I årevis har vi undervurderet, hvad der er ved at ske på den yderste venstrefløj i Vesten.
Det er ikke længere blot en politisk retning blandt andre. Det er en bevægelse, der i stigende grad definerer sig i opposition til selve fundamentet for de samfund, den udspringer af.
Et enkelt billede illustrerer udviklingen: klimaaktivisten Greta Thunberg iført en T-shirt med teksten “Yalla intifada”. Et slogan, der historisk er forbundet med opstand, vold og angreb mod civile mål.
Læs også: Når ‘pro-life’ kun gælder nogle liv
Billedet gik verden rundt og skabte debat – ikke kun om Mellemøsten, men om, hvad der egentlig er ved at ske i de aktivistiske miljøer, der tidligere var entydigt fokuseret på klima.
For mange virker det som et mærkeligt – ja næsten chokerende – skift. Fra klimakamp til noget, der ligner en accept af voldelig konflikt. Men for den nye yderste venstrefløj er der ingen modsætning. Tværtimod hænger det hele sammen i én samlet verdensforståelse.
Det er netop pointen.
I denne forståelse er Vesten ikke blot en aktør blandt mange, men selve kernen i verdens problemer. Klimakrisen, kolonialismen, økonomisk ulighed, kulturel dominans, grænser, normer – det hele spores tilbage til én og samme kilde.
Det er også derfor, man i stigende grad ser, hvordan forskellige bevægelser smelter sammen. Klimabevægelser, antiracistiske netværk og pro-palæstinensiske aktivister optræder ofte side om side i demonstrationer i europæiske storbyer, hvor budskaberne flyder sammen til én samlet kritik af “systemet”.
Et konkret eksempel sås under de mange demonstrationer i 2024 og 2025 i blandt andet London, Berlin og Paris, hvor slogans om klima, kolonialisme og Gaza blev blandet sammen i én samlet protestkultur.
Det er ikke enkeltsager, men ét samlet projekt.
Når man først ser det på den måde, giver det også mening, at skiftet fra klimaaktivisme til “intifada” ikke opleves som et skift, men som en naturlig forlængelse. Det handler ikke om sagen, men om modstanderen.
Og modstanderen er Vesten.
Det forklarer også et af de mest opsigtsvækkende og for mange uforståelige fænomener: alliancerne. At aktivister, der taler om kvinders rettigheder, LGBTQ-rettigheder og frihed, samtidig kan finde fælles sag med islamistiske bevægelser, der står for det stik modsatte.
Udefra ligner det en åbenlys selvmodsigelse.
Men hvis udgangspunktet er, at Vesten er den primære undertrykker, bliver alle, der bekæmper Vesten, potentielle allierede.
Ideologisk konsistens bliver sekundær. Den fælles fjende bliver det samlende princip.
Det er en dynamik, man blandt andet har set på universiteter i USA og Europa, hvor studenterprotester mod Israel i flere tilfælde har inkluderet grupper og talspersoner, der åbent hylder organisationer eller ideologier, som står i direkte modsætning til klassiske liberale rettigheder.
Samtidig har universitetsledelser flere steder haft vanskeligt ved at håndtere protesterne, netop fordi de foregår i et krydsfelt mellem aktivisme, identitetspolitik og geopolitik.
Det er her, mange stadig misforstår situationen. Vi forsøger at analysere bevægelsen med klassiske politiske begreber: ideologi, sammenhæng, rationelle argumenter. Vi leder efter en klar teori eller et konkret samfundsprojekt.
Men det, vi står overfor, er noget mere fragmenteret – og på sin egen måde mere radikalt.
Det er ikke en færdig ideologi, men en følelsesdrevet struktur, hvor vrede og moralsk indignation fungerer som drivkraft.
En kædereaktion af fortællinger, hvor nye konflikter hele tiden kobles på det samme grundnarrativ: undertrykkere mod undertrykte.
Og i den fortælling er rollerne allerede fordelt.
Et andet centralt element er opgøret med idéen om, at nationer har ret til at eksistere som kulturelle og politiske fællesskaber. Forestillingen om, at europæere har en særlig tilknytning til Europa – historisk, kulturelt eller politisk – bliver afvist som illegitim.
Det afspejler sig også i konkret politik. I Spanien har regeringen i perioder arbejdet for at regularisere hundredtusindvis af migranter uden opholdstilladelse, mens lignende diskussioner om amnesti og lempelser af udlændingepolitikken løbende opstår i flere europæiske lande.
Argumentationen er ofte den samme: at grænser og nationale begrænsninger i sig selv er udtryk for uretfærdighed.
Konsekvenserne – pres på velfærdssystemer, integrationsproblemer og sociale spændinger – fylder derimod mindre i argumentationen.
Det er ikke en utilsigtet bivirkning.
Det er en logisk konsekvens.
For hvis man ikke mener, at Vesten har nogen særlig ret til at eksistere i sin nuværende form, bliver kulturel forandring – selv når den er konfliktfyldt – ikke et problem, men en del af løsningen.
Historisk er der paralleller. I 1970’erne så vi en vestlig venstrefløj, der romantiserede autoritære regimer i Kina og Sovjetunionen. Ideologiske sympatier vejede tungere end konkrete realiteter som undertrykkelse, censur og masseovergreb.
I dag gentager et lignende mønster sig – men i en ny form.
Forskellen er, at der dengang fandtes en sammenhængende ideologi, man kunne analysere og kritisere. I dag er der snarere tale om en løs sammensmeltning af bevægelser og dagsordener, bundet sammen af en fælles modstand mod Vesten.
Det gør udviklingen vanskeligere at håndtere.
For hvordan imødegår man en bevægelse, der ikke har et klart program?
Hvordan argumenterer man imod en fortælling, der i sin kerne er moralsk og følelsesdrevet snarere end rationel?
Og hvad gør man, når kritik af konkrete problemer – migration, integration, sikkerhed – automatisk bliver tolket som et forsvar for “undertrykkeren”?
Det er her, udfordringen for alvor bliver tydelig.
For hvis udgangspunktet er, at Vesten i sig selv er problemet, bliver alle interne diskussioner reduceret til afledte konflikter. Reformer er ikke nok. Nuancer er irrelevante. Kritik bliver delegitimeret.
Så er der kun én logisk konklusion tilbage:
At det ikke er systemet, der skal ændres.
Men at systemet – og det samfund, det bygger på – grundlæggende ikke har ret til at bestå i sin nuværende form.
Og dermed bliver spørgsmålet ikke længere, hvad vi skal gøre anderledes.
Men om vi overhovedet har ret til at eksistere, som vi gør.
Læs også: Ceuta-krisen afslører Danmarks egen grænsekontrol-omgåelse
