Politiet følger deres egne regler, ikke loven

En betjent stod med en kvinde i en Føtex i København og et lille parti heroin i hånden. Han kunne konfiskere det. I stedet gav han hende det tilbage. Hvis hun mistede sit stof, skulle hun ud og skaffe nyt, gennem ny kriminalitet eller prostitution. Så var alle bedre tjent med, at hun beholdt det, som en tidligere narkobetjent selv har forklaret det, år efter han forlod politiet.

Det skøn kan man diskutere moralsk. Jeg har svært ved at være uenig i logikken. Men den samme tankegang, at reglerne gælder, indtil man selv beslutter, at de ikke gør, findes også højere oppe i systemet. Der handler den ikke om at redde en narkoman fra endnu en dårlig aften.

Der handler den om, hvorvidt betjente kan stjæle, tage stoffer og lade en mand dø, uden at det får konsekvenser. Og om den myndighed, der skal holde øje med dem, overhovedet gider kigge efter.

Manden der vidste bedre end loven

René Dahl Andersen tilbragte 20 år i Københavns Politi, de fleste af dem i uropatruljen på Vesterbro, som narkobetjent og senere som undercoveragent for PET. Han er uddannet af FBI.

Han er på den anden side også dømt kriminel. I 2018 idømte Københavns Byret ham seks måneders fængsel for at have stjålet otte antikke lamper fra Politigården og forsøgt at afsætte dem via Lauritz.com og Bruun Rasmussen.

I sin bog “Hærdet – narkobetjent med gaden i blodet” fra 2021 beskriver han, hvordan lovbrud ikke var undtagelsen i hans arbejde, men en fast del af det. Han gav pushere stoffer. Han lod informanter beholde deres våben. Han skar dæk op sammen med kolleger, uden at det nogensinde blev en sag.

I dag driver han YouTube-serien “Narkobetjenten på gaden” og podcasten “Narkobetjenten”, hvor han fortsat fortæller om det, åbent og navngivet, uden at nogen tvinger ham til det.

Det interessante er ikke, at en betjent har brudt loven. Det interessante er, hvor lidt hemmeligt det var. René Dahl Andersen skjuler ikke noget. Han sælger det som bestseller og holder foredrag om det. Hans praksis var ikke en enkelt betjents fejltrin, men kulturen i den mest berømte patrulje i dansk politi, båret af en overbevisning om, at man kendte forskel på ret og forkert bedre end lovbogen gjorde.

Fra skøn til mønster

Skøn i marken er én ting. Organiseret lovbrydning er noget andet, og det så vi i oktober 2023, da seks betjente fra Københavns Politi blev anholdt og sigtet for groft tyveri, stillingsmisbrug og besiddelse og videreoverdragelse af narko.

Betjentene havde ifølge DR en lukket Snapchat-gruppe kaldet “WOTC”, en forkortelse for “We Own This City”, tv-seriens titel om korrupte betjente i Baltimore. Ingen tvang dem til at kalde gruppen det. De valgte selv navnet, et blik på egen opførsel der virkede mere stolt end skamfuldt.

Sagen voksede. Det kom frem, at to af betjentene også var sigtet for at have efterladt en 46-årig mand i hjælpeløs tilstand natten til 2. januar 2023, kort efter han havde været i politiets varetægt. Manden blev fundet død ved Amagermotorvejen, påkørt af en lastbil.

I januar 2026, mere end to år efter anholdelserne, droppede Statsadvokaten i København de oprindelige og alvorligste sigtelser. Ingen tiltale for groft tyveri. Ingen tiltale for besiddelse af narko med henblik på salg.

Tilbage stod tiltale mod to betjente for stillingsmisbrug og falsk rapportering, og mod én for ulovlig våbenbesiddelse. I juni 2026 ankede anklageren desuden en frifindelse i samme sagskompleks, hvor en betjent var tiltalt for kokainbesiddelse. Sagen kører fortsat.

Læs også: Politiets klagesystem: Hvem efterforsker politiet – og hvad sker der med sagerne?

To år. Det er den tid, det tog at nå frem til, at de mest alvorlige anklager ikke kunne bevises. Jeg har svært ved at kalde det efterforskning i nogen meningsfuld forstand af ordet.

I mellemtiden havde en mand mistet livet efter at have været i politiets varetægt, og en gruppe betjente havde kunnet fortsætte deres karriere, mens sagen sneglede sig gennem systemet.

Kontrolinstansen der ikke kontrollerer

Det er her, Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, kommer ind i billedet. Det er myndigheden, der skal sikre, at politiet ikke bare er sin egen dommer. Tallene fra dens egen årsberetning for 2025, offentliggjort i april 2026, tegner et andet billede.

DUP modtog 1.258 adfærdsklager i 2025, en stigning på 24 procent fra året før. Af de 694 klagesager, der blev afgjort i løbet af året, førte kun 3,7 procent til kritik af politiet.

