Der er noget næsten poetisk retfærdigt over det. Manden, der i 25 år har holdt sin elite sammen med penge og frygt, har nu kun frygt tilbage. Kassen er ved at være tom, og de folk, der plejede at dele byttet broderligt, er begyndt at æde af hinanden.
Læs også: Ruslands statskasse er tømt, men krigen kører videre
Det er ikke en metafor, jeg har fundet på for at gøre teksten mere spændende. Det er, hvad tallene faktisk viser.
Regningen for krigen sendes internt
Siden februar 2022 har den russiske stat konfiskeret eller tvangsovertaget aktiver for omkring 3,9 billioner rubler, svarende til cirka 50 milliarder dollar, ifølge en opgørelse fra det Moskva-baserede advokatfirma NSP (Nektorov, Saveliev & Partners), først omtalt af avisen Kommersant og siden bekræftet af Bloomberg.
Tempoet er tredoblet på et år: I midten af 2024 lå værdien af beslaglagte aktiver på 1,3 billioner rubler. Kun i første kvartal af 2025 overtog staten yderligere 50 selskaber til en værdi af over 800 milliarder rubler.
“Kreml løser to problemer på én gang,” sagde Andrei Yakovlev, forsker ved Harvard-universitetets Davis Center for Russian and Eurasian Studies, til Bloomberg. Salget af de nationaliserede virksomheder finansierer krigskassen, samtidig med at det binder den nye ejerkreds’ skæbne uløseligt til regimets overlevelse.
Den Kyiv-baserede sikkerhedsstrateg Jason Jay Smart, der i 2010 blev sortlistet af Kreml for sin støtte til den russiske opposition, formulerer det skarpere: Rusland er i gang med sin egen udgave af Hunger Games.
Når krigskassen ikke længere rækker til at betale alle i inderkredsen, begynder de forskellige magtfraktioner, sikkerhedstjenesterne, militæret, det gamle St. Petersborg-netværk omkring Putin, at tage det, de har brug for, fra hinanden i stedet.
Det er ikke længere kun et spørgsmål om penge i dag. Det handler om, hvem der overtager magten, den dag Putin ikke længere er der. Og det ved alle sammen udmærket godt.
Ingen bygger noget, der skal deles med syv andre
Her ligger den egentlige pointe, og den er ubehagelig for enhver, der forestiller sig et regime som en samlet, rationel aktør. Det er det ikke. Det er en koalition af interesser, der historisk har holdt sammen, fordi der var nok til alle. Den forudsætning gælder ikke længere.
Når en oligark mister sin formue til staten, er det sjældent, fordi han har gjort noget forkert. Det er, fordi han ikke længere er “indfødt” nok i regimets øjne, som den russiske forretningsmand Vladimir Potanin selv har formuleret det over for sine kolleger: Man skal ikke bakse med kunden, man skal følge statens politiske kurs.
De aktiver, der tages fra dem, der bor i udlandet, eller som har udtrykt utidige holdninger, bliver typisk videresolgt til en pris under markedsværdi til folk, der står regimet nær, ofte finansieret af statsbanker som Sberbank. Modtageren ved samtidig godt, at hvis regimet falder, mister han alt igen. Det er en gammel opskrift, kendt fra “lån mod aktier”-auktionerne i 1990’erne, hvor loyalitet blev købt med ejerskab, man kun beholdt, hvis den rigtige side vandt.
Tanken, der ikke er tanket
Mens magtkampen udspiller sig i Moskvas bagrum, mærker almindelige russere krigen på en helt konkret måde: ved literen. Siden sommeren 2025 har ukrainske droneangreb ramt russiske raffinaderier i et tempo, russerne ikke har kunnet reparere sig ud af.
Ifølge Reuters faldt den russiske benzinproduktion omkring 25 procent i juni 2026 sammenlignet med samme måned året før. Wikipedias løbende dokumentation af krisen, baseret på Reuters, BBC og Novaja Gazeta Europe, viser, at benzinrestriktioner i juli 2026 var indført i 38 af Ruslands 83 regioner, og at krisen samlet ramte omkring 78 af dem. Krim indførte i juni et decideret nødberedskab og stoppede al benzinsalg.
Luftfarten mærker det på samme måde. Ifølge tal fra Kommersant, citeret af luftfartsmediet Aviacionline i slutningen af juni 2026, står omkring 19 procent af flyflåden hos Ruslands elleve største flyselskaber for øjeblikket på jorden, fordi der mangler reservedele, der før kom fra Vesten. Hos nogle af de mindre selskaber, som Smartavia og Azimut, er andelen oppe på 21-23 procent. Det er markant over de cirka 10 procent, der normalt er i planlagt vedligeholdelse om sommeren.
