En mand, som verden for tre uger siden næsten ikke kendte, har nu fingeren på aftrækkeren for en krig, der truer med at sende danske energiregninger igennem loftet. Den 8. marts 2026 udpegede Irans Ekspertforsamling Mojtaba Khamenei. Søn af den netop myrdede ayatollah Ali Khamenei. Som landets nye øverste leder. Hans første offentlige erklæring var ikke en indbydelse til fred. Den var et krigsmanifest.
Læs også: Sådan rammer olieprisen din pengepung i 2026
Det afgørende spørgsmål er ikke, hvem Mojtaba Khamenei er. Det er, hvad hans magtovertagelse betyder for os her i Europa, og konkret for danskere, der allerede har mærket krigen i lommebogen.
En dynasti-arving med hævntørst
Ali Khamenei blev dræbt den 28. februar 2026 under de første bølger af koordinerede amerikansk-israelske luftangreb mod Teheran. Hans søn Mojtaba, 56 år, var en skyggebevægelse i det iranske magthierarki. Uden folkevalgt mandat, men med dyb forankring i Revolutionsgarden, IRGC. At udpege ham var ikke blot dynastisk logik. Det var et signal: Iran vælger konfrontation frem for forhandling.
Trumps reaktion var sigende. Han kaldte Mojtaba “a lightweight” og antydede, at det var et dårligt valg, der ikke ville holde. Israels forsvarsminister erklærede, at enhver successor til Ali Khamenei ville blive et “mål for eliminering.” Man bør konstatere, at de to mænd, der hævder at føre en krig mod et regime, dermed samtidig giver den nyudpegede leder den bedste mulige rekrutteringsplatform indad til i Iran: fjenden hader dig, altså er du legitim.
Strædet der kvæler verden
I sin første erklæring beordrede Mojtaba Khamenei de iranske styrker til at fortsætte blokeringen af Hormuzstrædet og lovede “hævnmissiler” mod Israel og dets naboer i Golfen. Det er ingen tom trussel. Strædet er verdens vigtigste enkeltpunkt for energiforsyning. Knap 20 procent af al verdens olie og gas passerer her igennem.
nKonsekvensen er allerede målbar. Fra uge 8 til uge 10 i 2026 steg TTF-gasprisen med 70 procent, råolie toppede 110 dollars per tønde mod 71 dollars før konflikten, og den variable naturgaspris for danske forbrugere steg med op mod 40 procent. Det er tal, der ikke er abstrakte. De slår direkte ud på varmeregningen, på prisen på dagligvarer og på transporten.
Læs også: Epstein-filerne: Trump lover åbenhed. DOJ leverer sorte sider
Danskerne mærker det. Allerede nu
Her er paradokset: Danmark er et af Europas mest energiuafhængige lande målt på vedvarende energi, men vi er langtfra immune. Fordi gas stadig er den marginale prissætter på det europæiske elmarked, smitter gasprisstigningerne direkte af på de danske elpriser. Ifølge energiselskabet OK steg de danske elpriser med 7-8 procent i kølvandet på konfliktens eskalering i begyndelsen af marts. I Tyskland var stigningen 10 procent.
Det der bekymrer mig er ikke prisniveauet her og nu. Det er, hvad sker, hvis konflikten trækker ud i måneder. Energimarkederne reagerer ikke kun på faktiske leveringsproblemer. De reagerer på risiko. Og med en ny øverste leder, der første dag i jobbet lover hævn og fortsat blokeringskrig, er der ingen signal om, at risikoen aftager. Tværtimod. De 170 containerskibe, der kastede anker i sikker afstand af Hormuz i slutningen af februar, venter stadig på et grønt lys, der måske ikke kommer i denne omgang.
En krig Europa ikke kan ignorere
Fra mit ståsted er den mest bekymrende udvikling ikke de militære bevægelser i sig selv. Det er, at Europa igen befinder sig i rollen som passiv tilskuer til en energikrise skabt af andres krig. Vi så det i 2022, da Ruslands invasion af Ukraine sendte de europæiske energipriser til historiske højder. Nu gentager mønstret sig, blot med andre aktører.
Danmarks og EU’s muligheder for direkte indflydelse er begrænsede. Men der er en konsekvens, som europæiske regeringer. Herunder den danske, ikke kan undvige: den hjemlige inflation. Olieprisen påvirker ikke kun benzinstationen. Den påvirker prisen på at producere mælk, bygge et hus, køre en lastbil. En vedvarende prisstigning på 40-55 procent på energiråvarer over en periode på blot uger er en realistisk katalysator for ny inflationsbølge i en europæisk økonomi, der endnu ikke har genvundet fuld stabilitet.
Hvad betyder Mojtaba egentlig?
Man kan spørge, om det overhovedet gør nogen forskel, hvem der sidder for enden af bordet i Teheran. Svaret er: Ja, men ikke nødvendigvis på den måde, man forventer. Mojtaba Khamenei er ikke en reformator. Han er ikke en pragmatiker á la tidligere præsident Rouhani, der forhandlede atomaftalen i 2015. Han er konservativ, tæt på IRGC og pres-resistens er hans mest dokumenterede egenskab.
nDet betyder, at sandsynligheden for hurtige forhandlinger og en diplomatisk exit er lille. Det betyder også, at de over 3,2 millioner iranere, der ifølge UNHCR allerede er fordrevet internt i Iran, ikke ser nogen snarlig hjemvej. Og det betyder, at Hormuz-blokeringen. Irans eneste stærke kort mod verdensøkonomien, ikke vil blive spillet fra bordet, før Iran har noget håndgribeligt at vise hjem.
Læs også: Russiske overvågningssystemer brugt til at slå Irans protester ned
Et wake-up call vi ikke må sove igennem
Det afgørende problem er, at Danmark og resten af Europa endnu engang ser på, mens en regional konflikt transformeres til en strukturel trussel mod vores energisikkerhed og købekraft. Vi burde have lært lektien i 2022. Tempoet i den grønne omstilling, opbygningen af strategiske energireserver og uafhængigheden af fossile råvarer fra ustabile regioner er ikke kun klimapolitik. Det er national sikkerhedspolitik.
Mojtaba Khameneis første ord som øverste leder handlede om hævn og blokade. Det er et wake-up call. Spørgsmålet er, om vi er vågne nok til at høre det, eller om vi venter, til regningen er endnu højere.
Reflektér over, hvad Danmarks energiafhængighed egentlig koster os, ikke kun i kroner, men i geopolitisk sårbarhed. Og hvis du mener, at den slags analyser er vigtige, så støt ExtraFokus med et bidrag på ExtraFokus.com. Det er din støtte, der holder den kritiske journalistik i live.
