Mistillid til alle er blind tillid til nogen

Jeg har en ven, der ikke stoler på noget. Ikke supermarkedets varedeklarationer, ikke vejrudsigten, bestemt ikke Danmarks Radio. Han tjekker, dobbelttjekker og tripletjekker alting, undtagen de tre-fire stemmer, han selv har udnævnt til sandhedsvidner.

Dem stiller han aldrig spørgsmål til. Det er ikke skepsis. Det er bare mistillid, der har fundet et nyt sted at bo.

(Han optræder anonymiseret her, fordi en identifikation ville skade et venskab, der allerede er belastet af emnet. Det er en betingelse, jeg har aftalt direkte med ham.)

Læs også: Tillidssamfundet Danmark: Er det ved at erodere?

Mistillidens logik

Der er intet irrationelt i at være skeptisk over for medier, myndigheder og eksperter. Det er faktisk sundt. Problemet opstår, når skepsis holder op med at være en metode og bliver en identitet, og når identiteten kræver, at man finder nogen at tro på i stedet.

Ifølge Roskilde Universitets rapport “Danskernes brug af nyhedsmedier 2025”, udarbejdet i samarbejde med Reuters Institute, har 56 procent af danskerne generelt tillid til nyhedsmedier.

Kun 13 procent siger direkte, at de ikke tror, de kan stole på de fleste nyheder. Min ven er ikke normen. Men han er heller ikke alene: 31 procent svarer “hverken eller”, hvilket betyder, at knap 44 procent af befolkningen befinder sig i en gråzone, der hverken er tillidsfuld eller decideret mistroisk.

Samme rapport peger på noget, der bliver centralt senere i denne artikel: skepsissen over for kunstig intelligens er markant og stigende på tværs af aldersgrupper. Kun 9 procent tror, AI gør nyheder mere pålidelige.

En undersøgelse fra Aarhus Universitet i 2018 fandt derudover, at knap 10 procent af danskerne helt eller delvist tror på specifikke konspirationsteorier om magtmisbrug og skjulte motiver. De to tal beskriver ikke samme gruppe, men de overlapper formentlig et sted i midten.

Det er dér, min vens univers begynder. Ikke med en bestemt påstand om, hvad der er sandt. Men med en fornemmelse af, at ingen kan stoles på, og et behov for at finde nogen alligevel.

Men han er ikke et særtilfælde. Han er nogenlunde repræsentativ for en gruppe, der ifølge tallene er stor nok til at ændre, hvordan et samfund fungerer. Det bliver den egentlige pointe senere i denne artikel.

Det nye hierarki

Min ven har fortalt mig, hvilken kilde han anser som sit anker: en hjemmeside kaldet Neutrality Studies, som han beskriver som “virkelig godt” og “neutralt”.

Hjemmesiden præsenterer sig som et akademisk forskningsprojekt om neutralitet i international politik, grundlagt af Dr. Pascal Lottaz ved Kyoto Universitet. Formen er akademisk: forskningsartikler, et videobibliotek, seminarer, boglister. Opsætningen er seriøs, og det er faktisk derfor, det virker.

Men to af de tilbagevendende gæster i podcastens historik har dokumenterede troværdighedsproblemer, som aldrig nævnes på selve platformen.

Alexander Mercouris, tidligere britisk advokat og fast Rusland-kommentator, blev slettet fra advokatstanden i 2012. Et disciplinærnævn under Bar Standards Board fastslog, at han havde konstrueret en sammenhængende løgnehistorie over for en klient, blandt andet et forfalsket brev fra en højesteretsdommer og en påstand om, at han var blevet bortført af falske betjente.

Han indrømmede selv anklagerne ved høringen. Han skriver i dag for The Duran og har optrådt som kommentator på RT, Sputnik og altså også Neutrality Studies.

