Tirsdag stod fire partiledere ved et podium ved Marienborg og lovede danskerne det meste. Skatteyderbetalt tandlæge. Halveret moms på mad. Store Bededag tilbage fra 2030. Mellemskatten afskaffet. Et nationalt sprøjteforbud. Ni. Ni. Kommissioner der skal undersøge resten.
Læs også: Tredje kongerunde: Løkke vandt, Danmark tabte
Læs også
→ Regeringen hæver din skat og kalder det reform
Det eneste, de ikke kunne sige, var hvad det koster.
Læs også: VLAK er tilbage, og ingen lærte noget
Ni kommissioner er ni måder at sige “vi ved det ikke”
Jeg tæller dem: Folkeskole. Dyrevelfærd. Sundhed. Økonomi. Ni i alt, ifølge tirsdagens pressemøde. I dansk politik er en kommission en elegant måde at udskyde svaret på et spørgsmål, man har lovet at besvare. Ingen kritiserer en kommission. Den arbejder altid seriøst. Og når den afleverer sin rapport om tre år, er det en ny regerings problem.
Mette Frederiksen forsikrede journalisterne om, at kommissionerne ikke betyder uenighed. Nej, selvfølgelig ikke. Det ville aldrig falde en regering ind at nedsætte ni kommissioner, fordi man grundlæggende ikke kan blive enige om, hvad man egentlig vil.
“Hen ad vejen” er det mest ærlige, hun sagde
Det allerførste spørgsmål fra pressen var forudsigeligt: Hvordan finansieres det hele? Svaret var en enkelt sætning, der burde ryste enhver, der nogensinde har lavet et budget: “Når regeringen hen ad vejen fremlægger de konkrete forslag, fremlægges finansieringen.”
Hen ad vejen. Det er altså det, vi har at holde os til.
Lars Løkke lovede, at ambitiøs reformpolitik vil øge den strukturelle velstand med 70 milliarder kroner i 2035. Det er om ni år. Det er ikke en plan, men en astronomitime.
Jeg er ikke økonom. Men jeg kender Mette fra Viborg, der har ventet tre år på en tandlægetid, fordi hun ikke har råd til privat. Regeringsgrundlaget lover hende gratis tandlæge. Om ti år. Og kun hvis pengene er der.
Flæskestegen og det spørgsmål, ingen kunne besvare
En journalist spurgte, hvad omlægningen af landbruget vil gøre ved prisen på flæskesteg. Det er ikke et fjollet spørgsmål, men det spørgsmål, Birthe i Esbjerg sidder med, når hun planlægger søndagsmiddagen og regner på, om det hænger sammen.
Svaret fra partilederne? Ingenting konkret. Mette Frederiksen tilføjede, at man vil slagte flere grise i Danmark frem for at eksportere dem levende. Man vil avle færre, men slagte flere. Det lyder logisk. Prisen ved ingen.
Det er et mønster, der gentager sig igennem hele pressemødet. Planerne er der. Konsekvenserne mangler.
Det handler om Lars Løkke
En ting er værd at bide mærke i: Lars Løkke gik til valg på at holde fløjene ude. SF og Enhedslisten skulle ikke have indflydelse. Det var hans kernebudskab.
Nu sidder SF ved bordet. SF, der historisk har presset dansk politik markant til venstre på klima, velfærd og skat, og som tirsdag tog æren for både det skatteydersbetalte tandlægeforslag og det nationale sprøjteforbud.
Løkke sagde: “Ligesom alle mulige andre er jeg nødt til at tage valget til efterretning.” Det er en mærkelig sætning. Han valgte at gå med. Det var ikke tvang. Der er forskel på at indrømme, at man ikke fik hvad man ville, og at lade som om demokratiet gjorde det.
Det regnestykke, ingen viste frem
De mange løfter kombineret med ingen finansieringsplan er ikke et uheld. Det er en strategi. Giv folk overskrifterne nu. Send regningen, når ingen husker pressemødet.
Skatteyderbetalt tandlæge indfases over ti år. Store Bededag vender tilbage i 2030, men kun hvis beskæftigelsen lever op til bestemte krav, der endnu ikke er præciseret. Halveret moms på mad er fin politik, men ingen har forelagt, hvad det koster statskassen i en tid, hvor forsvarsbudgettet kræver milliarder ekstra om året.
Regeringen kan ikke bare undskylde sig med at ‘kunne regne’. Den har valgt ikke at vise regnestykket.
Regningen kommer. Bare ikke nu.
Hvad sker der, når pengene ikke er der? Tandlægen udsættes. Bededagen forskydes igen. Momslettelsen beskæres stille og roligt i en finanslov, ingen husker. Det er standardoperationsprocedure i dansk politik, og alle ved det. Inklusive dem, der stod ved podiet tirsdag.
Den almindelige dansker er vant til at høre løfter. Hun er også vant til at høre forklaringerne på, hvorfor de ikke kunne indfries. Tirsdag fik hun løfterne igen.
Spørgsmålet er ikke, om der kommer en regning. Spørgsmålet er bare, hvem der holder den, når den lander.
ExtraFokus.com: Skarp fokus på det væsentlige
