77 mennesker. Det er alt, Danmark fik til at rejse hjem i 2026

Der sidder i dag tusindvis af mennesker i Danmark med et opholdsdokument, der juridisk set beskriver deres tilstedeværelse som midlertidig eller betinget. Systemet selv har sat den etiket på. Og systemet har en lov, der giver dem penge og hjælp til at rejse hjem, hvis de vil.

I hele 2026 valgte 77 af dem det, viser Integrationsbarometeret. Udlændinge- og Integrationsministeriets eget statistikredskab.

Ikke 770. Ikke 7.700. 77. Det er et tal, du kan tælle igennem på tre minutter. Og alligevel er det endt stille og diskret på Integrationsbarometeret – ministeriets eget statistikredskab – uden pressemeddelelse, uden samrådsspørgsmål, uden en eneste minister, der stod op og forklarede, hvad det tal siger om tilstanden i dansk integrationspolitik.

Jeg har fulgt repatrieringstallene i et stykke tid nu. Og jeg er oprigtigt ophørt med at blive overrasket – men endnu ikke ophørt med at blive irriteret.

Hvad loven lover – og hvad den leverer

Lov om repatriering – i sin seneste konsoliderede form – giver flygtninge, familiesammenførte og visse andre udlændinge med lovligt ophold ret til et engangsbeløb til etablering, løbende repatrieringsydelse og rådgivning, hvis de frivilligt vælger at vende tilbage til hjemlandet. Loven eksisterer siden 1999. Den er justeret adskillige gange. Støttesatserne er øget. Procedurerne er forenklet.

Og alligevel: 77.

Det er ikke et nyt mønster. Repatrieringstallene har konsekvent ligget i den lave ende. Integrationsbarometeret – det samme ministerium, der administrerer ordningen – dokumenterer det år efter år. Ingen myndighed har offentligt forklaret, hvad minimumsambitionerne er for ordningen, eller hvornår et tal er lavt nok til at udgøre et problem. Det er som om selve fraværet af et mål gør det umuligt at konstatere, at man fejler.

Det er ikke juridisk. Det er politisk.

Hvem har vejledningspligten – og ved kommunerne det selv?

Her er det strukturelle problem, som de fleste undgår at sige direkte: Repatrieringsloven er statslig, men implementeringen er kommunal. Det er kommunerne, der skal vejlede borgere om deres muligheder. Det er kommunale sagsbehandlere – med vidt varierende kendskab til ordningen og vidt varierende motivation til at bruge den – der afgør, om en borger overhovedet hører om repatrieringsmuligheder.

Og hvad vi ved med rimelig sikkerhed er: Det foregår ikke ens.

Kommunernes Landsforening og Udlændinge- og Integrationsministeriet har begge gjort opmærksom på den store variation i kommunernes praksis. Statslige vejledninger og håndbøger til kommunerne udsendes løbende – men det er vejledninger, ikke bindende instrukser med konsekvenser, hvis de ignoreres. Der er ingen national overvågning af, om den lovpligtige vejledning faktisk finder sted.

Lad mig forsøge at gøre det konkret.

En kvinde – vi kan kalde hende Amira, for det er ikke hendes navn – boede i otte år i en mellemstor dansk by med opholdstilladelse på et midlertidigt beskyttelsesgrundlag. Grundlaget ændrede sig. Hun vidste ikke, at hun var berettiget til en repatrieringsstøtte, der ville have gjort det muligt for hende at vende hjem til sin familie og åbne den frisørsalon, hun i årevis havde talt om. Det fandt hun ud af fra en anden kvinde i samme situation, der tilfældigvis havde læst om ordningen online.

Hendes sagsbehandler havde i otte år ikke nævnt det én gang.

Hvad kostede det hende? Det kostede hende otte år i et land, hun ikke planlagde at blive gammel i, mens hendes søster og mor i hjemlandet passerede årstider hun ikke var til stede ved. Det kostede hende den forretning, hun sandsynligvis havde kunnet starte tidligere. Og det kostede hende muligheden for et informeret valg – som er det eneste, loven reelt forpligter systemet til at give hende.

Amira er ikke et hjørnetilfælde. Amira er systemets normalttilstand.

Læs også: Drømmen om midlertidig asyl.

Hvad koster hjemsendelsespolitikken sammenlignet med, hvad den indbringer?

Der er en samtale, der konsekvent udebliver i dansk politik. Den handler om økonomi.

Rockwool Fonden – et uafhængigt dansk forskningsinstitut, der ikke kan placeres på nogen politisk flanke – har i flere analyser dokumenteret, at nettoomkostningen ved indvandring til Danmark varierer enormt afhængigt af uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet og opholdets varighed. For den gruppe, der aldrig opnår varig beskæftigelse og forbliver på overførselsindkomst, er de samlede offentlige nettoomkostninger over et langt livsforløb betydelige. CEPOS og Danmarks Statistik peger i samme retning i deres analyser af integration og offentlige finanser.

Repatrieringsydelsen, der gives under loven, svarer størrelsesordenmæssigt til kontanthjælpsniveau – og den er tidsbegrænset. Etableringsbeløbet er et engangsbeløb. Det er med andre ord en beskeden udgift sammenlignet med en årrække på overførselsindkomst.

