Der er et sted i Mariupol, hvor en fabrik engang stod. I dag er der ingenting. Ingen fabrik, ingen arbejdere, ingen by i normal forstand. Blot ruiner, russisk militær og en befolkning, der enten er flygtet, er fanget – eller er døde. Olena Kovalenko, 43 år, arbejdede der i 22 år. Hun nåede at flygte med sin datter i februar 2022. Sin mand efterlod hun. Han ville ikke tro, at russerne kom så tæt på. Det gjorde de.
I dag bor Olena i Odense med sin datter. Hun sover stadig dårligt. Hun tager medicin for angst. Og hver morgen, når hun åbner mobilen, tjekker hun ukrainske nyhedssider for at se, om der er nyt fra den bydel, hun aldrig kommer tilbage til. Det er ikke en flygtningestatistik. Det er et menneskeliv, der er revet fra hinanden, og det er blot én af de over 3,7 millioner internt fordrevne og de millioner, der har spredt sig over Europa.
Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine den 24. februar 2022 er nu fire år gammel. Fire år med raketter mod beboelsesejendomme, mod hospitaler, mod kraftværker. Og alligevel behandler mange europæere – danskere inkluderet – krigen som noget, der foregår langt borte. Det gør den ikke. Den er strukturelt og sikkerhedspolitisk nærmere os end nogensinde, og de konsekvenser, der ruller mod os, er ikke hypotetiske. De er allerede i gang.
Hvad Putin egentlig vil
For at forstå krigen er man nødt til at forstå manden, der startede den. Vladimir Putin har aldrig lagt skjul på sin vision: Ukraine er ikke et rigtigt land – læs mere om den bredere trussel mod Europa, slaviske folk hører sammen under russisk ledelse, og NATOs ekspansion østpå er en eksistentiel trussel mod Rusland. Det er ikke koldkrigsretorik, men hans reelle politiske program, og han har sagt det gentagne gange, senest i eskalerende grad siden 2014.
Putins politiske mål er ikke bare Ukraine. Målet er at genforhandle Europas sikkerhedsarkitektur. At vise, at grænser kan flyttes med magt. At bevise, at Vesten ikke har vilje til at holde sine løfter. Hver kilometer territorium, Rusland holder, er ikke bare geografi – det er et argument i et langsigtet magtspil. Og det argument koster ukraine civile liv: over 15.000 dræbte dokumenterede civile siden 2022, med 2025 som det hidtil blodigste år med over 2.500 dræbte civile på et enkelt år.
Det tankevækkende – og foruroligende – er, at Rusland i 2024 indhentede 4.168 kvadratkilometer ukrainsk territorium. Det er ikke et land, der er ved at tabe. Det er et land, der langsomt æder sin nabo levende, mens europæiske ledere holder møder og udsteder pressemeddelelser.
Strategien: Udtmatte, fragmentere, vente
Ruslands militære strategi er enkel. Ikke elegant, men brutal effektiv: Udmat modstanderen. Ødelæg infrastruktur systematisk. Ram kraftværker, transformatorstationer og vandforsyningen igen og igen, så befolkningen fryser om vinteren og mister modet. Brug raketter og droner i bølger, der ikke kan afværges fuldt ud. Lad krigen blive en kendsgerning, som folk lærer at leve med – indtil de ikke kan mere.
Parallelt kører en hybrid strategi, der ikke stopper ved Ukraines grænser. Rusland fører i dag aktiv hybrid krig mod NATO – inklusive Danmark. Det er ikke en vurdering fra en tænketank. Det er den officielle konklusion fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), fremlagt offentligt i oktober 2025 af FE-chef Thomas Ahrenkiel. “Det er vores vurdering, at Rusland i øjeblikket fører en hybridkrig mod Danmark og Vesten,” sagde han direkte.
Hybridkrig er ikke krig i klassisk forstand. Det er sabotage mod kabler under Østersøen, GPS-jamming af skibe, russiske droner der krænker NATO-landes luftrum, cyberangreb mod kritisk infrastruktur – og i december 2024 lykkedes det prorussiske hackere at sprænge vandrør på et dansk vandværk. Det sker nu. Ikke i en krigsfilm. I Danmark.