Ulrike Guérot, tysk professor i europapolitik og hyppig gæst, blev i februar 2023 fyret fra Bonn Universitet for plagiat i sin bog “Wer schweigt, stimmt zu” og et tidligere essay. Hun sagsøgte universitetet og tabte ved både Arbeitsgericht Bonn og, efter anke, Landesarbeitsgericht Köln i 2025.

Det skal dog siges for god ordens skyld: Guérot bestrider afgørelsen og kalder den politisk motiveret, og flere kommentatorer har argumenteret for, at plagiatsagen fungerede som juridisk påskud for reelt at fjerne hende på grund af hendes kritiske holdninger til coronarestriktioner og våbenleverancer til Ukraine. Retten fandt plagiatet dokumenteret. Motivet bag fyringen er stadig omstridt.

Det er præcis den mekanik, Vestergaards forskning i streamingtjenesten Gaia peger på: alternative platforme, der lykkes, gør det ikke ved at afvise journalistisk og akademisk form.

De efterligner den. Professionelle studier, universitetstitler, seriøse formater. Det er ikke kaos, der vinder tillid. Det er en kopi af den orden, folk siger, de ikke stoler på længere. Det er komplet med den slags baggrundskontrol, som selve orden normalt indebærer, men som her er udeladt.

Min ven ville aldrig kalde Neutrality Studies for et ekkokammer. Han kalder det uafhængig forskning og uafhængig journalistik. Det er præcis de samme ord, et universitet selv ville bruge om sig selv. Ironien går desværre tabt på ham.

Læs også: Fake news i Danmark: hvordan algoritmer styrer din mening uden du opdager det

Ikke kun en dansk historie

Det er fristende at behandle det her som en dansk særhed: min vens private univers, importeret fra internettets afkroge. Det er det ikke.

Mercouris er britisk. Guérot er tysk. Neutrality Studies er drevet fra Japan. Mønsteret krydser grænser, fordi mistillidens logik ikke er national. Den er strukturel.

Det samme gælder skrøbeligheden på den anden side af tilliden. Da Metro i Sverige lukkede som journalistisk produkt i 2019 efter 24 år, forsvandt både Viralgranskaren og det tværmedielle projekt Faktiskt på samme tid, og Sverige stod uden en dedikeret, uafhængig faktatjek-platform. Norge undgik samme skæbne: Faktisk.no blev etableret i 2017 som et samarbejde mellem seks store mediehuse (VG, Dagbladet, NRK, TV2, Polaris Media og Amedia) netop for at gøre det sværere at anklage projektet for kun at tjene én afsenders interesser.

Det er det samme mønster i alle tre lande: jo færre uafhængige, efterprøvelige instanser der er tilbage, jo lettere bliver det for en hjemmeside med et akademisk navn og en overbevisende vært at fylde tomrummet. Min ven har ikke fundet en unik dansk genvej. Han har fundet den samme genvej, som findes i ethvert land, hvor de etablerede kontrolinstanser er blevet færre, svagere eller mere udskældte.

Men kan du så stole på faktatjekkerne?

Her burde historien egentlig stoppe med en løsning. Der findes trods alt institutioner, hvis eneste formål er at være den neutrale dommerinstans: faktatjekmedier, der ikke tager parti, men bare undersøger, om en påstand holder.

Danmark har TjekDet, som er internationalt IFCN-certificeret og forpligtet på et regelsæt om uafhængighed og gennemsigtighed. Indtil 2022 havde vi også DR’s program Detektor, men DR lukkede det, og siden har TjekDet stået alene som landets egentlige faktatjekmedie.

Min ven stoler ikke på TjekDet. Og spørger man ham hvorfor, er svaret ikke helt uden en pointe: TjekDet modtager betaling fra Facebook for hvert faktatjek, der laves i platformens tredjepartsprogram, omkring 650.000-1.000.000 kroner årligt de seneste år.

Læs også: Faktatjek vs. folkefølelse: hvem vinder kampen om sandheden i dansk politik?

