Der er noget påfaldende ved den måde, Ruslands økonomi omtales i vestlige medier. Den beskrives skiftevis som “på randen af kollaps” og som “overraskende modstandsdygtig” – to påstande, der sjældent forklares ordentligt, og som sjældent fører til det centrale spørgsmål: Hvad er det egentlig for en maskine, vi har med at gøre? Og hvad koster det russerne – ikke staten, ikke Putin, men de almindelige russere – at holde den kørende?
For at forstå Ruslands krigsøkonomi er man nødt til at forstå dens struktur. Det handler ikke primært om, hvad der sker på slagmarken, men om, hvad der sker i budgetterne, i reservefondene, i skattelovgivningen og i de finansielle mekanismer, der holder en krigsstat i gang, mens dens befolkning langsomt tvinges til at betale regningen.
En maskine bygget på olie og gamle reserver
Rusland finansierer sin krig gennem tre kanaler: løbende statsindtægter, finansielle buffere og indenlandsk låntagning. Det er vigtigt at forstå rækkefølgen, for den fortæller noget om, hvor i processen Rusland befinder sig nu.
Læs også: EU’s forsvarseventyr: Hvem betaler – og hvem tjener?
I krigens første fase, fra vinteren 2022 og frem, var statskassen faktisk relativt robust. Rusland havde opbygget en nationalformuefond – en statslig opsparing finansieret af olie- og gasoverskud – som fungerede som et stødpudelag. Selvom vestlige sanktioner hurtigt begrænsede adgangen til internationale kapitalmarkeder og ramte en række sektorer, fortsatte energieksportindtægterne. Europa importerede stadig russisk gas. Olien fandt nye aftagere i Kina og Indien. Staten kunne betale krigen med kasseoverskud, mens nationalformuefondens likvide beholdning holdt budgetbalancen på plads.
Det billede har ændret sig grundlæggende. Den likvide del af nationalformuefondet er faldet med over halvdelen siden begyndelsen af 2022, og i starten af juli 2025 udgjorde de likvide aktiver kun 4,1 billioner rubler – svarende til godt 52 milliarder dollars. Økonomer fra den russiske statslige tænketank RANEPA og Gaidar-instituttet advarede allerede i 2025 om, at fonden kan være udtømt inden 2026, hvis tendenserne fortsætter. Det er ikke løs snak fra udenlandske kommentatorer. Det er russiske økonomer, der advarer den russiske stat.
Tallene bag krigsmaskinen
Man må konstatere, at omfanget af Ruslands militæropbygning ikke har nogen fredstidsparallel i moderne russisk historie. Fra 2021 til 2025 er de samlede russiske militær- og sikkerhedsudgifter nået op på mindst 50,6 billioner rubler – svarende til 580–600 milliarder dollars. Disse tal er baseret på officielle budgettal og udgør formentlig et mindstemål, eftersom Rusland ikke fuldt ud rapporterer alle krigsrelaterede udgifter.
I 2021, før den fuldskala-invasion, brugte Rusland ca. 5,6 billioner rubler om året på militær og intern sikkerhed. I 2024 var det tal steget til 13,7 billioner rubler. For 2025 nåede det 16,5 billioner rubler – knap 40 procent af det samlede føderale budget. Til sammenligning lå andelen af sociale udgifter i budgettet på 38,1 procent inden konflikten; i 2026-budgettet er den faldet til 25,1 procent. Det er en historisk omfordeling, der ikke er sket i stilhed, men heller ikke i demokratisk debat.
Det er ikke tilfældigt, at denne omfordeling sker uden nogen reel folkelig kontrol. Det er systemets logik. Putin-statens politiske struktur giver præsidenten direkte kontrol over forsvarsbudgettet, mens parlamentet – Statsdumaen – formelt godkender budgettet, men i realiteten ikke udgør et reelt check. Sociale udgifter skæres ned, mens militærudgifter prioriteres, og ingen institution har autoritet til at anfægte den prioritering.
Låntagning som krigens nye finansieringsform
Der er sket et strukturelt skift i, hvordan Rusland betaler for krigen. For første gang finansierer Moskva det føderale budget primært via låntagning frem for overskudsindtægter eller reservetræk. Det planlagte underskud for 2026 er på 5,6 billioner rubler – svarende til ca. 56 milliarder dollars. Det er en bevidst politisk beslutning, ikke et uheld.
