Ankestyrelsens tilsyn stoler blindt på kommunerne

Der findes et sted i den danske forvaltning, hvor kontrollen kontrollerer sig selv, og hvor svaret næsten altid lander samme sted: kommunen har styr på det. En mor fra Ullerslev har kæmpet i ti år for hjælp til sin hjerneskadede søn. Nu går et ministerium ind og spørger, om selve tilsynsmyndigheden har svigtet.

En sag, der ikke ville dø

Nyborg-skandalen begyndte i december 2023, da en ekstern rapport fra revisionsfirmaet BDO afdækkede lovbrud i flere hundrede børnesager i kommunens socialafdeling – krydret med et ord, ingen kommune vil have i en rapport om sig selv: forråelse. Socialministeriet kaldte sagsbehandlingen “yderst kritisabel”. Sagen blev sendt videre til Ankestyrelsens tilsyn.

I oktober 2025 lukkede Ankestyrelsen sagen. Begrundelsen var, at Nyborg Kommune havde redeg jort for en positiv udvikling. Ingen ny ekstern kontrol. Bare kommunens egne ord om kommunens egen forbedring, godkendt af den myndighed, hvis opgave det er at være skeptisk.

Det holdt et halvt år. I maj 2026 dikterede det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium, at Ankestyrelsen skulle genåbne sagen, fordi styrelsens egne høringer af kommunen ikke tilstrækkeligt havde afklaret, om lovbruddene reelt var stoppet.

Ankestyrelsen bad efterfølgende byrådet redegøre for håndteringen af 379 gamle underretningssager på børneområdet – en gennemgang, der stadig kører.

Og nu, endnu en gang: Det nyoprettede Økonomi- og Indenrigsministerium har åbnet en tilsynssag rettet mod selve tilsynet. Denne gang handler det om Charlotte Svenssons konkrete klagesager – om Ankestyrelsen har gjort nok for at sikre, at Nyborg Kommune reelt efterlever sine egne afgørelser.

„Et vink med en vognstang“

Eva Naur, lektor i socialret ved Aarhus Universitet, kalder det usædvanligt, at et ministerium overhovedet blander sig i en enkelt borgersag på den måde. Hun har svært ved at komme i tanke om et fortilfælde.

Det interessante er, hvad hun mener, det siger om Ankestyrelsens tilsyn generelt: at styrelsen har givet kommunen for lang snor og stolet på løfter, uden selv at efterprøve dem. Hun kalder ministeriets brev ‚et vink med en vognstang‘ – ikke kun til Ankestyrelsen, men til landets øvrige 97 kommuner.

Et tilsyn bygget på tillid til den, det skal kontrollere

Det er værd at forstå, hvorfor det her overhovedet kan ske. Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne er et såkaldt legalitetstilsyn efter den kommunale styrelseslovs § 48 – det efterprøver kun, om kommunen overholder loven, ikke om beslutningerne er hensigtsmæssige.

Tilsynet er samtidig subsidiært: det viger, hvis en anden klagemyndighed kan tage stilling til sagen, og det reagerer som udgangspunkt kun med en vejledende udtalelse. Sanktionsmulighederne findes – Ankestyrelsen kan i teorien tvinge en kommune via den såkaldte fogedfunktion med tvangsbøder – men de bruges sjældent.

Grundmekanismen er enkel og enkelt sårbar: tilsynet baserer sig primært på kommunens egne redegørelser. Det betyder, at tilsynet som udgangspunkt kun ser kommunens version af sagen og sjældent selv efterprøver, om en kommune faktisk har rettet op på et ulovligt forhold. Nyborg er ikke en fejl i systemet. Nyborg er systemet, der virker efter hensigten, og hensigten er utilstrækkelig.

Tallene, Rigsrevisionen fandt

Det er ikke kun Nyborg. I juni 2025 konkluderede Rigsrevisionen efter en gennemgang af Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner på socialområdet, at tilsynet er “utilfredsstillende”. Tilsynet udmelder en forventet sagsbehandlingstid på otte måneder – en frist, der ikke blev holdt i 34 procent af sagerne i 2023 og 25 procent i 2024.

