Trump truer Iran – og Danmark risikerer at blive trukket med

Når USA rasler med sablen, ryster verden. Men denne gang er ekkoet ikke bare et fjernt bulder over Den Persiske Golf. Det rammer helt ind i dansk udenrigspolitik og kaster skarpt lys over det ubehagelige:

Hvor står Danmark, hvis Trump gentager sin Venezuela-operation – bare mod Iran?

Vi har set showet før. Den amerikanske præsident taler om “armadaer”, “deal or destruction” og “time is running out”.

Men under overfladen ulmer noget langt mere alvorligt. Der er ingen egentlig plan – kun magt, vilje og tvangsdiplomati. Og hvis Iran bliver næste mål, mærker vi konsekvenserne i København, Bruxelles og Esbjerg, langt hurtigere end mange politikere ønsker at indrømme.

USA’s krigsskygge vender tilbage

Iran har været på Washingtons fjendeliste i over 40 år, men det, der nu udspiller sig, er ikke bare klassisk retorik. Flere amerikanske flådefartøjer – inklusive hangarskibet USS Abraham Lincoln – har lagt sig i regionen, klar til “hurtig indsats”. Trump siger, at “Iran kun forstår styrke”.

Jeg har fulgt amerikansk politik længe nok til at vide, at den slags ord sjældent er tomme. Da han sidste måned lod drage Venezuelas leder Maduro fra præsidentpaladset og flyve ham til fængsel i New York, viste han, at han ikke længere blot truer – han handler.

Men hvad er målet denne gang? Ingen i Det Hvide Hus kan svare klart. Man taler løst om at forhindre atomvåben – men uden en plan for, hvad der sker, når bomberne er faldet.

Det lugter af en gentagelse af Irak-krigen: store ord, en “bekvemt” fjende, og nul exit-strategi.

Europas dilemma: loyalitet eller selvstændighed

EU står trodsigt mellem stormagterne. Officielt ønsker Bruxelles diplomati, og udenrigschefen Josep Borrell taler stadig om “forhandling og deeskalering”. Men i kulissen er man presset. Hvis USA går til angreb, står NATO-lande i et juridisk og moralsk minefelt.

Danmark er et af dem.

Vi er stadig med i NATOs fælles planlægning, og vores F-35-fly kan på få timer flyttes sydpå. Man kunne indvende, at Danmark ikke selv beslutter at gå i krig – men i praksis gør vi det, når NATO gør det. Det er realiteten i en alliance, hvor økonomi og afhængighed fylder mere end principper.

Socialdemokratiet har altid talt varmt om “en stærk og åben verden”, men når konflikterne starter, lyder det mere som “vi følger USA’s linje, fordi det er sikrest.” Det er et kynisk, men forudsigeligt mønster. Danmark tør ikke stå udenfor.

Mette Frederiksen på diplomatisk balancegang

Statsministeren har selv flere gange udtalt, at Danmark “står skulder ved skulder med vores allierede, når det gælder kampen mod terror og autoritære regimer.” Men hvad betyder det, når regimet er Iran – en atommagt på nippet, men også en uundgåelig spiller i Mellemøsten?

Hvis Mette Frederiksens regering bakker Trumps linje op, risikerer hun et internt oprør i regeringen, især fra SF og De Radikale.

Disse partier vil se et amerikansk angreb som et brud på folkeretten. Alligevel ved vi, hvordan dansk udenrigspolitik fungerer: først moral, så realpolitik.

Man kan tage bombningen af Libyen i 2011 som eksempel: Danmark var med fra første dag – og betalte konsekvenserne i form af hundredvis af migranter, destabilisering og en uendelig debat om efterregningen. Fra mit ståsted er det et nederlag for ansvarlig udenrigspolitik, og jeg frygter, at historien gentager sig.

Iran som symbol på vestlig dobbeltmoral

Iran er ingen engel. Regimet har blod på hænderne, undertrykker kvinder og hænger dissidenter i gaderne. Men dobbeltmoralen er alligevel slående: Saudi-Arabien – USA’s olierige ven – gør nøjagtig det samme, og bliver alligevel behandlet som en “stabil partner”.

Når vestlige politikere taler om “menneskerettigheder”, mener de oftest “energi og geopolitiske interesser”. Danmark er ikke undtaget. Vores eksport til Saudi-Arabien, vores køb af amerikanske jagerfly – alt sammen bindes ind i det samme net af loyalitet.

Jeg observerer med bekymring, hvordan vores udenrigspolitik bliver mere og mere transaktionel. Vi taler om “værdier”, men handler efter “fordele”.

Konkrete energikonsekvenser for Danmark

Et USA-angreb på Iran vil ikke bare skabe overskrifter. Det vil medføre tre håndgribelige konsekvenser for danskerne, især inden for energi:

Danmark er stadig afhængig af importeret energi, selv med vores vindmøller og biogas. Hormuzstrædet – hvor 20 procent af verdens olie passerer – kunne blive lukket af Iran, hvilket presser oliepriserne op mod 120 dollar per tønde.

Det rammer direkte: højere brændstofpriser, stigende elomkostninger og inflation, da energi er input til alt fra fremstilling til transport.