Jason Jay Smart peger i sin analyse på, at det virkelige slagfelt ikke længere er de kvadratkilometer, russiske styrker erobrer i det østlige Ukraine, men den russiske hjemmefront selv. Der er noget om snakken. Militærstrategisk er tabet af en enkelt landsby aldrig det, der afgør en krig. Et sammenbrud i brændstofforsyningen til 50 millioner mennesker er noget andet.
20 minutter ved fronten
Prisen for det militære fremskridt, der stadig finder sted, er ekstrem. Det amerikanske analyseinstitut CSIS (Center for Strategic and International Studies) anslog i sin seneste opgørelse fra juli 2026, at Rusland har lidt omkring 1,4 millioner samlede tab, døde, sårede og forsvundne, siden invasionens start i februar 2022, heraf op mod 450.000 dræbte.
Det svarer, som CSIS selv skriver, til omkring én procent af landets samlede befolkning, og tabsraten er ifølge instituttet steget til næsten 8 mod 1 i forhold til Ukraine i første halvdel af 2026.
Oxford-historikeren Peter Frankopan har i juli 2026 citeret russiske militærbloggeres vurdering af, at russiske soldater i visse frontafsnit i gennemsnit har en forventet levetid på 20-35 minutter, når de først når frem til kamplinjen.
Det stemmer med Jason Jay Smarts pointe om, at de nyudskrevne soldater knap nok trænes længere, fordi hverken hæren eller soldaten selv regner med, at de skal gøre andet end at holde en position i nogle få minutter.
Manden i bunkeren
Der er noget symptomatisk over, hvordan Putin selv har reageret på presset. Han rejser stort set ikke længere rundt i Rusland og har ifølge flere analytikere tilbragt størstedelen af det seneste år i en bunker frem for på sine egne godser, angiveligt af frygt for ukrainske droneangreb.
Men Jason Jay Smart peger på en anden, mere ubehagelig frygt: Putin ved ikke længere, hvem i sin egen kreds der kunne finde på at spille Brutus.
Det er den slags paranoia, der historisk set ikke gør en enevældig leder mere forsigtig, men mere uforudsigelig. Og det er netop pointen: Jo mere isoleret manden i toppen bliver fra sin egen elite, jo sværere bliver det for ham at vurdere, om krigen overhovedet kan vindes, når de omkring ham har en åbenlys interesse i at fodre ham med det billede, der tjener dem selv bedst.
Læs også: Kremls skjulte flåde passerer Danmark hver dag
Hvad det betyder for Danmark
Det er fristende at tænke på det hele som noget, der foregår langt væk. Det gør det ikke. Danmark ligger tættere på Ruslands skyggeflåde end noget andet europæisk land, fordi en stor del af flåden sejler gennem danske farvande på vej til og fra de russiske olieterminaler ved Østersøen.
Ifølge dokumentation fra Danwatch, baseret på data fra MarineTraffic, vælger flere skyggeskibe bevidst ruten syd om Bornholm, fordi danske myndigheder, i modsætning til svenske, tyske og finske, hidtil har været tilbageholdende med at bording skibene.
Den tilbageholdenhed har en pris. Eksperter citeret af Politiken har peget på frygten for russiske gengældelsesaktioner mod danske interesser, først og fremmest Mærsk, som en del af forklaringen på, hvorfor Danmark ikke går forrest i den konfrontation, landets egne embedsmænd i Bruxelles ellers presser på for.
Samtidig er NATO’s overvågningsoperation Baltic Sentry, som Danmark deltager i med skibe og fly, netop et forsøg på at kompensere for, at den russiske stats svækkede økonomi, den samme økonomi Jason Jay Smart beskriver som ved at bryde sammen indefra, gør skyggeflåden endnu vigtigere for Kreml som indtægtskilde.
Konklusionen ingen i Kreml har lyst til at høre
Sæt det hele sammen, og billedet bliver klart: Et regime, der er ved at løbe tør for penge til sin egen elite, en hær, der bruger hundredvis af millioner dollar og over tusind ofre for en enkelt kvadratkilometer, en befolkning, der ikke kan tanke bilen, og en leder, der gemmer sig for sin egen omgangskreds. Det er ikke et system, der vinder. Det er et system, der forhandler om, hvem der taber mindst.
Spørgsmålet er ikke længere, om Putins magt en dag afløses. Spørgsmålet er, om de fraktioner, der i dag æder af hinandens formuer, kan blive enige om en efterfølger, før de æder hele systemet op indefra. Vesten bør indrette sin Rusland-politik efter det scenarie, ikke efter forestillingen om et Kreml, der stadig styrer sin egen skæbne.
Kilder
Bloomberg: Kremlin’s $50 Billion Asset Grab Deepens Russian Economic Woes
OSW Centre for Eastern Studies: Putin’s elite divides the spoils in Russia
CSIS: Russian Blood and Treasure – The Ballooning Costs of Putin’s War
Aviacionline: Russia’s air fleet shrinks – 19% of aircraft grounded