Mediet har historisk været en del af Mandag Morgen-huset, før det i 2020 blev udskilt til en selvstændig, almennyttig forening. For nogen er det gennemsigtighed. For min ven er det bevis: nogen betaler dem, altså tjener de nogens interesser.

Det er her, problemet bliver interessant og ubehageligt. For hvis selv den institution, hvis eneste eksistensberettigelse er at være neutral dommer, bliver afvist som inhabil, hvad er så tilbage?

Svaret er ikke “endnu et lag af kontrol, der endelig er ren nok”. Der findes ikke et sted, hvor tillid kan bevises fuldstændig ren: kun processer, der er mere eller mindre gennemsigtige, mere eller mindre efterprøvelige.

Kravet om en kilde, der er hævet over enhver mistanke om interesse, er ikke skepsis, men en umulig standard. Den garanterer, at man ender med at stole på den eneste type kilde, der aldrig viser sine egne finansieringsforhold eller metoder, fordi den aldrig bliver spurgt.

Det er ironisk nok præcis det, der er sket med Neutrality Studies: hjemmesiden bliver aldrig selv underlagt den baggrundskontrol, det formodes at levere om andre emner.

Det er den logiske konsekvens, min ven ikke vil se: hvis ingen institution kan opfylde kravet om absolut renhed, er der kun to muligheder tilbage.

Enten accepterer man, at tillid altid er relativ og bygget på efterprøvelig metode frem for fuldkommen uskyld, eller også ender man med at stole på den stemme, der lyder mest overbevisende i øjeblikket. Det sidste er ikke mere kildekritik. Det er bare mistillid, der har fundet det sted, hvor den føles bedst.

Psykologien bag mistilliden: Hvorfor det ikke kun er individuelt

Hvorfor virker det så effektivt? Hvorfor er det ikke bare et spørgsmål om at være dum eller naiv, hvilket er den nemme, kyniske forklaring, som jeg selv har været fristet til at bruge.

Theiss Bendixen, psykolog og ph.d. i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, bekræfter mekanikken i en mail til ExtraFokus. Mistillid til det etablerede er ifølge ham en hovedingrediens i konspirationstro: man afviser den officielle forklaring og søger i stedet alternative forklaringer på skelsættende begivenheder.

Der er både gode og dårlige grunde til, at den slags tænkning er psykologisk tiltrækkende, forklarer Bendixen. Konspirationsteorier appellerer særligt til mennesker, der oplever sig marginaliseret fra samfundet: økonomisk, politisk, socialt. Folk, der ikke føler, de får, hvad de fortjener.

Og nogle gange giver det faktisk god mening: lever man i et land eller en tid med reelle magtkampe og sammensværgelser, der forsøger at føre befolkningen bag lyset, er det klogt ikke at stole blindt på de officielle historier.

Problemet opstår først, når de påståede sammensværgelser bliver, som Bendixen formulerer det, “mere urealistiske og forestillede end reelle”.

Men der er en dimension mere, som jeg tror er lige så afgørende, og som ofte overses: det handler ikke kun om at finde ro. Det handler om at finde et fællesskab. At tilhøre kredsen, der “har gennemskuet det”, er ikke bare en kognitiv genvej. Det er en social identitet.

Man er ikke længere blot en borger, der er utilfreds med systemet. Man er en af dem, der ved bedre end de naive, der stadig ser DR-nyhederne. Den status er svær at opgive, uanset hvor mange modargumenter man bliver præsenteret for, fordi det, der står på spil, ikke kun er en holdning, men ens plads i et fællesskab.

Det er ikke en undskyldning, men en forklaring. Og den betyder, at man ikke løser problemet ved at råbe fakta højere ad nogen, der ikke bare tror på en påstand, men tilhører en gruppe omkring den.

