Ruslands nye krigsvåben hedder folkeret

Rusland har fundet en genvej til at vinde krige, det taber på slagmarken: retssalen. Mens landets soldater sidder fast i Ukraine, har dets jurister travlt i Haag, og det bør bekymre os mere, end det gør.

Jeg har fulgt sagen om Ruslands planlagte søgsmål mod Estland, Letland og Litauen ved Den Internationale Domstol tæt nok til at vide, at ingen i Danmark for alvor har taget den ind endnu. Det er ærgerligt, for den handler ikke kun om baltisk sikkerhedspolitik.

Den handler om, hvor let det er at omdanne et retssystem, der er bygget til at beskytte de svage, til et våben for de stærke, og om, hvorfor vi konsekvent er overraskede, når det sker.

Retten som våbendepot

Siden 2022 har Rusland sendt diplomatiske noter til alle EU-lande med påstand om, at sanktionerne mod landet krænker FN’s konvention om afskaffelse af racediskrimination. Fra efteråret samme år blev fokus indsnævret til de tre baltiske stater, og siden har Letland og Litauen hver modtaget fem noter, Estland fire.

Letlands udenrigsministerium beskriver dem som dokumenter uden reelt juridisk indhold, men “wrapped in disinformation”: en sproglig indpakning, der senere kan bruges som bevis for, at der “eksisterer en tvist”.

Det er ikke tilfældigt sprogbrug. Det er forberedelse. En stat, der har til hensigt at føre en sag ved ICJ, skal først dokumentere, at den har forsøgt at løse konflikten diplomatisk, og derfor bliver hver eneste note, uanset hvor absurd påstanden er, en brik i et længere spil. Ingen spurgte, hvorfor Rusland pludselig interesserede sig for uddannelsespolitik i Riga. Det er ellers det oplagte spørgsmål.

Gleb Bogush, folkeretsekspert med baggrund fra Moskvas statsuniversitet og nu tilknyttet Universität zu Köln, sætter ord på, hvorfor det virker: en sag ved ICJ giver Rusland “et internationalt talerør, hvor propaganda kan fremføres i juridisk sprog for et internationalt publikum”. Det er ikke retfærdighed, der er målet. Det er scenen.

Advokatfirmaet med familiebånd til FSB

Bag kulisserne har Rusland hyret advokatfirmaet Monastyrsky, Zyuba, Stepanov & Partners, samme firma, der har repræsenteret Moskva i retssager mod Ukraine om lukningen af Kertjstrædet. En af firmaets partnere er søn af en mangeårig viceleder i FSB. Det er ikke et tilfælde, det er et CV.

Firmaets advokater har i deres research trukket på folk som Vladimir Simindei, en russisk historiker, som Letlands sikkerhedstjeneste (SAB) kalder “en af de mest aktive organisatorer af russiske påvirkningsoperationer” mod landet. Simindei blev bedt om at kortlægge etnisk sammensætning, sprogudvikling og myndighedstiltag i de baltiske lande, råmateriale til en sag, der udgiver sig for jura, men er bygget af propagandister.

Læs også: Ruslands krig er ikke kun Ukraines problem

Dette er ikke en konspirationsteori, det er dokumenteret arbejdsdeling. Et statsadvokatfirma med efterretningsforbindelser henter research hos en mand, som en NATO-medlemsstats sikkerhedstjeneste officielt har udpeget som informationskriger. Og systemet (ICJ, folkeretten, det internationale samfund) har ingen mekanisme til at afvise en sag, bare fordi dens forarbejde stinker.

Hvad Danmark burde spejle sig i

Her er det, de fleste danske medier ikke stiller: hvis Rusland kan bruge en stats håndtering af sin russisktalende minoritet som våben i en international retssag, hvad forhindrer andre stater, eller andre grupper, i at gøre det samme mod Danmark?

Vi har vores eget minoritetspolitiske ar i form af “ghettolisten” og den nu omdøbte “parallelsamfundslov”, som FN’s Racediskriminationskomité (CERD) allerede har kritiseret for at være etnisk diskriminerende i praksis, selvom loven formelt er neutral.

Det er ikke det samme som Ruslands sag: Danmark fører ikke krig mod nogen, og vores lovgivning er ikke en dække-historie for besættelse. Men mekanismen er strukturelt identisk: en stats interne politik bliver til international ammunition, når nogen har interesse i at fremstille den som diskrimination.

Fra mit ståsted er problemet ikke, at Danmark gør noget forkert. Problemet er, at vi ikke har forberedt os på, at et retssystem, vi selv har hjulpet med at bygge, kan bruges imod os af aktører, der ikke spiller efter reglerne.

