Remigration er allerede dansk lov. Det virkede ikke.

Jeg har siddet med de her tal i to dage nu, og jeg bliver stadig lige så provokeret, hver gang jeg læser dem igen.

Ikke fordi remigration er en dårlig idé, men fordi vi allerede for syv år siden vedtog den rigtige tanke, og siden har ladet den sande i systemets langsomhed. Vi kaldte det bare noget andet, fordi “paradigmeskifte” lyder mere som noget, en regering laver, og mindre som noget, et parti råber på en valgplakat.

Læs også: 72% flere voldtægter i Tyskland

Loven der ville det rigtige

Meningen med paradigmeskiftet var ikke svær at forstå, selv for en, der ikke læser lovtekst for sjov. Alle opholdstilladelser til flygtninge skulle fremover gives “med henblik på midlertidigt ophold”. Ikke “mulighed for varigt ophold”.

Ordet midlertidig blev skrevet direkte ind i integrationslovens formålsparagraf. Integrationsprogrammet fik ligefrem nyt navn, så ingen kunne misforstå retningen: et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram.

Det er en sund præmis. Beskyttelse skal ikke være statsborgerskab på afbetaling. Den er midlertidig, fordi faren er midlertidig, og når faren forsvinder, rejser man hjem. Problemet er ikke tanken. Problemet er, at vi aldrig fandt modet til at gennemføre den.

28 ud af 250, beviset på, at vi ikke tog det seriøst

Her er tallet, jeg ikke kan slippe. I januar 2019, samme måned som loven blev vedtaget, kom det frem, at 28 ud af 250 mennesker med inddraget opholdstilladelse rent faktisk var rejst. 28. Ikke 28 procent. 28 mennesker.

Det er ikke et bevis på, at remigration er en umulig idé. Det er et bevis på, at vi lavede en lov uden at bygge den maskine, der skulle udføre den. Man kan ikke vedtage midlertidighed på Christiansborg og så læne sig tilbage og tro, resten løser sig selv.

Mattias Tesfaye sagde det selv, dengang han stadig var ordfører og ikke minister med ansvar for at forsvare tallene: lykkes det ikke at sende folk hjem, mens de er her på midlertidig beskyttelse, er flygtninge reelt blevet til indvandrere. Det er ikke remigration i sig selv, jeg advarer imod. Det er halvhjertet remigration.

Og mønsteret gentog sig. 900 somaliske flygtninge mistede opholdstilladelsen under den skærpede praksis fra 2015, de fleste efter fire til fem år i landet.

Omkring 160 syrere har mistet den siden 2019. I marts 2023 sad 545 afviste asylansøgere fast et sted, ingen har et ord for. Det handler ikke om, at systemet er for hårdt, men om, at det er for svagt til at følge sine egne beslutninger til dørs.

Hvorfor det faktisk betyder noget

Det er let at tale om paragraffer og tal, men konsekvenserne mærkes i virkeligheden. Se på de kommuner, hvor en stor del af de flygtninge, der aldrig blev sendt hjem efter faren forsvandt, i dag udgør en fast del af ghettolisten: lav beskæftigelse, lav uddannelse, høj kriminalitetsrate i bestemte aldersgrupper, år efter år.

Det er ikke tilfældigt: det er, hvad der sker, når midlertidig beskyttelse i praksis bliver permanent bosætning uden nogensinde at blive en formel, retfærdig integration.

Se på arbejdsmarkedstallene: beskæftigelsesfrekvensen blandt ikke-vestlige flygtninge ligger fortsat markant under danskeres, selv efter mange år i landet.

Se på skolerne i udsatte boligområder, hvor andelen af børn, der ikke består folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik, er væsentligt højere end landsgennemsnittet. Det er ingen retorik: de samme instanser, der leverer tallene om de 28 ud af 250, leverer også disse.

Når remigration ikke sker, betaler ikke kun statskassen. Det betaler de børn, der vokser op i parallelsamfund uden reel vej ud. Det betaler de kvinder, der lever isoleret i lokalsamfund, hvor integrationen aldrig kom. Remigration, gjort ordentligt, er ikke en straf. Det er en løsning på et problem, vi selv har ladet vokse.

Fribilletten, der ikke findes, og heller ikke burde

Jeg gik selv ud fra noget, da jeg begyndte at researche det her: at flygtningestatus i praksis er en åben vej til dansk pas.

Jeg havde regnet forkert. Kravene er faktisk høje: 8 uafbrudte år i landet, mindst 3 år og 6 måneders fuldtidsarbejde ud af de sidste 4, en dansktest, ingen offentlig hjælp i længere perioder, og én dom på 6 måneders ubetinget fængsel lukker permanent ophold for evigt.

