Klimaflygtninge: Derfor kan forskere ikke blive enige

Vi har alle set billederne. Oversvømmede landsbyer, udtørrede marker, mennesker der bærer deres liv i en taske på ryggen. Og vi har alle hørt påstanden, der følger med: klimaforandringerne skaber flygtningestrømme, det er kun et spørgsmål om tid, før millioner er på flugt.

Jeg har fulgt den påstand længe nok til at vide, at den er både sand og fuldstændig ubrugelig på samme tid.

Konsensus, der ikke er konsensus

Et nyt forskningsprojekt, publiceret i det spanske tidsskrift Papers ved Universitat Autònoma de Barcelona, har gjort noget så simpelt som at spørge eksperterne selv, hvor uenige de egentlig er.

Læs også: Derfor virker antibiotika snart ikke længere, og hvad det betyder for dig

Forskerne bag studiet brugte Delphi-metoden, en teknik hvor man kører flere runder af spørgsmål til en gruppe specialister for at finde ud af, hvor konsensus rent faktisk ligger, og hvor den kun ligner konsensus i overskrifterne. Det er ikke en tilfældig metodevalg. Delphi bruges netop, når et felt er så politisk ladet, at almindelige spørgeskemaer ville drukne i støj.

Resultatet er ikke overraskende, hvis man har arbejdet med feltet. Det er til gengæld ubehageligt klart. Alle de adspurgte eksperter er enige om, at klimaforandringer ikke er en selvstændig årsag til migration, men en faktor der lægger sig oven på eksisterende sårbarheder som fattigdom, konflikt og dårlig regeringsførelse. Det lyder som en teknisk detalje. Det er det ikke.

For hvis klima kun er en forstærker og aldrig den egentlige årsag, så kollapser hele præmissen for de dramatiske “100 millioner klimaflygtninge i 2050”-tal, der har cirkuleret i medier og NGO-rapporter i årevis.

De tal bygger på en lineær model, hvor temperatur går ind, og migrant kommer ud. Virkeligheden er rodet nok til, at ingen forsker med respekt for sit eget fag tør stå inde for den slags regnestykker længere. Men rodede tal sælger ikke lige så godt som runde, skræmmende tal.

Danmarks egen afvisning af myten

Det er ikke kun spanske forskere, der punkterer den simple fortælling. DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, udgav for nogle år siden en analyse med den sigende titel “Klimakrig og klimaflygtninge i Sahel er en myte”.

Instituttets forskere konkluderer, at krig skabes af mennesker, våben og fejlslagen politik, ikke af vejret. Det er Danmarks eget udenrigspolitiske forskningshus, der siger, at en af de mest udbredte klimafortællinger er forkert, ikke en marginal pointe fra et randinstitut.

Det er præcis den pointe, ingen vil sige højt til en klimakonference. For hvis vi hele tiden peger på klimaet som synderen, slipper vi for at kigge på de politiske beslutninger, der faktisk sender folk på flugt. Jordfordeling, korruption, væbnede konflikter om ressourcer. Klima er en bekvem skurk. Den kan ikke sagsøges, og den kræver ingen politisk reform.

DIIS forsker videre i sammenhængen mellem migration, klima og konflikt gennem sit forskningsprogram på området, hvor instituttets forskere fortsat undersøger, hvordan klimastress og væbnede konflikter overlapper i praksis.

Men jeg har endnu ikke set et dansk medie citere den forskning med den samme skepsis, som forskerne selv anlægger. Vi elsker historien om klimaflygtningen. Vi er mindre glade for nuancen, der fjerner dramaet.

Interne flytninger, som ingen tæller ordentligt

Et af de mest konsistente fund i litteraturen, bekræftet i den nye Delphi-undersøgelse, er, at langt de fleste klimarelaterede flytninger sker inden for landets egne grænser.

Folk flytter fra land til by, ikke fra Sahel til Sjælland. Det er upopulært at sige, fordi det ikke passer ind i den europæiske migrationsdebat, hvor “klimaflygtninge” ofte bruges som et argument for eller imod grænsepolitik.

Problemet er, at vi reelt ikke kan måle det ordentligt. Der findes ingen fælles definition af, hvad en “klimamigrant” er, og uden en definition kan man ikke bygge et statistisk system, der tæller dem.

Det er lidt som at diskutere, hvor mange bilulykker der skyldes glat føre, uden at have en definition af, hvad “glat føre” betyder. Man kan citere alle de tal, man vil. De betyder ingenting.

FN’s Global Compact for Migration nævner problemstillingen som en del af sine målsætninger, men leverer ingen reel juridisk kategori for klimamigranter. Resultatet er et hul i lovgivningen, som millioner af mennesker falder ned i, mens politikere og forskere fortsætter med at diskutere semantik i konferencelokaler, mens folk rent faktisk pakker deres ting.

Adaptation eller ren overlevelse?