Østersøen brænder stille
Østersøen er i dag et af verdens mest spændte maritime områder. Russiske kampfly eskorterer landets skyggeflåde – skibe der transporterer russisk olie i strid med vestlige sanktioner – gennem internationale farvande. Russiske undervandsbåde med atomvåben opererer fra Kaliningrad, der stikker ind som en russisk kile mellem Polen og Litauen. Og de undersøiske kabler, der binder Europas digitale infrastruktur sammen, er sårbare på en måde, de fleste borgere slet ikke er klar over.
NATO har reageret med operationen “Baltic Sentry”, hvor skibe, fly og droner overvåger Østersøen for at modvirke kabelsabotage, der er knyttet til Ruslands skyggeflåde. Det er godt. Men det er også symptombehandling. Forskningstanken RUSI advarer om, at Rusland i 2026 vil intensivere sabotage mod Europas forsvarsindustri og forsyningskæder til Ukraine – og at europæiske politikere stadig ikke reagerer hurtigt nok.
Fra mit ståsted er det præcis her, den egentlige skandale ligger. Vi ved det. FE ved det. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) ved det. Men den brede offentlighed har stadig ikke fået fortalt, at det vandrør, der sprang i december 2024, ikke var et uheld. Det var en prøvehandling.
Danmark betaler nu – men er det nok?
Regeringen har reageret. Det skal den have kredit for. I februar 2025 etablerede Mette Frederiksens regering en Accelerationsfond på 50 milliarder kroner til akutte militære indkøb i 2025–2026. I februar 2026 fulgte en ny plan: Danmark skal nå NATO’s mål om 3,5 procent af BNP til forsvar allerede i 2030 – fem år før det aftalte mål. Fra 1,36 procent i 2022 til 3,5 procent i 2026 er et spring, der ikke har noget historisk sidestykke i dansk forsvarshistorie.
Men penge løser ikke alt, når man ikke har folkene, udstyret og industrien klar. Statsminister Mette Frederiksen udtalte i september 2025, at Rusland “i løbet af cirka to år” vil kunne udgøre en troværdig trussel mod NATO og være klar til en regional krig i Østersøregionen. To år. Og Ruslands militærindustri producerer fortsat mere end alle europæiske landes industrier tilsammen.
Det er det tal, der burde stå på forsiden af alle aviser. Ikke som et skræmmeskud. Som en faktuel konstatering af, at europæisk genopbygning af forsvarsindustrien halter fundamentalt bagud. Strategierne er skrevet. Produktionslinjerne er ikke åbne endnu.
Freden, der endnu ikke eksisterer
I oktober 2025 arbejdede europæiske lande og Ukraine på en 12-punktsplan for at afslutte krigen langs de aktuelle frontlinjer. Planen inkluderer sikkerhedsgarantier til Ukraine, en vej mod EU-medlemskab, gradvis ophævelse af sanktioner og et fredeligt tilbagelevering af deporterede ukrainske børn. Det lyder konstruktivt. Men der er et problem.
Rusland har ikke accepteret noget. Putin har i stedet øget sine krav over for Washington – og forsøgt at manøvrere Trump-administrationen til at presse Ukraine til territorielle indrømmelser uden modydelser. Og de europæiske politikere, der er mest tilbøjelige til at bukke under for det pres, er præcist de højrepopulistiske partier, der topper meningsmålingerne i en række EU-lande i 2026.
En våbenhvile på Ruslands præmisser er ikke fred. Det er en pause. En pause, der giver Moskva tid til at genopbygge sin militærkapacitet, holde de besatte territorier og forberede næste træk. Den europæiske tænketank ISS konkluderede i januar 2026, at en russisk sejr – selv en delvis en – ville sende et signal om, at magtpolitik virker, at Europa ikke kan forme sin egen sikkerhed, og at afskrækkelse er et tomt ord.
Hvad det koster den almindelige dansker
Lad os tale om det, de fleste politikere ikke siger direkte. Den massive oprustning – 50 milliarder i Accelerationsfonden, 120 milliarder over det samlede tidsperspektiv – er penge, der ikke bruges på hospitaler, ældrepleje, klimainvesteringer eller skoler. Det er et realpolitisk valg, og det er sandsynligvis det rigtige valg givet situationen. Men danskerne fortjener at forstå, at det er et valg med konsekvenser.
