Trump fyrede eksperterne. Så startede krigen mod Iran.

Der er en fejl i dette regnskab. USA har affyret missiler mod mere end 7.000 mål i Iran, sænket over 100 iranske fartøjer, og dræbt landets øverste leder. Men det land, der plejede at være verdens ubestridte militære og diplomatiske supermagt, kan ikke få en eneste NATO-allieret til at sende et orlogsskib til Hormuzstrædet. Ikke én. Det er ikke et bierkendt faktum i denne krig. Det er selve historien.

Hvad sker der, når en krig føres uden plan og hukommelse?

Lad os starte med det, der faktisk er sket – ikke den version, Trump fortæller på Truth Social, men den dokumenterede.

Siden 2025 har den anden Trump-administration systematisk demonteret det apparat, der skal forhindre præsidenter i at træffe katastrofale beslutninger. State Department fyrede mere end 1.300 medarbejdere i juli 2025, herunder et stort antal Mellemøst-eksperter. I december 2025 tilbagekaldte Trump næsten 30 karriereambassadører, og efterlod USA med omkring 80 ubesatte ambassadørposter – blandt dem i Saudi-Arabien, Qatar og UAE, præcis de lande, der aktivt forsøgte at advare Washington imod at eskalere over for Teheran.

Marco Rubio, der siden maj 2025 har varetaget begge roller som udenrigsminister og national sikkerhedsrådgiver, har altså på én gang haft ansvaret for at udøve diplomati og for at vurdere og sidecheck’e den diplomati. Det er som at lade den samme mand være anklager, dommer og forsvarsadvokat. National Security Council er skåret ned til et minimum. Det institutionelle filter, der normalt tvinger beslutningstagere til at stille de ubehagelige spørgsmål, eksisterer ikke længere.

Resultatet er forudsigeligt: Ingen stresstest af krigsplanen. Ingen reel forberedelse på, at Iran ville lukke Hormuzstrædet – en åbenlys modreaktion, Iran har truet med i årevis, og som nu har sendt den globale oliepris op med 40-50 procent.

Jared Kushner og den manglende bombeekspertise

Præsidentens svigersøn Jared Kushner og udsendinge Steve Witkoff forestod de delikate forhandlinger om en ny nuklearaftale med Iran. Ingen af dem har nuklear fagekspertise. Og ifølge Financial Times valgte de to at forhandle uden at inddrage amerikanske føderale atomeksperter. Ikke som en strategisk bevidst beslutning om at skære igennem bureaukratiet – men som en konsekvens af, at de relevante eksperter simpelthen ikke var inviteret med.

Det spørgsmål, de fleste medier undlader at stille her, er: Hvad vidste Kushner og Witkoff egentlig om Irans nukleare kapaciteter, forhandlingsdynamikker og røde linjer? Svaret kender vi ikke. Det burde bekymre os mere, end det gør.

Pigeskolen i Minab

Den 28. februar ramte et missil en pigeskole i den sydiranske by Minab. Mindst 170 mennesker omkom, overvejende børn. Trump sagde indledningsvist, at Iran selv havde gjort det. Siden erklærede han sig i tvivl. The New York Times og AP’s foreløbige undersøgelser peger begge på USA som ansvarlig.

Det, der gør denne hændelse til mere end én tragisk fejl i krigens tåge, er konteksten. Pete Hegseth, forsvarsminister, har systematisk nedprioriteret det apparat, der skal beskytte civile. Han fyrede militærjuristerne – judge advocates general – der rådgiver om lovligheden af kampordrer. Han lukkede det kongresmandate Civilian Protection Center of Excellence, enheden der hjælper militærplanlæggere med at undgå civile tab. Hans slagord har været »uafskrækket krigeretos.« Hans resultat er nu en pigeskole i ruiner. Det er ikke et holdningsspørgsmål. Det er en kausalsammenhæng.

Det kan mærkes i Esbjerg

Det er her, det rammer tættest på – ikke som abstrakt geopolitik, men som noget, der rammer direkte i lommen på almindelige danskere.

