Barnevogne, rapsange og 23 milliarder uden tilsyn

En rapkonkurrence om orangutanger. En gåtur med klapvogn på Islands Brygge. En dokumentarfilm om en indisk transkønnet madbud.

Ingen af delene lyder som udviklingsbistand. Alle tre er det, ifølge Udenrigsministeriets egne bevillingsregistre. Og de er kun tre eksempler ud af hundredvis, som ingen med tid eller mandat til det åbenbart har gennemgået systematisk, før en anonym debattør på X gjorde det i sin fritid.

Danmark bruger 23,2 milliarder kroner på udviklingssamarbejde i 2026. Det er fastlagt ved lov: 0,7 procent af bruttonationalindkomsten, hvert år, uanset hvad pengene reelt går til.

Langt de fleste af de kroner går til FN, EU og store, navngivne partnerorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp. Men et par hundrede millioner kroner om året uddeles gennem mindre puljer, hvor kontrollen er tyndere, og hvor konsekvensen for verdens fattigste ofte er svær at få øje på. Det er den del af historien, der sjældent bliver fortalt.

Et beløb, der er større end retsvæsenet

Sæt tallet i forhold til noget andet, staten bruger penge på. Domstolsstyrelsen får 168,1 millioner kroner i 2026 til at nedbringe sagsbehandlingstider og udvide retssalskapaciteten.

Justitsministeriet har forhandlet en reserve på 3,2 milliarder kroner i 2026, stigende til knap 4,8 milliarder i 2029, til en ny flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden. Udviklingsbistanden er alene i 2026 større end begge dele til sammen, og den vokser automatisk, når dansk økonomi vokser.

Ingen minister skal kæmpe for den i en forhandling. Den er skrevet ind som en fast andel af landets velstand.

Det gør bistanden til noget særligt i det politiske landskab: en 23-milliarders udgiftspost, der reelt ikke er til debat hvert år, fordi den er bundet til en procentsats i stedet for en konkret prioritering.

Dansk Folkeparti vil afskaffe den. Alternativet vil hæve den til 1 procent af BNI. Langt de fleste andre partier accepterer bare, at 0,7 procent er den ramme, man arbejder inden for, og diskuterer i stedet, hvordan pengene inden for rammen skal fordeles.

En rapkonkurrence om orangutanger

Inden for den ramme findes puljer som Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje, OpEn, der forvaltes af CISU og Roskilde Festival på ministeriets vegne. Formålet er at oplyse et dansk publikum om udviklingsspørgsmål.

I praksis har det blandt andet finansieret BioRap: et undervisningsforløb og en landsdækkende rapkonkurrence for 6. klasser om biodiversitetskrisen på Borneo, arrangeret af Red Orangutangen. Over 60 skoler deltog i 2024 og 2025, eleverne fra 6.C på Mårslet Skole vandt med sangen “Rejs Dig Op”, og materialet ligger nu frit tilgængeligt til brug i dansk, samfundsfag og musik.

Det er svært at være decideret vred på et projekt, der får danske skolebørn til at skrive tekster om regnskovsrydning.

Det er straks sværere at se, hvordan en rapkonkurrence i Aarhus redder en eneste orangutang på Borneo, og det er den forbindelse, der er selve forudsætningen for, at pengene overhovedet kommer fra bistandsbudgettet og ikke fra Kulturministeriet eller et skoleprojekt.

1,7 millioner kroner for en gåtur på Islands Brygge

Samme pulje har finansieret Barnevognsmarchen, arrangeret af Sex & Samfund og MaMaMesh. Ifølge OpEns egen bevillingsoversigt er der bevilget 1.498.642 kroner til projektet i perioden oktober 2024 til september 2026, oven i et tidligere tilskud på 200.000 kroner.

Formålet er at gøre danske forældre opmærksomme på global mødredødelighed. Hvert år samles hundredvis, i visse år over tusind, forældre og børn i op til 15 danske byer på mors dag, og for hver deltager donerer sponsoren RFSU 100 kroner til arbejde mod mødredødelighed i Kenya og Uganda.

Regn selv efter. Ved 1.500 deltagere svarer 100 kroner pr. deltager til 150.000 kroner, der reelt går til det erklærede formål: at hjælpe gravide kvinder i Østafrika. De resterende cirka 1,5 millioner kroner er gået til at organisere en gåtur i Danmark.

Sex & Samfund vil med rette pege på, at oplysningsarbejde har værdi i sig selv, og at kampagnen tiltrækker medieomtale og et mediepartnerskab med Femina, som ministeriet formentlig regner som en del af formålet med en oplysningspulje.

Men det ændrer ikke ved, at det er et politisk valg, at netop den slags aktiviteter finansieres som udviklingsbistand og ikke som sundhedsoplysning eller kommunikationsarbejde under et andet ministerium.

Læs også: Bistand der skaber afhængighed er ikke bistand. Det er et svigt.

Skolemad fra Indien og en film om Hijra

Puljen har også finansieret et undervisningsforløb for 5.-6. klasser om det indiske “dabbawala”-madleveringssystem og indisk madkultur, og et forløb for 7.-10. klasser om vilkårene for Hijra, Indiens tredje køn, med en tilhørende dokumentarfilm.

Den uafhængige medieplatform Document.dk har uafhængigt af den anonyme X-debattør bekræftet et beslægtet tilskud på 150.000 kroner til en dansk journalist for at undervise danske skolebørn i indisk madkultur, hvilket stemmer overens med størrelsesordenen i de tal, der er fremlagt på X.