Indenlandsk låntagning er ikke en ny opfindelse. Men i Ruslands tilfælde sker det med Centralbanken som en stille garant bag staten, og det sker med en rente på omkring 16 procent – en af de højeste i verden. Det er ikke gratis penge. Det er dyr kapital, der skabes ved at trække ressourcer ud af den private sektor og ind i statsbudgettet. Virksomheder, der ellers ville investere og ansætte, kan ikke konkurrere med statens vilkår for låntagning. Det er inflationspres i den ene ende og produktionsstagnation i den anden.
Tænketanken Europa konkluderede i en analyse fra slutningen af 2024, at Ruslands økonomi er under pres fra stagflation – en kombination af høj inflation og svigtende vækst – og at den høje rente nødvendigvis vil presse virksomheder ud af markedet. Det er en klassisk krigsøkonomisk dynamik: Staten vokser, den private økonomi krymper, og befolkningens levestandard falder stille og roligt.
Sanktionernes Akilleshæl
Sanktionerne har virket – men langt fra nok. Det er den mest ærlige måde at beskrive situationen på. Rusland har mistet en femtedel af sine olieindtægter som direkte følge af prislofte og eksportbegrænsninger. Visse sektorer som luftfart og bilproduktion er kollapset på grund af mangel på importerede komponenter. Det samlede billede er et land under stigende pres.
Men sanctions-systemet har et strukturelt problem, som sjældent diskuteres åbent: håndhævelsen er svag, og incitamenterne til omgåelse er enorme. Sanktionerede varer – herunder elektronik til russiske våbensystemer – købes lovligt af skuffeselskaber i tredjelande og videresælges med minimalt tilsyn. Rusland har siden invasionen opbygget parallelle forsyningskæder via Tyrkiet, Kina, Centralasien og Indien. Det er ikke en hemmelig operation; det er en åben forretningsmodel, der er ekstremt lavrisiko og ekstremt profitabel.
Fra et strukturelt perspektiv er dette et klassisk håndhævelsesproblem. Sanktionssystemet er designet til at pålægge omkostninger på dem, der bryder reglerne, men i praksis er ansvaret begrænset til den umiddelbare eksportør. En forhandler kan sælge til et tyrkisk selskab og erklære sin forpligtelse opfyldt. Hvad der sker bagefter, er formelt set uden for ansvarsrækken. Det er en arkitektonisk svaghed, ikke en tilfældig undladelse.
Det internationale energimarked rummer det største udestående spørgsmål. Rusland tjente inden krigen 230–300 milliarder dollars om året på olie- og gaseksport; trods sanktioner og prisrabatter estimeres det stadig at bringe 180–200 milliarder dollars hjem årligt. Som tidligere JPMorgan-bankier Roman Sulzhyk formulerer det: det, der holder Rusland oppe, er ikke regnskabstricks. Det er energiindtægter. Og så længe de flyder, har staten råd til krigen.
Hvad det koster det russiske folk
Der er en tendens i vestlig krigsrapportering til at behandle russisk økonomi som et abstrakt strategisk spørgsmål. Men det er et spørgsmål om levestandard for 140 millioner mennesker. Den russiske centralbanks rente på 21 procent er ikke bare et tal – det er et udtryk for, at inflationen er løbet af sporet, og at staten forsøger at stoppe den ved at gøre penge dyre for alle. Det rammer husholdningernes lån, det rammer boligmarkedet, det rammer de små virksomheder.
Sociale udgifter er skåret. Erstatningsbetalinger til såredes familier og de faldnes pårørende – en vigtig mekanisme til at opretholde folkelig accept af krigens menneskelige tab – er allerede under pres, og Putin forsøgte ifølge tilgængelige rapporter at reducere disse beløb i anden halvdel af 2024. Det er et symptom på en stat, der begynder at prioritere selve krigsmaskinen over de sociale kontrakter, der legitimerer den.
