Europa fordømmer Trump – men gør det samme

Der er noget bekvemt ved at pege fingre over Atlanterhavet. Billeder af ICE-agenter, der rydder hospitaler og skoler, giver europæiske politikere en nem moralsk sejr. Men mens de proklamerer afstand til Trump, stemmer mange af dem for en europæisk parallel, der kun adskiller sig i tempo og retorik – ikke i retning.

Det er ikke en påstand. Det er en beskrivelse af, hvad der aktuelt foregår i EU-institutionerne.

Forordningen ingen taler om

Den 11. marts 2025 fremlagde Europa-Kommissionen sit forslag til en ny Returns Regulation – en lovgivning, der skal erstatte det eksisterende tilbagesendelsesdirektiv fra 2008 og skabe et fælles europæisk system for udvisning af tredjelandsborgere. Bag den bureaukratiske titel gemmer sig noget langt mere kontant: en systematisk udvidelse af statens ret til at overvåge, tilbageholde og deportere – og en digitalisering af hele apparatet, der gør det hurtigere, mere effektivt og sværere at anfægte.

Læs også: Europa tier – Trump tager Grønland, Iran og friheden

Mere end 200 organisationer, heriblandt Amnesty International og Human Rights Watch, har krævet forslaget trukket tilbage. Seksten FN-eksperter har rejst tvivl om forslagets forenelighed med international ret. Og Europa-Kommissionen fremlagde det uden en samlet konsekvensanalyse af grundlæggende rettigheder. Det er ikke en teknikalitet, det er en beslutning om at handle hurtigt og spørge bagefter.

Overvågningssystemet er allerede bygget

For at forstå, hvad denne forordning egentlig gør, må man forstå infrastrukturen, den bygger på. EU har i årtier opbygget et netværk af migrationsrelaterede databaser: Eurodac med fingeraftryk og biometriske data fra asylansøgere, Schengen Information System med millioner af registreringer på enkeltpersoner, og det nye Entry/Exit System (EES), der trådte i kraft efteråret 2025 og fuldt ud rulles ud i foråret 2026.

I februar 2026 godkendte EU’s råd af indenrigsministre en vejkort for fuld interoperabilitet af disse systemer frem mod 2028. Interoperabilitet er et teknisk ord for noget meget konkret: at én myndighed i ét land med ét opslag kan søge på tværs af samtlige europæiske databaser og få en persons fulde digitale profil. Fingeraftryk, rejsehistorik, familierelationer, asylhistorie, strafferegistre. På sekunder.

Systemet er ikke en fremtidsvision. Det er allerede delvist operationelt – og forordningen vil kræve, at det bruges aktivt til at drive deportationer frem.

Når data bliver et våben

Det er her, det abstrakte bliver konkret. Persondata er ikke et bureaukratisk begreb. Det er det digitale spor af et menneskeliv – hvem du er gift med, hvilken læge du har besøgt, om du har søgt husly på et herberg i Aarhus en vinternat.

Den nye forordning forpligter medlemslandene til at indsamle og dele så meget information som muligt for at lette deportationer. Det inkluderer følsomme helbredsdata og strafferegistre, som kan deles med tredjelande uden garantier for tilstrækkelig databeskyttelse. Og det inkluderer adgang til elektroniske apparater og brug af GPS-overvågning og mobiltelefonkontrol som »alternativer til frihedsberøvelse« – hvad der i praksis er frihedsberøvelse med et andet navn.

Chilling effect – frygten spærrer for lægen

Et begreb fra juraen er relevant her: chilling effect. Det beskriver den situation, hvor frygt for konsekvenser afskrækker folk fra at udøve rettigheder, de formelt set har. Når patienter undgår at opsøge sundhedsvæsenet, fordi de frygter, at en konsultation udløser en deportationsprocedure, er det ikke en hypotetisk bivirkning. Det er en dokumenteret konsekvens af den retning, EU-politikken bevæger sig i.

I Italien ryddede politiet for nylig et hospital for at efterforske læger, der havde udstedt lægeerklæringer, som fritog patienter fra inhumane tilbageholdelsesforhold mens de ventede på deportation. Det er ikke en undtagelse. Det er signaleffekten af en lovgivning, der normaliserer, at sundhedsinstanser og socialarbejdere deler borgerdata med politimyndigheder.

Tag Fatima. Hun er 34 år, statsborgerskab i en stat, der ikke længere eksisterer på samme måde, som da hun flygtede. Hun bor i en mellemstor dansk by. Hun har tre børn, der går i folkeskole. Hendes ægtemand er dansker. Hun er ikke kriminel. Men hun er registreret i Eurodac fra en asylansøgning, hun indgav i Grækenland for seks år siden. Under det nye interoperabilitetssystem kan den registrering automatisk kobles til en udvisningsafgørelse fra et andet EU-land – og pludselig er hun en del af et system, hun aldrig vidste eksisterede.