Kasper Grotle Rasmussen, lektor ved Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation på Syddansk Universitet og forsker i konspirationsteorier, peger på en konkret mekanisme: at mediemistillid skaber det rum, konspirationsteorier vokser i.

“For 10 år siden havde man tiltro til, at langt størstedelen af mainstream-medierne ikke misinformerede befolkningen for at få begivenheder til at passe ind i deres eget narrativ, men den opfattelse har udviklet sig med tiden. Og det har givet plads til disse konspirationsteorier,” har han udtalt.

I sin peer-reviewed artikel i Økonomi & Politik (nr. 2, 2024) konkluderer han desuden, at konspirationsteorier opstår, fordi grupper ikke føler sig “hørt og taget alvorligt af dem, der har magt”, og at sociale medier forstærker dette ved at tilbyde et alternativt rum i opposition til officielle forklaringer.

Hvad sker der, når mange gør det samme?

Min ven er én person. Men tallene fra Roskilde-rapporten viser, at knap 44 procent af den danske befolkning befinder sig i den samme gråzone som ham: hverken tillidsfulde eller afklarede mistroiske.

Her holder det op med at være en anekdote om en excentrisk ven. Spørgsmålet bliver, hvad der sker med et samfunds evne til at handle sammen, når en betragtelig del af befolkningen opererer med hver sin godkendte version af virkeligheden.

Et demokrati er grundlæggende afhængigt af, at borgere kan være uenige om løsninger, mens de er nogenlunde enige om, hvad problemet er.

Klimaforandringer, en sundhedskrise, en økonomisk nedtur: det er situationer, hvor et samfund er nødt til at handle kollektivt, selv når handlingerne er upopulære eller ufuldstændige. Det kræver et minimum af fælles faktagrundlag. Ikke enighed om løsninger. Enighed om, at der overhovedet er noget at diskutere.

Når stadig flere mennesker forlader det fælles faktagrundlag til fordel for deres egne godkendte kilder, ikke fordi de er ligeglade, men fordi de er dybt engagerede skeptikere, der har draget den forkerte konklusion af en rigtig bekymring, bliver den kollektive handling ikke bare vanskeligere. Den bliver umulig at koordinere demokratisk, fordi der reelt ikke længere findes ét problem, alle diskuterer. Der findes flere parallelle problembeskrivelser, der aldrig mødes.

Min ven bærer ikke skylden alene. Han er et af de knap 44 procent, der tilsammen udgør den skala, hvor det holder op med at være en privatsag.

Læs også: Hvorfor danske medier undgår bestemte historier

2026-vinklen: Når selv virkeligheden bliver til forhandling

Det, der gør emnet mere presserende nu end for fem år siden, er ikke psykologien. Det er teknologien.

Under folketingsvalgkampen i 2026 har flere danske partier lagt AI-genereret indhold ud på sociale medier, deriblandt videoer, hvor politikeres ansigter er sat på andre kroppe i satiriske sammenhænge.

Partierne har aftalt ikke at bruge decideret deepfake-teknologi til at få politikere til at sige eller gøre ting, de aldrig har gjort. Men aftalen omfatter ikke alle partier, og grænsen for, hvad der er “tydeligt kunstigt” versus “til forveksling ægte”, flytter sig hastigt.

Det stemmer overens med tallene fra Roskilde-rapporten nævnt tidligere: danskernes mistillid til AI er allerede større end deres mistillid til traditionelle medier. Det er ikke et fremtidsscenarie, men en målt tilstand, lige nu.

Det centrale problem er ikke kun, at falsk indhold kan narre folk til at tro noget forkert. Det er, at selve tilstedeværelsen af overbevisende AI-genereret materiale gør folk mistroiske over for alting, også det, der rent faktisk er sandt og verificeret.

For min ven er det ikke en teoretisk pointe. Det er en bekræftelse. “Se, jeg sagde jo, man ikke kan stole på noget,” ville han sige, hvis jeg viste ham artiklen om AI-videoerne. Han ville ikke se, at konklusionen burde være mere nuanceret kildekritik. Han ville se det som endnu et bevis på, at hans lukkede kreds af godkendte stemmer er den eneste sikre havn.