Mærsk, verdens næststørste rederi og en af Danmarks absolutte kronjuveler inden for erhvervslivet, har suspenderet sine to primære serviceruter mellem Mellemøsten, Asien og Europa. Selskabet har indført akutte prisforhøjelser med øjeblikkelig virkning og omdirigerer skibe om Kap det Gode Håb, som tilføjer uger til leveringstider og kraftigt forøger brændstofomkostninger. Maersk siger det selv, klart og utvetydigt: Forbrugerne betaler regningen.

Jens Nærvig Pedersen, chefsanalytiker hos Danske Bank med speciale i globale oliemarkederne, har sammenlignet situationen med den globale energikrise, der fulgte Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Hvis afspærringen af Hormuz strækker sig fra uger til måneder, vil det ramme alle forsyningskæder, alt importeret energi, alle de SMV’er, der køber komponenter fra Asien. Brent-olie handlede lige under 73 dollar ved krigens udbrud. Den nåede 82 dollar inden for dage. Analytikere taler om 100, endda 200 dollar pr. tønde, hvis konflikten trækker i langdrag.

Det er ikke tal på en skærm. Det er varmeregninger, fragtomkostninger og avancer, der fordamper.

Alliancerne eksisterer – men ikke for Trump

Trump krævede, at syv lande sender krigsskibe til Hormuz. Tyskland sagde nej. Japan sagde nej. Australien sagde nej. NATO truede han med et »meget dårligt« fremtid. Kina ignorerede ham.

Dette er ikke et spørgsmål om manglende solidaritet. Det er et spørgsmål om manglende tillid. USA har i månedsvis signaleret, at international ret er en hindring, ikke en ramme. Krigshandlinger er iværksat uden FN-mandat, uden kongreslig godkendelse – og ifølge Financial Times’ lederartikel uden engang de retlige vurderinger, som Bush-administrationen trods alt søgte forud for invasionen af Irak i 2003. Hverken i NATO-korridorerne eller i europæiske hovedstæder er der nogen, der kan forudsige, hvad Washington vil gøre den næste morgen.

Danmark har kaldt for maksimal tilbageholdenhed og diplomatisk løsning i FN’s Sikkerhedsråd. Mette Frederiksen har offentligt kritiseret Trump for hans nedsættende bemærkninger om NATO-allierede. Det er de rigtige ord. Men de ændrer ikke det grundlæggende problem: Danmark sidder i en alliance, hvor den ledende magt har udskiftet sit kompas med en tweet-flade.

Hvad der burde have været gjort anderledes

Iran var muligvis tæt på at udvikle atomvåben. Det er et legitimt sikkerhedsproblem. Men det er netop den slags problem, der kræver det bedste diplomatiske apparat, man kan samle – ikke det mest tyndtbemandede. En robust aftale, overvåget af IAEA, med effektive verifikationsmekanismer, ville have krævet præcis de eksperter, som Trump-administrationen fyrede. I stedet er USA nu tre uger inde i en krig uden exitstrategi, med over 1.444 dokumenterede civile dødsfald i Iran, 3,2 millioner internt fordrevne, allierede der ikke vil hjælpe, og en Hormuz-krise, der truer den globale energiforsyning. Det var ikke uundgåeligt. Det var valg.

Den egentlige konstitutionelle krise

Bag alt dette ligger noget, der er større end Iran og større end oliepriserne.

Financial Times’ lederskab stiller det direkte: Har den amerikanske præsident stadig nogen reel konstitutionel begrænsning på sin krigsbeføjelse? Svaret synes at være nej. Ikke fordi loven er ændret, men fordi det institutionelle modvægt – Kongressen, embedsværket, de retlige rådgivere, de erfarne diplomater – er pillet ned, del for del, og erstattet af loyalister uden ekspertise.

Det er et historisk vendepunkt. USA har tidligere ført krige uden solid begrundelse – Vietnam, Irak – men der var altid et apparat, der kunne stilles til regnskab, foretage fejlanalyser og lære. Det apparat er nu delvist demonteret med vilje. Det, vi ser, er ikke blot en administration, der tager fejl. Det er en administration, der har fjernet de interne mekanismer, der normalt korrigerer fejl, inden de bliver katastrofer.

Og det er ikke et problem, der slutter med denne krig.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.