Gasreserverne bliver kritisk. EU har aftalt at stoppe russisk gas fra 2027-2028, men erstatter det med amerikansk LNG – som Trump nu kan bruge som presmiddel.

Danmark fylder op til vinteren 2025-2026, men en Iran-krig forstyrrer globale markeder og øger LNG-priserne, hvilket trækker i inflationen og svekker købekraften.

Worst case: elpriser med store udsving fra mere vedvarende energi, op til effektmangel i pressede perioder.

Fra mit ståsted er det naivt at tro, at Danmark slipper fri. Vores overgang til grøn energi er stærk – aftaler som med Luxembourg om 1,2 mia. kr. til VE – men utilstrækkelig mod geopolitisk chok.

Den almindelige dansker betaler regningen via højere regninger og usikkerhed.

Folketinget tier – men tiden løber

I skrivende stund har hverken udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen eller formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Michael Aastrup Jensen (V), udtalt sig klart om, hvor Danmark står, hvis USA eskalerer mod Iran.

Jeg må konstatere, at tavsheden er farlig. Den bliver tolket som accept.

Det er også værd at huske, at Lars Løkke i sin tid som statsminister støttede næsten enhver amerikansk militær aktion. Venstre har i årevis set USA som “frihedens garant”, men har sjældent gjort sig ulejligheden med at spørge: frihed for hvem?

EU, NATO og magtens tomrum

Siden Brexit har EU stået svækket i udenrigspolitikken. Man taler højt, men handler langsomt. Når stormagter driver verden, bliver Europa ofte reduceret til kommentator. Og Danmark? Vi er fanget i krydsilden.

En EU-krisediplomat sagde for nylig: “Hvis USA bomber Iran, vil EU blot udtrykke ‘dyb bekymring’, ikke mere.” Det er præcis dér, problemet ligger. Manglen på selvstændighed.

Fra mit ståsted er det en tragedie, at Danmark – et land med tradition for neutralitet, international ret og fredsarbejde – reduceres til hale på den amerikanske hund.

Danskerne mister tillid – igen

Når man taler med almindelige danskere om udenrigspolitik, mødes man ofte af en træt latter eller et skuldertræk. “Det bestemmer de alligevel bare i Washington,” siger mange.

Og i det ligger et enormt demokratisk problem.

Tilliden til, at Folketinget reelt styrer udenrigspolitikken, svinder for hver gang en dansk regering følger USA’s linje uden åben debat. Det skete med Irak, med Syrien, og senest da vi sendte våben til Ukraine uden at drøfte langtidskonsekvenserne.

Man må konstatere, at demokratiet bliver fattigere, når vores politikere behandler krig som et loyalitetstjek, ikke som en samvittighedssag.

Kan Trump virkelig få støtte igen?

Sandsynligvis ja. Trumps genvalg i 2024 skyldes ikke kun økonomiske løfter eller indenrigspolitisk vrede. Det skyldes hans evne til at kapitalisere på frygt – og levere “action” i en tid, hvor mange amerikanere føler, at verden griner ad dem.

Når han taler om “at gøre Amerika respekteret igen”, er det med bomber som argument. Problemet er blot, at respekt opnået gennem frygt altid er midlertidig.

Og når USA træder ind i Iran, bliver det ikke kun en konflikt om grænser, men en ny ideologisk krig: Vesten mod Østen, frihed mod teokrati – eller rettere: økonomi mod overlevelse.

Danmark må vælge en linje – nu

Det er på tide, at Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen træder ud af skyggerne og formulerer en klar dansk linje. Er vi med i ethvert amerikansk militæropgør, fordi vi “skylder” dem historisk loyalitet? Eller kan vi finde modet til at sige nej – som Norge ofte gør?

Det handler ikke om antimilitarisme. Det handler om ansvar. Om at tage stilling, før andre gør det for os.

Her kunne Danmark faktisk spille en ægte rolle som brobygger i Norden – et diplomatisk bindeled mellem EU og NATO. Men vi gør det ikke, fordi vi frygter isolation.

Jeg vil hævde, at isolation i sig selv ikke er det værste. Det værste er blind lydighed.

Vejen frem – og hvad du kan gøre

Hvad vil Danmark gøre, hvis USA angriber Iran? Vil vi støtte, tie eller sige fra? Hvordan sikrer vi energiudsigten?

Debatten skal ikke overlades til diplomater og embedsmænd. Den angår os alle, fordi konsekvenserne rammer os alle.

Og mens regeringen holder kortene tæt til kroppen, må medierne – især uafhængige som ExtraFokus – blive ved med at stille spørgsmålene, som de store medier undgår.

Konklusion: Et valg om selvstændighed

Hvis USA angriber Iran, vil verden ændre sig – igen. Der vil komme heltefortællinger, billeder af missiler, taler om frihed og demokrati. Men under alt det: kaos, tab, og et Europa på overarbejde – med stigende energiomkostninger i spidsen.

Danmark står ved et korsvej. Enten følger vi automatreaktionen – og bliver en lydig deltager i endnu en vestlig krig uden plan – eller også tager vi endelig stilling.

For krig er ikke skæbne. Det er politik. Og politik er valg.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.