Det er ikke science fiction, men den logiske konsekvens af at sammenkæde databaser uden tilstrækkelig individuel sagsbehandling.

Danmarks rolle – vi er ikke tilskuere

Det ville være bekvemt at fremstille dette som noget, der sker »last nede i Bruxelles.« Men Danmark er ikke en passiv tilskuer.

I januar 2026 præsenterede den danske regering en udvisningsreform, der skærper reglerne markant: kriminelle udlændinge, der idømmes mindst et år for grov vold eller voldtægt, skal som udgangspunkt udvises. Udlændinge uden lovligt ophold, der ikke overholder meldepligt, pålægges GPS-fodlænke i et år. Bryder de det, risikerer de fængselsophold. Og i december 2025 stod Danmark side om side med 26 andre EU-lande og underskrev en fælleserklæring, der bakker op om den overordnede deportationsretning.

Det er legitimt at håndhæve landets love. Men det er relevant at spørge: Hvornår ophører en kriminalitetsbaseret udvisningspolitik med at være ét instrument og begynder at være hele værktøjskassen? Og hvornår normaliserer den overvågningslogikker, der derefter anvendes bredere?

Detention som standard, ikke undtagelse

Den mest slående enkeltbestemmelse i forordningen er, hvad der sker med frihedsberøvelse. EU-ministrene har foreslået, at tilbageholdelse på op til to et halvt år gøres til standarden – ikke undtagelsen – for personer med en udvisningsafgørelse.

Det er en fundamental vending. I retsstatsterminologi har frihedsberøvelse historisk krævet en konkret og individuel begrundelse. Her vendes bevisbyrden: du kan holdes frihedsberøvet, medmindre du kan bevise, at der er grundlag for at lade dig være fri.

Undtagelserne for sårbare grupper – familier med børn, personer med alvorlige sygdomme – er under pres for at blive fjernet fra forslaget. Det er ikke en detalje. Det er et signal om, hvad man er villig til at ofre for at opnå højere deportationstal.

Læs også: Europa trodser Trump: Hormuz er ikke vores krig

Det store spørgsmål, medierne ikke stiller

Debatten om migration i Europa handler næsten altid om antal. Hvor mange kommer. Hvor mange sendes hjem. Det er et nyttigt perspektiv, men det dækker over det spørgsmål, der faktisk bør stilles: Hvad sker der med et samfund, der bygger en overvågningsinfrastruktur af denne størrelse?

Teknologien er neutral i den forstand, at den ikke ved, hvem den overvåger. Men databaser med biometriske data bruges af institutioner og systemer, der ikke er neutrale. Racial profiling er ikke en risiko, der opstår af ingenting; den opstår, når politimyndigheder gives nye teknologiske redskaber uden tilsvarende ansvarlighedsmekanismer. I USA har vi set det ske i realtid. I Europa opbygger vi infrastrukturen og kalder det migrationsforvaltning.

Og den private sektor venter. Firmaer som Palantir og Clearview AI leverer allerede den teknologiske ryggrad til ICE’s operationer i USA. Når EU nu skalerer sit eget deportationsapparat op, åbner det for lukrative kontrakter til de samme virksomheder – en profitmotiveret overvågningsøkonomi, der har en direkte interesse i, at deportationssystemet ekspanderer snarere end løser de problemer, der producerer migration.

Det handler om, hvad vi vil bygge

Europa-Parlamentet har stadig mulighed for at forkaste eller fundamentalt ændre dette forslag. Den mulighed er tidsbegrænset – og den politiske vind blæser i en retning, der ikke inviterer til langsommelighed.

De MEP’er, der var hurtige til at fordømme Trumps deportationsmaskine, har nu lejlighed til at bevise, at det ikke kun var bekvem retorik. De partier – herunder danske – der stemmer for en europæisk parallel og samtidig præsenterer sig som forsvarere af retsstat og grundlæggende rettigheder, bør forklare, hvad forskellen er. Ikke i abstrakte principper. I konkrete lovparagraffer.

Spørgsmålet er ikke, om stater har ret til at håndhæve deres udlændingepolitik. Det har de. Spørgsmålet er, om den infrastruktur, vi bygger for at gøre det, er proportional – og om vi er ærlige nok til at diskutere, hvad den kan bruges til, når den først er der.

Systemer er lettere at bygge end at nedrive. Det gælder vandkraftværker, det gælder motorveje, og det gælder overvågningsarkitektur. Vores politikere skal beslutte sig nu – ikke fordi fristen er arbitrær, men fordi et system i drift er et system med egeninteresse i at fortsætte.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.