Ingen politician fremlægger det regnestykke. Ikke fordi det er hemmeligt – det er tilgængeligt i rapporter og analyser – men fordi det kræver en ærlig samtale om midlertidighed, som alle parter har en interesse i at undgå. Venstrefløjen vil ikke have en diskussion om, at repatriering kan have en statsfinansiel gevinst. Højrefløjen vil ikke indrømme, at de ikke gør det, der er nødvendigt for at ordningen virker. Resultatet er det sædvanlige: politisk tavshed, kamufleret som princip.

Hvorfor er frivillig hjemrejse utilstrækkelig som udlændingestrategi?

Standardforsvaret for de lave tal er, at repatriering er frivillig – og at vi i et retssamfund ikke kan tvinge folk ud. Det er korrekt. Det princip skal stå fast.

Og det er også den stærkeste indvending mod den linje, jeg fremlægger her: Man kan hævde, at folk selv har ansvar for at opsøge information om deres egne muligheder. At systemet ikke kan tage alle i hånden. At ressourcerne er begrænsede, og at sagsbehandlerne har mange bolde i luften.

Det er et legitimt argument. Det forholder sig bare ikke til det afgørende faktum: Kommunerne har en lovfæstet vejledningspligt. Det er ikke en serviceydelse, de kan vælge til eller fra. Det er et krav. Og det efterleves ikke ensartet – det dokumenterer ministeriets egne vejledningsrunder og KL’s egne faglige erfaringer.

Frivillighed forudsætter et informeret valg. Et valg truffet i uvidenhed er ikke frihed – det er fravær af information, der er pakket ind i et retsprincip.

77 er ikke udtryk for, at 77 var dem, der ønskede at rejse. 77 er udtryk for, at 77 var dem, der fik tilstrækkeligt information og tilbud til at træffe et egentligt valg. Resten venter stadig – mange af dem uden at vide, at de venter på noget.

Læs også: Papirerne siger udvist. Virkeligheden er en anden

Hvem bærer det politiske ansvar for de manglende hjemsendelser?

Lad os give det et konkret sted at hvile.

Udlændinge- og Integrationsministeriet administrerer Integrationsbarometeret. De kan se de samme tal, jeg kan se. De har kapaciteten til at undersøge, hvilke kommuner der konsekvent underleverer på vejledningspligten, og til at sætte ind over for dem. De har ikke gjort det systematisk.

Kommunernes Landsforening har ressourcerne til at facilitere langt bedre videndeling på tværs af kommunerne. En national best practice-model for repatrierings­vejledning er teoretisk mulig. Den eksisterer ikke i praksis.

Rigsrevisionen har adgang til at revidere, om statslige midler til repatrieringsordningen forvaltes effektivt og i overensstemmelse med lovens formål. En fuld offentlig revision af ordningens faktiske implementering er ikke publiceret i nyere tid.

Og Folketingets Integrationsudvalg kan til enhver tid kalde ministeren i samråd og spørge direkte: Hvad er jeres forklaring på 77? Hvad er konsekvensen, hvis kommunerne ikke opfylder vejledningspligten? Hvad er målet for næste år?

Det spørgsmål er ikke blevet stillet.

Hvorfor tier Firkløverregeringen om hjemsendelsestal og resultater?

Firkløverregeringen har i sit regeringsgrundlag ikke opsat konkrete mål for repatriering. Der er ingen talstørrelse, der skal nås. Der er ingen kontrol­mekanisme over for kommuner, der ikke leverer. Der er ingen national oplysningskampagne til målgruppen. Der er ikke engang en offentlig anerkendelse af, at 77 er et problem.

Det er ikke tilfældig forsømmelse, det er et bevidst fravalg.

Politisk er logikken forståelig: Repatrieringspolitik er et minefelt. Nævner man det for aggressivt, lyder man som om man driver folk ud. Nævner man det for defensivt, sender man signalet om, at man ikke rigtig mener det. Begge dele er politisk risikabelt. Løsningen er at lade emnet eksistere som et stille lovkompleks, som ingen behøver at stå på mål for, og som producerer 77 om året uden at nogen skammer sig over det.

Den koalition, der sidder nu, er ikke enig internt om, hvad ambitionen med repatrieringspolitikken egentlig er. Så gør den ingenting – og kalder det respekt for frivillighed.

77 er ikke et tal. Det er en kvittering.

Lad mig slutte med at sige det, som det er.

77 er ikke en naturlovgivning. Det er hverken vejret eller tilfældighedernes spil. 77 er resultatet af en lov, der ikke implementeres ensartet, kommuner der ikke vejleder, sagsbehandlere der ikke har tid eller viden, et ministerium der ikke stiller krav, og en regering der ikke sætter mål.

Det er en kvittering for et systems valgte prioriteringer.

Og de tusindvis af mennesker, der i 2026 ikke traf et informeret valg om at rejse – ikke fordi de besluttede sig for at blive, men fordi ingen fortalte dem, hvad de kunne vælge – dem skylder systemet en forklaring, den endnu ikke har givet.

Hvis du vil vide, hvad din kommune konkret gør for at leve op til vejledningspligten, er spørgsmålet simpelt og det kan stilles i morgen: Ring til din kommunes integrationsforvaltning og spørg, hvad de proaktivt gør for at informere berettigede borgere om repatrieringsmuligheder. Dokumentér svaret. Det er det spørgsmål, tilsynsmyndighederne burde stille systematisk – men foretrækker ikke at gøre.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.