Romertidens medicin var bygget på afføring og urin – og logikken var ikke helt forkert

Videnskaben banker på døren fra fortiden, og det lugter ikke godt. For i 1.900 år gamle romerske glasflasker har forskere nu fundet menneskelig afføring – ikke som et tilfælde, men som en bevidst medicinsk ingrediens. En stinkende del af lægehistorien genopfanges her, med uventede paralleller til moderne dansk forskning i mikrobiomer, tarmtransplantationer og bakteriel balance.

Fundet, der satte gang i den ulækre debat

I januar 2026 offentliggjorde tyrkiske og italienske forskere i Journal of Archaeological Science: Reports et fund, der fik selv hårdhudede arkæologer til at rynke næsen. Inde i et glas-unguentarium fra det romerske Pergamon fandt man brune flager. Efter grundig gaskromatografi- og massespektrometri-analyse blev det bekræftet: Det var menneskelig afføring, blandet med timianolie.

Forskerholdet, ledet af Cenker Atila fra Sivas Cumhuriyet Universitet, pegede på den romerske læge Galen som kilden til denne opskrift. Timian skulle maskere stanken, mens selve ekskrementet – i teorien – virkede helbredende mod infektioner og betændelse. Det er første gang, vi har håndfast kemisk bevis på, at den slags praksisser ikke kun er myter fra antikke tekster, men reelt forekommende medicinske procedurer.

Læs også: Magic mushrooms: insekternes gift er måske menneskets næste medicin

Når ekskrement blev til eliksir

At bruge kroppens egne affaldsprodukter som medicin virker absurd for moderne øjne. Alligevel passede det ind i datidens logik. Galen og hans samtid betragtede kroppen som en balanceret kemisk organisme. Sygdom kom, når væskerne – blod, slim, sort og gul galde – var i ubalance. Hvis afføringen kunne “trække sygdommens varme” ud, så var det rationelt.

Fra mit ståsted er det dog også et vidnesbyrd om desperation. Man vidste simpelthen ikke bedre. Men som enhver biomediciner i dag ville indrømme, så var grundideen ikke helt tosset: tarmen, bakterierne og deres produkter spiller faktisk en enorm rolle for immunforsvaret og hjernens funktion. Galen manglede bare genetik og mikroskop.

Mikroberne vender tilbage – med klinisk elegance

Springer man næsten to årtusinder frem, står vi i dag med noget, der minder skræmmende meget om romernes eksperimenter – blot med laboratoriehygiejne, statistik og etik som følgesvende.

Ved Aarhus Universitetshospital udfører man nu såkaldte fæcestransplantationer – tarmbakterieoverførsler fra raske donorer til alvorligt syge patienter med infektioner som Clostridium difficile. Og resultaterne er forbløffende. Over 85 procent bliver fuldstændigt raske efter én behandling. Professor Christian Lodberg Hvas, en af pionererne bag metoden i Danmark, har selv bemærket, at patienter “genvinder livskvalitet på dage, hvor antibiotika fejlede i måneder.”

Ser man på det sådan, så er romerne måske ikke så primitive, som vi tror. Deres medicinske ekskrementer var tidlig mikrobiom-terapi – men uden filtrering, kontrol og sikkerhed.

Dansk forskning: Fra tabuiseret til trend

Ifølge DTU Fødevareinstituttet har forskere de seneste år kortlagt over 500 forskellige bakteriearter, der trives i menneskets tarm. Mange af dem producerer bioaktive stoffer, der påvirker alt fra inflammation i huden til depression. Vi ved nu, at mikrobiomets balance kan forudsige sygdomme – et område, hvor både KU’s Novo Nordisk Center for Basic Metabolic Research og Statens Serum Institut har kastet mange millioner i udvikling af nye behandlinger.

Ironien er svær at overse: Romerne forsøgte med instinkt, hvad vi nu genetisk og kemisk forfiner. Et “fæcesbaseret antibiotikum” kunne sagtens blive morgendagens medicin mod resistente bakterier – og Danmark er blandt de førende på feltet.

Sanser, skam og symbolik

Der er dog noget mere eksistentielt på spil i denne historie. At tage sin egen afføring og lave medicin ud af den repræsenterer et brud på menneskets dybeste sansemæssige grænser. Det, vi intuitivt betragter som urent, blev for Galen og hans patienter en form for kropslig recycling – en cirkulær medicin, om man vil.

Også her ser vi et spejl af nutiden. Nutidens grønne videnskab og bæredygtighed kører på samme logik: intet går til spilde, biologiske kredsløb skal genanvendes. Fra et kulturelt perspektiv genopdager vi måske den romerske tankegang under et nyt navn – bare pakket i renere glas og steriliseret etikette.

Jeg observerer dog med en vis fascination, hvor let den menneskelige moral ændrer kurs, når hypotesen får et peer-reviewed stempel. Det, vi i går kaldte klamt, kalder vi i dag innovativt.

Fra Galen til genetiske algoritmer

Hvor Galen i sin tid målte balance med smag og lugt, måler vi i dag med DNA-sekventering og bioinformatik. Dansk forskning bruger AI til at analysere mikrobiomet i tarmen og forudsige risikoen for fedme, autisme og psykisk sygdom.

Et forskerhold på Københavns Universitet har eksempelvis udviklet et maskinlæringsværktøj, der kan forudsige tarmfloraens sundhed ud fra blodprøver. I praksis betyder det, at fremtidens “tarmdiagnoser” måske ikke kræver koloskopi, men AI-modeller, der efterligner de mønstre, romerne intuitivt søgte i kroppens affald.