I perioden 2018-2024 afviste tilsynet 1.114 af 1.669 modtagne sager – 67 procent – og undersøgte reelt kun 555. Det er ikke et billede af et tilsyn, der er for hårdt. Det er et billede af et tilsyn, der sjældent når at kigge ordentligt efter.

Sønderlemmende kritik, en ny aftale – og det samme mønster

Kritikken fik et politisk efterspil. I februar 2026 indgik regeringen og et bredt flertal en aftale, der skulle give Ankestyrelsens tilsyn “bedre værktøjer” til at gribe ind over for kommuner og regioner, der begår lovbrud. Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører i FOA, beskrev tilstanden inden aftalen med en sætning, der er svær at ryste af sig: “Tilliden er ganske enkelt suget ud af systemet.”

Fem måneder efter aftalen blev indgået, står Danmark alligevel med en sag, hvor et ministerium må gå ind og bede Ankestyrelsen undersøge sig selv – fordi et halvt års tid med genåbnede sager og løfter om forbedring endnu en gang ikke var nok. Enten virker den nye aftale ikke hurtigt nok, eller også var problemet aldrig værktøjerne. Det var viljen til at bruge dem.

Den nye regering arver den gamle model

Sagen lander desuden på et politisk tidspunkt, der gør den ekstra relevant. Danmarks nye regering – Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Moderaterne – tiltrådte i juni 2026, og en af de første administrative ændringer var at nedlægge det gamle Indenrigs- og Sundhedsministerium og oprette det nuværende Økonomi- og Indenrigsministerium, som nu har overtaget Nyborg-sagen.

Det er den myndighed, der fører tilsyn med kommunernes tilsyn, der lige har fået et nyt ministerium at bevise sig i. Om det betyder en skarpere linje over for kommunale svigt, eller om det bare er endnu en omorganisering, der forsvinder i overgangen mellem to ministerier, er for tidligt at sige.

Retten til en domstol, ingen har bygget

Liberal Alliances socialordfører, Katrine Daugaard, bruger sager som denne til at rejse et ældre krav: at erstatte Ankestyrelsens tilsyn med en egentlig forvaltningsdomstol, hvor dommere med speciale i forvaltningsret kan bygge en fast praksis op.

Hun beskriver Ankestyrelsen i dag som kommunernes ‚forlængede arm‘ snarere end en uafhængig kontrollant. Alternativets Torsten Gejl er på samme linje og kalder kritikken af tilsynet for “sønderlemmende”.

Det er værd at bemærke, at forslaget kommer fra politikere, og at det derfor ikke står ukommenteret som en objektiv sandhed – andre kan pege på flere ressourcer til Ankestyrelsen eller skærpede lovkrav om uanmeldte kontrolbesøg som alternativer.

Men selve diagnosen – at borgerens retssikkerhed i dag afhænger af, om en sag tilfældigvis bliver stor nok til, at et ministerium gider kigge på den – er svær at argumentere imod efter ti år i Charlotte Svenssons sag.

Læs også: Ombudsmanden som symbol: Hvornår ændrede en klage faktisk noget?

Hvad der reelt står på spil

For Charlotte Svensson er dette ikke en forvaltningsretlig øvelse. Det er ti år af hendes søns liv, hvor den hjælp, han ifølge Ankestyrelsens egne afgørelser var berettiget til, ikke nødvendigvis er blevet leveret.

Hun har selv sagt, at det betyder meget, at nogen udefra nu vil se alvoren i sagen. Det er en lav bar at fejre – at nogen endelig undersøger, om reglerne bliver fulgt – men det er den bar, det danske tilsynssystem i praksis har sat.

Nyborg Kommune har afvist at kommentere på ministeriets tilsynssag med henvisning til, at kommunen ikke er part i den. Teknisk korrekt. Også en bekvem måde at undgå at forholde sig til, hvorfor tidligere løfter om forbedring ikke er blevet holdt.

Hvad der sker nu, afhænger af, hvad ministeriets undersøgelse finder, og om Ankestyrelsen ændrer praksis for mere end én kommune ad gangen. Indtil da er den mest ærlige konklusion denne: Danmark har brugt et år og en politisk aftale på at reparere et tilsyn, der stadig, i sin kerne, er bygget på at tro den, det skal kontrollere.

Læs også: Den offentlige sektor vokser – men hvem kontrollerer den?

ExtraFokus.com: Dybere blik på dansk politik.