I 2020 endte det med 331 permanente opholdstilladelser givet på baggrund af asyl. Det tal er faktisk et godt tegn, ikke et dårligt. Det viser, at kravene virker som et filter.

Problemet er ikke, at filteret er for strengt. Problemet er, at vi ikke har et lige så stærkt filter i den anden retning: en effektiv, fast vej hjem for dem, der ikke lever op til kravene, eller hvis beskyttelsesbehov er ophørt.

Ikke alle kulturer integreres lige let, og det skal vi kunne sige højt

Vi har brugt årtier på at tale udenom det, som tallene har vist os hele tiden: kulturel afstand er ikke en abstrakt akademisk detalje, det er den enkeltfaktor, der forudsiger integration bedst af alle.

Ukrainske flygtninge kom til Danmark efter 2022, og de gik i arbejde, lærte sproget og faldt ind i samfundet i et tempo, ingen anden flygtningegruppe i nyere dansk historie har matchet.

Det skyldes ikke held, men at de kommer fra en kultur, der ligger tæt på vores egen: kristen baggrund, lignende kønsroller, et sekulært syn på lov og stat, og et sprog, der ikke kræver et helt nyt alfabet at lære.

Sæt det op mod virkeligheden for mange muslimske indvandrergrupper, og forskellen er ikke til at overse, uanset hvor ubekvemt det er at sige højt.

Familiemønstre bygget på patriarkalske normer, der kolliderer direkte med dansk ligestillingslovgivning. Religiøse regler, der for nogle står over landets sekulære love. Kønsopdelte forventninger, vi har brugt et halvt århundrede på at afskaffe herhjemme, og som stadig genopstår i parallelsamfund, vi ikke har villet kalde ved deres navn.

Det er ikke fordomme, men det, beskæftigelsestal, uddannelsesstatistikker og kriminalitetstal fra egne myndigheder har vist, år efter år, uanset hvor mange integrationsprogrammer vi har skudt penge efter problemet.

At blive ved med at behandle den her forskel som ikke-eksisterende er ikke tolerance. Det er selvbedrag på skatteborgernes regning. En seriøs remigrationspolitik er nødt til at anerkende, at nogle grupper aldrig integreres, uanset tid eller ressourcer, fordi den kulturelle kløft simpelthen er for stor til at lukkes med danskkurser og jobcentre.

At lade som om alle nationaliteter og trosretninger er lige nemme at integrere, når data konsekvent viser det modsatte, er ikke venlighed. Det er en politik bygget på ønsketænkning frem for virkelighed, og det er præcis den ønsketænkning, der har givet os 28 ud af 250.

Læs også:Efterkommere er mere kriminelle end deres forældre 

Ordet, der endelig får den opmærksomhed, det fortjener

Så kommer valgkampen, og nu hedder det pludselig noget nyt. Morten Messerschmidt stillede et krav i foråret: DF går kun ind i en regering, der garanterer, at flere muslimske indvandrere forlader Danmark, end der kommer til. Det er et skarpt krav, men det er også et ærligt svar på et problem, vi har kendt til i årevis uden at handle på det.

Remigration er ikke en ny opfindelse. Det er et gammelt, bredt migrationsfagligt begreb for almindelig tilbagevandring. Det, der er nyt, er, at et parti endelig sætter et konkret, målbart mål på det, i stedet for at lade det forsvinde i vage hensigtserklæringer, som paradigmeskiftet gjorde i 2019.

Hvad en ærlig remigrationspolitik faktisk kræver

Vil man have remigration til at fungere i praksis, ikke bare på papiret, kræver det handling, ikke flere hensigtserklæringer. Det kræver retursaftaler med de lande, folk faktisk kommer fra, forhandlet med samme alvor, som vi forhandler handelsaftaler.

Det kræver en dedikeret hjemsendelsesmyndighed med ét ansvar og ét mål, i stedet for et system spredt ud på flere styrelser, der alle kan pege på hinanden, når intet sker. Og det kræver politisk vilje til at anerkende, at nogle kulturer integreres lettere end andre, så ressourcerne og kravene kan målrettes derefter, i stedet for at behandle alle sager, som var de identiske.

Det er ikke ondskabsfuldt at sige. Det er ærligt. 28 ud af 250 rejste, fordi vi lavede en lov uden at ville den fuldt ud. Næste gang nogen råber “remigration”, som var det en farlig ny idé, vil jeg foreslå dem fem minutter med de tal, og en påmindelse om, at vi allerede vidste, hvad der skulle gøres. Vi har bare aldrig gjort det.

ExtraFokus.com: Skarp fokus på det væsentlige.