Worst case-scenariet er ikke et pludseligt finansielt sammenbrud, men en langsom, accelererende forringelse: stigende inflation, faldende realindkomster, stagnerende investeringer og et kollaps i indenlandske serviceydelser – alt imens militærmaskinen opretholder sin kapacitet ved at æde sig ind i den civile økonomi. Det er et scenarie, der kan forløbe over år, ikke måneder.
Et internationalt perspektiv: Hvad krigen koster sammenlignet med hvad
Det er nyttigt at holde de russiske tal op mod noget konkret. Det samlede danske statsbudget for 2025 lå på ca. 1.600 milliarder kroner – svarende til godt 215 milliarder dollars. Ruslands militær- og sikkerhedsudgifter for 2025 alene beløb sig til ca. 165 milliarder dollars. Med andre ord: Rusland bruger hvert år tæt på det, der svarer til det samlede danske statsbudget, udelukkende på sin krigsmaskine.
Den nærliggende sammenligning er Sovjetunionen. Under den kolde krig pressede Sovjet forsvarsudgifterne op på 15–17 procent af BNP, og systemet brød efterfølgende sammen delvist som følge af det pres. Rusland er nu tæt på 6–7 procent af BNP i rene forsvarsudgifter – og op mod 8–9 procent, hvis sikkerhedsstyrkerne medregnes. Det er ikke Sovjet-niveauer, men det er langt over, hvad noget vestligt demokrati betragter som bæredygtigt. Og det sker i et land med demografiske problemer, en aldrende industribase og et BNP, der er halvt så stort som Californiens.
Læs også: Ruslands statskasse er tømt, men krigen kører videre
Sammenligner man med Ukraine-krigen set fra Europas vinkel, er det tydeligt, at spørgsmålet om sanktionshåndhævelse er et strukturelt problem for det internationale system som helhed – ikke blot et diplomatisk problem. Mange lande, der formelt støtter sanktionerne, lader reelt hånt om dem i praksis ved at tillade gennemgangssalg. Det burde bekymre enhver, der interesserer sig for, om internationale retsregler faktisk fungerer.
Hvornår løber maskinen tør?
Det korte svar er: ikke i morgen, men heller ikke for evigt. De to økonomer, der er citeret i den grundlæggende analyse fra Kyiv School of Economics, vurderer, at Rusland kan opretholde det nuværende udgiftsniveau i yderligere et til to år under nogenlunde stabile betingelser. Frem mod 2027–2028 forventes pressene at akkumulere, og systemet vil gradvist blive mere sårbart over for eksterne chok.
Det afgørende er oliepriserne. Falder de markant, er der ingen buffer tilbage – nationalformuefondet er næsten tømt, og det indenlandske lånemarked kan ikke absorbere et akut finansieringsbehov. En parallel trussel er, at Ukraine fortsat angriber russisk energiinfrastruktur, og at vestlige myndigheder begynder at tilbageholde skibe fra Ruslands såkaldte “skyggeflåde” – de tankskibe, der omgår vestlige energisanktioner. Begge dele har allerede haft en kumulativ effekt.
Jeg observerer med bekymring, at den politiske diskussion i Vesten oftere handler om, hvornår krigen slutter, end om hvilke strukturelle mekanismer der afgør det svar. At forstå den russiske krigsøkonomi er ikke blot et spørgsmål om akademisk interesse. Det er grundlaget for ethvert seriøst svar på spørgsmålet om, hvad Vesten reelt har af indflydelse – og hvad der kræves for at øge den.
Det system, der holder Ruslands krig kørende, er hverken magisk eller uforgængeligt. Det er en statskapitalistisk krigsøkonomi under stigende belastning, finansieret af fossil energi, udtømmede reserver og en befolkning, der betaler en stadig større pris uden at have fået lov til at stemme om det. Spørgsmålet er ikke, om det bærer systemet. Det er, hvornår bæreevnen er opbrugt – og om det internationale community vælger at gøre noget ved det, inden det sker af sig selv.
Diskuter gerne denne artikel med andre – strukturelle forklaringer har det med at forsvinde i nyhedsstøjen, og jo flere der forstår mekanismerne, desto bedre. Og finder du dybdeanalyser som denne værdifulde, er du altid velkommen til at støtte ExtraFokus med en donation, så vi kan fortsætte det redaktionelle arbejde.
ExtraFokus.com: Dybere blik på systemerne bag nyhederne.