Og måske er det netop det, denne romerske glasflaske fortæller os: at selv de mest absurde ideer kan indeholde kim til videnskabeligt fremskridt, bare tiden og metoden modnes.

Videnskabelig kvalitet – dengang og nu

Den moderne forskerverden taler konstant om replikation, p-værdier og metodisk stringens. Romerne havde ingen af delene – men de havde observation. De eksperimenterede med det, de havde for hånden, og blandt patienterne var placeboeffekten sandsynligvis enorm.

Når man ser på den langvarige brug af afføringsbaserede midler i både Kina, Egypten og Rom, får man en fornemmelse af en uformel global evidens: det virkede måske bare nogenlunde ofte til, at traditionen blev videreført.

Men forskningshistorien er også en studie i arrogance. I middelalderen blev Galens metoder forkastet som overtro, i 1800-tallet blev de genlæst af anatomer som kuriositeter, og nu – i 2026 – vender mikrobiologien tilbage med næsten samme ingredienser. Det viser, at videnskabens cirkel ikke altid går fremad. Nogle gange går den i ring, bare med bedre apparater.

Hvorfor det stadig vækker ubehag

Det er let at le ad romerne og deres “afføringsmedicin”, men vi bør spørge os selv, hvorfor retten til at føle afsky stadig hænger ved. Måske fordi medicin ikke kun handler om kemi, men om kultur. Vi vil have helbredelse uden at blive mindet om vores biologiske oprindelse.

Men i praksis er mennesket et genbrugt væsen. Vi lever i en stadig kommunikation med milliarder af bakterier – 90 procent af de celler, der udgør os, er faktisk ikke menneskelige. Når Galen brugte “ure” (dung) som behandling, var det instinktivt en anerkendelse af kroppens mangfoldige symbiose.

Der ligger en slags poetisk sandhed i, at vi i 2026 stadig bruger fæces, om end destilleret, for at gøre andre raske.

Etisk dilemma: Kan man patentere sin egen afføring?

Unægtelig opstår nye dilemmaer, som romerne ikke anede eksistensen af. Nutidens bioteknologiske industri forsøger at patenterer specifikke bakteriestammer – ikke helt ulig et forsøg på at eje dele af menneskets eget biologiske kredsløb.

Professor Lone Bruhn Hoffmann fra DTU har advaret mod denne udvikling: “Når menneskelig biologi bliver ophavsret, risikerer vi, at sundhed bliver et spørgsmål om licenser.” Det er kynisk fra forskningsfinansiørernes side, men desværre logisk i en markedsøkonomi, hvor selv mikrober har værdi.

Historien om romerne tvinger os til at se den lange linje: Sygdomsbekæmpelse er altid forbundet med magt og økonomi, uanset hvor beskiden – bogstavelig talt – opskriften er.

Hvad moderne arkæologi lærer os

Analysen af det romerske unguentarium brugte gaschromatografi-massespektrometri (GC–MS), den samme teknologi som DMI anvender til atmosfæriske prøver af metan og svovl. At man i dag kan identificere biomarkører fra menneskelige udsondringer efter 19 århundreder, viser hvor langt den analytiske kemi er kommet.

Læs også: Klimaflygtninge: Derfor kan forskere ikke blive enige

Det er i sig selv en påmindelse: Selv ekskrement kan bevare videnskabelig sandhed. Hvor politiske dokumenter og monumenter smuldrer, står kemien igen som arkiv for menneskelig adfærd.

Når danske forskere på Nationalmuseet eller Aarhus Universitet fremover undersøger gamle urner, kan metoden fra Pergamon-fundet inspirere. For hvad har vi egentlig skyllet ud af historien uden at lede i kloakken?

Mellem lugt og erkendelse

Jeg observerer med undren, hvordan de mest stinkende opdagelser ofte viser sig at være de mest rensende for vores forståelse. Fundet af menneskelig afføring i en antik medicinflaske er en lille revolution i medicinhistorien. Det tvinger os til at se sygdom ikke som et fjendtligt element udenfor kroppen, men som noget, kroppen selv kan bruge til helbredelse.

Det er både smukt og makabert. Og det viser, at naturvidenskaben – trods sterile laboratorier og digitale databaser – stadig rummer en mørk, organisk realitet. Vi er biologi, ikke magi.

Fra tarm til tanke – hvad nu?

For dansk forskning betyder sådanne fund mere, end man umiddelbart tror. Det minder os om, at ideer, der virker primitive, ofte er evolutionære i sin kerne. I takt med at danske laboratorier tester næste generations probiotiske lægemidler, bør man måske huske, at Galen har været der før – bare uden latexhandsker.

Fra mit ståsted er evidensen nu overvældende: Vi vender tilbage til naturens egne midler, bare med videnskabelig etikette. Måske er det på tide, vi dropper skammen og kalder tingene ved deres rette navn: mennesket har altid behandlet sig selv – bogstaveligt talt.

Konklusion: Videnskabens lugt af menneske

Hvis der findes en moralsk lære i denne historie, er det måske denne: Videnskaben er aldrig fri for menneskelig lugt. Den stinker, fordi den graver i vores virkelighed, ikke i vores illusioner.

Danmark står i frontlinjen for mikrobiomforskning og fæcesbaseret behandling. Derfor er vi også nødt til at konfrontere de etiske og kulturelle spørgsmål, der følger. Det handler ikke bare om laboratorier, men om menneskets forhold til sin egen krop.

Så næste gang nogen griner af romernes “fæcesmedicin”, så overvej, at du måske selv kunne takke en andens tarmflora for dit helbred.

Støt dansk grundforskning. Støt de institutioner, der tør udfordre tabuer. Og støt medier, der tager videnskab alvorligt – også når den lugter.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.