Storbritanniens vej mod statslig undertrykkelse

Peter Lynch var 61 år. Han var bedstefar til fire. Han tog til en protestmarch og holdt et banner op for det, han troede på. For det fik han 2 år og 8 måneder i fængsel. Anbragt blandt voldelige kriminelle. Isoleret fra sin familie. Og en dag tog han sit eget liv i en kold celle.

Det, der er ved at udspille sig i Storbritannien, er ikke blot en politisk kontrovers eller en debat om grænser for ytringsfrihed. Det er en minutøs redegørelse for, hvad der sker, når en stat beslutter sig for, at dens egne borgere er fjenden.

Hvad er »lawfare« – og hvem rammes?

»Lawfare« er brugen af juridiske processer som et politisk våben. Ikke for at opnå retfærdighed, men for at knuse modstandere. Processen er straffen – uanset om man dømmes eller ej. En retssag tømmer din bankkonto, smadrer dit ry og terroriserer din familie.

Det, der skete i kølvandet på Southport-drabene i august 2024 – hvor en mand af rwandisk afstamning dræbte tre piger og sårede otte børn ved et dansestudio – var ikke, at den britiske regering under Keir Starmer lyttede til en befolknings berettigede vrede. Det var, at statsapparatet blev mobiliseret mod dem, der protesterede.

1.165 mennesker blev arresteret. 703 sigtet. Mænd fik fængselsdomme på op til fem år. For tweets. For at stå på en fortov med et flag. For at dele memes.

Systemet vidste, hvad det gjorde

Jack var ny far til en lille pige. Han tog til en demonstration for at stå op for pigerne i Southport – fordi han selv har en datter, og fordi han som far følte det som et spark i maven. Han viftede med sit flag. Sagde ikke noget racistisk. Der er videoer af det, der viser ham tale roligt til politiet.

Politiet slog alligevel et skjold i hans retning og brugte CS-gas mod ham, da han forsøgte at nå hen til sin 68-årige mor, der var blevet væltet omkuld. Da politibetjenten bagefter holdt ham tilbage, sagde han ifølge Jacks kæreste selv: »Jeg forstår ikke, hvorfor du er anholdt. Det er ikke alvorligt nok.« En uge senere bankede betjente Jacks dør ind om morgenen. Hans lille datter skreg i haven. Jack fik 32 måneder.

Statsapparatet vælger sine fjender med omhu

I næsten et år var der anti-israelske protestmarcher på Londons gader. Demonstranter råbte om jihad. En mand på video sagde »we are ready to kill you all.« Politiet stod stille. Ingen hurtig retfærdighed. Ingen stormtropper, der bankede døre ind ved daggry.

Samme Starmer, der i 2020 knælede i solidaritet med Black Lives Matter-demonstranter – der allerede havde såret 30 politibetjente og brudt COVID-restriktionerne – erklærede i 2024 enhver bekymret brite, der gik på gaden, for »ekstremist« og »far-right thug.«

Nick Lowles fra organisationen »Hope Not Hate« spredte falske rygter om, at 100 koordinerede balladeoptøjer var planlagt over hele landet. Det var en løgn. Medierne vidste det. Regeringen vidste det. Alligevel skabte løgnen en atmosfære af panik, der retfærdiggjorde massearrestationer. Lowles er ikke blevet anholdt. Den kvinde i Cheshire, der sendte en forkert tweet om Southport-morderen, blev anholdt og holdt i varetægt natten over.

Da en bedstefar blev et politisk budskab

David Springer er 61 år og har kørt tog i 42 år. Han plejer sin syge kone. Han var til en demonstration. For det fik han 18 måneder i fængsel. Retten ville sende et signal. Han var signalets indhold.

En mor til fem børn fik 26 måneder for at kaste en dåse mod politiet. En mand fik 20 måneder for et Facebook-opslag, hvori han sagde, at han ikke ville have sine skattepenge gå til migranter, der »voldtager vores børn.«

Sammenlign det med, hvad der ikke skete: BBC-journalisten Huw Edwards – der ifølge rapporterne betalte for fotos af børn, der blev voldtaget, ned til syv år – fik ingen fængselsdom. Dommeren var bekymret for, hvad der ville ske med ham i fængslet. Ingen sådan bekymring for de folk, der delte deres vrede på de sociale medier.

