Taknemmelighed er ikke en løsning – det er et produkt

Der er noget bekvemt ved idéen om, at det egentlig bare handler om at ændre indstilling. At hvis du skriver tre ting ned om morgenen, du er taknemmelig for, rykker du dig selv ud af depression, angst og kronisk stress. Det er en tanke, der koster ingenting at sælge – og som altid lader systemet slippe af sted med uforrettet sag.

Jeg er ikke imod taknemmelighed. Jeg er imod hvad vi bruger det til.

Industrien, der voksede ud af vores smerte

Den globale wellness-industri nåede i 2024 op på 6,8 billioner dollars – se kosttilskudsindustrien. Den er fordoblet siden 2013 og vokser næsten dobbelt så hurtigt som den globale økonomi.

Det er ikke tilfældigt, at den er vokset i præcis de år, hvor vestlige velfærdssamfund systematisk har underfinansieret deres psykiatriske behandlingstilbud, læs private forsikringers fremmarch. Det er heller ikke tilfældigt, at det hurtigst voksende segment inden for wellness er “mental wellness”, med en gennemsnitlig årlig vækstrate på 12,4 procent siden 2019. Nogen tjener rigtig mange penge på, at vi har det skidt.

I Danmark registrerede regeringens eget grundlag for 10-årsplanen for psykiatrien, at antallet af patienter i psykiatrien er steget med 25 procent bare inden for de seneste fem år. Og bare inden for de seneste ti år er antallet af børn og unge med en psykiatrisk diagnose nået et historisk højt niveau – per 1. januar 2023 var 73.220 børn og unge, svarende til 63 ud af 1.000 unge danskere, diagnosticeret med mindst én psykiatrisk lidelse. Systemets svar? Ventelister. Og i mellemmorgenen: taknemmelighedsdagbøger.

Hvad ventelisten faktisk betyder

Lad mig sætte et tal på det, der ellers drukner i politisk retorik. Den gennemsnitlige ventetid i voksenpsykiatrien i Danmark lå i 2024 på cirka 29 dage på landsplan – og i børne- og ungdomspsykiatrien var gennemsnitlig ventetid til behandling i visse kvartaler oppe på 48-50 dage. Det er tal, der lyder håndterbare på papiret. De er det ikke i praksis.

For det er ikke 29 dage med en plan. Det er 29 dage, hvor en forælder ringer til en praktiserende læge, som ikke kan gøre meget andet end at anbefale at holde fast, søge støtte online, og måske prøve mindfulness. Det er en 20-årig, der sidder med angst så svær, at hun ikke kan forlade sin lejlighed, og som får at vide, at systemet er presset.

Angst og depression hos de 18-24-årige er ifølge Christiansborgs egne arbejdsgruppenotater den primære årsag til, at kapaciteten i psykiatrien er brudt sammen og ventelisterne er vokset. Det er et system i frit fald – og ind i det tomrum er wellness-industrien gledet, smilende og velfinansieret.

Videnskaben bag taknemmelighed er rigtig – og bruges forkert

Her er det sted, hvor jeg godt kan lide at præcisere, hvad problemet ikke er. Problemet er ikke, at forskning i taknemmelighed eksisterer. Det gør den, og dele af den er seriøs. Studier peger på sammenhænge mellem regelmæssig taknemmelighedspraksis og lavere niveauer af stresshormonet kortisol, bedre søvnkvalitet og reducerede symptomer på depression.

En Harvard-analyse baseret på Nurses’ Health Study fandt endda, at deltagere med høje taknemmelighedsscorer havde lavere risiko for tidlig død over en fireårig periode. Mekanismerne er ikke endeligt kortlagte, men hypotesen er, at kronisk alarmberedskab reduceres, og at sociale bånd styrkes.

Det er ikke varm luft. Det er bare ikke nok.

Fordi effektstørrelserne i de fleste interventionsstudier er moderate – ikke dramatiske. Og fordi positiv psykologi som felt er hårdt ramt af den replikationskrise, der har fejet igennem adfærdsvidenskaberne det seneste årti. Aarhus Universitets metodeguide dokumenterer, at adskillige klassiske psykologistudier ikke kan reproduceres.

Publication bias – at negative resultater simpelthen ikke udgives – er særligt udbredt i netop dette felt, fordi det er let at måle selvcensurerede svar og svært at kontrollere for placebo. 95 procent af psykologiske studier publicerer resultater, der styrker forskerhypotesen. Det er ikke, fordi alle hypoteser er sande.

Ingen spurgte om det, da Harvard-resultaterne cirkulerede i medierne.

Svend Brinkmanns pointe, som ingen rigtig hørte

Aalborg-professoren Svend Brinkmann har brugt det meste af sit akademiske liv på at sige præcis det, som ingen i selvudviklingsindustrien har lyst til at høre: individualiseringen af kollektive problemer er ikke neutral. Det er farlig.

Hans argument er ikke, at positiv tænkning er skadelig i sig selv. Det er, at selvudviklingsindustrien har overtaget den funktion, præsten engang varetog – men med ét afgørende tab: etikken. Præsten opererede inden for et defineret verdensbillede. Selvhjælpsindustrien opererer inden for markedslogik. Det, der sælger, er det, der formidles. Det, der ikke sælger, er strukturkritik.