Hvad gør ExtraFokus anderledes?

Det er let at skrive den slags artikel og lade den pege udad. Sværere, og mere ærligt, er at spørge, hvorfor et sted som ExtraFokus ikke bare er endnu en “godkendt udefrakommende kilde” i et andet ekkokammer.

Svaret er ikke, at vi er immune. Svaret er metoden. Vi navngiver vores kilder med titel og institution i stedet for at skrive “eksperter mener”. Vi bruger aktindsigt til at dokumentere påstande i stedet for at citere anonyme “insidere”. Vi skriver, hvad en kilde faktisk har sagt, med dato og kontekst, i stedet for at liste et væld af omtaler som bevis for autoritet.

Det er ikke en garanti mod fejl, men det er en forskel, man kan efterprøve, præcis det, min vens foretrukne kilder aldrig beder om at blive.

Konklusionen, jeg ikke kan lide

Jeg vil gerne slutte med en løsning. Jeg har ikke en.

Man overbeviser ikke nogen om at stole mindre på deres foretrukne kilder ved at bevise, at kilderne tager fejl, for hele pointen med kilderne er, at de aldrig kan tage fejl på en måde, der tæller. Det er systemet, der lyver. Ikke dem.

Men her er den del, jeg tror, min ven og de fleste andre i samme situation har vendt om på hovedet. Tillid er ikke noget, en kilde har.

Tillid er ikke en egenskab, som sidder i afsenderen, ligesom uskyld eller renhed. Den opstår mellem en kilde og dig, og det opstår kun, hvis du rent faktisk kan opdage det, når kilden tager fejl. Ikke om den nogensinde gør det. Om du kan se det, hvis den gør.

Det er derfor jagten på den perfekte, interesseløse kilde er en fælde. Der findes ingen afsender uden interesser, hverken DR, TjekDet, Neutrality Studies eller mig selv. Spørgsmålet, der betyder noget, er aldrig “har denne kilde interesser”. Det har den.

Spørgsmålet er, om du kan se dem godt nok til at regne bias ud og korrigere for det selv. En kilde, der viser sit arbejde, sine kilder, sine fejl og sine rettelser, giver dig den mulighed. En kilde, der bare beder dig tro på konklusionen, fordi den kalder sig uafhængig, fratager dig den, uanset hvor overbevisende den lyder.

Min ven har ikke afskaffet tillid. Han har byttet en synlig, efterprøvelig slags tillid ud med en usynlig. Han tror, han har fundet den ene kilde, der ikke kan bedrage ham. Det, han faktisk har gjort, er at finde den ene kilde, han aldrig tjekker, hvilket er noget helt andet og betydeligt farligere.

Og fordi han er langt fra alene om det, er det ikke længere kun hans problem. Det er begyndelsen på et samfund, der har svært ved at blive enige om, hvad der overhovedet er sandt nok til at handle på.

Det er heller ikke et argument for blind loyalitet over for de etablerede medier. Pointen gælder begge veje: den kilde, der beder om ukritisk tillid, uanset om den hedder DR eller noget, du fandt på YouTube i sidste uge, har allerede afsløret, at den ikke tåler at blive efterprøvet.

Det er ikke skepsis at afvise den slags krav, det er den eneste form for skepsis, der overhovedet betyder noget.

Det eneste, jeg kan gøre, er at insistere på den anden model: navngiv din kilde, vis dit belæg, lad andre efterprøve det. Ikke fordi det garanterer sandhed. Men fordi det er den eneste metode, der reelt kan modbevises, og dermed den eneste, der fortjener ordet tillid.

Min ven vil sandsynligvis aldrig læse denne artikel med det argument for øje. Men jeg skriver den ikke kun til ham.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.