Lithuanian Russians er, som lektor Pavel Lavrinec fra Vilnius Universitet formulerer det, blevet “gidsler for Putins Rusland”: de færreste af dem ønsker sig Ruslands beskyttelse, men de bliver brugt som argument alligevel. Det er den mest kyniske del af hele historien: retssagen handler angiveligt om at beskytte en befolkningsgruppe, som slet ikke er blevet spurgt.

Reservationer med reelle konsekvenser

Estlands tidligere rigsadvokat Andres Parmas mener ikke, der er noget juridisk grundlag for Ruslands påstande: sovjettidens indvandrere fik mulighed for statsborgerskab efter genoprettelsen af selvstændigheden, hvis de aflagde troskabsed og lærte estisk. OSCE overvågede processen tæt i 1990’erne og var, ifølge Parmas, tilfredse med resultatet.

Men her kommer den ubehagelige detalje, som få har fanget: selv hvis Rusland taber sagen om substansen, kan ICJ indføre midlertidige foranstaltninger tidligt i processen, for eksempel et krav om øjeblikkelig genindførelse af russisksproget undervisning. Ieva Miļūna fra Riga Graduate School of Law peger på netop dette som den reelle risiko, ikke selve dommen.

Letland har allerede afskaffet statsfinansieret undervisning på russisk helt, mens Estland udfaser det frem mod 2030, og en midlertidig kendelse kunne tvinge landene til at rulle politik tilbage, mens sagen verserer i op til ti år.

Det er lige præcis den slags juridisk gidseltagning, som gør systemet farligt: du behøver ikke vinde. Du skal bare skabe nok tvivl til, at modparten bruger års ressourcer og politisk kapital på at forsvare noget, der aldrig burde have været til diskussion.

Letlands udenrigsministerium siger det ligeud: sagen handler om at “presse Letland og dets allierede til at mindske støtten til Ukraine”. Det er ikke jura, det er afpresning med et jakkesæt på.

Læs også: Nuklear paraply kan ikke erstatte soldater

Hvem betaler regningen

Miļūna anslår, at sagen kan blive den dyreste i Letlands retshistorie, med omkostninger i millionklassen og en sagsbehandlingstid på op til et årti. Det er penge og arbejdstimer, der kunne være brugt på reel sikkerhedspolitik, men i stedet går til at forsvare sig mod en sag, som selv Letlands egen sikkerhedstjeneste kalder et bevidst propagandaprojekt uden reelt retsligt sigte.

Konstateringen må være denne: vi har bygget et internationalt retssystem, der forudsætter god tro fra alle parter, og så er vi chokerede, når en aktør uden god tro finder ud af at bruge det.

Det er samme logik, vi ser i dansk debat om retshjælp og klagesystemer, hvor ressourcestærke parter, uanset om det er stater eller store virksomheder, kan trætte modparten ud, ikke fordi de har ret, men fordi de har råd til at vente længere.

EU’s udenrigschef Kaja Kallas har bekræftet solidaritet med de baltiske lande efter et møde i Udenrigsrådet i marts 2026, men solidaritetserklæringer betaler ikke advokatregninger. Det er den slags symbolpolitik, som får politikere til at se handlekraftige ud, uden at nogen reelt løfter en finger for at ændre spillereglerne for, hvordan internationale domstole kan misbruges.

Hvad kunne have været gjort anderledes

Det ærgerlige er, at dette ikke er uforudsigeligt. Rusland har brugt lignende taktik i sagerne mod Ukraine om Kertjstrædet, og de samme advokater går igen.

Havde EU og de baltiske stater for tre år siden insisteret på en fælles juridisk forsvarsstrategi og et solidarisk finansieringsfond for netop den slags langtrukne sager, ville truslen om økonomisk udmattelse have været langt mindre effektiv i dag.

I stedet har hvert land håndteret sagen isoleret, mens Rusland har koordineret sin indsats gennem ét advokatfirma og et fast korps af propagandister. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt Baltikum har retten på sin side, det har de efter alt at dømme, men om, hvorvidt et lille lands retssystem kan holde til at blive brugt som slagmark i en krig, det ikke selv startede.

Danmark bør se sagen som en advarsel, ikke en kuriositet fra en fjern region. Vi har egne minoritetspolitiske sårbarheder, og vi har set, hvordan internationale organer som CERD allerede kigger kritisk på dansk lovgivning.

Næste gang nogen, stat eller ej, beslutter sig for at bruge folkeretten som våben mod et lille land, er spørgsmålet ikke, om det kan ske igen. Det er, om vi denne gang er klar til at betale for et fælles forsvar, i stedet for at vente på, at regningen lander alene.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.