Brinkmann citerede for år tilbage en aktiveringskonsulent, der foreslog, at de svageste kontanthjælpsmodtagere – hjemløse, stofmisbrugere, alkoholikere – skulle på selvtillidskursus for at komme i arbejde.

Anekdoten lyder grotesk. Men logikken er nøjagtigt den samme, der driver en stor del af den mentale wellness-industri: tag et socialt problem, pak det ind som et individuelt, og sælg løsningen som en app, en bog eller en dagbog med tre spørgsmål. Strukturen behøver ikke ændres. Du skal bare tænke anderledes.

Det er ikke en konspiration, det er markedslogik. Og markedslogik er meget effektiv til at fylde det tomrum, som fravær af politisk vilje efterlader.

Den særlige danske blindhed

Der er en ekstra dimension i den danske version af denne fortælling, som sjældent nævnes. Danskere har det faktisk strukturelt svært med taknemmelighed – ikke som individer, men som kulturelt fænomen. Vi har indrettet vores velfærdsstat, så vi betaler skat og derigennem hjælper hinanden anonymt, via staten som upersonligt mellemled. Der er ingen konkret at sige tak til. Vi har designet taknemmeligheden væk fra vores sociale arkitektur.

Det betyder, at når wellness-industrien nu sælger os taknemmelighed som personlig praksis og mental strategi, sælger den os noget, vi kulturelt ikke er gearet til at producere naturligt. Den skaber et behov, den selv er i stand til at opfylde – mod betaling. Og den gør det i et samfund, der ellers bryster sig af at have løst de store eksistentielle tryghedsspørgsmål kollektivt.

Det ville være ironisk, hvis det ikke var så dyrt.

Wellnessindustrien rykker ind i klinikken

I marts 2024 publicerede Ugeskrift for Læger en artikel med den sigende titel “Wellnessindustrien – nu i almen praksis?” Det er ikke et hypotetisk spørgsmål længere. Mindfulness-baserede programmer, taknemmelighedsinterventioner og positiv psykologi-redskaber implementeres i stigende grad i det danske sundhedsvæsen. Ikke fordi evidensen er overvældende, men fordi de er billige og skalerbare.

De koster systemet ingenting. De koster patienten ingenting. De lover meget – og hvis de ikke virker, er det patientens problem, ikke systemets. Det er en næsten perfekt ansvarsfraskrivelse, klædt ud som folkesundhedsstrategi.

Den mand, der sidder i voksenpsykiatriens venteværelse og venter på en tid, der ikke kommer inden for overskuelig fremtid, er ikke et hypotetisk billede. Han er hverdagen i dansk psykiatri. Og hans praktiserende læge har ikke tid til mere end at udskrive en recept og anbefale ham en app, der minder ham om at skrive taknemmelighed ned hver morgen. Det er det, vi har at tilbyde ham, mens politikerne skriver strategier.

Hvad forskningen siger, som myndighederne ikke siger højt

Det er ikke kun replikationskrisen, der burde give anledning til forsigtighed, men også, at de seriøse forskere bag taknemmelighedsstudierne konsekvent viser, at interventionerne er supplements, ikke erstatninger for behandling ved alvorlig psykisk sygdom. Den distinktion forsvinder stille og roligt i populariseringen.

Tilbage er budskabet: du kan gøre dig selv raskere, lykkeligere og langtlevende ved at øve dig på at se det lyse. Det er ikke forkert som en observation om individuel mestring under lettere belastning. Det er farligt som folkesundhedspolitik rettet mod en generation, der i stigende grad rammes af klinisk depression og angst i en grad, vores psykiatri ikke kan absorbere.

Regeringens egne tal viser, at det særligt er angst og depression hos de 18-24-årige, der har brudt psykiatriens kapacitet. Svaret på en strukturel kapacitetskrise kan ikke være at anbefale de ramte at ændre deres mentale indstilling. Det er omtrent som at sende en patient med brækket ben hjem med en bog om smerteaccept.

Det vi faktisk kan kræve

Taknemmelighed er ikke fjenden. Dårlig brug af god forskning er. Og det er et problem, som ikke løses ved at øve sig i at se det lyse.

Det journalistiske og borgerrettede krav er dette: Når politikere, sundhedsmyndigheder og medier omtaler taknemmelighedsinterventioner og wellness-redskaber som meningsfulde supplements til velfærdssystemet, bør de samtidig redegøre for, hvad der sker med dem, der ikke kan nå bunden af ventelisten. For den 20-årige med svær angst, der venter 50 dage på en tid i børne- og ungdomspsykiatrien, nytter det ingenting at diskutere, om positiv tænkning forlænger livet.

Og de medier – inklusive nyhedssites – der formidler forskning i taknemmelighed uden at nævne effektstørrelserne, replikationskrisen eller systemkonteksten, er ikke neutrale. De er en del af det marked, der tjener på at holde fokus på individet frem for strukturen.

Det er ikke nødvendigvis et bevidst valg. Men det er alligevel et valg.

Spørgsmålet er ikke, hvad taknemmelighed gør ved din hjerne. Spørgsmålet er, hvem det gavner, at vi holder samtalen dér – og hvem der ikke har råd til, at vi gør det.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.