Den næste myte, der skal aflives, er ideen om migration som en fiks løsning. Den internationale migrationsorganisation IOM har argumenteret for, at migration kan være en effektiv tilpasningsstrategi. Det spreder husholdningens indkomst og letter presset på sårbare områder. Det lyder fornuftigt på et powerpoint-slide i Genève.

Men eksperterne i Delphi-studiet trækker en skarp linje. Migration er kun en adaptiv strategi, når personen har beslutningskraft, ressourcer og en plan.

I langt de fleste tilfælde er det derimod en overlevelsesstrategi. Det eneste, der er tilbage, når levevilkårene bliver uholdbare. Det er ikke det samme som at vælge et sabbatår i udlandet, og det er værd at sige højt, for sprogforskellen har konkrete politiske konsekvenser.

Den distinktion burde være retningsgivende for hele den politiske debat. I stedet bliver den ignoreret, fordi “migration som tilpasning” lyder bedre i en klimarapport end “migration som sidste udvej, fordi ingen greb ind i tide”. Ordvalget er ikke tilfældigt. Det er politisk bekvemt, og det er præcis den slags sproglig kosmetik, jeg er blevet allergisk over for efter år med denne slags politiske floskler.

Politikken, der taler forbi hinanden

Her bliver det virkelig trist. Eksperterne bag studiet peger samstemmende på, at der stadig ikke findes nogen global, sammenhængende ramme for klimarelateret migration. Politikker om migration, handel, landbrug og fiskeri kører hver sin vej og modarbejder ofte hinanden og de bæredygtighedsmål, de angiveligt skal understøtte.

Tænk over det et øjeblik. Vi har brugt et årti på klimatopmøder, hvor politikere lover handling, mens deres egne landbrugs- og handelsministerier fører politik, der direkte modarbejder de samme mål. Det er strukturel ligegyldighed, ikke inkompetence, fordi klimamigranter ikke har stemmeret der, hvor beslutningerne tages.

Statens Serum Institut og dansk sundhedsforskning har ikke en direkte finger med i selve klimaforskningen her, men den danske sundhedssektor mærker konsekvenserne indirekte, når flygtningestrømme, klimarelaterede eller ej, lander på danske asylcentre uden en klar juridisk kategori at blive vurderet under.

Ingen har spurgt, hvordan det danske system egentlig skal håndtere en ansøger, hvis primære problem er en udtørret brønd og ikke en forfølgelse. Det spørgsmål stilles ikke, fordi det ikke passer ind i nogen eksisterende kasse i Udlændingestyrelsens regelsæt.

Læs også: Trump truer Iran, og Danmark risikerer at blive trukket med

Hvad studiet faktisk kan og ikke kan

Lad mig være ærlig om begrænsningerne, for det er dem, der gør historien interessant. Delphi-metoden er ikke en måling af virkeligheden. Det er en måling af, hvad eksperter tror om virkeligheden, og hvor enige de er indbyrdes.

Det er ikke det samme som hårde migrationsdata fra befolkningsregistre eller satellitovervågning. Det fortæller os noget vigtigt: selv folkene, der forsker i dette til daglig, kan ikke blive enige om definitioner, årsagssammenhænge eller løsninger.

Det er selve pointen, ikke en svaghed ved studiet. Når forskerne ikke kan enes om, hvad et “klimaflygtning” er, skal vi være ekstremt forsigtige med at lade politikere og medier bruge tallet, som om det var en fastlagt størrelse.

Hver gang du ser en overskrift med et præcist tal på fremtidige klimaflygtninge, er det værd at spørge: hvilken definition bruger de, og hvem har regnet den ud? Ni gange ud af ti er svaret et gæt klædt ud som videnskab.

Det spørgsmål, ingen stiller højt

Den virkelige historie her er ikke, at klimaforandringer flytter folk. Det gør de, indirekte og sammen med andre faktorer. Den virkelige historie er, at vi i ti år har debatteret et fænomen uden at have en fælles definition af det, vi debatterer, og at den uklarhed passer perfekt ind i de politiske dagsordener på begge sider af migrationsdebatten.

Klimaskeptikere kan bruge uklarheden til at afvise problemet helt. Klimaaktivister kan bruge den til at overdrive omfanget dramatisk. Begge lejre har en interesse i, at forskningen forbliver rodet, for en klar definition ville tvinge alle til at forholde sig til de faktiske, ubekvemme tal i stedet for de runde, skræmmende dem.

Så næste gang du læser, at “klimaforandringer vil skabe hundredvis af millioner af flygtninge”, så spørg, hvem der har regnet det ud, og hvilken definition af klimaflygtning de har brugt.

Hvis svaret er vagt, er tallet det også. Og indtil forskere, politikere og journalister, mig selv inklusive, bliver enige om at kalde tingene ved deres rette navn, vil vi blive ved med at diskutere et problem, vi ikke engang har defineret ordentligt endnu.

Det er ikke videnskabens skyld, men vores fælles uvilje til at gøre det ubekvemme arbejde med at blive enige om ordene, før vi bygger politik på dem.

ExtraFokus.com: Dybere blik på videnskab og forskning.