Er det ligegyldig viden? Næppe. Er det udviklingsbistand i nogen meningsfuld forstand af ordet, altså penge der hjælper mennesker i fattigdom eller nød? Det kræver en ret elastisk definition. Og det er præcis den elasticitet, som ingen tilsynsmyndighed for alvor har til opgave at holde øje med.

Et lukket kredsløb

Civilsamfundspuljen, en anden og større pulje under Udenrigsministeriet med et årligt rådighedsbeløb på omkring 200 millioner kroner, forvaltes ligeledes af CISU på vegne af omkring 250 medlemsorganisationer.

Her har foreningen Colombia Solidaritet, en organisation med rødder i den solidaritetsbevægelse, der historisk har støttet venstreorienterede grupper i Latinamerika, modtaget bevillinger til oplysningsarbejde og kampagner i Danmark om Colombia.

Bevillingsudvalget, der godkender ansøgningerne, har ifølge Document.dk’s gennemgang medlemmer med tilknytning til organisationer som Red Barnet og Mellemfolkeligt Samvirke, som selv er blandt de største modtagere af strategiske partnerskabsmidler i det samlede bistandsbudget.

Det er ikke ulovligt, at de samme kredse søger, vurderer og modtager. Det er heller ikke bevis for bedrageri. Det er derimod en struktur, hvor uafhængig kontrol reelt mangler, og hvor de færreste uden for miljøet selv aner, hvordan beslutningerne træffes.

“Rapporten peger på, at der er meget langt mellem de fine målsætninger i den officielle udviklingspolitik og så den konkrete virkelighed, hvor stadigt flere bistandsmidler anvendes i Danmark og ikke til at bekæmpe fattigdom i fattige lande,” har seniorforsker Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, konstateret i forbindelse med en OECD-gennemgang af dansk bistand.

Pointen er ikke ny, og den kommer ikke fra en anonym X-konto, men fra en af landets mest etablerede udviklingsforskere.

Martin Ågerup, direktør i den markedsliberale tænketank CEPOS, har i årevis argumenteret for, at bistandseffekten er langt mere usikker, end fortalerne indrømmer, og at midler ofte havner hos aktører med et politisk projekt snarere end en dokumenteret udviklingseffekt.

Organisationen Oxfam IBIS har til gengæld svaret, at bistand virker, og henvist til konkrete resultater som forhandlet erstatning til oprindelige folk i Peru og skolegang for titusindvis af børn i Ghana.

Begge parter har et ærinde. Ingen af dem har adgang til en uafhængig, samlet effektevaluering af netop de mindre oplysningspuljer, denne artikel handler om, for den findes tilsyneladende ikke.

0,7 procent er ikke en naturlov

Det bringer os til det egentlige spørgsmål, som næsten aldrig stilles i den brede offentlighed: hvorfor er 0,7 procent af BNI en fast, lovbunden andel, og ikke en post, der hvert år vurderes ud fra, hvad pengene faktisk opnår?

Målet stammer oprindeligt fra en FN-anbefaling fra 1970, og Danmark er et af kun en håndfuld OECD-lande, der reelt lever op til det.

Det er også derfor, beløbet stiger automatisk, når dansk økonomi vokser, uanset om Udenrigsministeriet kan finde lige så mange gode projekter at bruge pengene på det pågældende år.

Ingen af de politikere, der år efter år stemmer finansloven igennem med bistandsposten intakt, har for alvor skullet forsvare, hvorfor en rapkonkurrence om orangutanger eller en gåtur med barnevogn er en bedre brug af skattekroner end for eksempel flere sengepladser på danske hospitaler, som Region Hovedstaden i 2026 måtte spare på. Næppe nogen ville kalde det en rimelig prioritering, hvis de blev spurgt direkte. Problemet er, at næsten ingen bliver spurgt.

Regningen for ikke at spørge

Her er tingene, denne artikel rent faktisk kan dokumentere: et samlet bistandsbudget på 23,2 milliarder kroner i 2026.

Et enkelt projekt til 1,7 millioner kroner, hvor kun en brøkdel går direkte til formålet i Østafrika. En rapkonkurrence, en dokumentarfilm og et skolemadsforløb, der alle er reelle, alle er finansieret som udviklingsbistand, og alle kræver en ret vidtgående fortolkning af, hvad det ord betyder.

Og et bevillingssystem, hvor de samme organisationer sidder på begge sider af bordet, uden at nogen ekstern instans systematisk tjekker, om pengene virker.

Hvad denne artikel ikke kan dokumentere, er det tal, der oftest bliver brugt til at sætte det hele i perspektiv: at ni millioner mennesker dør af sult hvert år.

FN’s seneste opgørelse viser noget andet og på sin vis lige så alvorligt. Omkring 645 millioner mennesker var ramt af sult i 2025, og ifølge Verdenssundhedsorganisationens tal dør omkring 3,1 millioner børn under fem år årligt af årsager relateret til underernæring.

Det er et forfærdeligt tal. Det er bare ikke ni millioner, og en artikel, der vil holde myndigheder ansvarlige for deres tal, skylder at holde sig selv til samme standard.

Læs også: Bruxelles vil bruge din skattekrone på at gøre dig til «rigtig europæer»

Det virkelig ubehagelige ved denne historie er ikke, at nogen har brugt penge på en rapsang.

Det er, at det tog en anonym borger i sin fritid at finde ud af det, fordi Rigsrevisionen, Folketingets partier og de fleste etablerede medier tilsyneladende har haft vigtigere ting for.

Næste gang finansloven forhandles, kunne det være værd at spørge sin folketingskandidat, hvad de 200 millioner kroner i civilsamfundspuljen og de tilsvarende beløb i OpEn-puljen egentlig har opnået sidste år. Chancen er stor for, at de ikke ved det.

ExtraFokus.com: Dybere blik på dansk politik.