Energipriserne i Europa er steget markant siden 2022, delvist som direkte følge af Europas løsrivelse fra russisk gas. Inflationen, der ramte de fleste danske husstande hårdt i 2022–2024, havde Rusland som en delkilde. Ukrainske flygtninge – heriblandt tusindvis i Danmark – er kommet ind i et system, der stadig halter med integration, bolig og psykologisk støtte. Det er ikke abstrakte tal i et statsbudget, det er virkelighed for reelle mennesker.
Det, der bekymrer mig mest, er ikke pengesummen. Det er tidsrammen. FE siger to år til en troværdig trussel. Forsvarsministeren siger, vi er i gang med massiv oprustning. Men massiv oprustning tager tid. Ny radar tager tid. Nye F-35-piloter tager tid. Og i mellemtiden fører Rusland aktivt hybridkrig mod os – ikke om to år, men nu, i dag, med hackere og droner og skyggeflåder og desinformation.
Olena Kovalenko og prisen for europæisk naivitet
Olena Kovalenko er ikke en statistik. Hun er det menneskelige ansigt på en fejlslagen europæisk sikkerhedspolitik, der troede, at handel ville skabe fred, og at Putin ville kalibrere sine ambitioner rationelt. Den antagelse kostede dyrt – ikke kun for Ukraine, men for hele Europas sikkerhedsarkitektur.
Det spørgsmål, de fleste medier ikke stiller, er dette: Hvad sker der, hvis Europa ikke holder? Ikke militært, men politisk. Hvis populistiske bevægelser med prorussiske sympatier vinder valg i Frankrig, Tyskland og Ungarn. Hvis den transatlantiske alliance slår revner under Trump. Hvis europæerne til sidst er så trætte af krisen, at de vælger en dårlig fred frem for en lang usikkerhed. Det er ikke et hypotetisk scenarie. Det er den mest sandsynlige fare i 2026 ifølge EU’s eget ekspertpanel.
Putins bedste kort er ikke hans militær. Det er vores utålmodighed.
Hvis du vil forstå, hvad der rent faktisk er på spil – og hvad det betyder for din hverdag, din energiregning og din sikkerhed – så er det værd at følge denne sag tæt. Skriv gerne i kommentarerne, hvad du oplever lokalt, eller del denne artikel med nogen, der stadig tror, at krigen i Ukraine er et fjernsynsproblem. Det er den ikke. Den er vores.
ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.
Kilder
Forsvarets Efterretningstjeneste: Vurdering af den hybride trussel mod Danmark
Forsvarets Efterretningstjeneste: Trusselsbilledet mod Danmark er blevet mere alvorligt
Statsministeriet: Doorstep om dansk forsvar og Rusland
Finansministeriet: Regeringen etablerer Accelerationsfond på 50 mia. kr.
Forsvarsministeriet: Regeringen øger forsvarsudgifterne markant allerede fra 2026
Lovguiden/FN: Fire års krig i Ukraine – 15.000 dræbt og enorme ødelæggelser
RUSI: Russia is Losing – Time for Putin’s 2026 Hybrid Escalation
EU Institute for Security Studies: Global Risks to the EU in 2026
Bloomberg: Europe and Ukraine Prepare 12-Point Proposal to End Russia’s War
Maritime Danmark: FE – Rusland fører hybrid krig mod Danmark
Forsvarets Efterretningstjeneste: Vurdering af den hybride trussel mod Danmark
Forsvarets Efterretningstjeneste: Trusselsbilledet mod Danmark er blevet mere alvorligt
Statsministeriet: Doorstep om dansk forsvar og Rusland
Finansministeriet: Regeringen etablerer Accelerationsfond på 50 mia. kr.
Forsvarsministeriet: Regeringen øger forsvarsudgifterne markant allerede fra 2026
Lovguiden/FN: Fire års krig i Ukraine – 15.000 dræbt og enorme ødelæggelser
RUSI: Russia is Losing – Time for Putin’s 2026 Hybrid Escalation
EU Institute for Security Studies: Global Risks to the EU in 2026
Bloomberg: Europe and Ukraine Prepare 12-Point Proposal to End Russia’s War
Maritime Danmark: FE – Rusland fører hybrid krig mod Danmark