Tvunget til at erkende sig skyldig – og hvad det koster

Mennesker, der aldrig har haft med loven at gøre, arresteres. De er skræmte. Deres advokater rådgiver dem til at erklære sig skyldige, fordi det reducerer straffen med en tredjedel, og fordi myndighederne truer med sociale servicebesøg, med at tage børnene. Og så er der overskrifterne: »Alle disse mennesker erkendte sig skyldige – de er altså skyldige.« Det er cirkulær logik som statspolitik.

Lee fik 3 år og 4 måneder samt en ti-årig kriminalitetsadfærdsordre. Hans datter er holdt op med at smile. Hendes første jul med bevidsthed om, hvad jul er, fejrer hun uden sin far.

Det danske perspektiv: Kend din egen bakspejl

Det er ikke kun britisk eksceptionalism. Det er en skabelon. I Danmark har vi allerede set episoder, hvor myndighederne har fravalgt at efterforske kritik af bestemte grupper, og hvor anklagere har vurderet sociale medieposter som potentielt strafbare, selvom ingen konkret trussel fandtes. PET’s rapporter om ytringsfrihed og ekstremisme bruger konsekvent »højreekstremisme« som den primære trussel – mens islamistisk radikalisering omtales med langt mere forsigtigt sprog.

Det er ikke det samme som det, der sker i Storbritannien. Endnu. Men vejen til Storbritanniens nuværende tilstand gik gennem de samme juridiske omveje: udvidede ordener, brede definitioner af »hadefulde ytringer,« politisering af anklagemyndighed. Hvert skridt lod til at give mening enkeltvis. Det var kun i sammenhæng, det tegnede et mønster.

Medierne: Deltagere, ikke vidner

Da Southport-morderen begik sine gerninger, rapporterede britiske medier omgående, at han var fra Cardiff. De søgte beviser for psykisk sygdom. De offentliggjorde billeder, der fik ham til at ligne et uskyldigt 12-årigt barn. Alt dette for at styre narrativet væk fra det oplagte spørgsmål om masseindvandring og offentlig sikkerhed.

Når DR eller Politiken omtaler kriminalitet begået af folk med indvandrerbaggrund, er der en etableret redaktionel praksis for at undgå etniske og nationale kendetegn – selv i tilfælde, hvor de er direkte relevante for historien. Det er ikke ondskab. Det er redaktionel kultur formet af årelangt pres. Men resultatet er borgere, der ikke stoler på de medier, der skulle tjene dem.

Magna Carta og den glemte kontrakt

Ved Runnymede i 1215 tvang de engelske baroner Kong John til at underskrive Magna Carta – det dokument, der for over 800 år siden fastslog, at selv kongen er underlagt loven. Retsstaten er ikke en naturlov. Den er en aftale, der skal håndhæves aktivt. Når dommerne sender folk i fængsel for Facebook-opslag, mens de undlader at straffe dem, der angriber politiet med macheter, er det et brud på den grundlæggende kontrakt.

To tredjedele af briterne mener, ifølge offentliggjorte meningsmålinger, at regeringen tjener sine egne interesser snarere end befolkningens. Tillidsunderskuddet er ikke skabt af »far right«-propaganda. Det er skabt af konkrete handlinger og konkrete undladelser over år.

Hvad kommer næste?

Det, der er dokumenteret – vidneforklaring efter vidneforklaring, dom efter dom, sag efter sag – er, at en stat aktivt fængsler borgere for deres meninger, tvinger uskyldige til at erkende sig skyldige, bruger medierne som amplifikator for sine egne løgne, og lader vold fra bestemte grupper passere ustraffet.

Peter Lynch er død. Han tog sit liv i en celle, han ikke burde have siddet i, for en handling der ikke burde have kostet ham friheden. Jacks datter stirrer ud i luften. Lees kæreste sover ikke mere om natten.

Det er ikke abstrakt politisk teori. Det er familier, der er brudt op. Det er et land, der langsomt mister tilliden til sin egen retsstat. Og den britiske regering kalder det opretholdelse af orden.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.