Hvorfor sender EBU Eurovision til Asien – mens Europa krakelerer?

Bangkok, november 2026. Glitrende lys, K-pop-stjerner og thailandske beats blandes i en pan-asiatisk fest, mens et publikum på papiret op mod 600 millioner mennesker skal tune ind. Der er intet galt i selve idéen. Men herhjemme i Danmark, hvor DR lige har kæmpet for at holde Eurovision apolitisk midt i boykotstorme om Israel, rejser det et rimeligt spørgsmål: Hvad laver europæiske public service-giganter i Asien, når hjemmemarkedet krakelerer?

Den annoncerede fest – og de udeladte

Ti lande er med fra start i Eurovision Asia: Bangladesh, Bhutan, Cambodja, Laos, Malaysia, Nepal, Filippinerne, Sydkorea, Thailand og Vietnam. Bangkok er værtsby, med finale den 14. november. EBU’s Martin Green kalder det “United by Music”, samme slogan som den europæiske udgave.

Men Kina, Japan og Indien (de tre suverænt største markeder i regionen) er ikke med. De 600 millioner potentielle seere lyder markant, men uden de tre lande er det reelt en langt mindre fest, end tallet antyder. Thailand sendte i øvrigt allerede Eurovision i 1971, og Kina var med fra 2011 til 2018, så begge lande har tidligere været en del af formatet, spørgsmålet er, hvorfor de ikke er det nu.

Læs også: Løgnen om Europa: Hvorfor håbet stadig drukner i 2026

Pengene bag glitteret

EBU er ikke en velgørende organisation, men en union af public service-broadcastere, der kæmper mod streamingtjenester som Netflix og sociale medier om seernes opmærksomhed. Eurovision er en af unionens vigtigste indtægtskilder, og en udvidelse til Asien betyder flere seere, flere annoncekroner og adgang til et marked, hvor public service-medier endnu ikke er blevet udkonkurreret af private streamingtjenester i samme grad som i Europa.

I Danmark er billedet et andet: DR’s budget strammes år for år, og Eurovision 2024 trak omkring 585.000 danske seere, et fald i forhold til tidligere år. Det rejser spørgsmålet, om EBU’s ressourcer bruges bedst ved at investere i nye markeder i Asien, eller om de europæiske medlemslande ville være bedre tjent med, at unionen brugte kræfterne på at genopbygge interessen på hjemmemarkedet.

Europas revner – og Danmarks rolle

Mens Bangkok forbereder sig, krakelerer den oprindelige, europæiske udgave af Eurovision. Fire lande (Spanien, Irland, Holland og Slovenien) har varslet boykot af 2026-udgaven i protest mod Israels deltagelse. DR står fast på sin linje: “Vi støtter ESC som kulturel begivenhed, ingen udelukkelse, så længe reglerne følges,” udtaler DR’s Gustav Lützhøft.

Der er en vis ironi i, at EBU prædiker politisk neutralitet i den europæiske udgave, samtidig med at organisationen udvider til en region, hvor flere af de deltagende lande selv har markante udfordringer med ytringsfrihed og pressefrihed. Det gør ikke i sig selv Asien-udgaven illegitim, men det skaerper spørgsmålet om, hvad “neutralitet” egentlig betyder for en organisation, der samtidig ekspanderer forretningsmæssigt.

Hvad koster det danske licensbetalere?

DR er medlem af EBU og bidrager årligt til unionens fælles drift som en del af sit samlede budget på omkring 3,5 milliarder kroner årligt. Når EBU’s strategiske fokus i stigende grad retter sig mod nye markeder uden for Europa, er det et rimeligt spørgsmål, om det europæiske bidrag over tid bliver dyrere, uden at det giver europæiske seere noget synligt til gengæld. DR har ikke offentliggjort et specifikt regnskab for, hvor stor en andel af kontingentet der finansierer Asien-satsningen.

Læs også: Mens vi strides om indvandring, forsvinder verdens demokratier

Udsigten

2026 bliver året, hvor det viser sig, om Bangkok-satsningen er en succes på EBU’s egne betingelser. Men uanset udfaldet står et strukturelt spørgsmål tilbage: Hvis den europæiske udgave fortsat mister opbakning til boykotter og faldende seertal, mens organisationens ressourcer i stigende grad investeres i ekspansion andre steder, risikerer netop de public service-medier, Eurovision oprindeligt skulle styrke, at ende som sidevogn til deres egen forretningsstrategi. Der findes danske musikalske talenter, der kunne have gavn af stærkere fokus herhjemme, men det kræver, at systemet prioriterer det europæiske marked højere end det globale.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.