Til sammenligning var tallet i 2020 på 2,4 procent, dengang omtalt som historisk lavt. Siden myndighedens etablering i 2012 er antallet af indkomne sager steget med omkring 120 procent, mens andelen af sager, hvor politiet faktisk får kritik, forbliver forsvindende lille.

Et eksempel fra samme årsberetning illustrerer hvorfor. En betjent sagde til en mand, at han skulle gå hjem og græde ved sin mor, foran syv kolleger, der grinte af det. DUP vurderede episoden som meget kritisabel. Men myndigheden kunne ikke fastslå, hvem af de syv betjente der havde udtalt sig, eller hvem der grinte.

Jeg har læst den sætning flere gange for at være sikker på, jeg forstod den korrekt: myndigheden vidste ikke hvem, og undersøgte derfor ikke videre. Ingen kunne drages til ansvar. Loven blev fulgt til punkt og prikke. Undersøgelsen stoppede, dér hvor den formelt kunne stoppe, ikke dér hvor sandheden lå.

Det ligner ikke en enkelt sagsbehandlers forsømmelse så meget som en arbejdsform, hvor minimumskravet er blevet målet i sig selv, ikke gulvet man arbejder ovenpå.

Tre stemmer, ingen uenighed

Jeg er ikke den første til at pege på det. Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder, har konstateret, at DUP i årevis og fra flere sider er blevet kritiseret for at holde hånden over politiet.

Det er en direktør for landets nationale ligebehandlingsorgan, der siger det, ikke en anonym kritiker på et forum.

FN’s Torturkomité rejste i november 2023 tilsvarende bekymring og opfordrede til, at DUP’s mandat blev udvidet, så myndigheden reelt kan undersøge, om der er sket menneskerettighedskrænkelser, i stedet for udelukkende at placere eller fritage skyld hos en enkelt betjent.

Lars Holmberg, lektor i kriminologi ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, evaluerede DUP for Justitsministeriet i 2017.

I sin analyse “Uafhængighed gør det ikke alene” peger han på en pointe, der rammer kernen: organisatorisk uafhængighed på papiret er ikke det samme som reel uafhængighed i praksis.

En myndighed kan være adskilt fra politiet på et organisationsdiagram og alligevel arbejde efter den samme minimumslogik, fordi det er den logik, den er bygget til at følge.

Bettina Lemann Kristiansen, professor ved Aarhus Universitet, har tidligere kommenteret en sag, hvor fire ud af fem anklagepunkter mod en betjent nåede at forælde, inden sagen kom frem til Statsadvokaten.

Hun kaldte det en kedelig sag for myndigheden og tilføjede, at sådan en fejl ikke burde kunne ske. Det er ikke skarp retorik. Det er en professor, der konstaterer, at basal sagsbehandling svigtede.

Læs også: DUP så videoen og frikender alligevel. Hvad sker der i sagerne ingen filmede?

Konsekvensen for den almindelige dansker

Retssikkerhed er en forudsætning for, at man tør stole på samfundets institutioner, ligesom man forventer, at sundhedsvæsenet reelt undersøger en fejlbehandling, eller at kommunen reelt behandler en klage over en afgørelse.

Når en borger oplever magtmisbrug fra en betjent, er DUP det eneste sted, hun kan gå hen. Hvis den myndighed systematisk lander på minimumssvar, mister borgeren ikke bare en enkelt sag. Hun mister troen på, at der findes et sted, hvor politiet rent faktisk holdes ansvarligt.

Det koster noget at drive DUP. Skatteyderne finansierer en myndighed, hvis funktion er kontrol. Når den funktion udmøntes i en kritikrate på under fire procent, år efter år, er det rimeligt at spørge, hvad pengene reelt køber.

Ikke retfærdighed. Snarere en administrativ proces, der giver systemet ro, mens borgerens oplevelse af uret forbliver ubesvaret.

Det er den samme mekanisme, jeg beskrev i indledningen, bare med omvendt fortegn.

Betjenten fra Føtex-episoden brugte sit skøn til at beskytte en sårbar kvinde mod systemet. DUP bruger sit skøn, eller mangel på samme, til at beskytte systemet mod konsekvens.

Begge dele handler om at fortolke reglerne efter, hvad der passer bedst i øjeblikket. Kun den ene af de to fortolkninger er skrevet ind i en offentlig myndigheds arbejdsgange og finansieret af staten.

René Dahl Andersen endte i fængsel for sine lovbrud. De seks betjente fra WOTC-sagen fik deres alvorligste sigtelser droppet.

Ingen i DUP er blevet holdt ansvarlig for, at en myndighed med et budget, et mandat og en lovpligtig opgave gennem årtier har leveret et resultat, tre uafhængige eksperter kalder utilstrækkeligt. Der er en logik i det. Den er bare ikke lovens.