Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance kaldte det en “øv-dag”. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti rasede. Og Firkløverregeringen fik Henrik Frandsen fra Moderaterne (et parti, der er to år gammelt) udnævnt som Folketing-formand. En post der traditionelt tilfalder erfarne og anerkendte parlamentarikere. En post der er neutral. En post der symboliserer Folketingets uafhængighed af regeringen.
- Hvad Folketing-formandsposten er, og hvad den ikke må være
- Messerschmidt og Brask: Raseri fra højre, men ingen handling
- Hvad siger forfatningsretten om formandsposten?
- Anciennitet plejede at være prisen for posten
- Hvorfor præsidiet betyder noget i praksis
- Oppositionens svage modtræk
- Præsidiet som magtredskab
- Historisk perspektiv: Er det sædvanligt?
- Det stille magtskifte
- Kilder
Den er ikke neutral længere.
Hvad Folketing-formandsposten er, og hvad den ikke må være
Folketing-formanden leder Folketingets arbejde, leder plenarsessionerne, repræsenterer Folketing udadtil og er garant for, at procedurerne følges korrekt. Det er ikke en politisk post i den forstand, at formanden stemmer med sit parti eller fremfører regeringspolitik. Traditionen er, at formanden er en respekteret, erfaren politiker som den brede Folketing kan acceptere, og som kan agere upartisk når det kræves.
Henrik Frandsen fra Moderaterne er ikke det. Det er ikke en kritik af hans person. Det er en observation af hans position. Han er folkevalgt for et af de fire regeringspartier. Hans parti sidder ved forhandlingsbordet med Statsministeren. Hans udnævnelse er ikke sket fordi Folketing valgte ham som den mest respekterede kandidat på tværs af blokkene. Den er sket fordi Firkløverregeringen valgte ham.
Det er en fundamental forskel.
Læs også
→ Domstolenes stille magt: Hvem udnævner de dommere, der afgør din sag?
Messerschmidt og Brask: Raseri fra højre, men ingen handling
Messerschmidt kaldte udnævnelsen for et udslag af, at regeringen med Frederiksen og Løkke “går all-in på at sikre sig kontrollen med Folketingets Præsidium”. Brask (der måtte forlade præsidiet for at gøre plads) beskrev det som en “øv-dag” og sagde han havde gjort sit bedste. Det var det hele.
Ingen fra oppostionen forsøgte at samle en alternativ kandidat. Ingen søgte en kompromis-kandidat på tværs af blokkene. Ingen forslog en tillidsafstemning om formandsvalget. Raseriet var der. Den organiserede modstand var ikke.
Det er et mønster. Oppositionens svar på Firkløverregeringens magtkonsolidering er hidtil sværhoved og individuelle sociale medie-opslag. Ikke strategi.
Hvad siger forfatningsretten om formandsposten?
Folketingets forretningsorden foreskriver ikke formelt, at formanden skal være upartisk eller stå uden for regeringspartierne. Det er en uskreven norm, ikke en juridisk regel. Det betyder, at Firkløverregeringens udpegning af Henrik Frandsen ikke er en overtrædelse af nogen skreven bestemmelse. Det er netop derfor, sagen er interessant: Den handler ikke om, hvad der er ulovligt, men om hvad der brækker med en uskreven konvention, der historisk har bidraget til at holde Folketingets ledelse ude af regeringens direkte kontrol.
Læs også: Landbrugsministeriet er lukket, men hvem vandt egentlig?
Anciennitet plejede at være prisen for posten
Ser man på nyere danske Folketingsformaend, har flere af dem ganske vist været medlem af et regeringsparti, men typisk med mange års anciennitet og en bredt anerkendt status på tværs af Folketingets partier, ofte efter selv at have siddet i ministerposter eller som gruppeformaend gennem flere valgperioder. Det, kritikere peger på som usaedvanligt i denne sag, er kombinationen af et to år gammelt parti og en formand uden den samme lange parlamentariske anciennitet, der traditionelt har legitimeret posten på tværs af blokkene.
Hvorfor præsidiet betyder noget i praksis
Præsidiets afgørelser handler sjældent om de store, synlige politiske spørgsmål. De handler om ting som taletid i debatter, rækkefølgen af dagsordenspunkter, fortolkning af forretningsordenen når en tvist opstår, og hvordan Folketingets egne interne sager håndteres. Det er ofte i den slags proceduremæssige detaljer, at en formand med tætte bånd til regeringspartierne i praksis kan påvirke, hvordan en sag udvikler sig, uden at det nogensinde bliver en stor nyhedshistorie i sig selv.
Oppositionens svage modtræk
Det er værd at bemærke, at det danske system faktisk giver oppositionen værktøjer til at udfordre den slags udnævnelser, for eksempel ved at samle støtte til en alternativ kandidat før selve afstemningen, eller ved at rejse sagen som et principielt spørgsmål i en forespoergselsdebat. At ingen af delene skete, siger måske lige så meget om oppositionens aktuelle organisering og styrke, som det siger om regeringens strategi.
Præsidiet som magtredskab
Folketing-præsidiet består af formanden og næstformandænderne. De leder Folketingets arbejde i fællesskab. Hvis formanden sidder for et regeringsparti, er der en strukturel risiko for, at tvivlsspørgsmål om procedure og dagsorden afgøres til regeringens fordel. Det er ikke nødvendigvis hvad der sker, men det er hvad strukturen muliggør.
I demokratiske systemer er det, strukturen muliggør, nær så vigtigt som det, der faktisk sker. Magtbalancer behøver ikke misbruges for at være problematiske. De behøver kun afvige fra det neutralitetsprincip, der begrunder dem.
Firkløverregeringen sidder på statsmagten. Nu sidder den også på Folketingets øverste stol. Det er ikke en triviel ting. Institutionel magtkoncentration handler sjældent om ét enkelt greb. Den handler om summen af flere mindre greb, der hver for sig kan forklares og forsvares, men som tilsammen ændrer magtbalancen på en måde, ingen enkelt beslutning gjorde alene.
Historisk perspektiv: Er det sædvanligt?
Præcedensen i dansk politik er, at Folketing-formanden vælges på baggrund af erfaring og bredde snarere end partitilhørsforhold til regeringen. Det har ikke altid været perfekt, men normen har eksisteret. At bryde den kræver en forklaring, der går ud over “vi valgte vores kandidat”. Den forklaring kom ikke.
Og medierne spurgte ikke heller. Nyheden stod i nyhedsticker-format: “Moderaternes Henrik Frandsen ny Folketing-formand.” Analyse af hvad det betyder for Folketingets institutionelle uafhængighed? Fraværende.
Det stille magtskifte
Det er ikke en dramatisk nyhed. Det er en strukturel ændring der sker stille, og netop derfor er den vigtig. De største magtforskydninger i demokratier sker sjældent med fanfarer. De sker i procedurændringer, i institutionelle besettelser, i navne på poster der lød neutrale.
Frederiksens tredje regering har brugt sin første uge på at sætte sig på tre ting: statsmagten, udenrigsministeriet (Løkke) og nu Folketing-præsidiet. Det er effektivt. Det er også værd at bemærke.
Lars-Christian Brask kaldte det en “øv-dag”. Det er mere end det.
Følg med på ExtraFokus. Vi holder øje med de institutionelle forskydninger, ingen andre gider skrive om.
ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.
