mens staten låner penge internt for at finansiere krigsbudgettet. Suverænitetsfondet – den buffer, der skulle beskytte Rusland mod præcis dette scenarie – er brugt op. Nu sælges fysiske guldreserver og nationaliseres private virksomheder for at holde hjulene i gang.

Ingen af disse ting sker, når en stat er på vej op. De sker, når den er på vej ned.

Imperiet skrumper

Og mens krigen tærer på Rusland indefra, sker der noget lige så alvorligt udenfor. Det imperium af indflydelse, som Putin brugte to årtier på at bygge, er ved at falde fra hinanden – stykke for stykke.

Bashar al-Assad, Ruslands vigtigste klient i Mellemøsten, er faldet. I Afrika begynder eventyrpolitikken at sende regningen. I Mali er russiske styrker mødt med modgang, og de afrikanske regeringer, der regnede med russisk militær opbakning mod jihadister, er begyndt at se sig om efter andre løsninger. Det er grelt, fordi Mali var meningen at være kroneksemplet på russisk magt som alternativ til vestlig indflydelse.

Armenien og Aserbajdsjan er aktivt begyndt at orientere sig mod Vesten. Centralasiatiske republiker har nu tættere økonomiske bånd til Kina end til Moskva. Det er ikke blot geopolitisk symbolik, men konkret tab af markeder, indflydelseskanaler og allierede.

Og Viktor Orbán – Putins troeste ven i Europa – tabte valget i Ungarn. Den russiske mørke penges indflydelse på europæisk politik kan nu komme under lup af ungarske efterforskere i samarbejde med Vesten. Det er ikke en detalje, det er et af de vigtigste kanaler for russisk soft power i Europa, der potentielt er ved at blive lukket.

Demografien som det stille katastrofescenarie

Her er det spørgsmål, ingen rigtig vil stille: Hvad sker der med Rusland, når krigen er slut?

Rusland har i over 40 år haft negativ befolkningstilvækst. Det slaviske kernefolk skrumper. Muslimske minoritetsgrupper vokser. Og nu har krigen accelereret processen på en måde, der er nærmest irreversibel inden for en menneskealder. De unge mænd, der er faldet ved fronten eller er flygtet, er præcis den generation, der demografisk set skulle have skabt næste generation af russere.

Én million mænd i den fødedygtige alder. Væk. Det kan man ikke bare hente hjem igen.

Det er ikke bare et statistisk problem for Ruslands Statistik. Det er et eksistentielt spørgsmål for den russiske føderations sammenhæng. Hvis den ideologi om russisk national genrejsning, som Putin har brugt som lim siden 2000, ses at have fejlet fundamentalt, sidder hans efterfølgere med en stat, der måske ikke kan holdes samlet. Det er den dybere logik bag de kupfrygt-rapporter, der nu cirkulerer om Kreml – og den logik taler ingen højt om.

Systemet der holder sig selv oppe – for nu

Og alligevel: Putin sidder stadig ved magten. Hvorfor?

Svaret er ikke, at han er stærk. Det er, at hans eliter endnu ikke har råd til, at han er svag.

Den russiske magtstruktur fungerer som konkurrerende pyramider, forklarer Alexandra Prokopenko, tidligere rådgiver i Ruslands Centralbank, i et interview med Carnegie Politika. Hver patron kontrollerer sin del af ressourcerne og sin adgang til beslutninger. De koordinerer ikke med hinanden. Og så længe Putin giver dem mere, end de kan få uden ham, er der ingen grund til at handle.

Men “kagen” – det der kan deles ud – er blevet mindre. Krigen og sanktionerne har krympet den. Flere og flere ressourcer sendes til militæret frem for til eliternes lomme. Det skærper rivaliseringen. Det gør systemet ustabilt. Og det er præcis i den type system, at pludselige brud sker – ikke gradvist, men over natten.

Prigozhin-oprøret i juni 2023 var et øjeblik, der viste, at det utænkelige var muligt. Det mislykkedes. Men det efterlod et spørgsmål, som ingen i Kreml kan lade være med at stille sig selv: Hvem er den næste?

Det rigtige spørgsmål handler ikke om Putin, men om 144 millioner russere

Vestlige kommentatorer og analytikere bruger meget tid på at spørge: “Hvornår falder Putin?” Det er det forkerte spørgsmål.

Det rigtige spørgsmål er: Hvad sker der med de 144 millioner mennesker i Rusland, når det system, der har holdt landet sammen siden Jeltsins kaos, ikke længere fungerer? Hvad sker der med nukleare arsenaler, urolige minoritetsregioner og en hær, der er vant til at løse politiske problemer med vold, i et land uden fungerende magtoverdragelse?

For Danmark og Europa er det ikke et abstrakt spørgsmål. Et Rusland i opløsning er ikke et sikkert Rusland. Et svækket, paranoid og ressourcefattigt Rusland med atombevæbning er måske farligere end et Rusland under kontrol – selv under Putin.

Det er den samtale, Europa burde have. I stedet diskuterer vi, om Viktor Orbán får lov at komme til EU-topmøder.

Ingen spurgte, om vi var klar til det. Det er vi ikke.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.